Irazú Vulcano National Park og Orosi-dalen

Irazu vulkanen

De regntunge skyer driver op ad bjergskråningen, da vi i kommer gennem Valle Central på vej op mod det højeste bjerg i Costa Rica - Irazu vulkanen - der med sine 3.432 meter gør det muligt at se både Det Caribiske Hav mod øst og Stillehavet mod vest i klart vejr. Vi har forladt hovedstaden San José, hvor solen skinner og kører i en lille bus ud gennem et meget frugtbart landskab i den store centrale dal, der strækker sig ned gennem landets midte. Her findes de større bysamfund med de fleste mennesker og her dyrkes jorden på store plantager - ikke mindst den så berømte kaffe. Langt op ad Irazus skråninger ses mere af det bølgende frugtbare landskab, hvor det især er grøntsager der dyrkes. Frugtbarheden skyldes aske fra vulkanen, der har været i udbrud mange gange, bl.a. i 1963-65, hvor vulkanudbruddet skabte stort kaos i San José, da aske dalede ned fra himmelen og dækkede gaderne og stoppede floderne. Men asken indeholder mineraler og næring og efter nogle år blev jorden igen frugtbar. 

Irazus skønhed og tætte placering ved landets hovedstad gjorde, at vulkanen blev nationalpark i 1955 og nu er landets mest sete nationalpark med mere end 250.000 besøgende hvert år. 
Tågeskoven opstår, når de varme vinde fra Caribien bærer den fugtige luft ind over landet. Når den rammer vulkanen, presses den til vejrs, afkøles og fortættes til tåge. Desværre ligger vulkanen ofte i tåge, som i dag, hvor vi fra P-pladsen vandrer mindre end 10 minutter hen til kraterkanten. Vi kan dog ingenting se i den tætte, klamme tåge som omslutter os. Vi venter og ærgrer os. Selve toppen ligger i et område med sparsom bevoksning uden træer og kun små buske.

Men som altid i bjergene skifter skydækket hele tiden og pludselig åbner der sig et hul i tågen, og nedenfor - ca. 300 meter nede i bunden af krateret - ses pludselig en smaragdgrøn sø. Et kort øjeblik kan solens stråler skinne gennem de højere liggende tynde skyer og hele krateret med søen i bunden bades i lyset, der reflekteres på de grå og sorte sider af vulkankrateret. 
Vulkanen er ikke rigtig aktiv, men udslukket er den heller ikke. Fra sprækker og revner siver fortsat gasser ud fra jordens indre. Og det er godt med en "trykkoger" med åben ventil, der kan tage presset fra undergrunden. Vi følger rækværket et stykke rundt langs kanten af det største af vulkanens fire kratere med en diameter på 1.050 meter og kan nyde synet af de mange små skræppeblade-lignende planter og blomster, der gror på den stejle skråning.

Til Costa Rica 

Vi ankom med fly sent i går nat til hovedstaden San José og blev mødt af den danske rejseleder og kørte til Gran Hotel Costa Rica ligger så centralt, som det er muligt at bo i byen. Lige midt i den pulserende hovedstad. 
Ideen med at bygge det første store hotel i Costa Rica skete omkring 1920, da den blomstrende kaffeeksport blev hovedindtægten for dette lille land. I 1930 blev hotellet med sine majestætiske fem etager bygget med 120 rum - i smukt ny klassisk arkitektur - midt på et stort torv. Indvendigt oser hotellet af nostalgi, med gamle møbler og historiske billeder og fotografier. I starten af 2000 blev bygningen optaget på listen over den kulturhistoriske arv i Costa Rica. 

Vi er stået op til en vidunderlig solbeskinnet dag, og efter en stor morgenbuffet under halvtaget med udsigt til den vågnende, pulserende by med travle mennesker på vej til arbejde, er vi parate til det første eventyr i Costa Rica Irazu vulkanen.

Lankester Garden

Da vi kører ned fra Irazu vulkanen, kommer vi ud af tågeskyerne og atter ned i solen og varmen i dalen og har sat kurs mod den botaniske have - Lankester Garden - med speciale i orkidéer. Her findes Mellemamerikas største samling af orkidéer - mere end 800 forskellige arter - heriblandt Costa Ricas nationalblomst Guarianthe. Her vokser mange andre epifytter - planter som vokser på andre planter eller træarter uden at beskadige værtstræet - i modsætning til snyltere og/eller "kvælere". Men her er også mange andre vækster, de fleste oprindeligt fra landet, andre er importeret. For os nordboere er det sjældne og helt udsædvanlige vækster, vi vandrer rundt blandt.

Frokost i troperegn

Turen går videre op mod et andet bakkedrag, hvor restaurant Sanchiri ligger højt over Orosi-dalen. På bjergskråningen står flere af de skønne orangerøde blomstrende afrikanske tulipantræer - "Afrika brænder" - og udsigten ned i dalen er imponerende. Over os svæver både kalkungribbe samt sorte gribbe. 
I den åbne restaurant med udsigt ned i dalen og vi når lige at sætte os, da et frygteligt tropisk uvejr sætter ind. Med en voldsom kraft pisker regnen ned og gør på et øjeblik grusvejen udenfor til en sandflod. I en god halv time trommer regnen på taget over os, og lige så pludseligt som regnen kom, stopper den. Luften er renset og vi går ud for at betragte naturen og indsnuse duftene. En gruppe gribbe svæver ude over Orosi-dalen, men trækker langsomt nærmere. Et øjeblik efter er de lige over os og en enkelt svæver med sit enorme vingefang kun ganske få meter hen over vores hoveder - fuldstændigt lydløst.

Gennem Orosi-dalen til ruinerne ved Ujarrás

Da vi atter er nede i dalen, stopper vi for at høre lidt om kaffeplanterne, der er grundlaget for Costa Ricas velstand. Kaffeplanten er en lille busk og når de grønne frugter modnes, bliver de røde. Det sker ikke på én gang, så der skal plukkes på de samme buske mange gange. Inde i bærret sidder to små kerner og det er disse kerner, der ristes og bliver til kaffe. Kaffen udgør kun omkring 20% af frugten. Kaffen her kan ikke høstes med maskiner, men håndplukkes af daglejere - ofte illegale indvandrere fra Nicaragua - der kan tjene nogle få dollars pr. dag, meget mere end hvis de kunne få arbejde hjemme.

Orosi-floden følges gennem dalen, der også betegnes som Mellemamerikas Shangri-La, og vi kommer frem til de smukke kirkeruiner ved Ujarrás. Den oprindelige kirke blev bygget i kalksten i 1693 for at fejre, at den engelske pirat Morgan blev slået på flugt i 1666. Kirken er den næstældst i landet og dermed blandt de første kirker der blev bygget i Mellemamerika. Utallige gange har man genopbygget den, men jordskælv har flere gange væltet murene og enhver tanke om endnu en gang at rekonstruere kirken er p.t. skrinlagt

Cartago

Dagens sidste stop bliver i den gamle hovedstad Cartago, der fortsat er landets religiøse midtpunkt. Her besøges den store kirke Basilica de Nuestra Señora de los Angeles og her ses hvilke gaver i bl.a. sølv som folk gennem tiderne har skænket kirken i håb om at blive helbredt for en sygdom eller som tak for, at de kom gennem et sygdomsforløb med livet i behold. Pilgrimme valfarter hvert år til kirken for at bede til den Hellige Jomfru - La Negrita - landets skytshelgen. Bag kirken findes en kilde, hvor vandet siges at have helbredende kraft.

Tilbage i San José

Efter en fantastisk rundrejse til de tropiske sumpregnskove ved Det Caribiske Hav og til de centrale vulkaner og videre til det mægtige område Guanacaste og Stillehavskysten er vi kommet tilbage til hovedstaden. Atter bliver vi indlogeret på Gran Hotel Costa Rica og er næste dag parate til at udforske lidt af byen.

Det var kaffeproduktionen, der fra 1850’erne gav grundlaget for den begyndende rigdom i landet. Landets overklasse - kaffeproducenterne - ønskede at bygge et nationalt samlingspunkt - Nationalteatret - i ny klassisk stil med indbyggede statuer i italiensk stil og hentede inspiration fra Europa (Pariseroperaen). Både spanske og italienske kunstnere blev engagerede til at bidrage med deres kunst. Byggeriet blev gennemført fra 1890 til 96 og nationalteateret blev indviet i 1897 og er nu blandt landets smukkeste bygninger med plads til 2.000 tilskuere. I en imponerende foyer findes skønne skulpturer og loftsmaleriet mellem trapperne vidner om, at det var kaffebaronerne der skabte dette teater.

Efter rundvisningen spadserer vi over Plaza de la Cultura fyldt med mennesker som sidder på bænke og sludrer, står i kø ved telefonboksene eller som fodrer de mange duer, der findes på torvet. Her kunne vi sidde et stund for blot at se på de mange fremmedartede ansigter, der haster forbi. På pladsen - i tre etager under jorden - ligger det flotte Guldmuseum med en stor møntsamling. Her udstilles guldsmykker og ikoner fra den præcolumbianske tid - fund der ikke blev stjålet og omsmeltet af de spanske conquistatore. 
Her fortælles lidt af fortidens historie, selv om landets guld ikke var nær så omfangsrigt som Christoffer Columbus troede, da han ankom i 1502 og døbte kysten - den rige kyst - Costa Rica. 

Men denne rundrejse i Costa Rica begynder i sumpregnskoven i Tortuguero National Park.