I Amazonas regnskov

En lang tur over Andesbjergene

Vi sidder tæt i den offentlige bus på vej fra Quito og skal denne formiddag køre til byen Tena på den østlige side af Andesbjergene. Luften er dårlig, dels fra de mange bilers udstødningsgasser, men også de eksotiske dufte blandet med armsved fra vores stående medpassagerer, der hænger ind over os i bussens stropper og armlæn og står som sild i en tønde. Vi er privilegerede at have fået nummererede siddepladser. Vi har pakket en let rygsæk og fået anbefalet at have al vores bagage med ind i bussen og passe godt på den! Vi kunne få bagagen lagt i bussens bagagerum, med stor sandsynlighed for ikke at have den, når vi når frem. Vi er også blevet advaret om at holde et vågent øje med vores ting under hele turen - og det forstår man først, når man har prøvet det. Undervejs stiger folk på bussen for at sælge varer og i "slipstrømmen" af disse kommer unge mænd, hvis formål med besøget i bussen kun kan benævnes som - tvivlsomt. Men vi sidder godt og kan nyde udsigten til landskabet, vi kører igennem.

Ecuadors biologiske mangfoldighed finder vi i landets fire unikke regioner: Andesbjergenes højland, som vi nu er på vej op over. Amazonas regnskov, hvor vi tilbringer de næste par dage. Kystlinien mod Stillehavet og endelig Galapagos-øerne som vi også er så heldige, at skulle opleve på denne rundrejse. 
Ecuador er et af Sydamerikas mindste lande og måler mindre end 1.100 km. fra nord til syd og har "kun" omkring 16 mio. indbyggere. Men det tager tid at flytte sig i bus, specielt når det går opad. Og stigningen op mod passet i Andesbjergene begynder ikke lang tid efter, at vi er kommet ud af hovedstaden, hvor vi har fin tilbageblik mod den højtliggende katedral.

Udsigt til vulkanen Cotopaxi

Efter en god times kørsel holder bussen ind for at få tanket benzin, og vi får lejlighed til i det ekstremt fine vejr at få taget billeder af vulkanen Cotopaxi, der helt usædvanligt står lysende klar denne dag. Normalt er vulkanen indhyllet i skyer. Der går lidt tid, inden vi kommer afsted igen og forventer, at hele turen til Tena vil tage omkring fire timer, så vi kan nå næste bus, der på to timer skal bring os ned til San Pedro ved Napo-floden i Amazonas. Vi er således forberedte på en seks timers lang rejse.
Bussen arbejder sig stødt opefter, alt mens landskabet ændrer karakter. Nu er her ikke flere huse, de dyrkede marker afløses af store græslandskaber med forrevne klippestykker stikkende ud af det frodige grønne tæppe. Vi er på kondorernes hjemmebane og spejder op i den blå himmel efter disse gigantiske flyvere, men ser ingen.
Så er vi oppe i "Jomfrupasset" ca. 3.800 moh. og bussen holder igen ind. Toiletbesøg og lidt forfriskninger i den lokale butik, før det går nedad - ind i Napo-provinsen.

Militærkontrol

Turen fortsætter gennem et spændende grønt landskab præget af pampas, tuer med svajende græs, og et forrevet bjerglandskab med dybe vandfyldte kløfter. Så stopper bussen igen. Det er en militærkontrol og de fleste af os bliver gennet ud af bussen og skal fremvise pas. Mens nogle soldater med deres overdimensionerede skydevåben ser til, er en enkelt i gang med at notere vore navne og pasnumre på en lap papir. Det går der næsten en time med og et hvert håb om at nå den reserverede bus i Tena smuldrer.

Ophold i Tena - en port til Amazonas

Endelig - efter seks timer - er vi i Tena, porten til denne del af Amazonas. Den reserverede bus er for længst kørt og lokalguiden, forsøger at skaffe nye billetter til næste afgang ved 16-tiden. Men de er allerede udsolgt. Derefter kontakt til lodgen, som vi skal bo på ude i regnskoven, og via forskellige forbindelser - forbindelser er gode at have her - lykkes det at skaffe nummererede sæder på næste bus. Vi bruger tiden i Tena til at se lidt af denne støvede by og spise frokost på en af byens restauranter.

Ankomst til Yacuma Eco Lodge en sen nattetime

Så er vi omsider afsted igen i en ældre bus, hvor trængslen om pladserne er endnu større. Udover de faste sæder er her plastikstole opstillet i midtergangen. Det er som om her ingen begrænsning er for, hvor mange der lukkes ind i bussen. Alle kommer med. Og trængslen bliver ikke mindre af, at der fortsat kommer forskellige sælgere ind undervejs. Kaos - men samtidig en stor oplevelse af den sydamerikanske kultur og levemåde. De fleste tager det heldigvis med et smil.

Efter næsten yderligere tre timers kørsel - heraf den sidste time på en grusvej i en bjergrig egn, med lodrette skråninger direkte ned i dalen uden autoværn - når vi i buldrende mørke frem i San Pedro. En hel dag er brugt på blot at bevæge os nogle få hundrede kilometer mod øst ind i Amazonas regnskov - i det område der kaldes Oriente - altså den østlige side af Andesbjergene. Amazonasdelen udgør ca. halvdelen af hele Ecuadors areal, men her lever kun omkring fem procent af statens indbyggere.

Det er for længst blevet nat og det er svært at finde fodfæste, da vi dirigeres ned til Napo-floden og de ventende kanoer, der skal bringe os det sidste stykke frem til Yacuma Eco Lodge. En halv time senere er vi fremme og bliver indlogeret to par i hver dobbelthytte. Hytterne har fælles tag med rummene adskilt af en ca. 2,5 meter høj væg, der ikke når op til loftet, så vi kan tydeligt høre, hvad der foregår på den anden side af væggen.
Efter aftensmaden kan vi krybe under myggenettet og falde i søvn til lyden af nattens cikader og frøer - efter en lang - lang dag.

Yacuma Eco Lodge

I den tidlige morgen er det tid til at orientere sig. Morgendisen er ved at forsvinde og der er kommet liv i fuglene. Der er endnu længe til morgenmaden serveres i restauranten, så vi spadserer en tur rundt på lodgen. Nede ved floden er det specielt kolibrierne, der vækker interesse. Som store biller summer det i luften, når de med stor hastighed suser forbi os, for så at stå stille i luften i et sekund og lynhurtigt flytte sig igen. De er næsten umulige at få ram på - med fotoudstyret. Overalt er her eksotiske blomster, hvor sommerfugle i spraglede farver suger nektar "i kamp" med kolibrierne. Restauranten ligger i den ene ende af lodgen. Midt i ligger en overdækket bålplads og bag dette direkte op mod regnskoven står hytterne. Alle er smukt bygget på stolper for at holde det værste kryb som f.eks. slanger lidt på afstand, og alle har de tag af regnskovens planter - bygget efter chontayacu indianernes traditionelle metoder.

Besøg hos chontayacu indianerne

Efter et flot morgenmåltid møder vi lodgens guide, der vil føre os gennem regnskoven frem til den nærliggende landsby, hvor chontayacu indianerne lever. Men før vi tager afsted, skal vi pyntes, så indianerne vil acceptere vores besøg. Der plukkes en achiote frugt og de inderste kerner mases som derved afgiver en rød farve. Alle bliver vi malet i ansigtet med forskellige symboler, som har deres egen betydning, mandlighed, stor potens, kvindelighed, klogskab, etc. 
Lodgen udlåner gummistøvler til os, da der findes slanger, kæmpemyrer og andet kryb i skovbunden, ligesom der i regnskoven kan være nok så pløret. Det kan ikke anbefales at gå i sandaler eller egne vandresko. Således pyntet sejles vi i kanoerne et lille stykke frem til den modsatte bred og går i land. Guiden viser os de forskellige planter, som indianerne benytter både til føde og til medicin.

Fremme i indianerlandsbyen

Vi kommer frem til en indianer, der holder en anakonda - en af verdens største kvælerslanger, der kan blive op til ni meter lang - i et lille bur. Så får vi set hvordan et sådan bæst ser ud! Vi vader en lavvandet flod og kommer frem til landsbyen, hvor indbyggerne nysgerrigt sidder på flodbrinken og ser på os. De er nu ikke særligt "vilde" at se på med deres T-shirts, shorts og gummistøvler, og da vi går ind i landsbyen, genoptager de deres slidsomme arbejde med manuelt at flytte sten fra floden op til landsbyen, hvor der skal bygges en ny bolig.

Pottemagerkunst og landsbyskole

Under et halvtag ser vi, hvorledes det traditionelle pottemagerhåndværk holdes ved lige. Ler fra floden bearbejdes og formes til små krukker og skåle. Herefter går vi lidt rundt i landsbyen og uddele nogle af de blyanter og kuglepenne vi har haft med som gaver. Og det kan de sagtens bruge i deres skole, der støttes økonomisk af Yacuma Eco Lodge. Vi ser skolen og noget af det arbejde børnene har lavet.

Smagen af chicha - lokalt brygget øl

Der er meningen, at vi skal møde landsbyens åndelige overhoved og når frem til hans hytte, men han er der ikke. Guiden fortæller, at shamanen - medicinmanden - har været i skoven og er kommet til skade og har nu søgt læge (vestlige læge), men vi er velkomne i huset, hvor vi smager chicha. Denne alkoholiske drik er fremstillet ved at kvinderne har tygget en frugtplante - yotatan - og spyttet væsken ud i en spand, hvor den har gæret til den færdige drik. Smagen kan beskrives som tynd, syrnet skummetmælk med et strejf af ostevalle!

Vandretur i primær regnskov

Efter frokost på Yacuma Eco Lodge tager vi på vandring i junglen med lokalguide. Vi skal ind i den primære regnskov, hvilket betyder, at skoven aldrig har været fældet eller benyttet til træproduktion. Kort sagt uberørt regnskov. Her fortælles om de enkelte træers og planters anvendelse, spiselige eller medicinske egenskaber, ligesom der berettes om de dyr vi møder. Ecuador har en biologisk rigdom ud over det sædvanlige på det forholdsvis lille areal. Intet andet land i verden har 1.630 forskellige fuglearter på et så begrænset område. Alene inden for kolibrier findes her 130 forskellige slags. Også andre dyr er rigt repræsenteret og plantevæksterne er uendelige. I denne tropiske regnskov får vi brug for alle vore sanser. Vi skal se, hvor vi går og se hvad vi møder - og se efter ikke at træde på slanger og kryb. Vi skal lytte efter fugle og insekter og til de mangfoldige junglelyde. Vi skal mærke og føle og indsnuse duften af regnskovens sure jordbund og parfumerede blomster, og vi skal smage - men tag ikke fejl for noget plantesaft er ganske giftigt.

Myrekryb

Allerede få meter inde i regnskoven svinger en af de medfølgende indianere sin machete mod et drageblodstræ, så det runger i skoven og den røde saft pibler frem. En lille smule saft kommes på håndryggen og gnides til det skummer hvidt og bliver til den dejligste bløde creme! Vi ser et "vandrende" træ, der er i stand til at skyde nye rødder ud ved jorden og over tid flytte sig til en mere solrig plads i den ellers så tætte jungle. Også kæmpemyrer vises frem og selv indianerne har respekt for disse kryb, som er fire-fem cm. lange og kan give et frygteligt bid. Her skal man ikke sætte sig på halen! Vi får også mulighed for at møde andre myrer - citrusmyrer - der lever i bladenes hulrum. Ja, vi får sågar lov til at smage på disse små kryb! Vi ser kødædende planter, der får insekter til at falde ned i en væske, hvor de opløses og fortæres af planten. Men fugle ser vi desværre ikke mange af i den tætte skov - selv om vi ind i mellem kan høre dem. 

Et uheld på turen

Og vi skal se os for hele tiden. Den danske turleder er på vej op ad en stejl skrænt og ser ikke, at en spids træstamme ligger i vejen, hvorfor han med stor kraft banker sit hoved ind i enden af stammen og får en flænge i hovedbunden, så blodet flyder ned over ansigtet. Han har heldigvis ikke fået hjernerystelse, men en stor forskrækkelse for os alle.
Efter en noget anstrengende jungletur, hvor det går op og ned i uvejsomt terræn, og over og under væltede træstammer, ender turen højt oppe over Yacuma Eco Lodge med en vidunderlig udsigt udover floden og regnskoven.

Heldagstur på flodsystemet

Hele næste dag er afsat til tur på flodsystemet. Vi har intet lokalt kort, så det er svært at orienter sig, men Napo-floden har mange sidefloder alle med forskellige navne - nogle i relation til landsbynavnene. I en af de store motoriserede kanoer sejler vi op ad floden - mod strømmen. Undervejs ser vi fugle som hejre og isfugl, der holder til langs bredden, men snart er vi ude i åbent vand på den brede flod. De fleste steder styres kanoen uden om strømfaldene, der tydeligt kan ses fra kanoen. Vi sejler virkelig opad. Inde på brinken ses flere steder lokale indianere, der graver efter guld i floden. Et hårdt og slidsomt arbejde som ikke er godt for ryggen. I timevis vaskes der guld - ofte blot småt guldstøv - men man ved aldrig, hvornår man kan være heldig.

Strømfald

Kanoen skal op gennem et stærkere - smalt - strømfald, hvor den ikke kan komme igennem med os ombord. Vi sættes derfor af på en lille stenet ø og skal spadsere over på den anden side, hvor vi bliver samlet op igen til den videre rejse. Indianerne kender deres kano og ikke mindst strømforholdene og får manøvreret kanoen op gennem strømfaldet, mens vi begiver os til den anden side af øen. 

Mødet med aberne

Jeg går lidt foran og hen mod en gruppe træer tæt på strømfaldet, da der pludselig bliver levende over mit hoved. Meget levende. En hidsig hvidhovet kapuciner abe springer frem på de yderste grene og hvæser af mig, der uvilkårligt viger tilbage. Det må være en han, der vil forsvare sine hunner, der flygter længere op i træet. Men han er gal og hopper op og ned, så grenen gynger. Mon han springer på mig? Jeg står et par meter fra ham, da jeg ser han får en allieret.

Stor naturoplevelse

En stor brun uldabe har hørt spektaklet og kommer sin ven til undsætning. Og vennen er ikke mig! Også han, der er noget større end kapuciner aben, raser over, at der nu kommer flere af mine rejsevenner til. Han hopper ned på stenene og vandrer frem og tilbage - stiller sig sågar på bagbenene for at se endnu større ud, mens vi alle fortrækker til kanoen, der i mellemtiden er kommet frem til os. En virkelig stor naturoplevelse for de fleste af os.

Amazoonico

Vi når frem til Amazoonico rehabiliteringscenter for vilde dyr, der blev startet i 1993 og siden har modtaget vilde dyr fundet ved illegal handel på det sorte marked og konfiskeret af de ecuadorianske myndigheder. Her er uldaberne af en ganske anden støbning. De har været holdt som kæledyr og vil straks forkæles, da vi ankommer. Men dyrene skal lære at klare sig selv, og det er svært både for dyr og mennesker ikke at ville røre hinanden. Selv om handel med vilde dyr er forbudt i Ecuador, køber folk alligevel bl.a. aber og papegøjer, ja selv ozelotter (sjælden kostbar vildkat) for at holde dem som kæledyr. Efter et stykke tid opdager ejeren, at f.eks. aber skider overalt og at de ikke kan holdes inden døre. Så mistes interessen for dyret, som så indleveres til rehabiliteringscentret. Dertil kommer jægere som bringer unger til stedet efter at have skudt moderdyret.

De fleste dyr, der bringes ind, er i en elendig forfatning - udsultede, hjælpeløse og syge bl.a. med parasitter. Omkring 25% af dyrene der indleveres til Amazoonico, dør inden for de første dage. Andre 25% kan igen sætte ud i den fri natur efter et ophold og omfatter udelukkende sunde dyr, der ikke er præget af menneskelig behandling. Udsætningen sker i naturfredede skovområder, hvorfor Amazoonico også samarbejder omkring beskyttelse af regnskoven. De sidste 50% af dyrene forbliver i Amazoonico, hvor de lever frit på området eller i bure for at beskytte dem fra andre dyr. Selv om den ecuadorianske regering bifalder projektet, gives der ingen økonomiske støtte, så hele projektet hviler på frivillige donationer samt indtægter fra entreen og salget af souvenir fra den lille butik.
En tysk pige viser rundt i området. Hun har gennem sine biologistudier fået kontakt til stedet og bruger et par måneder på at guide gæsterne rundt og fortælle om projektet.

Tubing ned ad floden

Efter en dejlig picnic på en skyggefuld strandbred på vej tilbage - lidt nede ad floden - med udsigt til de rivende vandmasser og en efterfølgende demonstration i den ædle guldvaskerkunst, hvor det faktisk lykkes at finde lidt glimmer. Så er det tid for de som har lyst til at få sig en enkeltmandsrafting ned ad floden - en såkaldt tubing. Fem af rejsevennerne har mod på en ekstra aktiv ferie og i oppustede bilslanger, bliver de - siddende i ringen - sendt afsted ned ad floden. Flere af os andre var ikke helt med på, hvad det gik ud på og havde ikke lyst til at deltage aktivt, men kunne så følge fornøjelserne fra kanoen, som glider med deltagerne ned ad floden. Først går det jævnt. Så kommer det første lille strømfald og der skabes afstand mellem deltagerne. Så forsvinder de første omkring et hjørne i junglen og kanoen sætter efter. Nu er strømmen vildere med bølgeskvulp, skum på toppen og vuggen. Efter en times tid samles deltagerne op i kanoen - ikke helt uden besvær over den høje ræling - men alle kommer vel ombord og vi kan begive os tilbage mod lodgen. Helt usædvanligt ser vi på turen en af de store vulkaner Sumaco, 3.732 moh., der normalt er dækket af skyer.

En aften foran bålet

Det er blevet sidste aften på Yacuma Eco Lodge og på behørig vis holdes der takketaler fra guiderne til os og omvendt, inden der samles drikkepenge ind. Til bålets gløder opfordres vi til at synge og guiderne er begejstrede for det vi præsterer - selv på svensk kan vi begejstre med Josefin og hendes symaskin - skin - skin.

Tilbage til San Pedro og bus til Ouito

Næste morgen er vi tilbage i San Pedro og kan se, hvor langt fra civilisationen vi faktisk er. Denne del af den støvede landsby består af nogle tilsyneladende forladte barakker og en enkelt købmand. I denne lille støvede flække venter vi på, at den offentlige bus kommer, inden vi kører samme vej tilbage mod Quito - denne gang uden at misse bussen i Tena.

Vel ankommet til Quito indlogeres vi på Hotel Fuente de Piedra - et dejligt og hyggeligt hotel med fine værelser og ikke langt fra de gode spisesteder vi allerede kender. Vores kufferter har været opbevaret på hotellet, mens vi har været i Amazonas og nu skal vi pakke om igen. 

De næste dage besøges Galapagosøerne 1.000 km. ude i Stillehavet.