Ad pilgrimsruterne i Cinque Terre (1/3)

Fem små bysamfund

Nach Rom! Råber Tannhäuser i Wagners opera og begiver sig på sin pilgrimsvandring til Paven for at få syndsforladelse efter at have elsket i Venusbjerget og oven i købet forsvaret det, frem for den ægte kærlighed. Måske har han vandret på en af de mange pilgrimsruter i Italien - den der går fra Genua til La Spezia - gennem Cinque Terre. Hertil kommer vi en sen eftermiddag og indlogeres på Hotel Villa Adriana i en af områdets små byer - Monterosso al Mare. Hele området er nu nationalpark - Parco Nazionale delle Cinque Terre - og består af fem små bysamfund med tilhørende jorde. (Cinque Terre betyder fem områder). 
Fra lang tid før Middelalderen har man kendt til disse byer, som vi de næste dage skal besøge. Efterhånden er der opstået vandreruter både øverst oppe på bjergryggen mellem 600 og 700 moh., midt på bjergsiden samt helt nede ved vandet. Senere er der kommet veje til - men ikke direkte mellem byerne. Vejene går op over bjerget fra den ene by og ned igen til den næste. Den ene direkte transportforbindelse er toget. Banen løber næsten nede ved vandet og er kun synlig på ganske få strækninger. Resten af denne jernbane ligger i tunneller inde i bjerget. Det er denne togforbindelse vi gør brug af for at komme ud og hjem i området. Den anden direkte forbindelse går via havet med båd fra by til by, hvilket vi naturligvis også skal prøve.

Fra Coniglia over vinterrasser til Manarola

Selv om vi har ferie, er vi tidligt oppe for at kunne nå toget til tiden, så efter en hurtig morgenmad går vi til stationen og tager toget til Corniglia. Her fordeler vi den indkøbte frokost-picnic i vores rygsække og begiver os op til byen, der ligger ca. 100 meter over jernbanen på et klippefremspring. 
En trappe med 383 trin (vistnok!) bringer os op til hovedgaden i Coniglia, men denne lille by er hurtigt set. Her er kun én gennemgående gade der på det smalleste sted ikke er bredere end du kan nå fra hus til hus på begge sider af gaden ved at strække armene ud! For enen af gaden finder vi udsigtspunktet ud over havet. Så følger vi en af de mærkede vandreruter op på bjerget og kommer til at vandre på smalle stier anlagt yderst og øverst langs nogle af de tusindvis af tørstensmure, som støtter de mange små vinterrasser. Det betyder, at vi har et par meter ned til den underliggende terrasse på den ene side. Ikke noget for flok med højdeskræk! Her er flere steder så smalt, at der ikke kan bruges vandrestokke, som derfor må i rygsækken.

Tørstensmurene består af sten, som ved hjælp af en særlig teknik stables således, at de kan stå i århundrede uden brug af bindemidler til at holde stenene på plads. Møjsommeligt har generationer af bønder i tidens løb opbygget disse terrasser for at kunne dyrke grøntsager, citroner, oliven samt vin. På nogle terrasser har man nu opgivet at vedligeholde vindyrkningen, da det ikke længere er rentabelt, så de gror helt til med mere eller mindre tornede buske. Men andre vinmarker står fine og velplejede. Da vi er højest på ruten, efter at have passeret Porciano, 367moh, har vi fin udsigt både til Corniglia, vi er kommet fra, samt ud over alle terrasserne mod Manarola.

Gymnastik i Manarola

På ruten passerer vi byen - Volastra - hvor kirken må siges at være det mest interessante og her holdes picnic under de skyggefulde pinjetræer på kirkepladsen. Vidunderligt brød (det med brødet kan italienerne også) med søde tomater, ost og pølse samt et æble til dessert. Så er vi klar til sidste strækning. Det går ned ad uendeligt mange trappetrin gennem olivenlunde, inden vi kommer til pladsen foran kirken i Manarola. Her er det tid til lidt strækøvelser (for dem der ønsker/har behov for dette) inden vi begiver os ned i selve byen. En og anden forbipasserende sender skæve blikke mod os og undrer sig sikkert over, hvorfor en større gruppe turister pludselig står med rumpetten i vejret - foran kirken!

