IMG_3565.jpg

Bad Gastein i Østrig - meget mere end skiferie

Google Map...
Østrig - Bad Gastein

Bad Gastein er et meget populært skiområde. Gastein er en del af Ski Amadé, der er fem regioner og 25 forskellige byer, så alt i alt et område man aldrig bliver færdig med. Der er over 760 km pister og 170 lifte at vælge imellem. Skulle naturen mod forventning ikke levere nok sne kan 83 % af pisterne kan dækkes med kunstsne. 

Temauger: Lady Week, Sixty Plus, Learn to Ski m.fl.

Hovedstad Østrig: Wien.

Befolkningstal: Ca. 8,8 mio.

Areal: Ca. 83.879 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 1.200 (fra den dansk tyske grænse) 

Mere information:

Turistinformation: Østrig

Turistinformation: Ski Amadé

Turistinformation: Bad Gastein

Verdenskendt kurområde

Bad Gastein og Bad Hofgastein er verdenskendte for sine helbredende kilder, der allerede for flere hundrede år siden tiltrak masser af prominente til området. Kilderne er stadig et stort trækplaster om end bjergene både sommer og vinter, gør området til et perfekt feriested. Alt efter hvilken by man slår sig ned i, varierer stemningen mellem typisk østrigsk hygge med noget mere mondænt. Selv om man bor i en by, er det let at besøge de andre i dalen.

Alle muligheder for fantastisk skiløb

Der er over 200 km pister helt op i 2.700 meters højde, så der er noget for alle uanset niveau. Man kan vælge mellem Bad Gastein, Bad Hofgastein, Dorfgastein og Sportgastein. Skibusserne kører i pendulfart mellem områderne og byerne i dalen, så man kan bare hoppe af og på, alt efter hvor man vil hen.

Børn i centrum

Det er svært at finde et skisportssted, hvor børn ikke er i centrum og Gastein er ikke nogen undtagelse. Børn er i centrum dagen lang og både når det gælder skiskole og almindelig leg i sneen, sker der noget hele ferie. På den måde lærer børnene at færdes i sneen og på pisterne på en skøn måde, fordi alting leges ind i dem. Det er fantastisk at se på som forældre.

En anderledes dag med randonée

En oplevelse, som varmt kan anbefales, er en tur i terrænet på randonée: Husk guide med mindre du er meget erfaren. Alt skiudstyret inkl. obligatorisk lavinesøger kan lejes på stedet og erfaring er ikke nødvendigt, men det er en fordel at have stået langrend og at kunne lidt slalomsving til hjemturen. Skiene monteres med specielle feller, der gør, at man kan gå op af bjerget uden at skiene glider baglæns. Når man er oppe, tages fellerne af og bindingerne justeres, hvorefter det er muligt at køre almindelig slalom ned af bjerget igen.

Sikken en natur

Selv på alpint skiløb oplever man den storslåede natur, men randonee er mere som vandring i uberørt natur. Man går væk fra pisterne og lifterne og på den måde kommer stilheden og dyrelivet endnu tættere på. Husk rygsæk med vand, mad og ekstra tøj til turen. Hvis konditionen ikke er i top, går man bare lidt langsommere – lad det ikke være en undskyldning, men omvendt skal det også forventes, at det er rimelig hårdt og man får sved på panden, men det er alle anstrengelser værd.

På billedet ses en to dage gammel lavine. Den er ca. 400 meter lang.

Masser af laviner

I områder med alpint skiløb holdes der konstant øje med laviner og lavinefare i forhold til pisterne placering. I samme øjeblik man forlader pisterne, er man mere overladt til sig selv, hvorfor en guide, der er lokalt kendt altid anbefales. Det er også en god måde at få mere at vide om naturen og området på. Og så er det i øvrigt utroligt hyggeligt.

Slut dagen af i Alpentherme

Uanset om man har stået alpint, langrend eller randonee, så vil de fleste kunne mærke det efter en hel dag ude i den friske luft. Afterskiing er oplagt, fordi det er noget af det Østrig er mest kendt for, men man kan også vælge at pleje de ømme muskler i et af kurbadene i dalen. Alpentherme i Bad Hofgastein er klart et besøg værd – gerne flere. Der er seks forskellige oplevelsesbade bl.a. en stor rund biograf midt i bassinet og wellnesscenter. Der er plads til både leg og afslapning – indendørs og udendørs. Husk at bestille tid til f.eks. massage. Så der er ingen undskyldning for at komme hjem uden fornyet energi.

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser