Ø-hop i Stockholms skærgård

Stockholms skærgård og Skärgårdsstiftelsen

Hastigheden nærmere sig 210 km. i timen. Toget glider næsten lydløst gennem det svenske landskab og efter 20 minutter er jeg transporteret fra Arlanda - Stockholms lufthavn - til centrum i Sveriges hovedstad. Vi er taget med Arlanda Express der er den hurtigste og mest miljøvenlige måde at komme fra lufthavnen til centrum på. Fra Stockholms centralbanegård er der kun en lille afstand ned til havnen, hvor båden fra Waxholmsbolaget skal sejle os ud i den svenske skærgård. 
Det første indtryk af den Stockholmske skærgård er, hvor overraskende stor den er. Her findes - hvis vi tager det hele med - mere end 40.000 øer og afstanden fra byen og til de yderste klippeskær er ca. 50 km. Et enormt område. Bådtrafikken er da også til at få øje på. Her ses store færger, skibe i lystbådehavnene, fartglade mennesker på jetski samt folk i kajakker, der roligt glider gennem vandet. Kort sagt et rigtigt maritimt miljø.
Allerede i 1930’erne begyndte byrådet i Stockholm at opkøbe jord i skærgården til rekreative områder for friluftslivet. Erhvervelsen af jord i skærgården skete dog hovedsageligt i 1940’erne, hvor byens politikere indså, at der var belæg for at engagere sig i jordopkøb uden for byens grænser - således at "det länge framstått som en angelägen uppgift att underlätta huvudstadsbefolkningens möjligheter till rekreation och friluftsliv i skärgården." 
Byen havde således en social målsætning. Almindelige mennesker skulle have mulighed for at kunne holde ferie i skærgården. Derfor byggedes hyttebyer, hvor stockholmske familier med de laveste indtægter kunne få mulighed for at leje et sommerhus i en eller flere uger. Mange, som var børn dengang, har fortalt om hvilken lykke disse uger indebar for familien.
I slutningen af 1950’erne blev Skärgårdsstiftelsen etableret på et tidspunkt, hvor Stockholms skærgård gennemgik store og afgørende forandringer. Største udfordring var affolkningen fra øerne.

Gennem Stockholms skærgård til Finnhamn

Ved Anden Verdenskrigs afslutning var der ca. 12.000 fastboende skærgårdsbeboere, men bare tyve år senere var denne befolkning halveret. Årsagerne til dette var åbenbare. Boomet i 1950’ernes Sverige medførte en kraftig ekspansion i de tæt bebyggede byer. Dette gjaldt specielt i Stockholm. Mange nye arbejdspladser dukkede op gennem nyetablerede mekaniske værksteder, snedkerier, fabrikker, handel og anden service. Samtidig forsvandt mange jobs i skærgården inden for de traditionelle erhverv. 
Politikerne gennemførte en stor udredning, som bl.a. fik staten til for første gang at afsætte regionale udviklingsmidler til dette tyndt befolkede område. Hvis ikke politikerne og myndighederne havde taget det op, er det tvivlsomt om skærgården ville være så vital og livskraftig som tilfældet er i dag. Skærgården fremstår nu mere og mere som et nationalt klenodie af enestående værdi, som ikke må mistes.
Her er da også masser af liv at se til på denne tur med båden gennem ø-riget. Masser af sommerhuse ligger idyllisk på klippeskærene og mange steder ligger både til ved små både- og badebroer. Undervejs møder vi andre færger, skibe og lystsejlere. Der er liv i skærgården. Der bliver dog længere og længere mellem bådene og mere vand mellem øerne jo længere vi kommer ud i skærgården og efter ca. 2,5 times sejlads, ankommer vi til første ø på denne ø-hop-tur - Finnhamn.

Finnhamn

Navnet Finnhamn stammer fra den tid, hvor finske skuder på vej til Stockholm lagde til her. Finnhamn består af en gruppe store og små øer, bl.a. Stora Joplan, Lilla Joplan og Idholmen - og fra bådhavnen vandrer vi op til Den svenske Turistforenings (STF) vandrehjem "Utsikten". Det er det store hus på Finnhamn og blev bygget som sommerresidens af en kulhandler ved navn Rönnström omkring 1915. På husets ene side ligger en stor klippe, på hvis top der står en gammel skorsten fra en af skuderne og hvorfra vi har en flot udsigt ud over havet og de omkringliggende øer.
Til den anden side har vi skoven, der er domineret af egetræer og andre løvtræer, og mellem træerne ligger en række to-familie hytter, smukt placeret i terrænet. Nogle af os bliver indkvarteret på vandrehjemmet andre i hytterne. Toilet og bad findes kun på vandrehjemmet.
Der går en fin grusvej hen midt over øen, men det er også muligt at vandre inde i skoven ad små stier. Her findes et utal af spiselige svampe og buske med bær. På de kalkholdige jorde kan man være heldig at finde orkideer. Og selv om øen ligger langt fra fastlandet fortælles det, at der ind i mellem findes elg i skoven. Elgen kan faktisk svømme langt!
Da vi mødes hen under aften, er der nogle som på deres vandretur har fundet tilstrækkeligt med Karl Johan-svampe og tilbereder et festmåltid for os. Vi taler om de mange muligheder Finnhamn tilbyder sine gæster og det bliver oplyst, at vandrehjemmet har åbent året rundt og at november måned er en god måned til at komme lidt væk fra storbyen og nyde den fred som findes her. 
- Hvorfor kommer I ikke igen til vinter, bliver der spurgt, det er blevet meget populært at løbe på skøjter mellem øerne, når først isen har lagt sig tykt på ø-havet? Det var da bestemt en overvejelse værd.
Finnhamn blev i 1943 købt af Stockholms by og blev således det første "rekreationsreservat" som byen reddede fra den private udnyttelse. Fra og med 1998 er øen overgået til Skärgårdsstiftelsen.

Rundt på øen Grinda

Da vi næste morgen atter sidder på båden, kan vi igen nyde det gode vejr øverst på soldækket og betragte de maritime miljøer vi passerer i skærgården på vej til næste ø - Grinda.
Grinda menes at have haft bebyggelse siden middelalderen. I 1500-tallet fandtes på øen en bonde, som betalte skat!
Øen har gennem tiderne været på skiftende skærgårdsbønders hænder, indtil øen i 1906 blev købt af herredsfogeden, der også var Nobelstiftelsens første direktør, Henrik Santesson. Han fik opført en smuk, gulmalet stenvilla i jugendstil. 
I 1944 blev hele øen solgt til Stockholms by med det formål at give stockholmerne et nyt rekreationsområde. En hytteby blev opført og teltpladsen blev anlagt.
Stenvillaen, som gennem årene rummede såvel pensionat som feriekoloni, er siden blevet til Grinda Wärdshus med restaurant og konferencefaciliteter, hvor man kan leje værelser i hotelannekset. I 1998 overgik øen til Skärgårdsstiftelsen.
Det meste af øen har klippegrund og nåleskov. Den domineres af to bjergrygge, som begge strækker sig i nordvestlig - sydøstlig retning. Mellem dem findes en stor bugt, Kallviken, og mod vest opdyrket marker. 
Den 2,5 km. lange Grindastigen er en natur- og kultursti, der går rundt om øens sydøstlige del. Stien når frem til den 35 meter høje Klubbudden, øens højeste punkt. På vej rundt på øen ser vi flere smukke vige og rundt omkring ved teltpladser og mellem sommerhusene står der vandpumper - skiltet med at dette ikke er drikkevand! 
Oppe på højen bag Grinda Wärdshus ligger hotelkomplekset, der består af fire store bygninger (nord, syd, øst og vest) og her indkvarteres vi i fine værelser alle med bad og toilet. På værtshusets terrasse, der ligger højt over marken, har vi udsigt til en lille gæstehavn, hvor lystsejlere kan lægge til. 
I det fine vejr bliver der hen under aften dækket op til en af de svenske traditionelle festmiddage - krebsegilde med tilbehør samt Janssons fristelser. Det varer naturligvis ikke længe inden stemningen er høj og fællessangen gjalder hen over klippegrunden - herunder "Helan går, sjung hopp faderallen lallan lej".

Fred på Grindaleden

Næste morgen er der ro. Nogle sover længe! Jeg lister ud af hotellet og vandrer ad Grindaleden op til Nørrehavn og betragter farvespillet langs kyststrækningen i lyset af den lavtstående sol og nyder stilheden. Jeg føler mig helt alene i verden. 
Da grusvejen stopper, fortsætter jeg ad en lille sti langs kysten op og ned ad klipperne, nogle helt tilgroede med mos, over rødder, der stikker op af jorden - presset op af klippegrunden underneden. Igen ser jeg masser af blåbærbuske - dog uden bær på denne årstid - og masser af spiselige svampe. Da jeg når tilbage til Grinda Wärdshus, er der så småt ved at komme liv i mine rejsekammerater og vi går ned til færgen, der skal sejle os til næste ø - Utö.

Utö - moderne og alligevel langt væk fra storbyen

Utö steg op af havet som små øer efter sidste istid for omkring 12.000 år siden. Man ved ikke præcist hvornår mennesker kom til Utö, men de første beboere var givetvis rejsende fiskere og jægere. Fastboende befolkning findes dokumenteret fra år 550-1050 i gravpladsen ved Skogsby på sydøen. I slutningen af denne periode var hele øen beboet. Til forskel fra mange andre øer i skærgården var det hverken fiskeri eller landbrug som blev Utös hovederhverv. Her var det jernmalmen som skabte den store indkomstkilde. 
Allerede i 1100-tallet startede minedriften i øens jernmalmsgrave, men minedriften kom for alvor i gang i 1500-tallet og bevirkede at der hele tiden var behov for ny arbejdskraft. Dette har sikkert bidraget til at vi finder den åbne og velkomne atmosfære som i dag råder på Utö. Jernmalmen, som fragtedes med båd byttedes efterhånden ud med anden fragt. Sandsynligvis var minerne på Utö de ældste og blandt de vigtigste i Sverige med en intensiv brydning gennem næsten 700 år. Minedriften foregik frem til 1879 og udover en prøveboring i 1950’erne har brydningen siden ligget stille. Da det ikke længere var lønsomt at bryde malm, blev øen opkøbt af private forretningsmænd og blev efterhånden populær som fritidssted for Stockholms byboere. Skärgårdsstiftelsen erhvervede den nordlige del af Utö i 1973, og der blev anlagt gang- og cykelstier, teltpladser, badesteder og bådpladser etc. således at naturreservatet nu giver mulighed for mange forskellige fritidsaktiviteter. Mange der kommer til Utö ønsker naturligvis at opleve den smukke og afvekslende natur. Ved Rävstavik lidt fra Gruvbyn finder man det populære Klippbadet. Et andet badested er Barnets Bad som byder på en smuk badestrand med børnevenligt, lavt vand.

Fra havnen i Gruvbyn er der en kort spadseretur op på højen, hvor møllen fra 1791 står. Udsigten er vidunderlig. Jeg går en tur gennem Gruvbyn og ser de gamle minearbejderboliger, der giver en fornemmelse af livet fra før. Her ligger også Utö Bageri - hvorfra duften af nybagt brød får mig til at standse op. Oppe bag Utö Värdshus finder jeg minerne (gruvorna) og kan se, at de store åbne og meget dybe huller nu er dækket af vand og ingen kan længere klatre ned ad stigerne i de 215 meter dybe skakter. Efter fire km. nås øens hjerte Edesnäs, hvor de fleste af øens fastboende lever. På vejen mod Edesnäs ligger Utö Kirke smukt i bunden af vigen, som jeg senere skal ud at fiske i. Turen går også forbi hjemstavnsgården. Har man tænkt sig at udforske øen endnu mere, bør man f.eks. leje en cykel. 

Fra Utö kan man via en lille bro komme over på den sydvestlige ø Ålö, hvor man finder mere åbent landbrug samt kreaturer. På denne ø er også gode, hvide sandstrande og i området bag stranden kan man gå på opdagelse på klipperne og se hvorledes istiden har påvirket landskabet.
Ålösprickan er en forkastning, som er så stor, at man på sin kajaktur rundt om øen kan padle gennem den. På klipperne kan man også gå på opdagelse efter jættegryder.
Tænk at være så langt ude i Stockholms skærgård og alligevel have adgang til alting - hotelværelse, restaurant med god mad, købmand, nye aviser! 
Allerede i 1800-tallet ankom der turister til øen, der således har en lang tradition i at tage hånd om gæsterne.

På fisketur med Skärgordsguiderna

Ved en lille anløbsbro ikke langt fra teltpladsen ligger båden og venter på os. På taget af styrehuset står fiskestængerne allerede parate - monterede med woblere - og venter kun på at vi kommer ud i vigen. Med på turen har vi nogle piger, som aldrig før har prøvet at fiske, hvilket gør turen lidt speciel. 
Skipper lægger båden et stykke ude i vigen, ikke langt fra sivene hvor gedderne normalt står og i fællesskab forsøger vi at lære pigerne hvorledes linen kastes ud. Nervøsiteten breder sig blandt pigerne. Hvad nu hvis fisken bider på? Men det gør den ikke i dag og efter ca. ½ time har pigerne fået nok og vil tilbage. Men de synes alligevel, at det var sjovt at prøve. Da pigerne er sat af, sættes atter fart på båden og vi sejler et stykke længere ind i vigen forbi Utö Kirke, der ligger smukt omkranset af høje træer. Nu har vi den nødvendige ro til at affiske vandet. Vi er tre, der kaster linen ud tæt på sivene og senere lidt længere ude, hvor strømmen er kraftigere. Men i det gode, stille vejr med fuld sol er fiskene for dovne til at lade sig lokke. Vi flytter atter båden og prøver igen. Efter nogen tid begynder solen at stå lavt og det er tid til at sætte kursen hjemad.

Utö Värdshus - blandt skærgårdens bedste kroer

I Utö Värtshus finder jeg en af skærgårdens bedste kroer og kan i den anrettede buffet finde den berømte fiskesuppe til at starte med. Herefter en meget lækker skaldyrssalat samt marinerede sild i en speciel paprikalage (som også er en af husets specialiteter). Her er naturligvis andre fisk, røgede og ferske samt kødretter - udover et flot salatbord. Her spiser jeg ikke for at stille min sult, men for at fornøje min gane. Dette er kvalitetsmad, hvilket også har medført, at Utö Värdshus flere gange har fået udmærkelsen "Skærgårdens bedste kro". Her værdsættes egnens råvarer højt og der lægges vægt på hele tiden at udvikle køkkenet med inspiration fra både skærgården og andre kulturers spændende madkunst. 
Hvert år besøges skærgården af omkring tre mio. gæster, som ønsker at nyde det bedste som skærgården tilbyder. Mange ønsker at spise mad som smager af skærgård. Under kvalitetsmærket "Skärgårdssmak" tilbyder man gæsterne i Stockholms skærgård den bedste madoplevelse med førsteklasses råvarer, godt håndværk og excellent mad serveret i skærgårdens restauranter. "Skärgårdssmak" ønsker at smagen af skærgården huskes, så de besøgende vil vende tilbage hertil. 
Både Grinda Wärdshus og Utö Värdshus har vundet i konkurrencen om årets bedste skærgårdsrestaurant.