Tag børn og børnebørn med til indlandsisen

Moskussafari i Kangerlussuaq

Efter flyveturen med Air Greenland fra København til Kangerlussuaq havde vi nogle timer før vi skulle flyve videre mod Ilulissat. Vi har flere gange været i Kangerlussuaq, der normalt har et tørt og meget stabilt klima – men denne dag regnede det og skyerne hang tungt ned over de grå fjelde. Hjemmefra havde vi bestilt en moskussafari og i stedet for at sidde rastløs i en kedelig lufthavnsbygning, tog vi med på tur. Turen bag om lufthavnen og via broen over smeltevandsfloden Watson River og op på fjeldet Ravneklippen (Black Ridge) blot 10 minutters kørsel fra lufthavnen, gav intet resultat. Men fra fjeldtoppen havde vi et fint vue over lufthavnsområdet og kunne i det fjerne gennem regndisen ane indlandsisen ca. 25 km. væk. Ej heller ved et udsigtspunkt nær søen Tasersuatsiaq (Lake Ferguson) kunne vi finde moskusokserne.
Om det var pga. regnvejret ved vi ikke, men de moskusokser, vi flere gange tidligere - både sommer og vinter - har set i området, var som sunket i jorden. Så vi var lidt skuffede, da vi fløj videre mod Ilulissat. Men sådan er det med safari - man ved aldrig, hvad der hænder.

Byvandring i Ilulissat

Der var ikke meget at se ud af flyvemaskinens vindue. Alt var gråt i gråt, lige indtil vi nærmede os Ilulissat Isfjord (Jakobsfjorden), så klarede det op og vi fik et fantastisk syn ud over de vældige isfjelde, som skyder sig fra indlandsisen ud gennem fjorden med en fart på op mod 40 km. i døgnet.
Hotelbilen fra Arctic Hotel holdt parat til at bringe os til hotellet og så snart vi var installeret, spadserede vi den gode kilometer ind mod Ilulissat by. Forbi havnen der var fyldt med isskosser og små isbjerge og så de små fiskerbåde der havde vanskeligt ved at komme frem og tilbage.
Uden for havnen var der masser af store isbjerge. Vi fik senere at vide, at årsagen til den megen is var, at der dagen i forvejen var "gået hul" i den bræmme af is som ophobes foran Isfjorden, når de store isbjerge støder på den moræne, der danne en undersøisk vold foran fjorden. Når presset bagfra bliver for stort, tipper de store isfjelde over og driver ud i Diskobugten. Mange er en km. høje - men vi ser kun de øverste 100 meter. Enorme isbjerge. Og når vinden er i syd kombineret med højvande, pakker isen sig i og foran havnen.
Vi kom forbi det blå hus, hvor World of Greenland holder til og som skulle tage os med til Glacier Lodge Eqi næste dag. Ingen af vores børn har tidligere været så højt mod nord i Grønland og vi glædede os til at vise vores lille familie Ilulissat - en rigtig spændende by med hunde og is. Først skulle vi dog have overstået noget praktisk - få købt sprit til vores trangia stormkøkken, som vi skulle bruge på teltturen til indlandsisen. (Man må naturligvis ikke have sprit eller andet brændstof med i flyveren hjemmefra). I supermarkedet Pisiffik kunne jeg ikke finde husholdningsspritten og først da jeg spurgte efter den, kom den frem fra et aflåst skab under disken. Bruger man sprit til andet end at pudse vinduer med her, siden den er låst inde?

Slædehundene

Forsynet med det brændstof vi senere skal bruge, spadserede vi forbi sportshallen og postkontoret og gennem den nyere bydel Lille Qullissat med kirken Naalakatta Illua, der kom fra nordsiden af Diskoøen, da man i 1968 lukkede bygden Qullisat og flyttede både kirke og befolkningen hertil.
Vi kom frem til det sted, hvor slædehundene står lænket under Parabolfjeldet. For nogle år siden var det helt normalt, at slædehundene var lænket tæt på husene inde i byen, men nu er de flyttet ud i periferien, hvor de kan pive, hyle og gø i fred. Der var dog ikke helt så mange hunde som tidligere, men de som var her, var en oplevelse at betragte - både de store og noget glubske at se på, og de mere fredelige, der døsede i sommervarmen, samt de dejlige små hvalpe, der som de eneste får lov til at løbe frit omkring. En fritgående voksen han, der kan veje op til 45 kg, vil blive skudt, da den ikke er helt ufarlig og vil kunne angribe et barn. Slædehunden arbejder normalt i fem år, hvorefter den bliver skudt. Den er et arbejdsdyr og bestemt ikke noget kæledyr, så man skal holde sig på afstand. Hundene får om vinteren ca. et kg. tørret fisk om dagen, mens de om sommeren får langt mindre og ikke fodres hver dag. Og når de fodres, kan det høres over hele byen. De små hvalpe, der løber frit omkring kan man dog sagtens hilse på og give et klap - hvis de selv vil - men regn med at komme til at lugte af fisk og hund!

Flere attraktioner

Spadsereturen fortsatte ud til havet, hvor isbjergene blev betragtet, og forbi det dejlige Hotel Icefjord, hvor vi boede sidst vi var her. Vi gik op forbi Knud Rasmussens fødehjem - nu Ilulissat Museum - og forbi Zionskirken og tilbage mellem etageejendommene til havnen og hotellet. Alt i alt en god tur for små ben, som snart skulle på en længere vandretur til indlandsisen

Hotel Arktis

Med en beliggenhed lidt uden for byen, højt over havnen og med en flot udsigt til isfjeldene fra terrasserne, er hotellet de senere år udbygget gevaldigt. Hotellet tilbyder sine gæster gratis transport til og fra byen hver time, så de der ikke ønsker at spadsere, kan blive kørt - hvis ikke lige chaufføren får andre opgaver, f.eks. at hente gæster fra lufthavnen, så kan transporten svigte! I Restaurant Ulo fik vi - trods det, at vi ikke i forvejen havde bestilt bord - en meget lækker, men ikke helt billig, middag.
Og mens de mindste blev lagt, kunne vi andre nyde solnedgangen bag Diskoøen og isen foran isfjorden der farvedes lyserød og himlen bagved lilla.

Den kælvende bræ ved Eqi

Den næste morgen havde vi pakke vores rygsække og stillet den del af vores bagage vi ikke skulle have med i depot. Vi blev kørt ind til World of Greenland og derfra ned til skibet i havnen. Vi var alene bortset fra en enkelt herre fra Irland, som også skulle med ud til Glacier Lodge Eqi. Sidst vi var her, så vi pukkelhvaler på vejen til Eqi, så vi spejdede naturligvis efter disse store dyr - men så desværre ingen. Vi så derimod masser af store isbjerge i alle mulige formationer. Med udsigt til små bygder f. eks. Oqaatsut (Rode Bay) kom vi ind i Atá Sund på siden af Arveprinsens Ø (Ejland) hvor de næsten lodrette fjeldsider fortsætter ned i det kolde dyb. Vi så ind til bygden Atá og kom også forbi den store gletsjer Kangilerngata Sermia.
Efter nogle timer, hvor der undervejs blev serveret frokost, nåede vi frem til selve Eqi-isbræen (Eqip Sermia), der flytter sig ca. otte meter i døgnet. Den op mod 70 meter høje gletsjerkant kaster under høje brag - som var det en kanon der blev fyret af ismasserne ned i havet foran os. Det første vi så, var en lille ismasse der gled ned i havet og vi gjorde os klar til at forevige dette spændende naturfænomen og netop som vi startede fotograferingen væltede en bred front på hele 200 meter ned for a os. SåKipper havde aldrig oplevet noget lignede og da ismasserne straks skabte en ca. to meter høj tsunami-bølge med retning lige mod os, fik han i en fart vendt båden og sejlede gennem isskosserne længere ud i bugten, hvor han igen vendte båden, så den kunne sejle op mod bølgen og "ride bølgen af".

Gletscher Lodge Eqi

Denne oplevelse rigere sejlede vi det sidste stykke frem til Glacier Lodge Eqi, hvor vi skulle bo samme nat i nogle af de smukt anbragte hytter, der alle har udsigt direkte mod gletsjeren. Men først blev vi modtaget med kaffe og kage. Senere gik vi en lille tur ad vandrestien ud mod morænekanten ved isbræen, men stoppede, da vi kom til elven, som skulle passeres. På vejen tilbage så vi gæs og en fjeldspurv fulgte os nysgerrigt. I mellemtiden var aftensmaden gjort klar til os med bl.a. en velsmagende karrysuppe - lækkert og i rigelige mængder. Endnu var det lyst om aftenen, selv om vi var henne i august - sidst på sæsonen - så vi kunne ligge i vores senge og se over på Eqi-isbræen - godt to km. væk - indtil søvnen tog over. Den næste dag skulle vi på telttur til indlandsisen.

Mod indlandsisen

Den første del af ruten gik op ad fjeldet i det spor som den franske polarforsker Paul-Emile Victor havde lavet med sine bæltekøretøjer, da han i 1948-53 udforskede indlandsisen og havde base i Eqi, hvor hans hytte "Den Franske Hytte" fortsat står - tom og affældig. Udsigten fra toppen af fjeldet Col des Pardrix mod Eqi-isbræen er næsten ubeskrivelig smuk. Vi havde det grønne og brune klippefyldte fjeld for vores fødder, hvor de røde og gule efterårsfarver dominerede det lavt voksende løv, det knaldblå hav med drivende is, en stribe af turkisfarvet havvand hvor smeltevandsfloden sender gletsjervandet gennem deltaet ud i bugten - og den enorme kridhvide isbræ, der forsvinder ind mod indlandsisen. Også den karakteristiske morænekant tegnede et flot billede af hele dette fantastiske sceneri.
Efter endnu en lille stigning fladede terrænet ud og turen blev lettere - og nu kunne vi se indlandsisen - målet for vores vandretur. Turen fra Glacier Lodge Eqi er blandt de korteste ind til indlandsisen, som vi kender - blot ca. 15 km. - så her kan de fleste der er raske og rørige være med. Nogle vandrer sågar turen både frem og tilbage samme dag.

Ingen drikkevand

Vi havde fået oplyst, at der var drikkevand i U-dalen neden for den sidste moræne før indlandsisen, ellers kunne vi hente vand fra vandfaldet ved siden af den isbræ (tunge) som indlandsisen sender ned i U-dalen. Men vandløbet i U-dalen var så godt som udtørret og den smule stillestående vand der fandtes, skulle vi ikke nyde noget af! Vi gik over til vandfaldet, hvor det viste sig, at vandet var fyldt med sand og ganske udrikkeligt. Vi granskede vandrekortet og fandt to mindre søer oppe på en fjeldryg, som så ud til at kunne blive en fin lejrplads. Drengene gik i forvejen og smed deres rygsække og løb op på fjeldryggen for at undersøge forholdene, mens vi andre tog den mere med ro - børnebørnenes små ben havde allerede vandret ca. 15 km. Pladsen oppe på fjeldryggen viste sig at være fin og vandet i søerne ok.
Vi fik kæmpet os op til stedet og fik hurtigt slået teltene op. Nogle blev i lejren og fik sig en kop varm chokolade, mens vi andre ville op på indlandsisen - Sermersuaq.

På Indlandsisen

Vi gik atter ned over U-dalen og kunne på den anden side følge en sti op over morænekanten mod indlandsisen. Snart forsvandt stien og vi var henvist til at forcere sten og krydse en lille smeltevandselv, før vi stod oppe ved selve den synlige iskant. Spredt udover et stort område lå sten i alle størrelser, som isen havde bragt med sig fra det indre af landet. Under os lå ca. 30 meter is og nu trådte vi ind på selve isen. En underlig følelse af storhed gik gennem os, mens vi tre travede ind på isen. Vi var helt alene i det store hvide intet!
Vi var klar over, at vi ikke skulle gå for langt ind på isen, da der kan være huller og man hurtigt kan miste orienteringen - og det var glat, så vi havde svært ved at stå fast med vores vandrestøvler. Så i stedet for at gå længere ind på isen, gik vi langs med iskanten og kom frem til isbræen vi besøgte tidligere på dagen nede i U-dalen. Herfra kunne vi virkelig se, hvorledes en sådan tunge langsomt spalter sig i større og større sprækker efterhånden som den vælter ud i dalen.
Men så begyndte det at blæse kraftigt. Som lyn fra en klar himmel tog vinden til og vi søgte hurtigt ned i læ, hvorfra vi kom.

Fønvind

Tilbage ved teltene - hvor vi nærmest blev blæst op fra U-dalen - fandt vi hurtigt ud af, at her i lejren kunne vi ikke blive - teltene ville ikke kunne modstå den kraftige fønvind. Der var kun ét at gøre - flytte lejr. Vandflaskerne blev fyldt, teltene pakket samme og atter måtte vi tilbage i U-dalen og hen under den sidste moræne før indlandsisen - her var der læ og vindstille. Stormen fra indlandsisen strøg højt over vores hoveder ud over U-dalen. Atter blev teltene rejst og i aftenens sidste varmende solstråler fik vi lavet aftensmad, og da solen forsvandt bag fjeldet og kulden tog over, var det tid til at tænke på at komme i soveposerne. Imidlertid havde vi ikke mere vand, så for at have noget til næste morgen, gik vi atter de ca. to km. over U-dalen og op ad fjeldet til søerne. Vi blev nærmest løftet derop i stormen. Med fyldte vandflasker kæmpede vi os tilbage ned ad fjedsiden med fønvinden piskende lige i ansigtet. Vi kunne med lethed stå i 45 graders vinkel uden at falde. Naturkræfterne her er enorme.

Storm hele natten

Tilbage i lejren var der allerede stille. Børnebørnene var gået til ro og sov trygt i deres lune soveposer, og snart gjorde vi andre det også. Men vinden vendte i løbet af natten, så den kom på langs ned gennem U-dalen. Først et enkelt vindstød i teltdugen - senere en konstant rusken og flåen i teltet som kunne rive ethvert ubeboet telt op med pløkker. Nu var vi heldigvis inde i teltene og havde klogelig forstærket både pløkkerne og teltdugens flapper med tunge sten. Teltene fløj ingen steder, men nattesøvnen blev for nogle af os konstant forstyrret, når teltdugen slog mod soveposerne. Andre sov trygt i deres lune dunsoveposer.

Hjemtur med vilde dyr

Næste morgen var der fortsat fønvind og da vores lejr nu lå i skygge, fandt vi hurtigt ud af, at det ville være dumt at spise morgenmad her og risikere at blive kolde. Vi måtte finde et sted med læ og sol, før vi kunne få morgenmad. Lejren blev pakket sammen, hvilket ikke var helt let i et sådant stormvejr. Vi begav os over U-dalen - hvor vandet i nattens løb var frosset til is - og tilbage af sporet mod Glacier Lodge Eqi. Vi havde haft planer om at gå ud til et højdepunkt med udsigt til isbræen ved indlandsisen og smeltevandsdalen Eqip Kuussua - der ender i et delta ude i bugten - men målet var nu ændret. Vi ville hurtigst muligt ned fra dette forblæste højfjeld - ned i læ. Et vindstød var så kraftigt og fik fat i svigerdatterens rygsæk, så hun blæste omkuld. Heldigvis skete der ikke noget, men tempoet blev sat ned og der blev fortsat med forsigtighed. Nu havde vi mærket naturens ubændige kræfter. Efter et par timer var vi kommet så langt ned ad fjeldet, at vi kunne finde læ i nærheden af en sø. Vandet blev kogt og vi lavede havregrød. Kaffe og te. Brød med ost og marmelade - og snart fik vi alle varmen igen, humøret var højt og vi kunne fortsætte.

På en sten så vi en kridhvid hare og lidt senere endnu en. Jagten gik ind - fotojagten. Vi kunne nærme sig de vilde dyr, der tilsyneladende ikke er helt så bange for mennesker her som hjemme. Måske fordi de ikke jages? Vi kom rigtigt tæt på dem - ikke mindst én, som på alle fire kravlede frem mod harernes skjulested for at få dem i "kassen". Også for andre lykkedes det at komme så tæt på som en meter før haren flyttede sig. Senere løb et par ryper over stien og igen greb vi chancen for at "skyde" dem. De er ualmindeligt godt kamufleret og falder i ét med deres omgivelser. Og så er ryperne så smarte, at de skifter fjerdragt efter årstiden, så de er helt hvide om vinteren.
Så snart folkene ved Glacier Lodge Eqi så os, kom der mad på bordet og kaffen blev brygget. En flot og helt uventet service. Personalet havde tænkt på i den stærke fønvind. Børnebørnene var naturligvis trætte efter de godt 10 km. vandring i storm, ligesom de, der ikke havde sovet ret meget i nattes løb trængte til at hvile sig. For som det ældste 7-årige barnebarn sagde til sin mor: "Det er fandens hårdt at være på ferie med farfar!"

På morænekanten ved Eqi-isbræen

Jeg ville godt vise en af sønnerne morænekanten ovre ved Eqi-isbræen og da dagen endnu var lys i mange timer, tog vi af sted. Der er en tydelig sti det meste af vejen. Først frem til elven, der krydses over nogle store sten, så rundt om lagunen inderst i bugten og langs de lodrette fjeldsider forbi et større vandfald - hvor det ikke er noget problem at komme over vandet fra vandfaldet. For foden af den grå morænekant opdager man, hvor imponerende stor den egentlig er. I stedet for at forsøge at vandre op gennem de løse sten og sandet, gik vi op ad det faste fjeld umiddelbart til højre for morænekanten.
Vi kunne se, at andre før os har haft samme ide, for der var svage tegn på en begyndende vandresti. Det tog ikke lang tid at vandre til toppen af fjeldet og derfra var det let at gå ud selve morænekanten. Jeg var her året før og det var tydeligt at se, de ændringer i isbræens størrelse som er sket siden da. Gletsjeren var skrumpet og endnu en morænekant var blevet synlig tættere på isen. Klimaforandringer?
Der lød hele tiden brag fra det indre af isbræen, når trykket inde fra indlandsisen blev for stort og satte isen i bevægelse. Men det kunne vi naturligvis ikke se - kun høre. Derimod kunne vi sidde yderst på morænekanten parallelt med isbræens front og iagttage hvorledes den kælvede og store ismasser styrtede i havet. Et betagende syn, som man ikke bør snyde sig selv for, når man kommer på disse kanter.
Båden, som vi ankom med for et par dage siden, kunne vi se ligge som en lille brik mellem isskosserne foran isbræen. Den var på vej til Glacier Lodge Eqi med nye gæster.

Husdyrene

Da vi atter var samlet ved hytterne og middagen blev serveret i Café Victor, luskede der nogle polarræve rundt uden for hytten. Vi satte os udenfor for at se, hvor tæt disse vilde dyr turde nærme sig menneskene. Vi sad stille på trappen foran Café Victor og dyrene nærmede sig langsomt for at få en godbid. Det viste sig, at polarrævene var årets kuld og at de dagligt blev fodret af folkene i Glacier Lodge Eqi. Det er naturligvis både godt og skidt. Godt fordi alle dyrene overlever deres opvækst og gennem sommeren lever godt og tager på i vægt. Skidt fordi de næppe når at få lært at jage selv, og når Eqi-lejren lukker ned i begyndelsen af september, er rævene overladt til sig selv og går måske en sultedød i møde.
Men nu var de her og sjove at iagttage. Og jo, de kom helt hen og spiste af hånden.

Tur mod deltaet

Den følgende dag var blæsten forsvundet og det blev helt vindstille og meget varmt. Vi skulle med tilbage til Ilulissat, men først om eftermiddagen, så vi havde hele formiddagen til at udforske området omkring Glacier Lodge Eqi. Vi ville ud til søen ved deltaet og så først Den Franske Hytte, der ligger neden for lodgen. Da vi skulle op på fjeldet, viste det sig at være for stejlt og farligt for børnebørnene, så det blev kun nogle af os der kravlede op på fjeldet og gik frem til søen.
En gik længere nede langs vandet og ud på stranden for at fotografere is i alle formationer. Man skal naturligvis være varsom med at gå tæt på vandet, da en flodbølge pga. isens kælvning kan komme ganske uventet. Andre nød solen og kunne slænge sig i den lave bevoksning og samlede blåbær.
Da vi efter et par timer atter var samlet ville svigerdatteren også gerne op og se udsigten mod smeltevandsfjorden og deltaet fra fjeldtoppen. Og det skulle hun naturligvis ikke snydes for, så atter kravlede jeg forrest til tops og viste hende den vidunderlige udsigt - ikke mindst udsigten mod isbræen.

Tilbage mod Ilulissat

Det var blevet tid til at tage afsked med dette vidunderlige sted, som vi alle godt kunne blive enige om, er blandt top 10 over verdens allersmukkeste steder - og vi har da gennem tiderne set ét og andet!
Nede ved naturhavnen så vi båden komme ind. Den lagde til ved en stor sten og en landgangsstige blev sat til stenen og nye gæster gik fra borde, gods blev læsset af og vi kunne komme ombord. Vi skulle tilbage til Ilulissat, hvor flere oplevelser ventede.

Igen spejdede vi efter hval - men forgæves. I stedet oplevede vi atter storslåede isfjelde, isskosser og dødis (blank is - i modsætning til hvid is, hvor det er luftboblerne i isen, der gør, at isen er hvid). Hvaler er her ellers, for andre gæster havde set flere pukkelhvaler svømme side om side langs båden. Sikke en oplevelse det kunne have været selv at se det. Men sådan er hvalsafari - ganske uforudsigelig.
I Ilulissat kom vi tilbage til Hotel Arctic og nød igen en dejlig aftenen i Restaurant Ulo med god mad.

Langs Ilulissat Isfjord

- Vil I se store isbjerge i dag? spurgte jeg mine børnebørn om, da vi mødtes ved morgenmaden på Restaurant Ulo. Og svaret kom prompte. - Ja! - Skal de være større end Rundetårn eller Rådhustårnet?, prøvede jeg at udfritte dem. - Større end Eiffeltårnet, blev det foreslået!
- Er I også parate til at vandre fem-seks km. i dag, så har jeg turen, sagde jeg, og alle var enige om at forsøge at gennemføre en vandretur ud mod Sermermiut, forbi Kællingekløften og de gamle grave, dreje ind i landet og vandre tilbage ned gennem en sprækkedal til hotellet. Selv har jeg vandret turen flere gange og kunne huske, at specielt sprækkedalen kunne byde på udfordrende høje trin mellem stenene. Jeg tænkte på børnebørnenes korte ben.
- Bliver det for "slemt" kan vi altid gå samme vej tilbage, foreslog svigerdatteren, mens jeg slubrede den sidste kop kaffe i mig.
Vi kørte med hotelbilen ind til World of Greenland, hvor gæsterne sættes af, og vandrede gennem byen forbi supermarkedet Pisiffik og ud mod den gamle helikopterplads og kirkegården. Under Parabolfjeldet mødte vi igen masser af slædehunde både store og små, mens vi vandrede videre ud mod Isfjorden.

Imponerende isfjelde

Hvor den asfalterede vej ender starter vandreruten. På det første stykke af ruten er der lagt en træbro, som vi gik på og snart havde vi udsigt til de første kridhvide og kæmpestore isbjerge i Isfjorden. Vi fulgte stien op på fjeldet og jo højere vi kom, des flottere blev udsigten i det fantastisk smukke vejr. Der lød vældige brag ude fra Isfjorden, men vi kunne ikke se, hvad der skete.
Vi oplevede dog at et af isfjeldene pludselig vendte sig. Isfjorden, der er medtaget på UNESCO's verdensarvsliste, er enorm og de vældige isfjelde, hvoraf vi kun ser 1/10-del over vandet, bevæger sig med op til 40 km. i døgnet - en af verdens højeste hastigheder. Fjorden strækker sig ca. 50 km. fra indlandsisen, hvor isbræen Kangia hver dag kaster 85 tons is af sig, hvilke er omkring 35 km3 is om året, svarende til 50 gange det danske vandforbrug - årligt! Det, der også gør en vandretur langs Isfjorden interessant, er det konstant skiftende lys.

Kællingekløften

Da vi oppe fra fjeldet kunne se Kællingekløften, en dyb spalte helt ude ved den forrevne klippekyst, forklarede jeg børnebørnene hvorfor den har fået dette navn. I gamle dage - for over 100 år siden - kunne man ikke gå i supermarkedet og købe mad. Dengang var det fangerne, der skulle skaffe mad til familien og det var ofte svært at skaffe nok. Når de gamle koner følte, at de ikke længere kunne gøre gavn i familien og kun var en ekstra mund, der skulle mættes, skete det, at de vandrede ud til kløften og kastede sig ned for at dø. Så kunne resten af familien få lidt mere at spise. Det var barske tider.

Gennem sprækkedalen

Ved elven fulgte vi ruten op til den store sø og videre op til venstre i sprækkedalen. Herfra kunne vi se ned til havnen - og turen ned over de høje trin gik fortræffeligt. Børn hopper simpelthen fra sten til sten. Stien ender i det gamle stenbrud, hvor der også står slædehunde og derfra er der kort vej gennem byen tilbage til Hotel Arctic.

Flere gode restaurant 

I virkeligheden kan det siges meget enkelt. Der er flere fortræffelige restauranter i Ilulissat, så husk at reservere bord i god tid. Flere gæster blev afvist, fordi der ikke var plads, mens vi var der. Menukortet denne aften bestod af tre forskellige forretter, tre hovedretter samt tre desserter. Og børnebørnene kunne vælge mellem to børnemenuer. Vi andre kunne også vælge - men det var svært. Skulle det være hvidløgsstegte rejer, hval carpaccio eller cremet torskebisque som forret? Grillet confitteret rensdyrkølle, kotelet af hellefisk eller oksefilet, som hovedret? Og som dessert - pandekage med iscreme og appelsinsauce, eller æblekage med nødder og tranebær? Ingen må tro, at man ikke kan få gourmetmad i Grønland.
Børnene var mætte og trætte efter dagens mange indtryk og kørte med forældrene tilbage til hotellet i en taxa, mens vi andre spadserede tilbage gennem byen, for at få det sidste indtryk før hjemrejsen næste dag.

Der var noget vi ville fejre - og hvilken større glæde kan man have, end at vise sine børn og børnebørn et af verdens allersmukkeste steder?