Vandring ved Bay of Islands

Kontakt med vild delfin

- Delfin, er der én som råber, og alle spejder ud over det rolige vand i den lille bugt. Der bliver totalt stille, men kun et øjeblik hvor alle holder vejret. Er det rigtigt? - Der er den igen. Delfinen jager de fisk, den har trængt ind i bugten og svømmer fra side til side. Ind i mellem skyder den både hoved og ryg op over vandoverfladen. Der går ikke mange sekunder før tilberedningen af vores picnic på den lille strand ligger øde. Flere har lynhurtigt fået badetøjet på og er på vej ud til delfinen. Tænk, at få muligheden for at svømme med en rigtig vild delfin - en der ikke er trænet og vant til mennesker. Den lokale guide er den første som er i vandet og får hurtigt kontakt med dette kloge og nysgerrige dyr. Delfinen svømmer hen mod hende og der er ikke mange meter fra kontakt, men så vender den. Flere af rejsekammeraterne er svømmet ud for at møde delfinen, men vandet er koldt og delfinen på afstand. Nu står de i det kolde forårsvand, som når dem til midt på livet og spejder efter delfinen. Der kommer den. Delfinen har direkte kurs mod dem og den er tydelig at se. I nogle minutter svømmer den frem og tilbage i bugten på sin fortsatte jagt, uden at lade sig forstyrre menneskene.
En spændende oplevelse her på Cape Brett Track, hvor vi vandrer langs Bay of Islands i provinsen Northland på spidsen af Nordøen i New Zealand.

Auckland - en storby

Vi er en gruppe eventyrshungrende danskere der er rejst den lange vej mod dette drømmeland. Flyvetiden fra København til Bangkok med Thai Airways tog godt ti timer, hvor vi fløj gennem natten. I lufthavnen fik vi hotelværelser, hvor vi kunne hvile, inden vi otte timer senere igen skulle flyve godt 14 timer gennem endnu en nat via Sidney i Australien til Auckland på New Zealands nordø.
Naturligvis holdt bussen og ventede på os og vi fik læsset bagagen på bussen. En lille times tid efter var vi installeret centralt i Auckland på City Central Hotel og begav os straks ud i menneskevrimlen.

Sejlenes by

Auckland er den største by i New Zealand, både hvad angår udbredelse og antal indbyggere. Byen er bygget på gamle vulkaner, hvilket vi kun kan se enkelte steder lidt uden for centrum. Visse af de stejle gader giver dog en fornemmelse af, at byen ligger på bjerge. Lidt nede ad gaden og vi var på byens indkøbsgade no.1 Queen Street. Her ligger souvenirboder og andre forretninger i alle afskygninger side om side med stormagasiner og kan tilfredsstille selv de mest kræsne shoppere. Gaden førte os ned til havnen der her ikke var så interessant og nærmest mindede om en frihavn.
Vi skulle dog ikke langt forbi terminalen for udflugtsbådene, før miljøet i marinaen dukkede op med restauranter på kajen og store, flotte skibe i vandet. Og her er megen vand. Hele byen er omgivet af vand, så sejlsporten står i højsædet. Auckland har da også fået tilnavnet "Sejlenes By". Vi havde dog ikke tid til at tage med en af udflugtsbådene, men gik i stedet op mod byens varetegn - den 328 meter høje skyskraber Sky Tower.
Først på aftenen mødtes vi i hotellets reception, hvor den lokale guide fra Active Erath New Zealand, fortalte lidt om det eventyr, der venter forude.

Provianteringen

En kraftig storm rasede over Auckland hele natten og næste morgen var det ikke meget bedre, idet regnen satte ind. Tidligt var vi oppe og gjorde os parate, for lokalguiden og hendes medhjælper kom og hentede os i to "rugbrød" med plads til 10 personer i hver og med trailere hægtet bag på. Bilerne skulle bringe os rundt på de næste dages oplevelser. Hurtigt kom vi gennem byens myldretrafik og over den berømte Harbour Bridge med fin udsigt ind over byen.

Den første opgave var at få provianteret til de næste par dage og i Warkworth holdt vi ved et stort supermarked. Hver turdeltager har lagt penge i den fælles pulje, og forsynet med opskrifter til de næste dages middage, gik vi på storindkøb. I første øjeblik virkede denne indkøbsform noget uoverskuelig. 18 mennesker fordelt på indkøbsvogne spredt over et kæmpemæssigt areal - og som hver især syntes at have brug for en masse ting. Men på en eller anden forunderlig måde lykkedes det at få indkøbt tilpas varieret, så vi ikke manglede noget på resten af turen. Drikkevarer, øl og vin, måtte vi naturligvis selv stå for. Alt blev nu sorteret og lagt i mærkede kasser og placeret i bilernes trailere. Der var bestemt system i håndteringen af alt udstyr. Trailerne indeholdt foruden bagage rum til mad, telte, kogeblus med gas m.m. Kort sagt var vi nu helt klar til det forestående eventyr.

Frokost ved Uretiti Beach

Efterhånden som vi kom længere nordpå, blev vejret bedre og bedre, og da vi efter et par timer holdt ind ved campingpladsen ved Uretiti Beach, var det pludseligt blevet sommer. Her blev der mulighed for at tage sig en svømmetur eller vandre lidt langs stranden, inden frokosten var anrettet. På den brede strand var masser af konkylier, snegle og skaller skyllet op fra havet og muligheden for at finde noget spændende var bestemt til stede. Nogle smed tøjet og sprang i - men kom hurtigt op igen! Her i oktober er det fortsat tidligt forår i New Zealand og vandet var endnu ikke så opvarmet, at en længere dukkert kunne anbefales. Lige bag klitterne stod bevoksningen i læ for vinden og blomsterne her var mange og meget smukke.

Lejr ved Taupiri Bay

Det er ikke længere tilladt at campere ved den gamle hvalstation, som oprindeligt var planen, så vi kom til Taupiri Bay, hvor et ældre hus oppe på skrænten ved bugten, dannede rammen om turens første lejr. Flere slog lejr nede på stranden, hvor søfugle og bølgernes slag mod stranden var det eneste, der kunne "forstyrre". Selv rejste vi telt oppe på plænen, medens værten fortalte om, at vi godt kunne risikere at høre både kiwi og possums (pungræve) i løbet af natten fra buskadset bag os.
Vi fik samlet lidt brænde, for hvad kan være en bedre start på en ferie i New Zealand end barbecue på stranden? Og alt medens kødet blev grillet over det åbne ildsted, sænkede nattens mørke sig over bugten og den lille lejr på stranden.

Cape Brett Track

Den lokale guide viser sig at være en hurmørbombe uden lige. Hun har humor, smil på læben, er flittig og utrættelig. Naturligvis var hun næste dag oppe før alle andre, og efter morgenmaden blev vi kørt ud til startstedet for dagens vandring ved Bay of Islands. Jo, vi blev sat af, forsynet med kort og så var det bare at gå den vej som hun pegede. Selv kørte hun og medhjælperen bilerne længere frem til det sted, hvor dagens vandring skulle slutte og de ville så indhente os senere.
Det var nu ikke svært at følge sporet og flere af os deltagere kan udmærket læse et vandrekort. Vi forlod snart den grønne mark for at komme op i regnskoven. Nogle gik lidt hurtigere end andre, men aftalen om at vente på hinanden, hvis stien delte sig, eller hvor der kunne opstå tvivl, overholdt alle, således at vi kunne blive samlet i løbet af vandringen. 
Så var vi oppe ved første udsigtspunkt ca. 200 moh., og fik et fint indtryk af hvilke spændende og smukke udsyn, vi kunne opleve i dag. Nu troede vi, at det værste stykke var overstået, men vi blev klogere - meget klogere - for vi skulle nedad igen.

Bad i smuk bugt

Et smukt vue ned over de græsklædte skråninger mødte os, da vi kom ud af regnskoven. Neden for kunne vi se en lille strand, og der havde vi aftalt med lokalguiden at vente på hende. Men hvor blev hun af? Vi var kun lige kommet ned stranden, da guiderne pludselig kommer styrtende ned ad bakken bag os. Iført badetøj løb de forbi os og sprang i vandet. Jo, de syntes, at nu var det tid til en forfriskning!
Vi blev derefter førte op over endnu en bakke og ned til en gamle hvalstation. Her findes rester fra hvalfangernes storhedstid, men netop som vi ankom, satte en kraftig regnbyge en stopper for nærmere undersøgelser af stedet og vi måtte søge ly under nogle store træer.

Op og ned hele dagen

Heldigvis var det kun en byge, og da vi begav os videre gennem regnskoven, klarede det op. Turen bød på mange op- og nedstigninger, ikke voldsomt højt, måske omkring et par hundrede meter, men når det sker syv gange i løbet af dagen, bliver det sammenlagt alligevel til mere end 1.000 højdemeter - og det var der nogle blandt os, der begyndte at mærke. Flere ømme knæ og uvante anstrengelser gjorde, at enkelte så småt satte tempoet ned.

Mødet med delfinen

Ved en bestemt lille bugt villee vi spise den medbragte picnic. Og smukt tager også denne lille bugt sig ud, da vi nærmere os den. Vi har været alene hele dagen og ikke mødt en eneste på dette ellers så populærere udflugtssted, der i højsæsonen kan være overrendt. Men nu er det blevet tid til frokost - og da er det, at vi opdager delfinen. 

Vandet er koldt, men de badende får hurtigt varmen, nu solen virkelig har fået fat. På et udbredt tæppe lægges brød og pålæg, og så er det bare om at holde sig til. Og her mangler ikke noget. Med os har vi lidt for enhver smag. Så ser vi delfinen igen og en af drengene samler to sten, som han slår sammen under vandet for med de "klik-lyde" at gøre delfinen opmærksom på, at han vil have kontakt. Vi ser den et par gange, men så forsvinder delfinen ud i bugten.

Udsigt over øhavet

Frokosten er forbi og vi skal på endnu en udfordring - op på højeste punkt 345 moh. Igen kommer vi ind i regnskoven, hvor træer, bregner og buske er flettet tæt sammen. Faktisk er her flere steder, hvor det kun er muligt at se nogle få meter ind i skoven, så tæt er den. Men sporet vi vandrer på er fint - om end det igen går opad! Anstrengelserne er bestemt ikke forgæves. Oppe møder vi et syn, som kan tage pusten fra de fleste - hvis vi ikke havde mistet den i forvejen!
Under os har vi udsigt til de stejle skråninger på klippekysten og spredt foran os ude i bugten ligger øerne, som grønne malerklatter på en blå palet. 180 grader rundt er der bugter, tanger, odder - og øer i hundredvis. Det er svært at løsrive sig, men vi skal jo videre.

Noget for fugleinteresserede

Foran ligger den halvø, som vi skal ud på og hvor bilerne venter - og nu går det nedad. Efterhånden som vi kommer frem, bliver stien bredere og bredere og fuglene bliver hyppigere. Her får jeg øje på den lille vimse fantail, der hver gang den lander, spreder sine halefjer og rejser dem, så de stråler i sorte og hvide farver. Men den er hurtig. Utallige gange forsøger jeg at fange fuglen med mit kamera - men forgæves. Men her er også andre fugle. Masser af fugle og de synger flittigt - det er jo forår. 
Lokalguiderne er løbet i forvejen og har hentet bilerne, og medens vi venter på, at de sidste kommer ned fra bjergkammen slukkes tørsten.

Tauranga Bay

I bilerne går det ad snoede veje langs bugten og videre nordpå. Først skal vi dog med færge fra Russell til Paihia og efter et par timer når vi den dejlige campingplads ved Tauranga Bay. Så medens madholdet forbereder aftenens middag i campingpladsens fine køkken, gør et dejligt bad underværker.

I morgen besøges havgrotter og mangrove på Whangaroa Bay.