100 Soe Ved Banff Alberta Canada Anne Vibeke Rejser IMG 2276

På tur over Canadiske Rocky Mountains

Google Map...
Canada

Hovedstaden i Canada er Ottawa. Største by er Toronto.

Befolkningstal: Ca. 37 mio.

Areal: Ca. 9.984.670 km2

Afstand fra Danmark: Ca. 6.259 km. til Toronto og ca. 7.655 km. til Vancouver.

Mest besøgte attraktion: Nationalparkerne Jasper og Banff i det vestlige Canada. Toronto og vandfaldet Niaraga Falls i det østlige Canada.

Mere information:

Rejsebureau: Topas Travel

Turistinformation: Canada

Stort skal det være i West Edmonton Mall

Efter ankomsten med Air Canada til Edmonton via Toronto overnatter vi på Derrick Motel ikke langt fra lufthavnen. Vi er trætte efter den lange flyvetur og da vi jo er fløjet med tiden, har det været en meget lang dag. Vi skal på tur ned gennem den Canadiske del af Rocky Mountains og vandre i nogle dage i to af nationalparkerne. 
Det første stop i staten Alberta bliver i et af verdens største indkøbs- og forlystelsescentre - West Edmonton Mall. Centret er en af Edmontons største turistattraktioner med indkøbscenter og med underholdning som en integreret del af den ekstravagance centret afspejler. Centret er fuld af de "største" og "bedste" oplevelser. Når du kommer, møder du en af verdens største P-pladser med plads til 20.000 biler. Her er en af verdens største indendørs underholdningsparker - et tivoli med bl.a. karruseller og ruchebaner. Her er en af verdens største indendørs svømmehaller med kunstigt skabte havbølger. Her er undervandseventyr og verdens største indendørs sø med en eksakt kopi af skibet Santa Marie som Columbus sejlede til Amerika med.

102 Svoemmehal I West Edmonton Mall Alberta Canada Anne Vibeke Rejser
Svømmehal i West Edmonton Mall

En helt lille by - indendøre

I West Edmonton Mall er der gader med temaer for en hver smag. Bourbon Street med restauranter og barer. Europa Boulevard med forretninger og facader, der får dig til at føle dig som værende i en gammel europæisk by. Hvis du er i humør til at shoppe, er her mere end 800 forretninger at vælge imellem. Vil du spise, kan du vælge mellem mere end 110 etablissementer. Her er alt hvad der kan tænkes af indkøbsmuligheder og forlystelser - under samme tag og i to etager. Dette inkluderer en ishocky-bane og en pool, hvor der vises delfinshow samt selvfølgelig golfbane og biografer. Og så har vi sikkert ikke fået det hele med! 
De timer der gives til at udforske dette monstrum af et indkøbs-og forlystelsescenter, er slet ikke nok. Og så siges det, at amerikanerne nede i staterne ikke kunne leve med, at de ikke havde "det største", så de har bygget noget endnu større!

110 Forlystelsescenter I West Edmonton Mall Alberta Canada Anne Vibeke Rejser
Forlystelsescenter i West Edmonton Mall

På vej mod Rocky Mountains

Efter besøget giver vi os af sted mod bjergene og første del af turen går gennem landskaber præget af landbrug, men efter nogle timer får vi de første spæde glimt af nogle bakker i horisonten. Disse bakker vokser dog hurtigt frem og snart er vi i Rocky Mountains. På ruten er der flere rastepladser, der netop er placeret der, hvor udsigten er flottest. Og her er mange rastepladser - for her er det ene betagende landskab efter det andet - og hele tiden er der behov for fotostop.

130 Bjerge Og Soeer I Rocky Mountains Alberta Canada Anne Vibeke Rejser
Bjerge og søer i Rocky Mountains

Store skovbrande

Et af de mere spektakulære steder er udsigten mod det 2.763 meter høje Pyramid Mount, der desværre dækkes af røg fra en af de mange skovbrande der raserer i Canada dette år. Den ekstreme tørre sommer har været medvirkende til de ufatteligt store skovbrande, som 1.000-vis af brandmænd har kæmpet med i måneder. Mere end 30.000 beboere har måttet forlade deres hjem og er blevet evakueret alene i Kelowna-området. Og hvilken forsikringsmæssig dækning har de, hvis/når det går galt? Nogle må starte helt forfra, for det er ikke alle steder, at man kan forsikre sig mod skovbrande. Den tykke røg ligge som en dis i nogle af dalene vi passerer og brandmændene slås i direkte kamp mod flammerne. Nu er indsatsen koncentreret om at begrænse bebyggelser. At slukke ilden er opgivet. De lader ilden brande og håber så på, at sneen - der kommer sidst i september/starten af oktober - kan bremse ilden. Jo, der er store forhold, som vi fra Danmark har svært ved at fatte.

140 Roeg Fra Enorme Skovbrande I Alberta Canada Anne Vibeke Rejser
Røg fra enorme skovbrande i den canadiske provins Alberta

Jasper

Ved den centralt beliggende by Jasper finder du turistkontoret ved Jasper Informations Center. Alene huset, der blev bygget i 1914 til at rumme parkens tilsynsførende og administrative kontor, er en seværdighed med sin rustikke arkitektur. Brugen af lokale brosten og tømmer er et iøjnefaldende kendetegn for besøgende. Her kan du købe kort, få brochurer og der er mulighed for at reservere overnatning o.m.a. Det lokale supermarked besøges for at foretage de sidste provianteringer til de kommende dage. Også vin/øl-forretningen besøges. Her i staten Alberta, kan du ikke købe drikkevarer med alkohol i supermarkederne, men skal i specialforretninger - som nogle kender det fra det svenske systembolaget. I disse forretninger mangler der så heller ikke noget i udvalget.

151 Jasper Informations Center Jasper N.P. Alberta Canada Anne Vibeke Rejser IMG 2452
Jasper Informations Center

Jasper National Park

Jasper National Park er den største af de mange canadiske nationalparker med historiske steder og beskyttede områder. Mere end 10.800 km2 med snedækkede bjergtoppe, brede dale, de største gletsjere syd for polarcirklen, floder, utallige geologiske kendetegn, samt mange planter. Og de vilde dyr beskyttes i Jasper National Park. Her er mere end 1.200 km. vandrestier.
Nationalparken, der blev en etableret i 1907, er berømt for sit landskab og liv af vilde dyr. Her er bjørne, ulve, elg, hjort, bjerggeder, masser af egern og ørne o.m.a. Arkæologiske fund viser, at mennesker har rejst i bjergene for mere end 9.000 år siden. De oprindelige indianere hjalp de tidlige europæere med at krydse bjergene for mere end 200 år siden. Jasper udgør sammen med Banff, Kootenay og Yoho Nationalparker og Mt. Robson, Hamber og Assiniboine provinsparker i British Columbia det verdensberømte Canadian Rockies World Heritage Site.

152 Jasper National Park Alberta Canada Anne Vibeke Rejser
Jasper National Park

Campingpladsen Whistlers

Hen på eftermiddagen slås teltene op på campingpladsen i Whistlers, der ligger lige under det berømte bjerg Whistlers Mountain, 2.285 meter højt. Fra bunden er det muligt at bestige bjerget ved at følge den anlagte vandresti, men du kan også tage svævebanen op. På en klar dag er det muligt at se bjergene op til 80 km. væk - bl.a. den hvide pyramide på Mt. Robson i nabostaten British Columbia. Campingpladsen er godt besøgt - men de fleste har autocamper eller campingvogn med. Så vores gruppe - med 10 telte - udgør en lille enklave midt i den store park. For det er en stor campingplads - så stor, at den ikke er indhegnet. Det betyder, at vilde dyr frit kan gå ind og ud af pladsen - også bjørnene. Ovre ved toiletterne og badet står en bjørnesikret container, hvori alt affald skal lægges. Endvidere skal vi bjørnesikre vores lejr, hvilket vil sige, at det som bjørnen kunne være interesseret i, skal fjernes fra teltene og lægges i bilerne. Det gælder både madvarer, slik og sodavand, men også tandpasta, sæbe og lignende. At campingpladsen Whistlers Campground er åben - også for vilde dyr - ses næste morgen, hvor en flok elk (hjorte) stille og roligt vandrer rundt i lejren. 

Videre mod Banff

Snart er vi igen på vej og The Icefields Parkway er én af de smukkeste køreture i verden. Den 230 km. lange strækning snor sig mellem bjerge med gletsjere, floder og vandfald samt søer. Her kører ingen erhvervsbiler/lastbiler, men vi møder masser af kæmpestore campingvogne og autocampere - mange med en mindre bil hægtet bag på. Praktisk, når man først har parkeret sit mobilehome, at have lidt andet at komme rundt i! Vi følger den smukke Athabasca River og holder ved udsigten mod Mt. Edith Cavell 3.367 meter højt. Næste stop er ved Mt. Christie 3.103 moh.

160 Bjerge Og Athabasca River Langs The Icefields Parkway Alberta Canada Anne Vibeke Rejser
Bjerge og Athabasca River langs The Icefields Parkway

Columbia Icefields

På turen ned gennem bjergkæden kører vi på highway 93. 105 km. syd for Jasper ligger Columbia Icefield, der er den største gletsjer syd for Alaska. Is og sne dækker over 325 km2 med en tykkelse på op til 350 meter. Smeltevandet fra denne enorme gletsjer løber ud i tre verdenshave - Stillehavet, Atlanterhavet og Det Arktiske Hav. Gletsjeren formes ved at sneen der falder hvert år op toppen efterhånden presses ned, når nye snelag lægger sig oven på. Når sneen når en dybde på omkring 30 meter bliver de nederste lag presset hårdt sammen til is og langsomt begynder isen at glide ned ad bjerget. Gletsjeren er født!

170 P Plads Ved Columbia Icefield Alberta Canada Anne Vibeke Rejser
P-plads neden for Columbia Icefield

Ved gletsjerfoden

Det er muligt at komme en tur op på en af gletsjertungerne - Athabasca gletsjer - med specialbus eller følge med i en guidet gruppe, der vandrer over isen. Vi besøger Columbia Icefield Center for at se udstillingen og få mere information, inden vi selv kører op til isranden og vandrer det sidste stykke op til selve foden af gletsjeren. Det gør stort indtryk, at se hvor hurtigt isen er smeltet bort. Der er opsat markeringer, hvor isen gik til for år tilbage og du kan se, at der på ganske få år er smeltet flere hundrede meter af gletsjeren. Den store afsmeltning skyldes den stigende globale opvarmning.

Peyto Lake

Efter besøget på isen er det livgivende at komme til en af de smukkeste søer i Rocky Mountains. Søen Peyto Lake er navngivet efter Bill Peyto, en af de tidligste vejvisere i de canadiske rockies. Og søen er som lovet så smuk, at du næsten taber vejret, når du ser den flotte farve på vandet. Her er bygget en lille repos, hvor besøgende stimler sammen - og her er virkelig trængsel. Selv om her er mange mennesker, er egernene tilsyneladende vant til det, for det hopper lystigt omkring mellem benene på os.

180 Den Smukke Maelkefarvede Soe Peyto Lake Alberta Canada Anne Vibeke Rejser
Den smukke mælkefarvede sø Peyto Lake

Moraine Lake

En anden juvel i bjergene er Moraine Lake. Fra P-pladsen fører en sti op ad et lille bjerg. Men udsigten herfra er om muligt sikkert den flotteste du kan få på hele turen. Så det er alle anstrengelserne værd. Her kan du godt blive i nogen tid, for farven på søens vand skifter med lyset, der ind i mellem dækkes af de forbifarende skyer.

Besøg også Lake Louise kendt af indianerne som "søen med de små fisk". Søen har senere - i 1884 - fået sit navn efter Prinsesse Louise Caroline Alberta, datter af Dronning Victoria. Her er der god mulighed for at komme på kanotur og padle gennem søen og komme tæt på gletsjeren. Naturen omkring Lake Louise opleves bedst fra søen.

Efter igen at have provianteret camperes lidt uden for byen Lake Louise. Vi skiftes til at være på madholdet og denne aften er det vores tur. Heldigvis er her en lille bygning, hvor vi kan tilberede maden og sidde lidt i læ, for det bliver øsende regnvejr. Pludselig går det løs. Vandet vælter ned, så vi tror at de mange brande, der er i området, må blive slukket af dette uvejr. Der er ikke andet at gøre end at komme i soveposerne, men alene afstanden fra huset, hvor vi spiser og over til teltene, gør, at vi når at bliver drivvåde.

182 Soeerne Er Ganske Smukke I Canada Alberta Canada Anne Vibeke Rejser
Søerne er ganske smukke i Canada

Byen Banff

Det er igen blevet flot vejr, da vi kører videre til byen Banff, der ligger i den sydlige del af Banff National Park. Navnet Banff stammer fra Banffshire, Skotland, der var fødested for to af finansmændene bag The Canadian Pacific Railway. Banff National Park blev åbnet i 1885. Vi har et par timer i Banff, så vi ser lidt på hovedgaden Banff Avenue, for det er her det meste foregår. Her er masser af souvenirbutikker, cafeer og restauranter. Vi krydser Bow River og kommer over til Luxton Museum, der er indrettet i et klassisk fort. Her er udstilling om indianere.

Senere sidder vi igen i bilerne på vej gennem Yoho nationalpark.

190 Hovedgaden I Banff Alberta Canada Anne Vibeke Rejser
Hovedgaden i Banff

Vandfaldet Takakkaw

Fra hovedvejen kommer vi ind på Yoho Vally Road - en meget smal og stejl vej. Her skal du ikke tage campingvognen eller autocamperen med. I hvert fald ikke de største. Vores "små" 10-personers busser kan ikke klare serpentinesvingene i ét sving, men må et sted bakke for at få vendt bilen i den rigtige retning. Men her tager alle pænt hensyn til hinanden og venter. Vi kommer ca. 13 km. ind ad denne lille vej til en parkeringsplads. Herfra vandrer vi ind til det meget specielle vandfald Takakkaw. Dels er det et af de højeste vandfald i Canada - 254 meter. Dels møder vandet på sin vej ned ad klipperne en afsats der gør, at vandet sprøjter i en kaskade væk fra bjergsiden. Takkakkaw betyder "storslået" på indianersproget cree.

190 Vandfaldet Takakkaw British Columbia Canada Anne Vibeke Rejser
Vandfaldet Takakkaw

Camping i Golden

Vi har hørt, at godstogene her i landet har så mange vogne på slæb, at vogntoget kan blive op til 3,5 km. Det er jo ikke til at forstå, så da vi "stødte" på et holdende tog, slog turlederen triptælleren til. Først et lokomotiv der trækker, så et utal af godsvogne, så i midten to maskiner der trækker/skubber efterfulgt af lige så mange vogne. Endelig - efter 2,4 km. - møder vi det sidste skubbende lokomotiv! Der bliver altså flyttet nogle tons i et sådan vogntog!

I byen Golden provianterer vi igen og kører sydpå til en meget primitiv campingplads. Igen en fin aften, hvor vi - trods brandfare - får tilladelse til at lave bål midt på pladsen - bare vi har en spand vand i nærheden. Godt med brænde og vi sidder lunt omkring ilden og funderer over, hvad mon de næste dages vandreturer byder på.

199 Nationalparkerne I Canada Er Ideelle Til Vandreture Alberta Canada Anne Vibeke Rejser
Nationalparkerne i Canada er ideelle til vandreture

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser