Ad Klondike Highway til guldet i Dawson City

Braeburn Lodge på Klondike Highway

Denne våde og halvkolde sommerdag køres de lidt over 700 km. mod Dawson City - engang Amerikas Paris! I dag bruges to nemme dage fra Skagway til Dawson City i tog og i en behagelig bus, men i slutningen af 1800-tallet tog turen over bjergene mindst tre strabadserende måneder! Kan du forestille dig, hvordan folk har slidt sig frem i sporet, hvor heste og vogne havde kørt det op til en mudderpøl. Hvor blæst, regn og snestorme kunne gøre livet surt for de rejsende. På ruten findes noget af det mest øde landskab på det amerikanske kontinent og dagens første stop er ved Braeburn Lodge, en af kontrolposterne ved det årlige 1.635 km. lange slædehundeløb Yukon Quest mellem Whitehorse og Fairbanks. Denne landevejskro er den eneste bebyggelse i miles omkreds. Omkring kroen er der en rodebunke, som der så ofte er på disse øde egne, og her står også en samling bilvrag - heriblandt en dansk bil med DK-skilt! Gad vide hvordan den er havnet her?

Montague Roadhouse

Langs The Overland Trail blev der efterhånden bygget vejkroer - såkaldte roadhouses - hvor de rejsende med diligencen kunne få ly, mad og lidt varme. Naturligvis mod klækkelig betaling. Her blev der spændt friske heste for vognen, som derefter kunne fortsætte. En af disse vejkroer var Montague Roadhouse, der i dag står som en historisk ruin. På stedte får du historien om huset, der blev bygget i 1902 og fungerede som landevejskro mellem 1904 og 1907. Kroen brændte i 1909, men en større kro blev bygget og fungerede helt frem til Klondike Highway blev anlagt i 1940'erne.

Klondike Highway i regnvejr

Desværre gør vejret sit til, at vi bare skal fremad. Vi kan læne os tilbage, slappe af og lade chauffør bestemme farten, mens den danske rejseleder beretter om Yukon-territoriet og om guldgraverne og deres skæbne. Hør bl.a. om danskeren Robert Andersen, som tog til Klondike og medvirkede til at opfinde nye metoder til at grave efter guld. Robert Andersens spændende liv er omtalt i bogen "Guldgraveren" udgivet på Gyldendal. Undervejs er der frokostophold ved Coal Mine Campground lidt nord for Village of Carmacks (opkaldt efter George Carmack, som i 1893 fandt kul i området og som senere fandt guldet i Bonanza Creek og satte The Klondike Gold Ruch i gang). Senere stoppes ved Five Finger Rapids - et af strømfaldene på Yukonfloden - og dagen afrundes med kaffe ved landevejskroen Moose Creek Lodge.

Dawson City - "Amerikas Paris"

Fra toppen af Dawson Dome, som også kaldes Midnight Dome, 700 meter oppe bag Dawson City, er en glimrende udsigt udover byen, der ligger lige, hvor Klondike River løber ud i Yukon River. Lader du blikket glide op ad Klondike River ser du, hvor guldgraverne ledte efter guldet.

I dag ser byen sirlig og ordentlig ud med sine vinkelrette, parallelle gader på kryds og tværs. I 1898-99 så det noget anderledes ud. En teltlejer som husede 30.000 nyankomne lykkejægere (nogle siger 50.000) udgjorde byen, som hurtigt fik alle faciliteter som handelsboder, spillebarer, dansehaller etc. Man kunne få alt - hvis man ville betale for det - og billigt var det ikke. Dengang kostede et æg 5$, et løg 2$ og en flaske whisky 40$. Endelig var de håbefulde guldgravere nået frem efter måneders rejse, blot for at konstatere, at de som var kommet tidligere allerede havde fået skøde på guldgravning i de nærliggende tomter. Mange blev desillusioneret, tabte modet og solgte deres udstyr for at vende tilbage, hvor de kom fra. Andre blev nødt til at tage arbejde som daglejere hos de som ejede minerettighederne. Nogle fandt alligevel guld og blev rige, om ikke andet for en kort stund, for store penge blev spillet op eller brugt på diverse underholdning.

Byvandring i Dawson City

Byen blev den største by i Nordamerika og var Yukon Territory's hovedstad frem til 1952, hvor Whitehorse tog over. I dag er byen med sine godt 1.300 indbyggere væsentligt mere rolig - men ikke desto mindre er her fortsat håbefulde guldgravere. Guldfeberen lever i bedste velgående! Husene i Dawson City er alle fredede og langt de fleste flot vedligeholdt - mange i lyse pastelfarver. De få bygninger som ikke vedligeholdes, står og forfalder langsomt. Som fredede bygninger må de ikke rives ned! Her er ingen asfalt på gaderne, men støvede grusveje i tørvejr og noget mudret i regnvejr - men så kan du benytte fortovene af brædder langs husene.

På en byvandring - byen er ikke større end du sagtens kan gå rundt - ses bl.a. hjuldamperen SS Keno som ligger på bredden af Yukon River. Hjuldamperen var blot en af flere hundrede som sejlede i pendulfart herfra til Whitehorse. Turen op ad floden tog fire dage, mens den ned ad floden - med strømmen - kunne gøres på 40 timer!

Også forfatteren Jack Londons hytte besøges. Her er et lille museum som fortæller om denne store forfatter, der allerede som 21-årig begav sig til området som guldgraver. Men han opdagede hurtigt, at det slet ikke var noget for ham og efter et vinterhalvår 1898/99 rejste han tilbage til Californien - syg og fattig, men fuld af inspiration fra guldgravermiljøet, som han skildrer fortræffeligt i sine bøger.

Diamond Tooth Gertries

Folk sidder allerede ved spilleautometerne og ved spille bordene er der også gang i den, denne aften i "Diamond Tooth Gertries", den lokale saloon med showgirls og casino. Etablissementet er opkaldt efter en berømte dame, der sidst i 1800-tallet skabte sig en formue ved at tilbyde sin gunst til ensomme guldgravere - men kun til dem, der havde haft heldet med sig! Den ombejlede dame havde en diamant siddende mellem fortænderne - deraf navnet.

Kom tidligt og sikre dig en god plads foran scenen. I et hjørne spilles på klaver ledsaget af trommer og saloonstemningen er her med det samme. Ved et af pokerbordene er en af spillerne enten dygtig eller heldig, for han rydder bordet og har en stor beholdning af jetoner foran sig. Lyset dæmpes og en trivelig kvinde træder ind på scenen og lader sin fyldige ryst fylde lokalet med populære sange - mange som gæsterne kan synge med på. Så kommer cancan-pigerne, der med stor energi, svinger både skørter, ben og hinanden. Det bliver til flere dansetrin i forskellige farvestrålende kostymer. En fin aften.

Dredge nr. 4

Det er en skøn solskinsmorgen ude langs Klondike River - ud mod Bonanza Creek - og undervejs ses hvorledes det oprindelige landskab er endevendt - gennempløjet af store maskiner, så der ligger bølgende bunker af sten tilbage. En af disse enorme guldgravemaskiner - en såkaldt dredge - er værd at se nærmere på. Dette tonstunge fartøj i tre etager blev bygget på blot 10 måneder. Maskinen kunne flyde, mens det skovlede sten, jord og grus ind i en stor, hullet tromle. Princippet går ud på hele tiden at sortere de største sten fra, så man til sidst kan fange det fine grus, hvor også guldstøvet ligger. Og da guld har en høj massefylde, vil det altid lægge sig i bunden. Maskinen kunne betjenes af fire mand og kørte i døgndrift med treholdsskift. Disse dredges, hvoraf der blev produceret en snes stykker, er ikke længere i brug, men flere fungerer som museer over en svunden tid.

Guldgravning ved Bottom Goldmine

Men guldgravningen er langtfra ophørt. Ved Bottom Goldmine ser du, hvorledes man fortsat arbejder med at udvinde guld.

Med store vandkanoner pumpes vand under tryk ind i skrænterne for at løsne jorden. I dette område af Nordamerika har jorden permafrost, hvilket betyder, at der et stykke under jordoverfladen er et konstant islag, som man ikke kan grave i. Man skyller derfor jorden så den smelter, hvorefter en gravko kan hente materialet og lægge det i en sorteringsmaskine. Når det fine grus er tilbage lægges det i en slags tallerkencentrifuge, hvor gruset skylles fra og det rene guld ligger tilbage.

Guldfeberen rammer de fleste

Du kan selv få lov til at vaske guld efter en lille instruktion. Med en "goldpanner" fuld af jord går du ud i bækken for at lade det rendende vand skylle de største sten væk, mens du hele tiden holder tallerkenen i jævne bevægelser. Du lader det tilbageværende grus cirkulere rundt på tallerkenen, mens du hele tiden lader lidt af gruset forsvinde ud med vandet. Som nævnt er guld tungere end gruset og vil hele tiden lægge sig nederst. Efter nogen tid har du kun få sandkorn tilbage og her skulle der gerne være noget som glimter. Jo, her er et enkelt guldkorn. Forsigtigt lægges guldet i en lille vandflaske - og den får du naturligvis med hjem. Nu har du lært teknikken, skal lige prøve igen. Og igen. Hvem sagde guldfeber?

Rivercruise med Klondike Spirit på Yukon River

Dagen slutter med et rivercruise på Yukon River. Den dieseldrevne hjuldamper sejler først lidt ned ad floden forbi en lille indianerlandsby, der ligner alle andre landsbyer, mens der serveres laks i skibets restaurant. På turen tilbage passeres ruinen af en tidligere hjuldamper som ligger på flodbrinken og det er sikkert kun et spørgsmål om tid, før floden skyller det sidste træværk med sig. Skibet passerer Dawson City og udløbet fra Klondike River og sejler et par timer op ad floden, inden skibet atter vender tilbage mod byen.

På bjerget bag Dawson City har der været et stort stenskred, som har givet et karakteristisk ar. Da guldgraverne i sin tid sejlede fra søerne og ned ad floden mod Klondike, vidste de, at når de så dette ar i bjergsiden, så var rejsens mål nået.

Det er den langtfra på denne rundrejse, for i morgen fortsættes nordover ad The Top of the World Highway og Alaska Highway til landsbyen Tok og senere videre mod Fairbanks i Alaska.