Alt dette oplever du på vandreturen i en gruppe rundt om Mont Blanc - del 1/2

Ankomst til Hotel de la Fontaine i Les Houches

Vi er 15 forventningsfulde vandrefugle som er taget til Frankrig for at vandre rundt om Mont Blanc - Vesteuropas højeste bjerg, 4.810 moh. På Hotel de la Fontaine lidt uden for Les Houches i Chamonix-dalen, bliver vi præsenteret for hinanden og forbereder morgendagens første etape. 
Tour de Mont Blanc - TMB - er blandt verdens mest populære vandreruter, som de kommende dage skal bringe vandregruppen gennem den blomstrende alpine have, over høje bjergpas, forbi iskolde gletsjere og forfriskende brusende vandfald - hver dag med sin enestående bjergtagende udsigt til golde bjergtoppe og dybe frodige dale. Hver dag arrangeres en picnic, hvor den medbragte frokost fordeles mellem os, så vi skulle faktisk have haft en tallerken, et drikkekrus samt eget bestik med hjemmefra. Men den klarer turlederen i morgen.
TMB-ruten kan vandres både mod uret og med uret og på denne tur vandrer vi med uret, hvilket betyder, at vi starter vandringen i Frankrig, fortsætter et par dage i Schweiz, kommer gennem Italien og vender så tilbage til Frankrig. Undervejs findes flere alternative ruter, som kan følges alt efter gruppens erfaring og formåen - men grundlæggende følger vi den gult-markerede TMB-rute. Bagagen bliver transporteret til næste overnatningssted, vi skal således kun bære på det, der skal bruge i løbet af dagen

Se Tv-program i fuld længde: Anne-Vibeke Rejser - Tour de Mont Blanc

Over Col de Balme

I det flotte solskinsvejr vandrer vi ned til den nærliggende jernbanestation og tager lokaltoget gennem Chamonix-dalen. Undervejs er der bl.a. udsigt til den berømte Glacier des Bossons, der rækker en gletsjertunge næsten helt ned i dalbunden. 
Vi står af i Montroc, hvor dagens proviant fordeles mellem os, og går ad landevejen op til byen Le Tour, hvorefter vandringen starter op gennem skoven. Det er en "barsk" stigning at lægge ud med, men belønningen i form af udsigt ned i Chamonix-dalen og de gletsjerdækkede bjerge bag os er alle svedperlerne værd. Snart er vi fri af skoven og kommer op på græsarealerne, hvor det lufter lidt mere. Temperaturen er tæt på de 30 grader. De forreste gør holdt og venter på dem, der ikke går helt så hurtigt. 
Bag os rejser Mont Blanc-massivet sig med en enestående udsigt til Mont Dolent, 3.823 moh. der "skygger" for udsigten til selve Mont Blanc. Nu er det bevist, når man siger, at man ikke kan se bjerget, man går på. Bjerge skal ses på afstand.

Første picnic

Ruten deler sig og vi kan vælge at gå over bjergtoppen Aiguillette des Posettes, 2.201 moh. men den lokale turleder tager den lavere rute nedenfor og da vi når frem til Charlets de Balme, en samling bondehuse, hvor der også er en lille restaurant, slår vi os ned i græsset oven for husene. Frem af rygsækken "tryller" turlederen et par flasker rødvin, som vi nyder til pølsen og osten. - Kan I lide det? kommer det søgende fra turlederen, og der er lidt delte meninger om at drikke rødvin midt på dagen på en vandretur! Rødvinen er god, men de fleste af os foretrækker at slukke tørsten med vand!

Ind i Schweiz

Turen fortsætter ad et short-cut-spor, der fører op til turens første pas - Col de Balme, 2.191 moh. Her passeres grænsen til Schweiz og udsigterne ned på begge sider af passet er imponerende. Men at vi skal helt ned i bunden af Schweiz, er næsten ufatteligt! 
Vi kommer ind på en stenet serpentinesti, der snor sig ned langs bjergskråningen og fortsætter ind i den underliggende skov. Her er mange løse rullesten, så vi skal træde varsomt for ikke at falde. Langt under os kan vi se målet for dagens vandring - landsbyen Le Trient - og efter at have passeret floden Nant Noir kommer vi ud i et fladt kulturlandskab, hvor græshøsten allerede er i fuld gang. På den anden side af landsbyen ligger hotel Relais de Mont Blanc, hvor også andre vandregrupper skal overnatte. Vi får dog "egen" sovesal med plads til 18 personer fordelt i tætstående køjer. Her er tæpper og puder, så det eneste ekstra vi skal bruge er lagenposer samt hovedpudebetræk, som vi har med hjemmefra. Samt ørepropper!

Over passene Col de la Forclaz og Alp Bovine

Turlederen fortæller, at her findes to ruter til byen Champex, som vi kan vælge til dagens vandring. Den ene går over Fenêtre d’Arpette, 2.665 moh. og vil kræve en opstigning på ca. 1000 højdemeter langs Glacier de Trient og lige så mange højdemeter ned gennem Arpette-dalen til Relais d’Arpette. Den anden rute går over Col de la Forciaz med ca. 200 højdemeter og Alp Bovine, med ca. 500 højdemeter. Den tygger vi på i et splitsekund og vælger sidstnævnte, så alle i gruppen kan være med. Og det er såmænd hårdt nok at gå op gennem skoven til Col de la Forciaz, 1.527 moh. Her findes en lille butik, hvor de som ikke har vandrekort hjemmefra kan anskaffe sig et.
Vi vandrer på bjergskråningen højt over Martigny-dalen og møder de første køer med kobjælder, der sender et monotont og forvirret, klangbillede gennem skoven. Så passeres rutens højeste punkt Col le Portalo, 2.040 moh. og vi kan nedenfor se traktørstedet Alp Bovine og de bagvedliggende høje bjerge på den anden side af Champex.

Picnic ved Alp Bovine

Alp Bovine, 1.987 moh. er et hyggeligt lille sted, hvor man foran gamle komfurer tilbereder forskellige retter til de forbipasserende. Vi har dog selv picnic med, men får alligevel lov til at benytte steders faciliteter, mod at købe drikkevarer. Efter frokost og kaffe etc. er der vist ikke mange af os, der har lyst til at løsrive sig fra dette dejlige sted - måske en lille lur presser sig på? Temperaturen har passeret 30 grader, men en let brise gør det behageligt at sidde under parasollens skygge.

Stenet sti

Turen fortsætter forbi La Lure, hvor vi passerer en større kvægflok med flere tyrekalve der stirrer underligt på os. De er nu ganske fredelige. Måske har de mange fluer taget temperamentet af tyrene? Måske er det for varmt til overhovedet at gøre noget som helst? Vi går nu højt over Champex-dalen og ruten fortsætter ned over en række store sten, som er vanskeligt passable for de af os med korte ben! Vi må hjælpe hinanden, men et fald kan næsten ikke undgås, så vi går forsigtigt nedad. Undervejs krydses flere iskolde vandløb, hvor de forreste i gruppen har tid til at smide vandrestøvlerne og få fødderne afkølet, mens de venter på de bagerste i gruppen.

Så skal vi op igen - gennem uvejsom skov og langs et vandfald - et short cut - for pludselig er vi på landevejen som fører ind til næste overnatningssted Relais d’Arpette, 1.627 moh. yderst i den vidunderlige smukke dal af samme navn. Vi indretter os i 6-personers rum og får et forfriskende bad med gode toiletfaciliteter, inden vi får serveret en traditionel og velsmagende ostefondue.

Gennem Forret-dalen

I går havde vi ventet lokalt uvejr og selv om det var trykkende lummert, kom vi tørskoet frem. Til gengæld følte jeg, at nogen på et tidspunkt i nat tændte deres pandelampe, men det var lyn og glimtende blev bekræftet af torden og buldrende regn. Kan vi virkelig være så heldige, at have fuld sol om dagen i otte dage og kun regn om natten? Det viser sig, at ønsket holder stik.

Da vi starter dagens vandring, er solen ved at brænde resterne af nattens regnskyer af og vi går ned til byen Champex, der ligger for enden af Val Forret, som vi skal vandre gennem i dag. Byen ligger smukt ned til søen Lac de Champex, og der er lejlighed til at se lidt nærmere på byen. 

Ældgamle landsbyer

Fra Champex går det først op gennem skov forbi store stenskred og klippehuler og senere ned på landevejen gennem de idylliske små landsbyer Issert, les Arlaches og Praz de Fort - landsbyer med klassiske træbygninger nogle helt tilbage fra 1700-tallet. Her er gaderne så smalle, at to biler ikke kan passere hinanden og husene står så tæt, at en ildebrand ville være en katastrofe.
Tidligere gik vandreruten langs Ferret-floden, men et stenskred rev stien med sig for nogle år siden, så det nu er umuligt at vandre der. Derudover er der længere inde i dalen bygget en dæmning, hvorfra der uden varsel lukkes vand ud i floden, hvilket kan bevirke en flodbølge, det ikke er sjovt at blive ramt af! Derfor ligger vandreruten nu højt oppe over stenskredet og floden og det skal vi op over. Efter passagen går det atter nedad mod floden og vi finder et passende - sikkert - sted at indtage dagens picnic.
Resten af dagens vandretur er let gået. Vi kommer forbi brusende vandfald og ved det blanke bjerg l’Amône kan vi iagttage bjergbestigere på vej op. Ikke længe efter er vi fri af dalen og kan se "kæmpen" Mont Dolent, 3.823 moh. rejse sig i sin mægtige vælde. Bjerget ligger netop på grænsen, hvor Schweiz, Frankrig og Italien mødes.

Hotel les Glaciers

I byen La Fouly indlogeres vi på Hotel les Glaciers - og man forstår navnet. Fra hotellet er der en imponerende udsigt til Glacier de l’A Neuve. Sammen med andre af hotellets gæster nyder vi en forfriskning under parasollerne på hotellets store terrasse og suger indtrykkene til os, inden vi efter aftens buffet indretter os i hotellets kælder på en 18 personers sovesal.

Over Grand Col Ferret

Morgenmaden er - ligesom aftensmaden i går - rigtig god, for her er både frisk brød, ost, skinke marmelade og yoghurt. Ikke nogen typisk "fransk" morgenmad, der normalt består af halvtørt brød, smør og marmelade, kaffe eller te og slet ikke er nok til danske vandrere, som har brug for energi! Så mætte og med fyldte vomme begiver vi os ud på vandreturens måske allersmukkeste delstrækning - turen over Grand Col Ferret. 
Først "skal man så grueligt meget igennem" og det går stejlt op på bjergskråningen over Val Ferret, men igen er belønningen en imponerende udsigt tilbage til dalen vi kom fra. Ikke en sky har vi på himmelen og temperaturen er mere end 30 grader i dalen - lidt køligere oppe på bjerget. Da vi runder bjergskråningen ved la Dotse flader stigningen ud og ruten fortsætter jævnt op gennem den alpine have. Her er en vidunderlig farverig flora, som vi kun finder her i højderne. Sommerfugle og insekter svirrer omkring i blomsterhavet. Ved La Peule, 2.071 moh. får vi en kop formiddagskaffe, inden vi fortsætter jævnt op mod Grand Col Ferret.

På grænsen til Italien

Foran os ses toppen af et snedækket bjerg, der lige akkurat stikker sin top op over passet, hvilket animerer os endnu mere for at komme derop. Efterhånden som vi kommer længere og længere op, bliver bjergene bag passet større og større, vildere og vildere. Så er vi oppe i passet 2.537 moh. på grænsen til Italien. Mod nord har vi Glacier de Pré de Bar, hvis gletsjertunge snor sig ned mellem sidemorænerne og ender langt nede i den italienske del af Val Ferret. Mod syd kan vi se langt ud i Ferret–dalen, der i Italien fortsætter i Val Veny. Vi kan i det klare vejr sågar se helt til Glacier du Miage, hvor vi skal vandre i morgen. En frisk vind blæser i ansigtet på os, så vi går blot nogle få meter ned på læsiden for at spise den medbragte picnic - og slå mave. Der er lejlighed til at få luftet fødderne og strækket ud. En lille lur bliver det også til på den times tid, vi holder hvil.

Stejlt ned gennem bjergskråningens blomster

Vi møder en fåreflok på vejen op mod passet og en af fårehundene  kommer frem til os for at iagttage situationen. Hunden er ikke et kæledyr og vi lader den være. Disse fårehunde vokser op sammen med fårene, som den betragter som sine unger og vil forsvare dem mod alt. Hunden er dog ganske fredelig og lunter afsted igen.
- Der er ikke ret langt ned til refugiet - i kilometre - men det er stejlt, så tag den med ro. I kan ikke tage fejl af stedet, for ruten går lige ind til bjerghytten, kommer det fra turlederen. De første forsvinder ned ad skråningen og vi følger efter lidt senere. 

Refugio Elena

Også på denne sydvendte bjergskråning er vi på vandring i den alpine have. Overalt er her blomster, røde, gule, blå, grønne. Engblomme, azalia, ensian, marguerit og andre krysantemum samt utallige mange flere. Vi når ned til Refugio Elena, 2.062 moh. for foden af Glacier de Pré de Bar, hvorfra en smeltevandsflod bruser videre ned i Ferret-dalen. Vi sætter os på en lille bakke, hvorfra vi også kan betragte både gletsjer og dalen under os, mens vi nyder en forfriskning og får udlignet dagens væsketab! Sovesalen, der vel kan rumme omkring 50 personer, er fint indrettet i mindre afsnit adskilt af garderobeskabe og køjerne, ligesom badeforholdene er i top. Det bliver alligevel en noget "klam" nat, da de øvrige vandrehold (læs franskmænd) vi sover sammen med bestyrer vinduerne, der desværre forbliver hermetisk tillukkede gennem hele natten. Franskmænd hader vist frisk natteluft!

Se / gense ONLINE foredrag om vandreturen rundt om Mont Blanc