500 Sporvogn Melbourne Australien Anne Vibeke Rejser IMG 5561

Melbourne - sporvognenes by

Google Map...
Australien

Hovedstad i Australien er Canberra.

Befolkningstal: Ca. 25 mio.

Areal: Ca. 7.692.000 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 11.262 km.

Mest besøgte attraktioner: Storbyer som Sydney med operahuset og Melbourne samt ørkenen med Ayers Rock (Uluru). Også Great Barrier Reef samt øen Tasmanien er velbesøgt.

Mere information:

Rejsebureau: Gislev Rejser

Turistinformation: Australien

Med sporvogn i Melbourne

Rundt om den centrale bykerne går sporvognen City Circle Trams, der er gratis og hvor turisten får kommentarer med på vejen. Men de lokale sporvogne kører mange andre steder i storbyen, og vi hopper på en af dem for at komme frem til Royal Exhibition Building og Melbourne Museum - ikke for at besøge stederne, men blot for at se arkitekturen og blive orienteret om beliggenheden. Herfra spadserer vi forbi Parlamentet og Princess Theatre for at konstatere, hvorledes gammel arkitektur fra kolonitiden veksler med ny arkitektur i denne multikulturelle metropol, der er hovedstad i delstaten Victoria og på mange måder minder om en europæisk storby.

Shrine of Remembrance

På ruten ligger det store krigsmindesmærke Shrine of Remembrance bygget mellem 1928 og 1934 på en af højene i Melbourne. Langt de fleste byer i Australien har et eller flere mindesmærker for de mange australier, der ofrede livet i forskellige krige. I alt mistede Australien omkring 60.000 mennesker under de to verdenskrige - ud af en befolkning på under fem mio. I Shrine of Remembrance er det først og fremmest ofrene for første verdenskrig - herunder tabene ved den mislykkede landgang ved Gallipoli i Tyrkiet i 1915 - der mindes, og vi får en dybtgående rundvisning i denne enestående bygning, der også indeholder et museum med information om de andre krige australierne har deltaget i.

Federation Square

Den guidede tur med sporvognene slutter ved Federation Square og efter at have set Flinters Station på det ene hjørne, torvet med den specielle arkitektur i The Ian Potter Centre på det andet hjørne samt St. Poul's Cathedral på det tredje hjørne, vælger vi at spadsere frem til Chinatown - blot et par gader nordpå. Det er let at finde rundt, for alle gader står vinkelret på hinanden - som i enhver anden moderne by. Melbourne blev da også grundlagt så sent som i 1835, da nogle nybyggere fandt stedet attraktivt og slog sig ned og "købte" jord af de lokale aboriginere. Den britiske regering mente dog, at jorden tilhørte Kronen og der var en del polemik om denne handel. Den egentlige befolkningstilvækst skete i 1851, da man fandt guld blot 115 km. fra byen og lykkejægere fra det meste af verden strømmede til.

Chinatown

Blandt lykkejægerne var også mange kinesere og da guldårerne var tømte, slog guldgraverne sig ned i byen - kineserne i den bydel som i dag går under betegnelsen Chinatown Precinct. Store indgangsportaler viser, at vi er i Chinatown, der bugner af kinesiske restauranter, små forretninger og hoteller. I en sidegade findes et lille Kinesisk Museum. Melbourne har også et "Græsk Kvarter" der ikke udskiller sig fra andre gader.

Sporvognsrestaurant

Denne aften spiser vi i The Colonial Tramcar Restaurant - ja, middag serveret i en førsteklasses sporvognskupé indrettet i victoriansk klunkestil. Her serveres en herlig middag med godt kød og gode australske vine, alt mens sporvognen kører gennem Melbournes gader og ned omkring havnen og tilbage til udgangspunktet. En helt igennem unik og meget underholdende oplevelse.

I morgen går rundrejsen i Australien langs havet på Great Ocean Road.

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser