Puno - porten til Titicacasøen

Altiplano - verdens næsthøjeste slette

Vejret er pragtfuldt og luften klar, så vi har vidt udsyn til det tørre landskab, da vi kører tilbage over højsletten Altiplano og igen gør holdt ved Bata Auasy for at få den eftertragtede coca-te mod højdesygen. Der har været underligt tavst i bussen denne morgen. Den danske rejseleder har været syg hele natten med opkast etc. og er mat som en karklud. Måske var der for mange væmmelige bakterier i den pisco sauer, han nød ved en simpel bod i Colca Canyon i går? For os alle hjælper det med lidt coca-te.

I dag har vi en fantastisk udsigt til vulkanen Chachani, 6.075 moh, der står helt klar. Højplateauet Altiplano med en gennemsnitshøjde på 3.600 moh, strækker sig nordvest for Titicaca-søen og næsten 1.000 km. ind i Bolivia og er verdens næsthøjeste slette efter det tibetanske højland. Bussen drejer fra mod Puno og Titicaca-søen og det vidunderlige, barske lavalandskab fortsætter med det ene panorama vue efter det andet - nu med mere vand og dermed også mere grønt. Vi passerer Laguna Sakakani 4.450 moh. hvor vi på afstand kan se flamingoer.

Lagunillas

Ved den opdæmmede sø Lagunillas, 4.413 moh. har vi et længere ophold og spiser de medbragte madpakker - igen med en vidunderlig udsigt. Men vi har købt alt for meget mad, for her i højden har vi ingen appetit. Omkring os er her igen indianere med deres boder og vi benytter lejligheden til at købe et par strikkede fingerhandsker. Neden for højlandet er landet mere frugtbart og undervejs ses store flokke af forskellige lamaer.

Mod Puno

Senere passerer vi byen Juliaca, som ligner en spøgelsesby lige efter at en tyfon har raseret. Overalt er her vådt og husene er ufærdige og ligner nærmest ruiner. Ikke et menneske er her at se. Så får vi det første glimt af Titicaca-søen, der næsten er et hav, større end Sjælland. Søen danner grænse mellem Peru og Bolivia. 

Puno ligger på bjergskråningen ned mod søen, 3.830 moh.,  og er en mangfoldig mosaik af ufærdige, tætpakkede, brune bygninger. De mange ufærdige bygninger skyldes, at man ikke betaler ejendomsskat, når huset ikke er færdigt - så langt de fleste huse bliver aldrig færdigbygget! Det udmærket La Hacienda Hotel ligger ud til Plaza de Armas, så mere centralt kan det ikke blive.

Puno - adgangen til Titicacasøen

Fra værelset er der udsigt over hele pladsen med katedralen på den vestlige side. Vi spadserer en tur i byen og ser nærmere på den ikke særligt prangende - næsten spartanske - katolske katedral bygget i 1757. På pladsen ses også en anden af de meget få kolonitidsbygninger - Casa del Corregidor - som har overlevet siden byens grundlæggelse i 1668. 

Den første inka steg op fra søen

Bag katedralen går det stejlt op til højen med Huajsapata Parken, hvor en kæmpestatue af den første inka Manco Capoac rejser sig over byen. Iflg. inkaernes skabelsesberetning steg Moder Jord - Mama Ocello - og Manco Capoac op fra Titicaca-søen for at sprede lys i mørket og grundlægge, hvad der siden blev Cuzco - inkaernes hellige by.
Fra bakketoppen er der den bedste udsigt ud over byen og Puno-bugten i Titicacasøen nedenfor.

Gågaden Jiron Lima

På gågaden Jiron Lima - i forlængelse af Plaza de Armas - ligger forretninger og caféer side om side med et enkelt eller to interessante huse ind i mellem. Flere af forretningerne er ganske flotte og har et rigt udvalg af moderne design. Gågaden slutter ved pladsen Pino Park, hvor klosteret Vor Frue af Candlemas ligger, og på den anden side af pladsen ses et klassisk, lyseblåt palæ indrettet som folkeskole.

I morgen besøges Uros-folket og Quechua-folket der lever på og af Titicacasøen.