Over Bighorn Mountains til Devils Tower, Wyoming
På østsiden af bjergkæden Bighorn Mountains i staten Wyoming flader landskabet ud og her ligger endnu et nationalt monument - Devils Tower.
USA
Hovedstaden i USA er Washington D.C. og største by er New York.
Befolkningstal: Ca. 325 mio.
Areal: Ca. 9.833.520 km²
Afstand fra Danmark: Til New York City: 6.197 km. Til San Francisco: 8.797 km.
Mest besøgte attraktioner: Storbyer og nationalparker
Mere information:
Over Bighorn National Forest
I det nordlige Wyoming ligger bjergene i Bighorn National Forest og på bjergenes vestside ses den 742 km. lange flod Bighorn River, der er en biflod til Yellowstone River. Bighorn Mountains blev skubbet op fra undergrunden for omkring 70 millioner år siden, og den højeste top er Cloud Peak - godt 4.000 moh. Da bjergkæden blev kortlagt under den store Lewis og Clark-ekspedition mellem 1804 og 1806, fik den navn efter floden. Kaptajn Meriwether Lewis og sekondløjtnant William Clark var anførere på ekspeditionen som hed Corps of Discovery, og var igangsat af den daværende præsident Thomas Jefferson. Ekspeditionen havde til formål at opdage og kortlægge det vestlige USA og finde en flodpassage til Stillehavet. På turen måtte ekspeditionens deltagere sejle ad farlige floder og vandre gennem uvejsomme bjergpas. Flere gange blev de jaget op i træer eller ud i floder af grizzlybjørne og de blev konstant plaget af myg. Clark skrev i sin dagbog i juli 1806: "Myggene er meget generende - selv min hund hyler som følge af plagen. Der er så mange af dem, at man undertiden får dem ned i halsen bare ved at trække vejret".
På turen over Bighorn Mountains kan udsigten nydes over det barske bjerglandskab med dybe, forrevne kløfter med lodrette sider, men også smuk skov og vilde blomster.
Devils Tower National Monument
Efter at have kørt over prærien og drejet fra hovedvejen passeres byen Gillette (the best a man can get!) og efter nogle kilometer rejser der sig en søjle i horisonten - Devils Tower. For omkring 60 millioner år siden var her en underjordisk vulkan, hvor magmaen størknede før den blev sendt ud af krateret. Vand og vejr har gennem tiden vasket jordskorpen, der dækkede vulkanen væk, så kun lavasøjlen står tilbage. Devils Tower er 386 meter høj i forhold til det omkringliggende skovlandskab og strækker sig i alt 1.558 moh. Omkredsen ved foden er ca. 1,6 km. og størrelsen på toppen svarer til en fodboldbane. Hele området dækker et areal på ca. 5,5 km2. Allerede i 1906 blev Devils Tower det første nationale monument i USA. Devils Tower blev i 1977 udødeliggjort i Stephen Spielbergs gennembrudsfilm "Nærkontakt af tredje grad".
Et helligt sted
Efter et besøg i visitor centret spadserer flere af os ad den godt to km. lange asfalterede sti rundt om Devils Tower og ser bl.a. hjorte - men ingen klapperslanger, som der skulle være mange af i området. Vi kan i stedet iagttage nogle bjergbestigere klatre op ad tårnet. Stedet er meget populært blandt bjergklatrer, for omkring 400 forsøger at bestige tårnet hvert år.
I juni måned er der et frivilligt forbud mod at klatre på Devils Tower, da indianerne anser stedet som helligt. Det skyldes bl.a. myten om de syv søstre, der blev jagtet af en grizzlybjørn. Søstrene stod på en klippe og bad om at blive reddet og pludselig begyndte klippen at vokse sig større og større. Bjørnen forsøgte at springe op på klippen, men gled ned igen og igen. Mærker efter dens kløer kan endnu den dag i dag ses som riller på siden af Devils Tover.
Efter dette fortsættes til den spændende westernby Deadwood i South Dakota.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser