En alsidig travetur i Almindingen på Bornholm

Hans Rømer - manden der genskabte Almindingen

Bornholm var i den tidlige middelalder dækket med skov men kraftig fældning til byggeri - bl.a. Hammershus - og til brændsel, gjorde i løbet af nogle århundrede et så kraftigt indhug i skoven at den næsten forsvandt. Bøndernes husdyr græssede frit, selv om det var kongens jord, hvilket medvirkede til, at den naturlige bevoksningen blev holdt nede og højlyngen - som vi i dag kan se eksempler på i bl.a. Paradisbakkerne - spredte sig. I slutningen af 1700-tallet besluttede man at genrejse skoven og i begyndelsen af 1800-årene blev Hans Rømer (1770-1826) ansat som skovrider og skulle tilplante skoven, så man igen kunne få træ til huse og skibsbyggeri m.v. Altafgørende for successen var, at der blev rejst et stengærde rundt om skoven som kunne holde de græssende dyr væk fra den nyplantede skov. Det meste af dette imponerende Almindingsgærde kan endnu ses. I dag er Almindingen den 5. største skov i Danmark med masser af muligheder for vandreture langs smukke søer og moser, over bakkedrag med øens højeste punkt, forbi store vandreblokke båret hertil med seneste istid, og komme forbi gennem dybe sprækkedale.

Gamleborg - et levn fra vikingetiden

Det går op ad bakke til den ældste stenbygning, man kender på Bornholm. Her er dog ikke nogle bygninger men en nogenlunde intakt indgang gennem en ydre stenmur, der danner en beskyttende vold ind mod borgen. Denne centrale og højt beliggende borg var i vikingetiden (årene 750-1050) øens hovedfæstning og kongsborg, hvor man søgte tilflugt i ufredstider. Man ved ikke med sikkerhed, hvem der har opført Gamleborg, men der er beviser for, at den var i brug, da landets regent var Harald Blåtand (ca. 940-987).
Vi følger stien på den seks meter høje vold og kan skue ud over borgpladsen, hvor der i sin tid har stået forskellige træhuse og længst mod nord ses et vandhul, som sikrede borgens vandforsyning. Gamleborg, der blev fredet i 1821, måler ca. 270 x 110 meter. Fra den nordlige indgang fortsættes ud i skoven ad en gammel nedslidt hulvej.

En vandreblok der ikke rokker

Ruten går nu nordover forbi Græssøen og Hallebakken, krydser landevejen mod Rønne nordpå ad Rokkestensvejen med et kig til søen Åremyr. Et skilt viser ind til en af Bornholms fire såkaldte rokkestene. De mange store blokke som ses i området er ført hertil med isen under seneste istid for mere end 10.000 år siden. De har ligget godt gemt inde i isen og da den smeltede, gled de ned til deres nuværende placering - nogle så tilfældigt at de kunne rokke, når man stødte til dem på en bestemt måde. Vi forsøger at rokke den syv tons tunge sten, men vi har ikke forstand på det, for flytte den, kan vi ikke!

Idylliske skovsøer

Nu kan du vælge at følge den lette rute ad skovstien Snurregade (ja, det hedder den midt ude i skoven!) sydpå eller gå ad et mindre spor ned til den idylliske Puggekullekær. Vi spadserer til søen og følger et lidt glat og vådt spor parallelt med skovvejen langs en mose og kommer frem til en omend endnu skønnere skovsø - Kohullet.

Lilleborg - en kongebolig fra middelalderen

Den markerede rute fører os igen over landevejen, hvor ruinen mod Lilleborg ligger. Lilleborg er strategisk godt placeret på toppen af en 16 meter høj klippeknude delvist omgivet af den smukke Borresø (nogle gange kaldt Borgesø). Da Lilleborg blev bygget i midten af 1100-tallet var den omgivet af mose og sø og der var kun én adgang til borgen, der således var let at forsvare. I magtkampen mellem kongen og kirken var størstedelen af Bornholm i 1149 kommet under ærkebispen i Lund (dengang en del af Danmark), hvilket bl.a. resulterede i at Hammershus blev bygget i begyndelsen af 1200-tallet. Det var i den periode, at kongens borg blev flyttet fra Gamleborg til Lilleborg, hvor der skulle færre mennesker til for at forsvare den nye kongsborg. Men Lilleborg fik kun en kort levetid på 100 år for i 1259 blev den indtaget og brændt som resultat af magtkampen mellem kongen og kirken.
I dag ses ruiner med rester af indgangen, ringmuren, tårne, depoter og boliger, men stedet har været beboet siden stenalderen, hvilket fund i Borresø har givet beviser for. Denne fine borg fra den tidlige middelalder blev ligesom Gamleborg fredet i 1821.

Rytterknægten - Bornholms højeste punkt

Vi følger den markerede rute ad Stenkrogevej tilbage mod Ekkodalen, men drejer til højre ad cykelstien på Krakvejen og atter til højre ad Rågelundsvej og er nu inde på en anden gul rute som går op mod Rytterknægten. En rytterknægt er et gammelt udtryk for en sten, hvorfra en rytter kan stige på eller af sin hest. Om Kong Frederik VII og Grevinde Danner har været til hest, da de besøgte stedet i 1851, fortæller historien intet om. Men i 1856 blev der på Bornholms højeste punkt 162 moh, rejst et udsigtstårn - Kongemindet - til minde om det royale besøg.
Skoven voksede og tog udsigten, hvorfor man i 1899 forhøjede tårnet med et stålstillads, så vi kommer op i 184 meter over havet. En stejl trappe fører op til udsigtsplatformen og er så snildt indrettet, at du går op i den ene side og ned i den anden, så du ikke møder modgående trafik på den smalle trappe. Herfra er der en imponerende udsigt ud over Bornholm og i klart vejr kan du se helt til Christiansø.

Loklippen

Ruten fortsætter ned ad bakke til vi kommer til P-pladsen ved Springbakkehus og her drejer vi ad Mosevejen ind mod Ekkodalen. Der er ikke meget at se på denne del af ruten, men ved Loklippen i Ekkodalens sydlige del er her helt anderledes. Her er borde og bænke, hvor vi nyder den medbragte frokost med en herlig udsigt over lavlandet neden for.

Ekkodalen - Danmarks største sprækkedal

Vi spadserer nu på klipperne højt over Ekkodalen, der er en sprækkedal. En sprækkedal er opstået efter spændinger i det urgamle grundfjeld som dannede revner og sprækker så dybe at flydende stenmasser fra jordens indre kunne trænge op i disse brudzoner. På grund af forvitring og erosion blev det blødeste materiale ført væk med istidens smeltevand og sprækkedalene opstod.
Vi passerer Dronningestenen og følger kanten oven over ekkodalen. Et gammelt navn for stedet er Styrtebakkerne, måske fordi man engang ofrede mennesker her ved at styrte dem ud over klipperne. 

I den nordlige ende af Ekkodalen fører en lang række trappetrin ned gennem Fuglesangsrenden og vi når bunden af Ekkodalen, hvor fra man har det bedste udsyn til de imponerende, lodrette klippevægge. Ved "Ekko-stedet" prøver nogle at råbe for at få ekko, men her er ikke meget ekko tilbage på grund af de mange træer og buske som vokser på klippeskrænterne. Vi er nu tilbage ved udgangspunktet ved Klippely og hvor eftermiddagskaffen kan nydes, inden vi fortsætter mod Dueodde med en af Danmarks fineste badestrande.