Trængsel

Uheldigvis er det mandag og samtidig dagen før en af italienernes fridage, så mange benytter sig af muligheden for at holde nogle fridage her. Og det er populært for italienerne at bruge ferien i Cinque Terre. I alle tilfælde er her sort af mennesker. Alle steder står vi i kø som ved rutsjebanen i Tivoli, men vi får os mast frem til havnen, hvor der er en smule luft. Vi går ud på pynten Punta Bonfiglio og har derfra et godt vue tilbage på byen, der ligger aldeles malerisk - som skudt op af klippen.
Tilbage ved stationen fortsætter trængslerne og da toget tillige er forsinket, beslutter nogle fra vandregruppen at tage tilbage til Monterosso, medens andre fortsætter videre til næste by, Riomaggiore - til fods.

Vandreturen Vernazza - Monterosso

Natten har været rolig kun afbrudt af en rumlen fra bjergene, efterfulgt af den skingrende lyd fra et tog, der passerer og atter forsvinder i næste tunnel efter få sekunder. Morgenen gryr og fra hotellets parklignende have begynder fuglene én efter én at sætte gang i dagen. Fuglenes fløjt forstærkes mellem hotellets to store bygninger og snart har vi både solsort, musvit, bogfinke og duer i et vældigt crescendo. Så kommer toget atter og et par hunde slutter sig til morgenens lyde. Det er blevet dag og nu står vi op.
Morgenbordet er parat med alt hvad vi behøver og det er meget lækkert. Men forvent ikke æg og bacon, men glæd dig til brødet, yoghurten, marmeladen og pålægget - samt kagerne. Vidunderligt.

Men vi skal igen på farten, så det er kun i en lille halv time at vi er ved morgenbordet og kan slet ikke nå gennem alle lækkerierne. Vi ankommer til nabobyen Varnazza men er så tidligt på den, at hverken kirken eller borgen, der ligger højt på et klippefremspring, er åbnet. Så vi dasker rundt i en lang time, for her er ikke så meget andet at se, inden vi går op på skråningerne over byen. Det er vild bevoksning vi møder efter at hele terrænet har været afbrændt. Her er en flot udsigt med masser af blomstrende trælyng, klitroser og sågar en enkelt lille orkidé - gøgeurt. Et stykke henne ad en asfaltvej når vi en politiafspærring. Bilerne holder i en lang kø. Ingen kommer forbi afspærringen. En forulykket motorcykel ligger midt på vejen, lige hvor denne slår en kurve og vi kan kun med gysen tænke på hvad der kan være hændt. En betjent vinker os frem og anviser at vi kan gå ude i kanten af vejen.

Pas på hovedet - og undgå solstik

Den fortsætter nedad til vi kommer til klostret Madonna di Soviore, som nu er omdannet til hotel. Et glimrende sted at spise vor picnic og få sig en kop espresso i den lille bar. Da vi skal videre er en af pigerne fra gruppen pludselig blevet dårlig. Hun føler sig svimmel. Hun lægges ned og får lidt at drikke. Hun har hele dagen intet haft til at beskytte sit hoved mod den brændende sol og mit gæt er, at hun har fået et mindre anfald af solstik. Gruppen har flere sygeplejersker med, så de og vor guide ved, hvad der skal gøres. Vi venter lidt. Hun får tilbuddet om at tage bussen hjem, men vil forsøge at følge med. Ca. en halv time inde i skoven på ruten op mod Monte Molinelli må hun imidlertid give op og med en veninde går hun tilbage for at tage bussen hjem.

Ned ad eroderede trapper

Vi andre fortsætter op gennem pinjeskov med kæmpestore kogler liggende spredte overalt i skovbunden. Mellem træerne vokser mandshøje trælyng og i her ses både violer og anemoner. Og det er tydeligt, at vildsvinene har rodet rundt i skovbunden for at finde kogler, kastanier, rødder og andet spiseligt. Det højeste punkt Monte Rossini, 465 moh. nås, men vi er pga. vort lille uheld blevet forsinket, så dagens rute ændres. I stedet for at vandre til Lévanto følger vi ruten ud mod Punta Mesco og drejer fra og går mod Monterosso - ned ad en masse meget høje trin, der engang har udgjort en trappe, men som tidens tand har eroderet, så det enkelte steder er lettere at gå ved siden af trappe-ruten.
Og midt på ruten - næsten op ad et trappetrin - vokser endnu en enkelt orkidé, en som vi ikke tidligere har set. Herligt.