Riverrafting på Sarapiqui-floden

Importeret arbejdskraft

Fra kysten ved Det Caribiske Hav er vi kørt ind i landet til en af de store bananplantager. Ude i plantagen hænger bananstokkene med blå plastik omkring. Det ser underligt ud. Måske er det fordi plastikken beskytter mod sprøjtegifte, måske holder de slanger og fugleedderkopper på afstand og måske er det med til at modne bananen. På transportskinner ude midt i plantagen rulles bananstokkene ind til opskæring, hvorefter klaserne lægges i vandbad, inden de pakkes til eksport. Ofte er det illegal arbejdskraft der benyttes. Nicaraguanere, der ikke kan få arbejde hjemme, kommer i stort antal til Costa Rica og må knokle for nogle få dollars pr. dag. Der bliver stillet bolig til rådighed for gæstearbejderne, men de skal købe deres fødevarer i plantageejerens butik - og det er ikke billigt!

Palmefrugten pejibaya

I en af de nærliggende byer holder vi en længere pause og der er lejlighed til at købe lidt ind. Lokalguiden finder en bestemt frugt hos grønthandleren. Det er en spiselig palmefrugt, der kaldes pejibaya og som vi skal smage i aften. Frugten er hård som bare … og kan ikke spises i rå tilstand. Den skal tilberedes ved kogning i mere end en time. De indfødte elsker dem - specielt anvendt i suppe.

Hotel La Quinta de Sarapiquí Country Inn

Sidst på eftermiddagen er vi fremme ved hotel La Quinta i Chilamate. Her findes en vidunderlig stor, lukket park med mange farvestrålende fugle, der tiltrækkes af bananerne på fuglebrættet. Her kan vi sidde i lang tid og betragte fuglene. Fra terrassen i bungalowen får vi øje på kolibrier, der ustandseligt er på farten for at suge nektar fra de eksotiske blomster, der omgiver os. I et stort indelukke kan vi se sommerfugle i alle afskygninger og i forskellige stadier af deres ejendommelige livscyklus - fra æg til larve samt puppe og endelig til en smuk sommerfugl. Her findes også en frøhave, hvor det er muligt at se mange forskellige farvestrålende frøer, og bagerst i parken findes et par søer med mulighed for at fiske.
Udover aftenens almindelige retter får vi de indkøbte palmefrugter pejibaya serveret kogte og skrællede og med lidt mayonnaise på toppen af det gule frugtkød. Det er en tør mundfuld og smager som en blanding mellem en kartoffel og en kastanje. Men skyllet ned med lidt vin går det!

Riverrafting på Sarapiqui-floden

Ved den nærliggende Sarapiqui-flod møder vi nogle lokale guider, der vil tage os med ned ad floden. Dettte er på ingen måde nogen vanskelig riverrafting. Det er en såkaldt blød rafting på kategori et niveau. Vi har da også fået at vide, at vi kunne beholde dets almindelige rejsetøj på. Forsynet med hjelm, svømmevest og paddel, samt efter en instruktion, bliver vi fordelt i to gummiflåder og glider langsomt ud på floden. Der går dog kun et øjeblik før vores båd bliver oversprøjtet med vand fra den anden båd, der med deres årer "skovler" vand op på os. Jeg har som den eneste mit fotoapparat med - og har lige taget det fra af min vandtætte opbevaringspose - og er naturligvis ikke "begejstret" for, at der nu skal sprøjtes vand på det! Men jeg når at beskytte det og plaskeriet hører op. Vi får gummibåden rettet op og glider ned ad floden med den tropiske jungle på begge sider af os.
- Paddle back, råber den unge lokalguide, og vi forsøger at bremse båden, inden vi når første mindre strømfald. Vi snurrer en gang om os selv og glider nærmest sidelæns ned over faldet. Stenene, der ikke stikker op af overfladen, er lige under os. Vi glider hen over dem og alt går fint. Vi hilser på hinanden ved at løfte årerne op over vore hoveder. Sådan!

Vi bliver iagttaget

Inde på bredden blandt stenene følger en stor gruppe gribbe sejladsen ned ad floden. Gad vide om de er vant til at finde ådsler her? Rester af riverraftere. Jeg tænker mit! 
- Forward, lyder kommandoen og vi lægger igen kræfterne i. Et lidt større strømfald skimtes forude. Skal vi mon ned gennem højre eller venstre løb? Pump, pump, lyder det fra undersiden af gummibåden, da den sætter sig fast på nogle store sten. Det er ret så lavvandet i floden, så guiden må en tur ud i vandet og får efter et lille minut skubbet og trukket gummibåden fri. Og nu går det hurtigt nedad, han når lige at springe ombord igen og kommandere: - Hold on. Vi kaster os ned i midten af gummibåden og en sø står ind over rælingen, da vi glider hastigt ned gennem fossen. Ingen har længere en tør rumpe! Årerne til vejrs. Yes! Sejt.
Vi kommer gennem flere fald - seks-syv gange - hvor højeste fald er på ca. en meter. På sidste fald slår floden et skarpt knæk og vi er lige ved at ramle ind i flodbrinken, da vi med stor fart kommer ud af faldet. Men vi er ihærdige padlere og får i sidste øjeblik rettet gummibåden op og driver langsomt frem til landgangsstedet. 
Det havde bestemt været godt, hvis vi inden turen var blevet bedt om at tage badetøj på. Det kan kun anbefales. Og det dejlige vand kunne bestemt friste til en dukkert, efter det hårde arbejde i gummibåden, der nok kunne fremkalde sved på panden. Vi har dog været forudseende og taget skiftetøj med i håndbagagen, så undertøj, shorts og T-shirts skiftes, så vi ikke skal sidde våde i bussen på den videre færd gennem Costa Rica.

Uforudset hindring

Efter frokosten er det meningen, at vi skal besøge et vandfald, men den lokale guide, der skal føre os frem til dette, dukker aldrig op. Uforudsete hindringer må man regne med på ekspeditionsture - i Mellemamerika. I stedet kører vi videre gennem endnu et frugtbart landskab med store plantager fyldt med ananas, papaja, sukkerrør og bananer på vej mod Arenal-vulkanen.

Sidst på eftermiddagen kører vi gennem byen La Fortuna på vej mod den levende vulkan Arenal, som skal opleves på nærmeste hold.