Vandring på Truman Track og Pancake Rocks

Pak teltet mens det endnu er tørt

Hvis ikke det er helt fint vejr om morgenen, når jeg kryber ud af soveposen, har jeg for vane at pakke teltet som det første. Så må morgenmad godt vente for mig! I dag er det gråvejr og vejret ser fortsat noget truende ud på campingpladsen Punakaiki Beach Camp, så vi aftaler, at pakke soveposer, liggeunderlag og teltet, inden vi foretager os noget andet. Og det var faktisk ganske klogt! For medens vi spiser morgenmaden ovre i campingpladsens store køkken, sætter dagens første regnbyge ind. Vore venner, der endnu ikke har fået slået teltene sammen, må se i øjnene, at teltene skal pakkes våde!

Truman Track

En kort køretur bringer os hen til Truman Track i Paparoa National Park - en mindre vandring gennem endnu en lille regnskov og ned på stranden, hvor der bliver mulighed for at se huler og en noget spektakulær klippekyst. Selv om det regner, begiver vi os af sted. Guiden oplyser, at han har undersøgt tidevandstabellerne, så der skulle være gode muligheder for at nå både frem og tilbage langs stranden inden højvande!
Inde i skoven fortæller han igen om træerne og viser os et "berømt" træ, der langsomt, men sikkert er ved at blive "ædt" af andre vækster - en slags vedbend, der gror på siderne af træer. Træet er berømt fordi netop dette træ har været fotograferet i et af de verdenskendte naturmagasiner!

Forhindring på stranden

Nede på stranden søger vi ly under det udhæng, der er skabt i klipperne af havet, vind og vejr. Vi kommer til et sted, hvor det ikke bare er lige til at komme op over klipperne. Men ved fælles hjælp får vi løftet hinanden op og kommer ind gennem en hule, der fører over til en anden lille strand. Guiden opmuntrer os og siger, at vi ikke vil fortryde denne tur - om end den er lidt anstrengende. Nu skal I bare se ...
De store bølger slår med stor kraft ind på stranden og vi skal ikke for tæt på havet. Vi har endnu et par vanskelige forhindringer, før vi når frem til endnu en strand, hvor klipperne går helt ud i vandet! "De klipper var her ikke sidste gang, jeg var her" siger guiden. De er umulige at komme op over, så vi må vende om og begive os samme vej tilbage.

Under bruseren

"Skal vi ikke lige teste om vores regntøj nu også holder, hvad det lover"? spørger jeg, da jeg ser muligheden for at stille mig under et vandfald, der kommer oppe fra klipperne 10 meter over os. Den er alle vist med på. Vi er jo mere eller mindre våde i forvejen! Stenen er meget glat, da jeg kravler op på den, så jeg vælger at sætte mig lige der, hvor vandet plasker ned i hovedet på mig. Bare nogle sekunder. Det buldrer på min opslåede regnhætte og vandet står ud til alle sider fra mig. Jakken holder tæt, men jeg er våd i gumpen. Så regnbukserne? Næste forsøger sig - stående. Og den næste. Sjov oplevelse at komme under "bruseren" med alt tøjet på!

Pancake Rocks

Tilbage på campingpladsen sættes vi af, medens guidens kobler traileren med alt vores grej til bilen og kører i forvejen. Vi andre går ned på stranden og følger denne så langt vi kan, inden vi kommer op på vejen, der fører os til Pancake Rocks. Her er anlagt meget fine spadserestier rundt i området, hvorfra vi kan betragte disse mærkværdige, forvitrede sandstensklipper, der faktisk ligner pandekager stablet oven på hinanden.

Blowholes

Inde bag de forreste klipper er der dannet et firkantet hul med lodrette klippesider. Et hul under klipperne får havet til at slå ind under dem og ramme ind i firkanten med stor kraft. Det giver et hult dunk, når bølgen rammer og piskes til skum, der sprøjter til alle sider. For at få det bedste udbytte af disse såkaldte blowholes, skal vinden være i vestlig retning og det er den ikke i dag. Men selv om det er regnvejr og selv om her er en kraftig vind (godt nok fra den forkerte retning) er det en stor oplevelse, at se dette naturfænomen.

På den lille tur rundt i anlægget kan vi også betragte ternerne, der har slået sig ned på de yderste klipper. Det er forår, hvilket også kan ses på fuglenes aktivitet!

The Old Church

Regnen fortsætter, medens vi kører videre sydpå langs vestkysten. Vi har et længere ophold i jade-byen Hokotika, hvor vi bl.a. får lidt frokost på en af byens restauranter, inden vi igen fortsætter. Ved Kakapotah er vi endelig fremme ved den næste lejrplads og selv om det fortsat regner, da vi kører ind på græsset, er vi alle enige om at sove i telt i nat. Lidt regn skal vel ikke slå os af banen! Da vi hopper ud af bilen, står vi i fire cm. vand. Overalt er der vand på plænen. Vi ser på hinanden og kan ikke lade være med at grine. På et splitsekund er vi alle enige om, at vi i nat sover indendørs! Det er godt nok vådt det her! 

Stedet hedder The Old Church og er faktisk en gammel kirke, som er blevet flyttet hertil og ombygget til et lille gæstehus/vandrehjem. Opholdsstuen bærer tydelige præg af tidligere at have været en kirke - ikke mindst de aflange, blyindfattede ruder i gavlen. Soveafsnittet er på 1.sal og her indtager vi et par værelser, medens andre sover på fællesrummet, sammen med nogle af de øvrige gæster, der også har søgt tilflugt for uvejret. Og det raser fortsat uden for. Floden, der løber tæt ved huset, bliver mere og mere fyldt med vand, der i strid strøm fosser af sted. Med jævne mellemrum spejder vi ud af vinduet og kan se floden skifte retning. Nu er det faktisk helt rart, at vores plan om at vandre til Ballroom Overhang blev aflyst. Tænk, hvis vi var blevet fanget derinde i det uvejr? Faktisk er der noget om det, guiden sagde: "Når det er uvejr i New Zealand, er det virkelig uvejr"!

Eftermiddagen og aftenen går med at spille pool og sludre med nogle af de øvrige gæster, der bl.a. er fra Holland, Sydafrika og New Zealand. Det sidste jeg hører i dag, inden jeg lukker øjnene i min bløde seng, er regnens trommen på taget. 

Hvad bringer morgendagen på Franz Josef Gletsjer?