På vulkaner ved Craters of the Moon, Idaho
I staten Idaho ligger det 1.500 km2 store nationale monument - Craters of the Moon - et vulkansk område med passive og endnu ikke udslukkede vulkaner.
USA
Hovedstaden i USA er Washington D.C. og største by er New York.
Befolkningstal: Ca. 325 mio.
Areal: Ca. 9.833.520 km²
Afstand fra Danmark: Til New York City: 6.197 km. Til San Francisco: 8.797 km.
Mest besøgte attraktioner: Storbyer og nationalparker
Mere information:
Midt i et månelandskab
Dette mystiske og golde, størknede lavalandskab, som kunne ligne overfladen på Månen, blev skabt over en 13.000 år lang periode og man mener, at sidste udbrud fandt sted for omkring 2.000 år siden. Geologiske undersøgelser viser, at lavaen ikke kommer fra en enkelt vulkan, men fra en serie vulkaner i en op til 300 meter dyb revne i jorden - The Great Rift - og at der har været omkring 2.000 år mellem udbruddene, så man ved aldrig, hvornår næste udbrud sker. På visitorcentret kan du lære om stedets oprindelse og hvorledes det blev til et nationalt monument. Her vises også en film, der bedst kan betegnes som en ligegyldig reklamefilm, med billeder af forskellige vulkanudbrud, som du før har set på tv. Man ved, at indianerne langs Snake River har været i området lang tid før nybyggerne kom forbi. Faktisk undgik nybyggerne at komme ind i dette ufrugtbare område. Det var først i 1850'erne, da nybyggerne søgte en alternativ rute pga. konflikter med Shoshone-indianerne langs The Oregon Trail, at man benyttede genvejen Goodal's Cutoff. Denne rute gik nord om det sorte landskab og efterhånden blev nysgerrigheden skærpet for at udforske lavaområdet nærmere. Geologer undersøgte området i 1901 og igen i 1923 og de artikler som beskrev området medvirkede til, at stedet blev et nationalt monument i 1924. Områdets lighed med månens overflade gjorde, at astronauterne fra Apollo 14 trænede her i 1969 som forberedelse før deres måneekspedition. I 2000 blev The Great Rift og tilstødende lavamarker lagt med ind under dette nationale monument.
Med lava under fødderne
Der er fint anlagte veje og stier mellem flade lavamarker, størknede lavaklipper og kegleformede vulkankratere, der ses rundt omkring. Der er relativt korte afstande til nogle af kraterne, lavastrømmene og de ejendommelige lavaformer og -farver. Under overfladen findes flere lavagrotter og lavatunneller og enkelte steder kan du se ned i disse. Ved første øjekast virker dette månelandskab fuldstændigt dødt og blottet for liv. Men faktisk er her mere end 50 forskellige pattedyr, 170 fuglearter og 660 slags planter.
Idaho Falls
Rundrejsen i det vestlige USA fortsætter ind til byen Idaho Falls, hvor der gøres holdt ved de regulerede vandfald i Snake River.
Herefter fortsættes ind i staten Wyoming mod cowboybyen Jackson Hole.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser