Byer og tempelområder i det sydvestlige Mexico

Blot 240 km mellem Den Mexicanske Golf og Stillehavet. Bevoksningen med palmer og løvfældende træer skifter efterhånden til fyrretræer jo højere vi kommer. Undervejs spiser vi frokost på restaurant Selva Maya, hvor vi har vid udsigt over det frodige dal- og bjerglandskab.

San Cristobal de las Casas

De smalle gader i denne kolonitidsby, der ligger 2.300 moh., gør, at vores bus ikke kan køre helt frem til vores hotel. Vi spadserer derfor gennem den centrale bydel over Zocaloen og kan konstatere, at her er usædvanlig mange indianere i gaderne iklædt deres traditionelle, hjemmevævede og broderede tøj. Det var spanierne som grundlagde byen i 1528 og med conquistadorerne kom også præster m.fl. som skulle medvirke til at kristne indianerne. Blandt dem var dominikanermunken Bartolome de las Casas (1484-1566). Han blev præst og senere biskop, og blev stærk modstander af den totur og det folkedrab som spanierne udviste over for indianerne, Derfor blev han fortaler for indianernes rettigheder. Han foreslog, at man i stedet indførte sorte slaver fra Afrika, hvilket han dog senere fortrød, da han så hvorledes også slaverne blev udnyttet. Han blev kaldt indianernes apostel, fordi han var medvirkende til, at indianerne fik lov til at dyrke deres egen religioner i kombination med katolicismen. Indianerne fandt således et fristed her i byen, som delvist er opkaldt efter Bartolome de las Casas. I byen er rejst en statue til ære for ham.

Hotel Diego de Mazariegoser indrettet i tidligere by-hacienda med en elegant gårdsplads. Hotellet ligger blot et par blokke fra Zocaloen, hvor rådhuset med arkader ses. Her er også arkader på pladsens modsatte side og her møder vi utallige indianere som er kommet til byen for at sælge souvenir, strikkevarer etc. – eller pudse sko. Det er tydeligt at se den store forskel på rig og fattig, som vi møder i denne by.

På næste plads ligger byens katedral, som pt. er spærret pga. renovering. Vi spadserer ad gågaden mod nord og kommer forbi et af byens markeder, hvor indianerne bl.a. sælger tøj samt hjemmedyrkede grøntsager. ”Gemt” bag dette marked ses byens mest imponerende kirke Templo de Santo Domingo der med sin lyserøde facade og ekstreme barokke udsmykning lyser op i mængden af handelsboder. En blok længere mod nord ligger byens store marked Mercado Chiwit, der udover de gængse varer har kød- og fiskemarked i kælderetagen. Men byen har mange andre kirker f.eks. den hvide El Cerrillo Templo, som ligger ved et torv på en af byens bakker tæt på markedet. I byens anden ende - mod syd - ligger to andre kirker på hver sin bakketop.

Mod øst fører en lang stentrappe op til Iglesia de Guadelupe, og mod vest Iglesia de San Cristobal, som en snoet gangsti fører op til. Herfra er udsigten ud over San Cristobal de las Casas den bedste. Vi kan endda se ud til de farvestrålende huse, der læner sig op ad bjergsiden i en af forstæderne. Det var her at guerillabevægelsen Zapatisterne i 1994 besatte byen i kampen for indianernes rettigheder. De var imod den meget liberale politik som blev ført. Militæret blev sat ind og Zapatisterne gemte sig i Chiapasbjergene. Der er ikke længere fare på færde, da Zabatisterne nu ad politisk vej forsøger at få indflydelse for at forbedre indianernes forhold. Militæret holder dog fortsat øje med denne opposition.

Frans Bloms Hus - Na Bolom

Den store danske opdagelsesrejsende og arkæolog Frans Blom (1893-1963) købte et hus i byen sammen med sin hustru Gertrude (Trudi) L. Duby i 1951 og indrettede det som bolig og museum, studie- og dokumentationscenteret Na Bolom – Jaguarens Hus. Frans Blom blev som ung sendt til Mexico for at blive et mandfolk og her kastede han sig over arkæologien. Han deltog i flere ekspeditioner og blev internationalt anerkendt for sine opdagelser af mayaernes templer m.v. Både han og Trudi gjorde et stort arbejde med at redde lacondon-indianerne for udslettelse. Vi besøger det smukt indrettede hus og ser det omfattende bibliotek med mere end 14.000 bind om mayernes historie og kultur. Her er fotos og arkæologiske fund på det lille museum. Na Bolom drives i dag af en fond.

San Juan Chamula

I omegnen af San Cristobal de las Casas bor mange af de fattige indianere og vi besøger den mindre landsby San Juan Chamula, hvor det er muligt at overvære mikset mellem indianernes religioner og katolicismen, hvilket er fuldt ud accepteret af den katolske kirke. Midt i byen ses den hvide kirke, hvortil indianerne strømmer. Vi kommer ind i kirken der er oplyst af tusinde levende lys. Hele kirkens gulv er overdrysset med fyrrenåle og her sidder indianerne foran deres helgenbilleder og beder på deres lokale sprog. Her er hele familier og alle summer med på bønnerne. Vi advares mod at fotografere, da det er strengt forbudt – specielt de hellige steder og bedende indianere – da det kan få alvorlige konsekvenser.

Zinacantan

I en anden mindre landsby Zinacantan, der ikke ligger langt herfra, bliver vi budt indenfor i et privat hjem. I dette traditionelle hus ser vi dagligstuen med et alter og hvorledes der væves med en mindre håndvæv, inden vi præsenteres for et større udvalg af vævet- og strikket tøj i traditionelle mønstre, som kan købes. I køkkenet er datter og bedstemor i gang med at fremstille tortillas over åben ild. Her har man normalt ingen skorsten, hvorfor røgen i køkkenet kan være uudholdelig, men her er husets gavl så utæt, at røgen blæses ud gennem hullerne. Det er naturligvis muligt at smage på de friske tortillas.

Sumiderokløften

Næste dag har vi en af turens helt store naturoplevelser foran os, da vi på rejsen længere vestover besøger Sumiderokløften - en forkastningskløft skabt af fortidens jordskælv og hvor floden Grijalva har skåret sig ned gennem jordlagene. Eb dæmning bygget mellem 1974 og 1980 har gjort det muligt at sejle på floden. I en åben motorbåd sejler vi ind mod kløftens smalleste steder og undervejs ses leguaner, krokodiller og forskellige fugle som hejre og pelikaner samt ravnegribbe, som holder til på flodbredden. Vi kommer ind mellem den omkring 14 km lange kløfts næsten lodrette sider, der rejser sig 1.200 meter over vores hoveder.

I 1528 begik flere hundrede indianere kollektivt selvmord ved at kaste sig ud fra den højeste klippe, for ikke at blive taget til fange af spanierne. Inde i kløften ses ”Grantræet” som er et ejendommeligt fænomen, hvor nedsivende vand og jord er størknet/forstenet som i en drypstenshule og danner flager der hænger ud fra klippen som grene fra et grantræ. På den to timers lange sejltur møder vi på hjemturen edderkopaber. En stor oplevelse at se dette fascinerende landskab og dets dyreliv.

Hotel Calli i Tehuantepec

Vi kommer igen ned i lavlandet som strækker sig helt til Stillehavet og hen på eftermiddagen når vi vores Hotel Calli i byen Tehuantepec. Vi advares mod at forlade hotellet, da der er stor kriminalitet i byen. Det er der heller ingen grund til, for vi når at få en tur i hotellets svømmepøl inden aftensmaden og en god seng at sove i.

Mitla - med unikke stenmosaikker

Næste formiddag besøger vi konge- og tempelbyen Mitla. Det var her at op mod 10.000 zapotekere levede og byggede deres eminente boliger og templer med tilhuggede stenmosaikker, som ikke findes andre steder i Mexico. Byen blev indtaget af aztekerne i 1494 og senere af spanierne, hvorefter mange af bygningerne blev ødelagt og stenene brugt til at bygge den nærliggende kirke Iglesia San Pablo.

Flere af paladserne med fine indergårde kan besøges, hvor man også kan komme ind i kongegravene. I Mitla tilbedte man de centrale dødsguder, men det er først og fremmest de fine udsmykninger stedet er kendt for. Før man kendte til brugen af metalredskaber, lavede man de smukkeste murstensmosaikker ved at udhugge de enkelte mursten og derefter føje dem sammen i geometriske mønstre - uden bindemiddel. Friserne kan indeholde op mod 100.000 sten i mosaikkerne.

Gennem Teotitlan del Valle

Fra udkanten af dalen Teotitlan del Valle (Oaxaca-dalen) besøger vi en zapoteker-familie for at se på tæppefremstilling. Vi modtages af en kvinde med vidunderlige, kærlige øjne, som viser os hvordan fåreuld bliver kartet og spundet til uldgarn. Vi ser hvorledes forskellige naturfarver benyttes og får bl.a. demonstreret den røde farve som kommer fra cochenillelusen, der lever på kaktus. Her er det mændene som væver og de viser hos hvordan det foregår. Der er naturligvis mulighed for at købe de farvestrålende tæpper. Inden vi når Oaxaca ser vi det enorme og 2.000 år gamle takstræ i Tule, der er et af verdens største træer.

