De syv vidundere i Oregon
Som bekendt findes der syv vidundere i Verden, men ingen af disse ligger i staten Oregon i det nordvestlige USA. Alle som har oplevet Mount Hood, Crater Lake eller Smith Rock vil være enige i, at det må være en fejl.
Derfor har statens turistkontor igangsat kampagnen "Seven Wonders of Oregon", der skal skabe opmærksomhed om de imponerende naturværdier, som findes her, så turister fra hele Verden kommer til Oregon for at opleve statens syv storslåede - og i Europa oversete - vidundere.
Oregons Kyst
Oregons næsten 600 kilometer lange stillehavskyst er omfattet af en naturbeskyttelseslov og er derfor helt fri for bygninger og andet, der kan ødelægge udsigten. Kysten kan opleves på mange forskellige måder, efter smag og behag. Man kan vælge at sandboarde eller køre en tur i jeep på sandbakkerne nede sydpå, lede efter et af de mange gemte surfersteder, se bølgerne bryde ved Devil’s Churn eller Devil’s Punch Bowl, det overraskende vandfald ved Hug Point eller kigge efter hvaler og sæler.
Mount Hood
Mount Hoods tinde er dækket af sne året rundt og er omringet af 11 gletsjers, der kan ses milevidt derfra. Der er seks skiområder på de smukke bjergsider, og den historiske Timberline Lodge tilbyder skiløb året rundt. Der er flotte alpine søer, og om foråret springer lavendler og vilde blomster ud i skovene og dalene.
Om sommeren og efteråret forvandles området til et spisekammer med æbler, pærer og bær – i så høj grad at turen mellem bjerget og byen Hood River bliver kaldt for "Fruit Loop".
Columbia River Gorge
Columbia River Gorge er et naturområde og en kløft langs Columbia River, kun en kort køretur fra Portland.
Ved Crown Point finder man en fantastisk udsigt over den brusende flod. Langs den historiske Colombia River Highway kører man forbi unikke naturfænomener som det 186 meter høje vandfald Multnomah Falls.
I byen Hood River er der mulighed for at lære at windsurfe, kitesurfe eller parasaile – eller blot nyde en øl fra et af områdets berømte mikrobryggerier.
Crater Lake
Med næsten 600 meter på det dybeste sted er Crater Lake USA’s dybeste sø – og en af de dybeste i verden. Søen er omkranset af skov og klipper, der vidner om fortidens vulkanske aktivitet.
Vandring, camping og picnic er populære aktiviteter i naturområdet omkring søen.
Om sommeren kan man sejle og køre rundt om Rim Drive, og om vinteren kan man iføre sig snesko eller langrendsski og tage på eventyr i sneen.
Painted Hills
I de elegant bølgende Painted Hills er der millioner af års historie gemt i de mange farverige lag. Bakkerne har fået deres sigende navn efter de smukke brune, rødlige, gyldne og sørte nuancer, der skifter fra besøg til besøg på grund af lerstenenes fugtighed og de skiftende lysforhold. Farverne er mest livlige i de sene eftermiddagstimer.
The Wallowas
I Wallowas-bjergene kan man stå på en bjergtop og betragte den ørkenlignende prærie, der leder tankerne hen på indianerne og de pionerer, der tog den lange tur tværs over USA i hestevogne.Drejer man hovedet strækker bjergene sig så langt øjet rækker ind i den næste stat.
Man kan vandre eller ride på hest til toppen, men den hurtigste måde at nå derop er at tage kabelbanen, der løber de cirka 1100 meter fra Wallowa Lake Village til toppen af Mount Howard. Området er oplagt til camping og friluftsliv.
Smith Rock
Dette ørkenlignende naturområde med enorme stenformationer, der vidner om fortidsvulkaner, er det perfekte sted, hvis man ynder at klatre. Området er kendt som fødestedet for amerikansk sportsklatring, og det er muligt at prøve kræfter med klatring uanset niveau og erfaring.
Man kan også nyde landskabet til fods, på mountainbike, eller blot iagttage fugle og dyr som ørne, falke, oddere og bævere.
Smith Rock ligger centralt i Oregon og har hele 300 soldage om året. Området er en legeplads for udendørsmennesker med aktiviteter som golf, huleforskning, kajak og kanoroning og skiløb.
Derudover det værd at nævne, at der findes 24 mikrobryggerier i området.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser