Vandretur i Fosdalen, Han Herred i Nordjylland
Er du i Han Herred og kan lide at vandre, skal du ikke snyde dig selv for en tur gennem Fosdalen, der er en syd-nordgående fredet dal i et kuperet terræn ved Lien - Danmarks længste indlandsskrænt - der strækker sig 10 kilometer mellem Slettestrand og Tranum.
Danmark - Nordjylland
Nordjylland markedsføres som Toppen af Danmark og Lysets Land.
Mest besøgte attraktion: Skagen, Råbjerg Mile, Rubjerg Knude samt naturen langs Danmarks kyster, herunder Limfjorden. Aalborg Zoo, Fårup Sommermarked og Jesperhus Feriepark.
Mere information:
Lien Danmarks længste indlandsskrænt
Syd for Svinkløv rejser landskabet sig brat op til 66 meter over det flade forland mellem Lien og havet i Jammerbugten. Her starter vi vandreturen fra p-pladsen ved den romanske Lerup Kirke, der er fra middelalderen. Herfra går det ned til skovbrynet, hvor vejvisere fortæller mere om vandreruten. Fosdalen er ca. 1 km. lang og og hele rundturen er omkring 2,5 km.
For mere end 5.000 år siden - i stenalderen - nåede havet helt ind til foden af skrænten og efter at isen forsvandt for omkring 12.000 år siden og trykket på jorden forsvandt, har landet hævet sig fra at være havbund til det flade forland, vi ser i dag. Det karakteristiske for Lien er de mange dybe dale og kløfter, som skærer sig ned i den bløde undergrund. Gennem århundreder har kraftig regn eroderet området, så bl.a. Fosdalen med dens bratte sidedale blev dannet.
Langs med Kildebækken
På det første stykke er stien fin og bred og her kommer vi forbi en sten rejst ved "Vor Frue Kilde", der var en gammel helligkilde, som gennem tiden blev besøgt af syge på Jomfru Marias fødselsdag, den 8. september. Denne valfart udviklede sig efterhånden til det store Lerup Kildemarked, med handel og fest. Men også druk og slagsmål, så præsten i 1585 klagede over "grov uskikkelighed" til bispen på Børglum Kloster, og markedet blev derefter flyttet. Netop ud for stenen starter Kildebækken, som du følger ned gennem dalen, snart på den ene side, snart på den anden side. Kilden vokser til en rislende bæk og undervejs passeres flere sidedale - men bliv på den markerede rute. Langs bækken vokser en rig og varieret flora. På de fugtigste steder er der opsat træbroer.
Op på Lien
Stien ender ude på den asfalterede landevej, hvorfra der kun er kort afstand til Naturcenter Fosdalen. Få meter nede ad vejen viser den røde markering hen til en stejl trappe, der fører op til toppen af Lien - turens mest anstrengende del. Men turen op betaler med en betagende udsigt ud over det flade forland og nu går det tilbage mod udgangspunktet på toppen af de stejle skrænter. Undervejs er der udsigt udover trækronerne på de træer som vokser i dalbunden og du kan se kulturlandskabet på den anden side af Fosdalen.
Ruten snor sig langs kanten på sidedalene - først Lille kællingedal og senere Store Kællingedal - og går langs skovbrynet med lyngklædt åbent terræn på den anden side af stien. Den sidste del af ruten er en smule kuperet med masser af rødder der stikker op på stien. Gode vandresko med en stiv sål kan anbefales.
Ude af skoven åbner landskabet sig med græsplænen neden for Lerup Kirke, hvor der også er opstillet borde og bænke. Her kan du sætte dig og overveje om du også skal vandre en af de andre spændende vandreture i området - f.eks. turen i Fosdal Plantage eller gennem Langdalen. Måske kan vandreturen langs Svinklovene i Svinkløv Klitplantage friste?
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser