Ø-hop i Vestsveriges skærgård
At den vestsvenske skærgård i Bohuslän er et sandt eldorado for lystsejlere, kan ikke komme bag på mig. Men at folk uden egen båd ikke behøver at blive snydt af den grund, er nyt. Det er nemlig muligt at leje sejlbåde i forskellige størrelser - med eller uden erfaren skipper - så man også uden sejlererfaring, kan få adgang til en ægte maritim oplevelse.
Sverige
Hovedstaden i Sverige er Stockholm.
Befolkningstal: Ca. 10 mio.
Areal: Ca. 447.435 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 523 km til Stockholm
Mest besøgte attraktion: Stockholm med bl.a. slotte, den gamle by og Vasa-skibet, men Sverige er også et land med en natur man dyrker aktiv ferie i som skiløb, vandring, kano- og kajakture, cykling m.m.
Mere information:
Fra Göteborg og ud i Vestsveriges skærgård
Som vi kender det så godt fra sommerhusudlejning, har man i Sjösportsskolan specialiseret sig i udlejning af sejlskibe. Folk, der ikke selv skal bruge deres sejlbåd i en periode, kan stille den til rådighed for Sjösportsskolan, som så formidler udlejning af sejlbådene - med eller uden kaptajn. Vi har kontakt med Sjösportskolan i Göteborg, hvor vores kaptajn tager imod os og viser os tilrette i den store sejlbåd "Telma" af bådtypen Benetean 500. Her er virkelig god plads og i forbindelse med salonen er der fire kahytter hver med plads til to personer. Hver kahyt med eget toilet! Derudover findes sovepladser forrest i skibet. I salonen findes bord og bænk tillige et velindrettet køkken.
Det er lidt gråt i vejret, da vi stævner ud fra Göteborg og snart er vi ude i rum sø og kan sætte sejl. Heldigvis er vi ikke alle nybegyndere ud i sejlsportens kunst. Med mig har jeg flere kammerater, der dels har egen båd, dels har sejlet med sejlbåd mange gange tidligere. Så for de af os, som ikke har prøver dette før, er der mulighed for at lære lidt om hvad der skal til, for at få "dyret" til at makke ret.
Her er et utal af tovværk og snører etc. og jeg finder hurtigt ud af, at det nok er bedst, at jeg overtager styringen - under kyndig vejledning af kaptajnen - medens mine venner tager sig af det mere manuelle med snore og træk! Tænk at få lov til at styre 15 tons sejlbåd gennem dette smukke farvand!
Kaptejnen har søkortet liggende foran og tjekker hele tiden, at vi er på ret kurs. Så kommer vi ud i modvind og må krydse op gennem skærgården i et par timer. Her får vi virkeligt prøvet at vende sejlet nogle gange. Da farvandet igen bliver smalt, bjerges sejlene og vi går for motor det sidste stykke ind mod Marstrand.
Foran os rejser Carlstens Fästning sig og snart ligger vi godt fortøjet ved kajen.
Marstrand Ø
En sød lille by hvor det er som om tiden er gået lidt i stå. De mange karakteristiske træhuse - hvoraf flere står ganske tæt - rejser sig op ad bakken mod borgen.
Det er ved at være tid til aftensmad og middagen indtages på Hotellet Grand Tenan, der ligger oppe på en åben plads midt i byen. Vi har nu lyse nætter og da solen fortsat skinner efter middagen, spadserer vi op til Carlstens Fästning. Fra toppen af borgen har vi et fint udsyn over hele Marstrandsön og den nærliggende skærgård. Øen er ikke større end at jeg beslutter mig for at gå en tur rundt på den i morgen tidlig.
Rundt på Marstrandsön
Jeg har sovet upåklageligt i min kahyt, som jeg deler med en af mine venner. Intet har jeg hørt (ørepropper er en vanesag!) Efter at have ligget lidt og mærket bølgernes slag mod båden og den sagte vuggen i køjen, beslutter jeg mig for at komme ud - selv om klokken kun er fem. Her er ganske roligt. Hele besætningen sover og forsigtigt lister jeg mig op på kajen.
Men det er bestemt ikke alle der sover denne tidlige skønne morgen. Her er masser af liv omkring mig. Allerede inden jeg kommer væk fra havnen ser jeg den første havterne dykke i havnen efter småfisk. Denne elegante flyver søger frem og tilbage i havnen efter noget - og så dykker den lige ned til overfladen og sætter næbet i vandet. Naturligvis er her masser af måger, der kun tungt lader sig flytte, når jeg kommer for tæt på.
Jeg følger den lille spadserevej rundt om hele øen og ser flere strandskader, der søger føde i det opskyllede tang. Og her er edderfugle. Hunnerne med deres unger i grupper for sig og hannerne med deres hvide fjer i grupper for sig. Længst ude passeres et lille fyr. Da jeg er godt på vej rundt, kommer en pige løbende. Hun er tidligt ude på sin morgentræningstur. Så ændrer øen pludselig karakter. Fra at være en lidt gold klippeø kommer jeg nu ind i en lille skov. Et skilt viser vej op til "Grottan" og der må jeg også lige op. Det er en klippehule på ca. fem meter i både dybde, bredde og højde. Tilsyneladende et yndet udflugtsmål med bålplads midt i hulen!
Længere inde i skoven, som kan beregnes som en lille lund med flere forskellige vækster, støder jeg på den mest idylliske skovsø.
Og så er jeg tilbage i byen. Jo, Marstrandsön har vist lidt af det hele!
Mod Skärhamn på Tjörn
Det har været en skøn morgen, medens solen stille og roligt har fået tag i dagen. Det bliver alle tiders flotte vejr - også fordi vi har en god vind og det mærker vi straks, da vi sætter sejlene. Vi kommer uden for skærene og får for første gang prøvet virkelig at "ligge til". Der er fuld fart på fartøjet, der krænger så jeg må holde mig fast! Men de erfarne nyder det.
En af mine venner sidder nede med en hånd i vandkanten, medens han med den anden styrer båden. Hans erfarne blik søger fremad og hele tiden op på sejlet, hvor en lille tråd giver ham de nødvendige oplysninger, om hvorledes han skal korrigere retningen for at opnå optimal udnyttelse af vinden. Her gælder det om at få mest mulig fart i båden! Andre indretter sig på dækket og nyder solen.
Da vi nærmer og Skärhamn overtager kaptejnen igen styringen og vi går det sidste stykke ind for motor. I havnen ligger det smukke Nordiska Akvarellmuseet, der bestemt er et besøg værd. Her - blot ca. 70 km. nord for Göteborg - er skiftende maleriudstillinger og anden kunst. Museet har en butik med akvareller og andre souvenir samt en restaurant "Vatten", hvor vi kan få alt fra gourmetretter til forskellige kaffer.
Käringön
Hen på eftermiddagen sættes kurs mod den lille ø Käringön. For motor glider vi gennem det smalle farvand ved Kyrkesund og kan se flere smukke havne miljøer undervejs. Ved Kråke Fjord er vi igen ude i åbent farvand og sætter sejl - for fuld speed! Flere sejlere har fundet frem til den lille vidunderlige havn på Kärringön, men ikke alle har forudset, at der ville kunne komme flere til, så de fylder lidt rigeligt ved kajen, da de ikke har "parkeret" optimalt!
Vi ser os derfor nødsaget til at lægge til ved kajen, hvor det faktisk er forbudt, da denne plads er reserveret andre større skibe. Men kaptajnen har vist en aftale med havnemesteren!
Vi har lidt tid til overs, inden vi skal mødes på restauranten Peterson’s Krog, hvor vi har reserveret bord, hvilket giver mig mulighed for at sondere terrænet lidt. Her er virkeligt et godt havnemiljø. Små rødmalede huse. Større og mindre både og en duft af hav, fisk og tjære. Peterson’s Krog ligger på den anden side af havnen - også helt ud til vandet og er ren idyl!
Vi er bestemt ikke alene, da vi træder ind i restauranten. Folk kommer flere steder fra. Bl.a. er et selskab kommet med færgen - blot for at få en helt speciel madoplevelse. For man spiser godt her i de hyggelige maritime omgivelser.
Morgenvandring
Historien fra i går gentager sig. Jeg kan nu godt lide at stå tidligt op og udforske det hele, inden andre får øjne. Så klokken fem er jeg igen på ø-rundtur. Denne ø er heller ikke større end at den kan gås på en times tid, men her er ikke anlagt sti, som på Marstrandsön. Visse steder er der dog malet en pil på klippen, der fortæller hvilken vej du kan gå. Og det er nødvendigt at følge disse vejvisere, med mindre du vil klatre op og ned ad klippesider. For her er visse steder ret så dybe slugter. Jeg går lidt omkring og bag en sten ser jeg en måge, der ikke flytter sig, da jeg nærmere mig. Faktisk er det hendes skrig, der får mig til at se derhen. Jo, hun har sin primitive rede på jorden bag stenen og selv om jeg er ret så tæt på hende, vil hun ikke flytte sig. Jeg giver hende fred og trækker mig roligt tilbage.
Omkring på øen er der flere "badeanstalter" dels for mænd dels for kvinder. De må være beregnet til nøgenbadning, da der er opsat hegn! Men det hele ser noget faldefærdigt ud. Mon det er fra en tid, hvor vi var mere blufærdige?
Udover det rige fugleliv, som ses overalt på øen, er her også mange vækster - både lav og mos, men også ganske mange blomster.
Mod Smögen
Vores sidste sejltur er også i åbent hav mod Smögen. Da vi igen er tæt på kysten møder vi flere andre fartøjer. Vi sidder netop og taler om de mange fugle, vi har set undervejs og at det også er normalt at se sæler i farvandet. Men dem har vi endnu ikke mødt, da vi pludselig får øje på en stor sælunge, der ligger på et lille skær, vi sejler tæt forbi. Så de er her altså!
Midt på dagen er vi fremme og lægger til ved Sjösportsgården, hvor sejlturen slutter. Her kan vi spise på restaurant Sealodge og får igen en herlig fiskeanretning.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser