Alt dette oplever du på vandreturen i en gruppe rundt om Mont Blanc - del 2/2

Over Col de la Seigne

Vi kunne have fulgt landevejen, men det er for kedeligt. I stedet fører den lokale turleder os denne solskinsmorgen ned i dalen via et lille spor langs vandfald og over gamle snedynger. På P-pladsen i bunden af dalen venter vi på den offentlige bus, der bringer os ind til byen Courmayeur. Efter lidt venten fortsætter vi i bus op gennem Val Veny frem til udgangspunktet for dagens egentlige vandring over Col de la Seigne. Vi har på intet tidspunkt på denne vandring rundt om Mont Blanc været alene på ruten. TMB-turen er populær. Og i dag er ingen undtagelse. Flere skoler er på sommerudflugt og mens vi vandrer op gennem den første del af dalen, passerer vi nok mere end 150 andre vandrere på vej op ad bjerget!
Ved en bro hvorunder vandet fra Lac de Combal vælter videre ned i dalen, spiser vi den medbragte picnic. Tæt under bjergtoppene "Den hvide nål" og den sylespidse "Sorte Nål" vandrer vi over tidligere smeltevandsaflejringer og kan begynde opstigningen. Oppe bag en morænevold ligger Lac du Miage under gletsjeren af samme navn, men der bliver desværre ikke tid til at gå derop, da det vil tage mere end en time. Gruppen vandrer i stedet forbi Refugie E. Soldini, 2.195 moh. tæt under Glacier de la lex Blanche.

Murmeldyr

Undervejs høres de karakteristiske korte advarselshyl fra murmeldyrene, men vi har svært ved at få øje på dem. da de falder godt ind i naturen. Specielt når de kun sidder med hovedet lige akkurat stukket op af deres jordhuler. En italiensk familiefar peger begejstret på en skråning over for, hvor vi går. Jeg blander mig og han forsøger at forklare mig, hvor jeg skal kikke. Mit blik flakser rundt på græsarealet og ved de små buske der gror på skråningen, men jeg ser ingen murmeldyr. Han prøver igen og så ser jeg dyret lige uden for jordhulen. Og nu bliver det pludseligt meget lettere også at få øje på andre murmeldyr, der har travlt med at springe rundt i græsset. Jeg bliver der en stund og kommer lidt bagud fra min vandregruppe, for der skal jo være tid til fotografering m.v. og jeg ved, at de venter på mig længere oppe.

Oppe i passet

Vi passerer et hus, som for nogle få år siden blev benyttet som italiensk militærbarak, men som nu er indrettet til at alpint center, der giver information om Mount Blanc som en region delt mellem tre lande. Stedet hedder La Casametta og ligger 2,365 moh. med udstillingen Espace Mont Blanc. Col de la Seigne har været benyttet som overgangssted allerede siden Romerriget og op gennem middelalderen. Da bjergbestigningssporten tog fart, var passet blandt de naturlige udgangspunkter for de engelske eventyrere der ville besejre Mont Blanc. Oppe i selve passet Col de la Seigne, 2,516 moh. passeres grænsen til Frankrig, med direkte udsigt til fantastiske Mont Blanc. Herfra synes Vesteuropas største bjerg ikke som det højeste, men det er fordi bjerget ligger længere væk, end man umiddelbart anslår og de tættere liggende bjerge synes meget større.

Refuge des Mottets

Så går ned ad serpentinestier der snor sig stejlt ned langs bjergsiden mod næste overnatningssted Refuge des Mottets, 1.870 moh. Sovesalene er her indrettet i to gamle kostalde, hvor der i hver stald er plads til 50 personer, som ligger side om side i en lang række på løftede brikse ca. en meter over gulvet. Her er god plads til bagage under sengene. Derimod er bade- og toiletfaciliteter begrænset. To pedaltoiletter til ca. 100 personer er bare for lidt. Nogle har tålmodighed til at stå i kø for at få et bad. Det har jeg ikke, så i dag bliver det til lidt etagevask under den iskolde vandhane! Til gengæld dufter hele refugiet af mad, mens vi venter på spisetid, og vi bliver endog meget glædeligt overrasket, da der serveres rigtig gedigent landbomad. Imponerende så effektivt der her bliver serveret mad til omkring 100 personer - og mere imponerende bliver det, da der pludselig lyder harmonikaspil og franskmændene begynder at synge med på deres hjemlige viser. Så kommer der en kande lokal vin mere på bordet og der synges indtil natten falder på.
Trods det, at vi har ligget 50 personer i et stort rum har jeg sovet som en sten. Ventilationen var i orden. Det er dog ikke alle, der har sovet lige tungt. Min sidemand har fået blå mærker efter at hans kone har dunket ham på skulderen gennem det meste af natten, fordi hun tror, at det er ham der har snorket. Manden er ganske uskyldig. Snorkeren var mig! Godt at jeg lå beskyttet på den anden side af ham!

Over Col des Fours

Vi står atter op til en smuk dag, hvor solen skinner fra en helt skyfri himmel. Første stop på dagens vandring er ved la Ville des Glaciers - et underligt navn på et sted, hvor man dårligt kan se en eneste gletsjer. De ligger på den anden side af bjerget eller i Italien vi lige er kommet fra! Byen består kun af en samling huse, hvor der drives et osteri og vi får lejlighed til at se, hvorledes mælken og osteløben opvarmes og bliver til de dejligste oste. Her tilsætter man naturligvis ingen kunstige smagsstoffer til sine oste. Det er alene de mikroorganismer, der er i det græs, som køerne spiser, der via mælken og behandlingen af osten, giver smagen. De der vil, kan smage på udvalgte oste.