Oaxaca - et charmerende samfund

Hotel Casantica, der er indrettet i et tidligere kloster, ligger blot to blokke fra Zocaloen - Plaza de Armas – og det hektiske liv som vi møder her. Blandt ballonsælgere og skopudsere som sidder på deres små taburetter samt musikere m.fl. er vi sammen med mange forskellige indianergrupper og mestizer samt andre turister midt i et charmerende mexicansk samfund. Det var spanierne som grundlagde byen i 1529, der blev den mest betydende by i det sydlige Mexico og har fortsat mange farverige kolonitidshuse, palæer og kirker. På pladsen ses en række dobbelt arkader og her ligger flere restauranter, bl.a. den anbefalelsesværdige restaurant Asador Vasco på første sal, hvorfra det er muligt at følge livet på Zocaloen fra første parket. På indianermarkedet blot et stenkast herfra, kan vi smage på friturestegte græshopper! Det skal man dog lige vænne sig til.

På pladsen Alameda de Leon, lige ved siden af Zocaloen, ligger katedralen der oprindelig er fra 1553, men blev ødelagt af et jordskælv og genopbygget i 1730, hvilket forklarer de uens massive klokketårne på katedralens sider. Den barokke facade med halvsøjler, relieffer og statuer viser også Jomfru Maria.

Mod nord ad gågaden kommer vi til byens smukkeste kirke Iglesia de Santo Domingo, der var tilknyttet et stort dominikanerkloster. Det tog 200 år at opføre anlægget fra 1572. En del af klostret er nu indrettet til kulturcenter og antropologisk museum med genstande fra den præ-colombianske periode. Her ses bl.a. fine guldsmykker fra Monte Alban samt kunsthåndværk fremstillet i alabast, obsidian, jade og andre værdifulde mineraler.

Højt over byen mod vest ligger den åbne musikscene - Auditorio Guelaguetza – hvorfra der er en glimrende udsigt ud over Oaxaca. I gangtunnellen under musikscenen ses flere vægmalerier med politiske budskaber.

Monte Alban - zapotekernes ceremonielle center

På et par bjergtoppe ni km. fra Oaxaca ligger zapotekernes tempelby Monte Alban – også kaldt ”Den Hvide By” pga. de hvide træblomster som dækker området om foråret. Allerede 1500 år f.Kr. havde olmekerne et cermonielt center her, og omkring 1000 år senere tog zapotekerne over. Stedet blev forladt 800 e.Kr. og først i begyndelsen af 1900-årene blev dette ekstraordinære flotte tempelkompleks genfundet og udgravet.

Fra indgangen følger vi den originale stenmur forbi et par ruiner af tidligere boliger. Herfra fører en stentrappe op til Monte Albans nordlige pyramide, hvorfor vi har det bedste udsyn over hele området. Her er boldbane og tempelbygninger samt rester af søjlerækker, ligesom der midt på det udjævnede plateau – bag den centrale pyramide - ligger et observatorium. Ved et af templerne ses et galleri af mejslede stenplader der kaldes ”De Dansende”, men de mærkværdige stillinger tolkes i dag at være billeder af krigsfanger. Her ses også relieffer med portrætter og af sædefødsler.

Øverst på den sydlige pyramide ligger en endnu ikke rekonstrueret høj som giver os et glimrende indtryk af det arbejde det har været at genskabe Monte Alban. Fra den sydlige pyramide er der fin udsigt over Oaxaca 450 meter under os. Besøget slutter på stedets museum med flere relieffer, statuer og hoveder af konger og shamaner.

Taxco - Mexicos førende sølvby

Efter endnu en spændende køretur når vi byen Taxco og indlogeres på Hotel Posada de la Mision, som ligger ret over for byen der læner sig op ad den stejle bjergside. Fra hotelværelsernes altaner har vi den bedste udsigt mod byen. Her er mange stejle gader og letteste vej til Taxcos centrum er at følge hovedvejen sammen med benzinosende folkevogne, som i en lind strøm bevæger sig op og ned gennem de smalle stræder. Byens centrale torv Plaza Borda er omgivet af kolonitidsbygninger samt den høje slanke kirke Iglesia de Santa Prisca som stod færdig i 1758 efter syv års arbejde. Det var Jose de la Borda – der blev meget velhavende, da han fandt stedets største sølvmine - som betalte for kirken. Han brugte en tiendedel af sin formue til bygningen af kirken, svarende til den tiende man dengang betalte til kirken. Sølvet var allerede kendt på aztekernes tid og da Hernan Cortes fik nys om sølvet rykkede han ind i 1522. I dag er Taxco Mexicos førende sølvby, hvilket bl.a. skyldes den amerikanske arkitekt og designer William Spratling, der i 1929 åbnede et sølvværksted i byen. I dag er her mere end 300 sølvforretninger som sælger sølvsmykker og sølvfigurer af høj kvalitet. Mon ikke betalingskortene kommer i brug?  

Vi slutter den eventyrlige rundrejse i Mexico den efterfølgende dag med at køre til lufthavnen i Mexico City, hvorfra flyveren gennem natten bringer os tilbage til Europa.