Vandretur blandt oldtidsminder i Pipstorn Skov ved Faaborg
Pipstorn Skov er kendt for sine mange oldtidsgrave som findes rundt omkring i skoven. Nogle er mere end 6.000 år gamle, dvs. mere end 1.000 år ældre end pyramiderne i Giza, Egypten!
Danmark - Faaborg
Med sin beliggenhed ud til Det Fynske Øhav kaldes den gamle købstad Faaborg også for "Porten til øhavet".
Attraktioner: Faaborgs gamle købstadshuse og -gårde, Faaborg Museum, Bytur med nattevægtere, Faaborg Miniby, Den Sydfynske Veteranjernbane, Svanninge Bakker, Kaleko Mølle o.m.a.
Turistinformation: Faaborg
Pipstorn Skov var i stenalderen, bronzealderen og i jernalderen en stor begravelsesplads og et kultsted. Dengang var her ingen skov. Den kom senere og dækkede efterhånden gravstederne, hvilket sikkert har været medvirkende til at de findes i dag. Pipstorn Skov har således den tætteste koncentration af synlige fortidsminder på Fyn. Mange af f.eks. bronzealderhøjene er ikke udgravet, men træer og buske er flere steder ryddet, så du på en vandretur rundt i skoven nu kan se nogle af de mange gravpladser.
Vejen til Pipstorn Skov
Du kan vælge at køre til P-pladsen i skovens nordvestlige hjørne ved Lucienhøj 14V. Der er skiltning til skoven fra Alléskovvej. Her findes toilet. Du kan også vælge at vandre fra Faaborg ud til skoven. I så fald skal du gå ud forbi Faaborg Miniby til Den Sydfynske Veteranjernbane, der i sæsonen kører mellem Faaborg og Korinth. Her løber en bred vandre- og cykelsti parallelt med jernbanen og der er ca. to km. langs sporet til du når skoven. Undervejs har du en flot udsigt ud over Faaborg Fjord og øhavet mod Bjørnø. Undervejs passerer du to trinbrætter, der er helt fine til et lille hvil.
Tuegrave fra jernalderen
Når du kommer ind i Pipstorn Skov er der flere muligheder for at vandre rundt i skoven. Du kan f.eks. fortsætte ret frem parallelt med jernbanesporet og lige efter at skovstien slår en bue, finder du en informationstavle ved nogle tuegrave, der er fra jernalderen dvs. omkring 500 f.Kr. til år 0. Et trampespor er trådt ind til nogle mindre hævninger i skovbunden og der er ikke meget at se udover lidt stensætning.
Bronzealderens gravhøje
Følger du retningen mod uret vil du givet komme forbi mange gravhøje fra bronzealderen, dvs. grave fra mellem år 1800 og 500 f.Kr. Som nævnt er disse mere eller mindre frilagte ved at man har fældet træer som har vokset oven på gravhøjene. Mange ser blot ud som mindre bakker i landskabet. I den ældre bronzealder begravede man de døde i egetræskister, men i den yngre bronzealder gik man over til at kremere de døde og begrave dem i urner. Der har uden tvivl været tale om genbrug af gravstederne, som endnu ikke er udgravet. Et sted fortæller en informationstavle om en bronzealdergrav med en stensætning omkring gravhøjen. Der er dog tvivl om det er en grav. Måske en langt senere skibssætning?
Stenalderdysserne på nordsiden af jernbanen
Stien krydser jernbanen og følger du skovstien mod vest møder du næste informationstavle ved en rimelig velbevaret langdysse, der er blandt de ældst kendte grave i skoven fra den yngre stenalder (bondestenalderen), dvs. fra ca. år 3900-2800 f.Kr. Langdyssen har randsten og flere gravkamre med bæresten og dæksten. Dog er en af dækstenene væltet. Måske i et forsøg på at sprænge den til bygningsformål langt senere?
Den store langdysse
Skovens flotteste dysse ligger i svinget op mod P-pladsen og er den store langdysse med fine randsten og tre gravkamre også fra bondestenalderen. Tidens tag havde væltet randstenene, men i 1954 blev den 33 meter lange dysse renoveret og randstenene sat på plads. Under arbejdet fandt arkæologer to flinteøkser og to flintmejsler ved randstenene.
Aktiviteter i skoven
Udover fortidsminderne findes her i skoven også mountainbikebaner, poster til orienteringsløb og hytter med bålpladser og mulighed for overnatning.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser