Kystvandring ved St. Bees Head, Cumbria

Turen til St. Bees

Denne smukke morgen er vi kørt fra Windermere syd om søen via Newby Bridge og følger vej A590 til Greenodd, hvor vi følger vej A5092, der senere løber sammen med A595 op langs kysten i det vestlige Lake District. Vejen er for det meste bred og overskuelig, når vi først har sluppet Windermere. Vi kommer ud i et fladere område og kan fra vejen ind i mellem skimte havet til venstre for os, mens vi køre mod nord. Der er tydelig vejviser mod St. Bees. Efter at have passeret jernbanelinien drejes til venstre for at komme ned på den store parkeringsplads lige syd for selve St. Bees Head.
Her starter en af de store engelske vandreruter "Coast to Coast Walk" en 306 km. lang rute, der går tværs over Nordengland, gennem tre nationalparker (Lake District, Yorkshire Dales og North York Moors) og ender på østkysten ved Robin Hood’s Bay i North Yorkshire. Det tager normalt 14 dage at vandre hele ruten, der oprindeligt blev udtænkt af Alfred Wainwright, men i stedet for blot at starte vandringen her på stedet, ønskede han, at vandrerne lige skulle have dyppet fødderne i Det Irske Hav og lagde en sløjfe på - St. Bees Head - som udgør en hel lille vandretur i sig selv. Det er den vi skal prøve i dag.

Sydpynten med fugleliv

Det er en fin lille sti, der snor sig stejlt op ad klinten og snart har vi en glimrende udsigt til stranden ved St. Bees, hvor tidevandet så småt er ved at trække sig tilbage. Nedenfor er en gruppe vandrere netop ved at dyppe deres vandresko i havet inden starten på "Coast to Coast Walk"-turen. Allerede ved sydpynten fornemmer vi hvor storslået er her. Det dramatiske landskab består af to pynter med stejle sandstens klipper adskilt af en dyb kløft, hvor der er adgang til stranden - Fleswick Bay. Vi ser enkelte fugle på det første fuglefjeld og her er i alt fire observationssteder til fuglefjeldene på St. Bees Head, der samtidigt er det eneste sted i England, hvor den sorte lomvie yngler. Her yngler også masser af rider. Lunderne (søpapegøjer) skulle også være her, men dem ser vi ikke. Måske er de allerede på havet?

Det vestligste punkt i Nordengland

Undervejs passeres flere hegn og vi kommer ind mellem fårene på såkaldt "Open Access Land" hvor grundejeren har åbnet sin mark for offentligheden. Der appelleres naturligvis til at blive på stien, dels for at undgå at forstyrre dyrene, men også for at undgå yderligere erosion i terrænet. Vi kommer skråt ned i kløften ved Fleswick Bay og op på den anden side (og ærgrer os bagefter over ikke at være gået helt ned på stranden for at observere fuglefjeldene herfra) og kommer frem til det vestligste punkt i Nordengland - selve St. Bees Head.     

Et imponerende fuglefjeld

Stanken af fisk fra fugleekskrementer rammer os som en usynlig mur. Den løftes over klippen med vinden, der står ind fra Det Irske Hav, da vi når op på St. Bees Heads. Der er ingen tvivl. Vi står på toppen af et fuglefjeld. Og nu kan vi se de første rider glide på vindens opdrift og nedenfor har sorte lomvier travlt med at komme frem og tilbage fra havet. Her er det vi meget tydeligt kan lugte fuglene. Det viser sig også at være en meget stor koloni af lomvier som holder til her. Vi kravler ud på et af observationsstederne, der er sikret med hegn - kun en tåbe respekterer ikke indhegningen - og kan i ro og mag studere fuglene. I tusindvis sidder de på små afsatser og det er et under, hvorledes de voksne fugle finder frem til deres afkom. Vi bliver ved fuglefjeldet et stykke tid og ser os mætte. Der er så meget at se på.

St. Bees Lighthouse

Vi runder pynten og vandrer forbi det lave fyr øverst på bakken og få udsigten videre mod nord - mod byen Whitehaven. Så går vi tilbage ad en asfalteret vej op forbi fyret, der ikke er meget mere end otte meter højt, og følger vejen ind i landet.

Der kom et får i vejen

Vi passerer en gård, hvor vi skal gennem to gærde, og kommer ud på landevejen, der snor sig i det bølgende landskab. Netop som vi kommer ned over en bakke på den smalle vej kommer fårebonden imod os med sin flok, som han genner frem med råb og store armbevægelser. Flokken stopper naturligvis og er i vildrede, da den for øje på os. Bonden vinker os ind til siden og vi træder så langt ud i rabatten som det er muligt. Han må råbe et par gange, inden han får jaget flokken forbi os og da han selv passerer, får vi et venligt nik som tak for hensynet. Vi følger landevejen forbi svajende kornmarker til Sandwith og videre gennem Rottingham før vi atter drejer ind på "Open Access Land".

Frokost på havbunden

Vi vandrer forbi campingpladsen tilbage til stranden ved P-pladsen, hvor det i mellemtiden er blevet lavvande. På de tørlagte sten spiser vi den medbragte frokost.

Whitehaven

Herefter kører vi til Whitehaven, hvorfra det er muligt at komme med båd ud at se fuglefjeldene fra søsiden.
Hjemturen går ad den hurtige A66 til Keswick og ad A591 tilbage til Windermere. 

I morgen skal vi klatre i træer og svinge os gennem skoven i Grizdale.