Ad Ninety Mile Beach til Cape Reinga

Matai Bay - en vidunderlig bugt

Længe har jeg ligget i min sovepose og lyttet til fuglenes kvideren i buskadset bag os, men nu rumsterer det uden for teltet og duften af friskbrygget kaffe får os ud af dunene. Lokalguiden er allerede i gang med at lave pandekager til os. Vi har god tid og kan lade teltene stå og dampe lidt af, medens vi får et godt morgenmåltid. Vi nåede sent frem til denne campingplads ved Matai Bay i går og fik ikke rigtigt orienteret os, så efter morgenmaden går vi op mod skråningen, der fører ned til bugten på den anden side. Og hvilket syn i den klare morgen. En vidunderlig bugt - måske turens dejligste - ligger for vores fødder. Vi står midt i bugten, hvor stranden når langt ud til begge sider. Ude til højre danner nogle klippeskær bugtens afgrænsning, medens den til venstre munder ud i nogle høje skrænter. Vi er alene nede på stranden, hvor vandet tydeligvis har trukket sig tilbage i løbet af natten.

Strandfugle

På en tur langs stranden ud mod klipperne, ser vi et par strandskader (oystercatcher), der med deres lange røde næb gennemsøger strandkanten for føde. Så kommer en anden strandfugl pilende over mod os. Det er en newzealandsk præstekrave og den er meget tillidsfuld - måske fordi her ikke er så mange mennesker og den endnu ikke har lært frygt! Tålmodigt følger den os, da vi går tilbage mod teltlejren. En dejlig oplevelse.

Ninety Mile Beach

Vi kører tilbage til Taipa og henter de af vores kammerater, vi efterlod hos lægen i går, inden vi sætter kursen mod vestkysten. Her møder vi for første gang Det Tasmanske Hav, der med vældige bølger slår ind mod stranden. Her er badning vist ikke tilladt, man risikerer at understrømmen er så stærk, at man ikke kommer ind igen! 90-Miles Beach er faktisk "kun" 60 miles - ca. 90 km. lang - men det er også langt!
Vi kører ud på den bredde strand og skal følge kysten nordpå. Medens vi med firehjulstrækket slået til drøner over sand og sten, spejder vi efter ting og sager på stranden. Men guiden har øje for det. Hun svinger bilen rundt og kører tilbage. Hun har set noget nede i strandkanten. En lille rokke er skyllet op med tidevandet og kom ikke med tilbage.
- Pas på ikke at røre ved den lille spids, den har på ryggen. Den er giftig, advarer hun, da vi alle er sprunget ud af bilen for at tage dyret i syne.

Aktivitet på stranden

Vi ser andre spændende ting på turen langs stranden. Efter en stund stopper hun og vi får mulighed for endnu en strække-ben-pause. Men ikke uden aktivitet. Nej, vi skal tegne/modulere i/med sandet én af vore rejsefæller. Og nu bliver aktiviteten stor. Og fantasien tages i brug. Nogle samler tang (hår) og muslinger (næse/ ører) og lidt efter udgør stranden en større kunstudstilling. Hver kunstner præsenterer nu sit værk og fortæller lidt om hvem det forestiller. En rigtig god ide.

Frokost ved The Bluff

En gruppe klipper, der rager ud i den ellers nøgne sandstrand, danner rammen om dagens frokost. Et par lystfiskere har vovet sig ud på de yderste klipper, hvor de kæmpemæssige bølger slår ind. Men de ved (forhåbentligt) hvad de gør. Den friske vind står ind i ansigtet på os, da vi søger ud på klipperne. Dejligt efter den lange køretur på stranden.

Sandsurfing på kæmpe sandklitter

Her ved udmundingen af et flodleje drejer vi væk fra stranden og kører ind i landet mod Te Paki. Det er en underlig fornemmelse at køre i floden, hvor vandet løber, medens et helt vidunderligt landskab langsomt åbner sig for an os. På venstre side rejser sig kæmpemæssige sandbjerge Giant Sand Dunes - klitter mere end 150 meter høje. Midt for os har vi floden og til højre regnskoven. På en lille banke ved flodens bred parkeres bilerne og nu skal der kælkes! Frem kommer surfbræt og så starter turen op ad sandklitten.

Solen bager ubønhørligt ned i hovederne på os, som snart mister pusten i det løse sand. Godt 50 meter oppe skal vi lige prøve, hvad dette nu er for noget! Du lægger dig på maven på dit surfbræt og så går det bare nedad! De fleste prøver, og bliver straks mere modige. Vi skal helt på toppen. Og vandringen op er lang.

Giant Sand Dunes

Her på toppen kommer du fri af klittens beskyttende læ, og her er en frisk vind, der får sandet på toppen til at stå som en jetstrøm ud over kammen. Og sikke en udsigt. Borte har vi havet og længere inde i landet flere høje klitter. Nedenfor, hvor bilerne er parkeret, slynger floden sig og rejsekammerater er på vej op. Igen.

Om igen - og igen

Efter at have taget turen på maven hele vejen ned, bliver du modigere. Nu lægger du sig ikke længere ned og skubber fra med tæerne. Nej, du tager tilløb og kaster dig på maven og suser nedad i stor fart. "Sygdommen" smitter og flere får prøvet kræfter med denne sport - sand-boarding. Ikke bare en gang. Flere gange trasker de ivrigste de 150 meter til toppen af sandbjerget. Men nu er der også gået sport i at se, hvem der kan komme længst ud i den lavvandede flod, inden man stopper. Der kommer en. Endnu en. Om igen. Længere og længere drøner legedrengene ud i floden og våde bliver de, når vandet sprøjter til alle sider, medens de på maven glider hen over flodbunden. Så er det jo godt, at vi har skiftetøjet lige ved bilerne.

Lejr ved Sandy Bay

Nu har vi ikke langt til den nordligste campingplads i New Zealand ved Sandy Bay. Her er godt nok kun koldt vand at vaske sig i, og lidt primitiv er pladsen. Men den er vel besøgt og det er herfra, at vi sidst på eftermiddagen starter vandreturen til Cape Reinga - et at de nordligste punkter i New Zealand.

Cape Reinga

Vi finder sporet op ad klippen på den anden side af den lille bugt, der udgør Sandy Bay. Og så går det ellers op. Snart har vi godt udsyn udover havet og kystlinien bag os. De stejle klipper går næsten lodret ned i havet. Sporet er tydeligt at følge og hurtigt kommer vi højt til vejrs. Udsigten fra toppen er fantastisk og vi kan foran os se stien, vi skal vandre på. Det går ned og op igen på den anden side. (Det er vi nu blevet vant til!)

Hvor Det Tasmanske Hav og Stillehavet mødes

Men turen er på ingen måde anstrengende og snart kan vi se et af Verdens mest fotograferede fyr - fyret ved Cape Reinga. Faktisk er dette sted ikke det nordligste på fastlandet. Det ligger ca. 30 km. længere mod vest i et uvejsomt terræn ved Surville Cliffs på North Cape. Ude ved fyret ser vi ud over havet, hvor Det Tasmanske Hav og Stillehavets bølger mødes.
Bilerne er kørt frem til parkeringspladsen og efter en kort tur tilbage til lejren ved Sandy Bay, kan vi i skæret fra stearinlysene spise aftensmaden.

Imens kan vi se frem til morgendagens vandring ved Waipoua Kauri Forest.