Charmerende Terrassencamping Schlossberg Itter i Tyrol
En af de campingpladser i Tyrol som er værd at se nærmere på er Terrassencamping Schlossberg Itter tæt på Hopfgarten im Brixental.
Østrig
Hovedstaden i Østrig er Wien.
Befolkningstal: Ca. 8,8 mio.
Areal: Ca. 83.879 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 1.011 km til Wien
Mest besøgte attraktion: Wien samt landets fjerde største by Salzburg med deres flotte bygningsværker. Sommeren indbyder til vandreture i Alperne og om vinteren er skiløb populært. Men Østrig er også kendt for sin kunst - og ikke mindst sin musik.
Mere information:
Fantastisk naturskønt område
Få campingpladser er så grønne som Terrassencamping Schlossberg Itter, hvor Alperne omkranser pladsen i alle retninger. Her er skov og åbne enge og man kan selv vælge, hvor man selv vil ligge. Pladsen er opdelt i terrasser, så alle har en flot udsigt, når man er kommet på plads.
Campingpladsen udgangspunktet for oplevelser i området og dem er der mange af, fordi Alperne i sig selv er et uudtømmeligt område, som man aldrig bliver færdig med. Pladsen er utrolig let at komme til samtidigt med at faciliteter er ud over det sædvanlige - og så er servicen helt i top.
Hopfgarten - fyldt med idyl
Hopfgarten im Brixental ligger under fem km. fra campingpladsen og er en typisk by med ægte tyrolerstemning. Her går livet sin gode gang og man har på ingen måde en fornemmelse af, at folk har travlt. Tværtimod er der god tid til cafébesøg og en snak på bænken i parken. Der er ikke mange turister og næsten igen trafik.
Op i bjergene fra byen Söll
Man kan ikke besøge dette område uden at tage op i bjergene. Det kan anbefales at tage til byen Söll, der ligger ca. 15 km fra campingpladsen. Her kan man vælge at vandre til toppen af flere bjerge, hvor der er markerede ruter, men man kan også vælge den lette og lidt dyrere løsning at tage skiliften, som også kører om sommeren. På kort tid kommer man helt op til Hohen Salve 1829 moh. På toppen kan man vælge at nyde en kop kaffe eller en frokost på restauranten. På toppen kan man også besøge en lille charmerende kirke.
Vandreture på alle niveauer
Hvis man helst vil vandre oppe i højderne, kan man fortsætte på flere markerede vandrestier fra Hohen Salve. Hold øje med vejrudsigten og vælg en dag med flot vejr, hvis det er muligt. Husk praktisk tøj, for vejret skifter hurtigt. Man kan vælge at gå ned til mellemstationen, hvor man finder Hexenwasser og et par spisesteder. Det tager ca. en time. Man kan hele tiden se liften over sig og på den måde orientere sig.
Hexenwasser - suverænt område for børnefamilier
Ved mellemstationen finder man Hexenwasser (heksevand), der er et helt fantastisk legeområde og vandanlæg. Legepladsen er udfordrende for både små og større børn og så er den frem for alt udfordrende på den gode måde, fordi børnenes fysik afprøves. Legepladsen er lavet af naturmaterialer.
Også et vandanlæg
Hexenwasser er også et stort vandanlæg bygget så det indgår 100 % i naturen, og vandet, der bruges i de forskellige aktiviteter, er en del af et naturligt vandløb, der løber ned ad bjerget. Vandanlægget består bl.a. af et såkaldt kneip-anlæg, hvor man kan få fodmassage og gå på sten af forskellig størrelse. Flere af disse stenbassiner med frisk bjergvand er også med til at stimulere blodomløbet.
Her er også et stort anlæg for børn, hvor deres fantasi udfordres gennem leg med vand. Her kan man få utrolig lang tid til at gå.
Tag evt. picnickurv med og nyd naturen og det gode vejr, mens børnene boltrer sig.
Campingpladsen Terrassencamping Schlossberg Itter
Der er ordnede forhold på campingpladsen. Det hører til sjældenhederne at finde en østrigsk campingplads, hvor der ikke er ordnede forhold, men Terrassencamping Schlossberg Itter er alligevel noget helt ud over det sædvanlige. Facilitetsbygninger er en oplevelse i sig selv. Der er brusebade med massage, familierum og i det hele taget utrolig fine bade- og toiletfaciliteter.
Ude på selve pladsen er der ligeledes ordnede forhold og en rigtig god stemning. Skulle man nævne et lille minus er det, at trafikken fra den nærliggende vej, høres hele tiden.
Aftenhygge med grillen
Når aftenen falder på, begynder campingpladsen at summe af aftenhygge, madlavning og grill. På gode sommeraftener er det et helt specielt tidspunkt. Man åbner en god flaske vin og hygger sig ved grillen, mens børnene boltrer sig på legepladsen uden at tænke på hverdagens gøremål eller faste sengetider, som man har der hjemme. Præcis som det bør være, når man er på ferie.
Herlig værtspar
Værtsparet på Terrassencamping Schlossberg Itter er en stor del af den charme, der er på pladsen. Man ser dem hele tiden i gang med rengøring, oprydning og i det hele taget holde-orden-i-sagerne arbejde. Det er dejligt, at de er synlige og viser gæsterne, at de går op i deres plads. Efter min mening lykkedes det til fulde. Her bor også mange danskere på campingpladsen både sommer og vinter. Det forstår man godt. Den er hyggelig, der er orden i sagerne og så er den utrolig let at komme til.
Få - men gode børneaktiviteter
Her er ikke aktiviteter for børnene fra morgen til aften, men de aktiviteter her er, er på et niveau, hvor alle kan være med. Selv om der tales tysk, følger de udenlandske børn bare med. Når man er indianer, er det ikke så vigtigt, om man taler samme sprog. Aktivitetslederne er gode til at få de udenlandske børn med på legen. Legepladsen er til fri afbenyttelse hele dagen og den er imponerende. Stor, sjov og udfordrende på den gode måde.
Lille men effektiv pool
Sommer i Tyrol er lig med varme dage, hvor solen står højt på himlen og temperaturen gør, at man længes efter en kontant afkøling. Det får man i poolen. Den er ikke stor, men den opfylder det basale behov - en forfriskende dukkert i sommerheden. Her er et mindre bassin til de små gæster. Poolen kan også bruges til motionssvømning om morgenen.
Dagsudflugt til Tiefental
En anden dagsudflugt, som kan anbefales, er en tur til Tiefental, der ligger ca. 30 km fra Terrassencamping Schlossberg Itter. Her kører man først på en meget smal asfalteret vej gennem en smuk og frodig dal. Derefter bliver vejen til grusvej og stadig lige betagende. For enden af vejen ligger Almwitschaft Tiefental, der er en lille bjerghytte med mulighed for en lille forfriskning. Inden for hænger store landskinker og lufttørrer.
Prøv de lokale specialiteter
Her kan det anbefales at smage på de lokale varer, som primært består af lufttørrede skinker, spegepølser, lokale oste og hjemmebagt brød. Det smager himmelsk og nydes i skøn frodig natur med grønne bjergskråning og græssende køer. Har man et billede af Tyrol på nethinden, så må det være noget, der minder om dette sted. Luften er ren, der er højt til loftet og den østrigske service er hyggelig og altid forbundet med et hjertevarmt smil. Man føler sig tryg og velkommen.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser