Vandretur i Jasper National Park

Rundt om Old Horn i Jasper National Park

Vi er 18 på tur, men vi bliver delt i to hold med hver sin lokale guide. Grupper må ikke være større end 10 personer her i Jasper National Park og der kræves en lokalguide til hver gruppe. Vi skal vandre i alt 42 km. fordelt over to dage og grupperne går hver sin vej på strækningen rundt om bjergmassivet Old Horn. For at vandre her skal der løses et pas, ligesom der skrives under på, at turen gennemføres på eget ansvar og at den lokale guide ikke kan gøres ansvarlig for eventuelle uheld. De betalte afgifter går til at vedligeholde nationalparken, stierne, skiltningen, dyrene, etc. - så det er helt fair.

På sporet af bjørne

Guiderne har stor lokal erfaring og kender området ud og ind og fortæller om de spor, vi ser fra vilde dyr og viser os, hvorledes bjørnen har været efter myrerne i en rådden træstamme. Jo, den er lige i nærheden. Bjørnen. Vi kan måske ikke se den, men den kan se - og ikke mindst høre - os. For det gælder om ikke at overraske bjørnen, så den føler sig truet. Derfor snakker vi højt, synger og "larmer". Vi møder nogle andre vandrere, som går med bjørneklokker, dvs. små bjælder, der er fastgjort til bukserne, hvilket sikrer, at der hele tiden er støj. Hører bjørnen dette, er den forberedt på, at noget "ubehageligt" er på vej og kan fortrække til et sikkert område.

Lidt om dyrelivet

Der fortælles om den specielle fugl "kogleknækkeren", der lever af kernerne fra fyrrekoglerne. Hvorledes fuglene med deres store næb er i stand til at flække koglerne og have op til 150 kerner i munden. At de gemmer disse kerner i jorden, så de har dem, når vinteren og kulden sætter ind. Og selvfølgelig ser vi egern. Mange forskellige slags. På stien op gennem skoven er der også spor efter moouse (elg). Ved Astoria River gør vi holdt for at spise frokost. Dette sted er som printet ud af en flot western film - der har alt. Solen skinner fra en skyfri himmel. Floden, der sagte slynger sig i et frodigt landskab. Udsigt til sneklædte bjerge af enorme dimensioner. Her er bare så flot.

Amethyst Lakes

Efter 22 km. når vi hen på eftermiddagen frem til søen Amethyst Lakes, hvor der slås lejr ca. 100 meter derfra. Her er mulighed for at bjørnesikre den medbragte mad i et indrettet bjørnestativ. Maden og andre ting hejses ca. fem meter op i stativerne - uden mulighed for, at bjørnen kan få fat i sagerne. Det undrer mig dog, at stativer står så tæt på telte! Får bjørnen færden af maden, vil den uundgåeligt komme tæt på lejren. Men jeg trøster mig med, at de nok ikke kan lide menneskelugten!

Etablering af teltlejr og frisk vand fra søen

Frisk vand hentes i Amethyst Lakes, så den danske turleder og jeg går ned efter vand, mens andre sørger for aftensmaden. Vandet skal dog koges, inden vi bruger det i madlavningen og det vand vi skal drikke bliver filtreret, inden det hældes på flaskerne.
Hen under aftenen bliver det koldt her ca. 2.000 moh., så de lange underbukser kommer på, inden aftensmaden.
Tandbørstningen er et kapitel for sig selv. Tandpasta må ikke spyttes ud på jorden - jo, hvis du vil tiltrække bjørnen! Så tandbørstningen foregår i lokumsspanden! Her er indrettet et fritstående lokum med førsteklasses udsigt højt til vejrs. Dette sted ligger dog ca. 75 meter fra teltene - godt skjult bag træer og buske. I alle tilfælde så langt fra det "sikre" telt, at ingen skal benytte toilettet efter mørkets frembrud!

Ny dag med nye oplevelser

Morgentoilette foregår nede ved søen - i dag med "to fingre" i vandet og en dråbe i hovedet - inden morgenmaden. Et par timer efter er vi atter på vej og møder efter en stund den anden gruppe, der har overnattet ca. tre km. fra os i en anden lejr. Vandreturen fortsætter langs en lille bæk op gennem en bred dal.

Guidens møde med bjørnen

Lokalguiden har en historie i ærmet, som hun vil fortælle, men det skal være på et ganske bestemt sted. Da vi når stedet, agerer hun både bjørn og sig selv - til stor morskab for os! Her arbejdede hun for nogle år siden med at udbedre vandrestien sammen med nogle mandfolk. De var færdige og hun går alene tilbage med sin spade på skulderen. Netop her på vej kommer hun rundt om bakken og står pludselig ansigt til ansigt med en grizzly bjørn. Der er ca. 15 meter mellem dem og de bliver begge forskrækkede! Begge tænker de - hvad gør jeg? Bjørnen rejser sig på bagbenene for bedre at kunne se hende. Hun ved, at det eneste hun ikke skal gøre, er at løbe og vække bjørnens jagtinstinkt. Så hun hamrer resolut sin spade i jorden med et ordentligt smæld. Bjørnen reagerer og lusker væk ned ad bakken og hun går skyndsomt længere op og ser den ikke igen. 

Næste vandring er i Bugaboo Provincial Park.