Pembrokeshire Coast National Park

Cefn-y-Dre Country House

Oppe på bakken bag havnebyen Fishguard, finder vi gæstehuset Cefn-y-Dre i fredelige og meget landlige omgivelser. Selv om navnet har eksisteret i århundrede - og betyder "Stedet bag byen" - og det kun tager fem minutter at køre fra byen til Cefn-y-Dre, er der flere i byen, som ikke kender til stedet. 
Det er værtsparret der i 2005 overtog landejendommen, da den blev solgt fra bondegården lige ved siden af og her indrettede de huset til Bed & Breakfast. Huset, der har rødder tilbage til 1512, har p.t. plads til seks gæster. Værelserne ligger på 1. sal og er rene og pæne med toilet- og badeværelse lidt henne ad gangen, men deles ikke med andre. På værelset er der dog varmt og koldt vand. I stueetagen findes opholdsstue med nogle tunge, uensartede møbler samt et udvalg af lekture og ved siden af en spisestue med stort panoramavindue vendt ud mod en store parklignende have, der ligger omkranset af marker, hvor nabogårdens køer græsser og hvor vi flere steder kan se langt ud over området.

Te-tid og informationer

- I trænger da til te, er det første som vi tilbydes, da vi har fået flyttet bagagen op på værelset, og mens vi nyder teen, fortæller værten om de mange muligheder for aktiviteter, der tilbydes i Pembrokeshire.
Vi spørger om det er muligt at spise med i aften, velvidende at vi ikke har givet et forvarsel om dette, og værtinden er da også ked af, at hun ikke har købt ind til middag. Hun vil i stedet reservere et bord til os på en god restaurant nede i byen og tilbyder at hente og bringe os, så vi ikke skal spekulere på transporten. Men i morgen vil hun sørge for et økologisk måltid i gæstehuset med lokal walisisk vin. Hvilken fin service. På restaurant Bar Five får vi et dejligt måltid mad, men i moderne, næsten sterile omgivelser, så hyggeligt er her ikke.
Da vi senere hentes, taler vi om bjerget, som kan ses fra ejendommen. Det kaldes "Blue Mountain" og det er bevist, at nogle af de tonstunge sten, der indgår i Englands berømteste astronomiske tempel Stonehenge - de såkaldte "bluestones" - stammer herfra. 
For nogle år siden forsøgte forskere at genskabe transporten ved hjælp træstammer og tovværk. (For 5.000 år siden var hjulet endnu ikke opfundet). En mange tons tung blok blev trukket gennem landskabet. Alle sled og slæbte. De arbejdede i dagevis og kom til en fjord, hvor kæmpestenen skulle fragtes over. Man byggede en tømmerflåde og fik bugseret stenen om bord, men midt ude på fjorden skete ulykken. Tømmerflåden sank og nu ligger stenen på bunden af fjorden. De kunne noget dengang - noget vi ikke kan i dag selv med vores viden!

Rundt på Dinas Island

Som sædvanligt er vi tidligt oppe og får en walisisk morgenmad, vi kan holde os gående på i lang tid. Det foreslås, at vi vandrer et par delstrækninger af den næsten 300 km. lange og smukke kyststrækning, der følger hele den sydvestlige walisiske halvø - Pembrokeshire Coast National Park.
Fra Internettet er der printet kort og rutebeskrivelse, og snart er vi på vej mod Dinas Island, der ligger lidt nord for Fishguard. Dinas Island  er nu ikke nogen ø, men en halvø, der stikker ud i Det Irske Hav og området kaldes da også for Dinas Head. På parkeringspladsen i Pwllgwaelod (kan vanskeligt udtales!) stilles bilen og vi vandrer med uret rundt langs kysten. Vejret er ret så blæsende, med korte regnbyger ind i mellem, så vi er klædt varmt på.

Vi kommer højt op på klinterne og kan skue ned på de forrevne klipper, hvor havets bølgeslag brydes mod kysten. På markerne omkring os går masser af hårdføre får, der lever livet i evig blæst. Området er ellers kendt for sit rige fugleliv, men i dagens blæsevejr, møder vi kun krager. På nordsiden af Dinas Island har vi fint vue mod Newport Sands og de bagvedliggende Preseli Hills. Så går det ned gennem en vindblæst skov med skæve trækroner mod landsbyen Cwm-yr-Eglwys, hvor ruinerne af den gamle kirke St. Brynach fra midten af 500-årene fortsat ses. Kirken blev ødelagt af en voldsom storm i 1859. Fra kirken følger vi stien forbi campinghusene tilbage til udgangspunktet. Turen tager godt en times tid.

Vandring ved Llanwnda

En anden af ruterne langs Pembrokeshire Coast National Park udgår fra Llawnda sydvest for Fishguard. Det er dog ikke helt let at finde vej og vi kommer virkelig ud i en labyrint af småveje, nogle af dem så smalle, at to biler ikke kan passere hinanden (vi får lært at bakke) og hvor udsigten for at kunne orientere sig er umuliggjort af op mod fem meter høje hække, der omslutter vejene. Kun en indbygget stedsans og en ide om verdenshjørnerne får os ledt frem til denne lille by Llawnda.
På vandreturen passerer vi en række marker og kravler over nogle hegn, inden vi efter en halv km. kommer til en dyb sænkning i dette dramatiske landskab, skabt for millioner af år siden af vulkansk aktivitet.

Nu ses resterne af de eroderede klipper ude i havet. Og er man heldig, kan man i roligt vejr se delfiner og på klipperne nogle sæler. Vi vandrer ud på pynten Carregwastad Point - et særligt sted i Pembrokeshires historie. Det var netop på disse klipper, at franskmændene i 1797 angreb landet. Under ledelse af en amerikaner ved navn Tate klatrede soldaterne under stort besvær op over de stejle klipper og indtog en nærliggende bondegård og indrettede hovedkvarter der. På bondegården fandt soldaterne et lager af drikkevarer, som skulle bruges til et forestående bryllup. Det kunne soldaterne ikke stå for og efter et par dage, hvor de var fulde det meste af tiden, måtte de overgive sig. De nåede dog at "storme" Llanwnda’s kirke St. Gwyndaf og stjæle et sølvfad. Rundturen, der også strækker sig ind over de bagvedliggende marker, tager et par timer.

Aktivitetscentret Preseli Venture

Lidt uden for byen Mathry finder vi aktivitetscentret Preseli Venture, hvor indehaveren tager i mod os. Vi bliver dog hurtigt enige om, at den planlagte kajaktur langs en strækning af Pembrokeshire Coast National Park må udsættes på grund af blæsevejret og bølgerne. 
Det er faktisk sjældent, at kajakroerne ikke kan komme på havet. Blæser det fra nord er der muligheder i syd i læ af klipperne og omvendt. Der er næsten altid mulighed for at komme på havet. Men i stedet får vi et tilbud om kystklatring, som er blevet vældigt populært og som arrangeres hele året. Deltagerne udstyres med hel våddragt, hjelm og så klatrer man en god times tid på klipperne, springer i bølgerne og svømmer ind i grotter. Det lyder spændende, men at arrangere dette for os alene, synes vi ikke er nogen god ide. Man skal helst være en gruppe, som kan opmuntre og hjælpe hinanden. Vi foreslår i stedet, at han guider os frem til de steder, hvor disse aktiviteter foregår og at vi vandrer på de delstrækninger, som også indgår i kystvandringen.

Ved Aber Mawe, der faktisk kan nås fra aktivitetscentret til fods, foregår coasteering (kystklatringen). Det er stejle klipper man klatrer på og springer i havet fra, hvorfor der også skal tages højde for tidevandet. Vi ledes op på klipperne og ned i hulerne, hvor der nu er så lavvandet, at vi kan komme tørskoet derned.

Så kører vi over til Abercastle og hører om kajakruten her. Det er et flot område, hvor man har mulighed for at komme tæt på sælerne, der jo er så nysgerrige at de dukker op tæt på kajakkerne for at se hvem der padler. 
Medens vi vandrer langs kysten kommer en flok af de vildtgående heste hen og hilser på os. - Vi går ned og ser en grotte her, siger guiden, - men vi skal passe på giftslangerne, som der er mange af her. Og netop som han har sagt dette, ser jeg en hugorm, lige hvor guiden har sat sin fod. - Look Out, råber jeg og straks får han flyttet foden, inden der sker noget. Normalt flytter hugormen sig, når den hører fodtrin på jorden, men i dette tilfælde er vi vadet forsigtigt gennem nogle tornede buske, så den har måske ikke bemærket os. Den forsvinder dog, da vi har set lidt på "uhyret". Godt at vi har støvler og regnvejrsgamacher på i dette terræn.

Westernridning ved Llawhaden

På turen rundt i Wales kommer vi til Llawhaden og finder det lokale ridecenter Sacamores Ranch , hvor der er westernridning, konkurrenceridning og stutteri. Da vi ankommer, er hesten Texas, en lidt overvægtig kæmpe, allerede opsadlet. Alle hestene har navne efter de amerikanske stater - naturligvis!
- Prøv at holde ham fra at græsse i grøftekanten, beder indehaveren mig om, - han skal tabe sig! Der er da heller ikke meget "spræl" i hesten, da vi i skridt bevæger os ud ad landevejen og ind i skoven.

Ridecentret har 25 heste og at der højest kommer 10 ryttere med på hver tur, der kan vare fra en time til en hel dag. Egentlige rideferier med overnatning undervejs tilbydes ikke. Hun er stolt af sin hingst, som er far til de to til tre føl, som de får om året, og efter rideturen er det da også næsten umuligt at slippe disse unge, smukke dyr.

Overnatning i Llandovery

Vi skal indlogeres på Kings Head Inn i Llandovery, men det reserverede værelse er ikke klart, da vi ankommer hen på eftermiddagen! Vi forhører os hos personalet, om hvilke aktiviteter området tilbyder, men de er imidlertid aldeles uvidende og aner intet om vandreture, cykelture eller om der kan padles kano på floden! Vi beslutter derfor at søge hjælp på turistkontoret og får et bykort med vandretur og køber cykelkort.  
Efter at vi har vandret en tur gennem byen og langs Tywi-floden og fået værelset på Kings Head Inn, spiser vi på Castle Hotel. Her fortæller værten om byens historie, om slotsruinen, skatteopkrævningen i gamle dage, og om da Lord Nelson boede på hotellet med hans elskerinder (altså Nelsons). Castle Hotel er bestemt et besøg værd - også fordi maden er rigtig god.

Næste dag er vi på vandretur i Brecon Beacons National Park.