Cruise på Gordon River, Tasmanien

Vandreklitter ved Henty Sand Dunes

Det er tydeligt at se, hvorledes klitten flytter sig længere og længere ind i landet. En kort spadseretur i sandet og du føler dig langt ude i en ørken. På et højdedrag kan du ca. fem km. længere mod vest skimte det brusende hav. Senere er vi helt ned på stranden og kan mærke elementets kræfter.

Strahan Village Hotel ved Macquarie Harbour

Så er det en kontrast at komme frem til byen Strahan, der ligger i læ og aldeles idyllisk i en bugt nede bag høje skrænter. Byen var tidligere udskibningshavn for minedriften i Queenstown ca. 40 km. herfra, men lever i dag af turisme og fiskeri. På en af skrænterne ligger Strahan Village Hotel, hvor med dejlige værelser og udsigt til havnen, og den båd vi i morgen skal på cruise med på Macquarie Harbour og Gordon River.

Middag med medbragt øl

Denne aften spiser vi på den lille restaurant Genovese sammen med de lokale indbyggere - fish and chips. Men øl kan vi ikke få. I stedet opfordres vi af personalet til at gå ind ved siden af i The Beerstore og købe øl, som vi naturligvis må tage med ind i restauranten og nyde til aftensmaden. Vi ser da også, at de lokale medbringer både øl og vin på restauranten. Det har vi ikke prøvet før.

Ud af Helvedets Port

På Gordon River Cruise sejler katamaranen først på tværs af Macquarie Harbour, der er hele seks gange større end Sydney Harbour. Undervejs er der udsigt til uberørt vildmark langs kysten, hvor den tætte regnskov når helt ned til vandet. Skibet er kommet frem til den smalle og berygtede åbning ud til havet - også kendt som Hells Gate (Helvedets Port). Her mødes det stille vand i havnen med det turbulente vand i Sydhavet. Vi sejler gennem denne lavvandet åbning, hvor et fyr leder de sejlende på vej, og vender ude i det vilde Sydhav.

Stille vand i Gordon River

Efter bølgegangen er vi tilbage i roligere vand på vejen mod den anden ende af Macquarie Harbour og passerer flere dambrug, der producerer laks og havørred. Farten sænkes og næsten lydløst glider skibet op ad Gordon River, hvor bevoksningen af frodig regnskov spejler sig i det rolige vand. Skibet ligger til et sted som kaldes Heritage Landing, hvor vi går fra borde og på en forhøjet bjælkesti spadserer en tur gennem regnskovens grønne stilhed. Vi er i en af de største tempererede regnskove på jorden og kan fra ruten betragte mange forskellige træarter. Et sted ses et levende fyrretræ, der er blevet dateret til at være mere end 2.000 år gammelt. Det gamle træ væltede i 1997 og blev delt i to, men dets rødder overlever stadig og støtter nu væksten af en ny generation af unge træer.

Sarah Island - en koloni for straffefanger

Efter en frokostbuffet ombord på skibet er vi nået frem til den tidligere straffefangekoloni Sarah Island, der også blev det største bådbyggeri i de britiske kolonier. En lokalguide fortæller levende om de frygtelige forhold på øen, hvor der nu kun er ruiner tilbage. Vi hører om straffefangerne, soldaterne, bosætterne og skibstømrerne, der levede og arbejdede her. Straffefangerne var udsat for hårdt arbejde og makkede de ikke ret, vankede der pisk med den ni-halede. Flugt over havnen var en mulighed, men overleve i den tætte urskov, som omgiver Macquarie Harbour, kunne man ikke. Og det vidste straffefangerne.

Et sort kapitel i Australiens historie

Som det måske er kendt, blev Australien koloniseret af briterne i slutningen af 1700-tallet og skulle primært fungere som straffefangekoloni. Men nogen skulle passe på dem, så der kom også soldater. Senere kom nybyggere til og lykkejægere som ledte efter guld. Om det var fordi fængslerne ved Sydney - det første område briterne slog sin ned i - blev for små til de mange straffefanger eller det var truslen om fransk bosættelse på Tasmanien, står lidt uklart. I alle tilfælde koloniserede briterne Tasmanien i begyndelsen af 1800-årene og i 1853 var der i alt sendt mere end 50.000 straffanger til den nye koloni - bl.a. et ukendt antal til Sarah Island.
Efter endt straffearbejde blev mange tidligere fanger til nybyggere. Og andre kom til udefra og der opstod konflikter med de oprindelige aboriginere, der gennem 20.000 år havde udviklet deres egen kultur. Nybyggerne gjorde krav på mere jord og indhegnede "deres" områder, og en ulige guerillakrig begyndte. 
Allerede i 1828 blev britiske soldater udkommanderet for at rydde øen for "de besværlige" indfødte. Kun få aboriginere overlevede den systematiske klapjagt og de blev deporteret til Flinters Island, hvor de døde af den hvide mands medbragte sygdomme. Den sidste overlevende tasmanske fuldblodsaboriginer var en kvinde ved navn Truganini. Hun døde i 1876.
Folkemordet på de tasmanske aboriginere er et af de sorteste kapitler i den australske historie.

Efter besøget ved Macquarie Harbour fortsætter rundrejsen mod Tasmaniens hovedstad Hobart.