I højalpint område

Vi vandrer længere op ad bjerget og kommer op i et højalpint område, hvor landskabet er mere goldt. Fremme rejser en karakteristisk klippeside sig og det er der, vi skal op. Ikke nogen stejl stigning, men en lang stigning. Der er ikke andet at gøre end at sætte sit eget tempo. Så kommer man op. Glem alt om at følge med de hurtigste. Lad dem blot løbe. Et sted har vandet slidt hele bjergsiden blank, så det fremstår som et helt abstrakt maleri - et af naturens små mesterværker. Nedefra kan vi skimte andre vandregrupper oppe på ryggen mod Col des Fours og efter endnu en halv times kamp mellem vilje og fysiske kræfter, når vi op på en snebunke på toppen af passet, 2.665 moh. Udsigten er fantastisk. Mod nord kan vi igen betragte Mont Blanc’s imponerende iskappe og mod syd en helt række takkede bjergtinder. Turlederen fortæller, at han har været på rundturen otte gange tidligere, men aldrig før set Mont Blanc så klart og han ærgrer sig over ikke at have taget sit kamera med! Så vi er i sandhed meget heldige med vejret og hele turen.

En sten på varden - og vi får godt vejr!

Vi vandrer lidt ned mod Refugie du col de la Croix de Bonhomme, men stopper i krydset ved en store varde, hvor flere vandreruter mødes. Nu er det åbenbart også blevet "moderne" at sætte nepalesiske bedeflag på franske varder! Ved fælles hjælp får vi lagt endnu en sten oven på varden, hvilket skulle give godt vejr i morgen - bønner eller ej!
Efter picnic lidt nede på bjergsiden fortsætter vi ad TMB-ruten rundt om en udløber på bjerget og kommer i en bue ned til passet Col du Bonhomme, 2.329 moh. Så ligger Contamines-dalen for vores fødder og en meget lang nedtur kan påbegyndes. Først på mindre vandrestier, senere på brede stier, hvor den nøgne klippe stikker op mellem grus og rullesten. Vi følger den brusende flod Gorge ned gennem skoven og passerer Romani-broen dateret 1425, hvorunder floden har skåret en dyb kløft og hvor vandet presses igennem med stor kraft - deraf navnet Gorge. Endnu har vi en kilometer ned til P-pladsen ved kirken Notre Dame de la Gorge, hvor vi atter mødes.

Hotel Mount Joly

I solen er her bagende varmt. Skoven lær for enhver vind. I kirken er her køligt - og fredfyldt. Et øjebliks hvil - og eftertænksomhed. Så ankommer den offentlige bus, der transporterer os til Contamines, hvor vi indlogeres på Hotel Le Mont Joly. Det er et dejligt hotel med en rigtig god atmosfære, hvor værtinden har sat sit personlige præg på indretning af såvel værelser som opholdsstuen ved baren. Hjerter og edelweiss er dominerende - og læderstolene er ikke glemt.

Glacier de Bionnassay

I dette engelskprægede hus ved man hvad der skal til af morgenmad, for at lægge en god bund før dagens vandring. Så her mangler intet.
Et par taxaer bringer os frem til landsbyen La Villette, hvorfra det går stejlt op ad en lille grusvej til næste landsby Le Campel. Vi fortsætter ind i skoven - videre opad - og passerer smukke kaskader af vand, der sprøjter ned ad bjergsiden. En iskold vind fejrer ned gennem skoven og fortæller os, at vi er tæt på isen. For foden af den mægtige gletsjer Glacier de Bionnassay vælter smeltevandsstrømmen videre ned i dalen. Vi skal over på den anden side via en hængebro. Folk med højdeskræk kan gå med lukkede øjne! En efter en sendes vi over den let gyngende hængebro og alle klarer det fint. Nogle tager sig endog tid til at stoppe op for at iagttage dette dramatiske syn midt fra broen. På den anden side af gletsjeren vandrer vi via en dal op på siden af morænekanten og har udsyn til gletsjeren, hvor den nederste del af isen ligger delvist skjult under sorte sten og grus langt under os. Isen dernede er måske omkring 40 meter tyk!

Forbi Mont Blanc-banen

Senere går vi samme vej tilbage og fortsætter på den anden side af dalen og kommer frem til en smal sti på skråningen under Mont Blanc togbanen. Flere steder er der spændt jernkæder ud langs klippesiden, som vi kan holde fast i, når vi passerer de stejleste steder. Vi går op til jernbanestationen ved Mont Blanc-banen og videre op til restaurant Bellevue, hvorfra der er en fin udsigt til Chamonix-dalen og hvorfra vi tager kabineliften ned til Les Houches.

Hotel Les Melezes

Et par hundrede meter fra kabineliften finder vi turens sidste overnatningssted - Hotel Les Melezes. Efter indkvarteringen er der mulighed for at gå en tur i byen for at handle. Nogle køber souvenir, andre har forskellige oste med hjem. Det er sidste aften. Ringen omkring Mont Blanc er sluttet og under middagen tager vi afsked med turlederen, der allerede i morgen har en ny gruppe, som han skal føre gennem Mont Blancs alpine have.