Vandreferie på den smukke italienske Amalfikyst

San Lazzaro

Vores lille vandregruppe er rejst til Syditalien og ankom i går til Agerola-plateauet, der hæver sig 600 meter direkte over havet, og blev her indlogeret på Hotel Risorgimento, byen San Lazzaro’s ældste hotel fra 1878. Et fint, rustikt hotel med en imponerende marmortrappe, der fører op til værelserne over restauranten. Fra terrassen er der udsigt ud over kulturlandskabet og bjergkæden Monei Lattari bag Amalfikysten. 
Oppe i byens centrum - få hundrede meter fra hotellet - ligger byens kirke og på en café på torvet nød vi en kop friskbrygget espresso, mens den øvrige del af vandregruppen kom sammen med vores lokale turguide Leo Kennedy. Leo, der tillige er kunstmaler, berettede om stedet samt vandreruterne og kunne via sine akvareller fortælle lidt om, hvad vi ville komme til at se og opleve på de næste dages vandringer ved Amalfikysten. Men vejret tegnede ikke lyst. Der var lovet regn - masser af regn.

Castello Antique

Vi sluttede eftermiddagen med at spadsere ud til Castello Antique, hvorfra der mod øst er en enestående udsigt ud over Salernobugten og Amalfikysten med Amalfi langt under os. Bjergene bagved - en del af Monei Lattari, som rejser sig op til 1.400 moh. på Sorrento-halvøen - har flere dybe slugter og udløbere med stejle klippesider mod kysten bl.a. Agerola-plateauet, og vi kunne se over "Dragernes Dal" til plateauet med byen Ravello, som vi senere besøger. På den anden side højt over byen ligger Colonia Montana med et par faldefærdige bygning, men vender man ryggen til disse, får man udsigten mod vest langs kysten og mod byen Praiano. Fra San Lazzaro udgår flere vandreruter dels mod kysten, dels mod bjergene - det er nogle af disse, vi skal ud at vandre på.

Gennem vilde dale til Furore-fjorden

Forudsigelserne holder stik her til formiddag. Den kraftige regn vælter ned, så vi udskyder starten på den første egentlige vandretur til efter middag, hvor der er lovet opklaring. Vi henter de bestilte madpakker i det lokale minimarked og begiver os iført regntøj og paraplyer gennem byen forbi små landbrugslodder med grøntsager, vin og citroner ind i Furore-dalen. Det går jævnt nedad, dels ad trapper, dels ad en lille grussti. Her går vi under svimlende kalkstensklipper i gullige og grønlige farver der skyder i vejret ud over vores hoveder og hvorfra regnvejrets sidste krampetrækninger endnu kan mærkes med dryppende vandfald ned i vores hoveder. Virkningerne af den senere tids ekstremt kraftige regnvejr - der enkelte steder skabte jordskred, ødelagte veje og oversvømmede byer - ser vi, da vi når ind i bunden af dalen og skal passere floden, der løber ud nede i Furore-fjorden. Affald - stort set af al slags - er revet med den vilde flod ned fra bjergene og ligger nu som en stinkende bunke, netop hvor vi skal passere vandløbet. Guiden kaster nogle sten i vandet for at vi lettere kan passere, men strømmen er fortsat kraftig, så der skal flere sten til, før vi kan få det nødvendige fodfæste for at kunne passere. Men hvorfor er der i det hele taget henkastet affald i naturen, som strømmen har fået tag i?

På vestsiden af dalen går det jævnt opad gennem en typisk middelhavsvegetation med vinstokke, valnød, eg og gyvel, samt ikke mindst modne figner som guiden plukker til os.
- Hvad der kan nås fra almen vej, må man godt plukke. Det har bonden intet imod, fortæller han.
Da vi atter er på asfaltvej, lægges regntøjet i rygsækken, og fremme ved kirken Maria della Gracia spiser vi den medbragte mad. På en nærliggende café nydes en velfortjent kop cappuccino, før vi fortsætter ned ad utallige trappetrin, hvilket er nok så hård for knæ og lægge. Undervejs har vi flere flotte udsigter til det azurblå middelhav og kystvejen næsten lodret under os. Man tror faktisk ikke, at der under os er plads til både huse og veje, så stejlt her er.

Fiskerlejet Furore

I bunden af fjorden ligger flækken Furore, hvis huse er bygget lodret på fjordens stejle klippesider og her har fiskerne en naturhavn - godt beskyttet for Middelhavets bølger. Små maleriske fiskerbåde er trukket op på stenstranden. I middelalderen var dette en vigtig fiskerihavn der forsynede baglandet med fisk som blev transporteret op ad trapperne på æselryg - datidens hovedveje. Men i dag er her ganske mennesketomt. Over fjorden løber kystvejen på en ældre stenbro, som vi går op til, da vi har ændret dagens planer og vil se, om vi kan besøge Grotta dello Smeraldo - Smaragd-grotten - hvis særlige farvespil i drypstenshulen med lys fra et underjordisk hul er en attraktion. Men da vi ad den trafikerede kystvej når frem, viser det sig, at grotten er lukket pga. det kraftige blæsevejr.
Selv om flere af os er ved at være trætte, fortsætter vi op mod San Pancrazio til kirken Santa Maria di Grado for derfra at tage bussen tilbage til San Lazzaro.

Ad Gudernes Sti til Positano

Igen en grå og regntung morgen, men det er som om "nogen" holder hånden over os og får regnen til at stoppe, når vi skal vandrer - og sådan bliver det hele ugen! Et par biler sørger for at køres os til byen Bomerano, hvorfra dagens vandrerute går ad "Gudernes Sti" - Sentiero degli Dei - til Positano. Den seks km. lange vandrerute er måske den smukkeste langs Amalfikysten med helt enestående udsigter. Højt oppe på klippesiden føler man sig virkelig "mellem himmel og hav", mens vi ad snoede stier vandrer langs blomstrende klippesider og over klippestier med firben, der er kommet frem for at suge solens varme til sig efter at regnen er ophørt.

Formidabel udsigt

Da vi runder pynten højt oppe over Praiano åbner hele den vestlige kyststrækning sig for os. Helt bagerst ses øen Capri rejse sig mægtigt i horisonten og hele kyststrækningen på den sydlige del af Sorrento-halvøen ligger foran os. Udsigten er ubetinget en af de mest betagende på Amalfikysten. Flere steder på ruten er opsat borde og bænke, hvor vi kan sidde og nyde udsigten fra Gudernes Sti. Vi kommer forbi middelalderlige stenbygninger bygget yderst på klippesiderne, der for længst er forladt, men som engang var vigtige steder, hvor man producerede landbrugsvarer i den meget frugtbare jord, som opstod efter Vesuvs voldsomme eksplosion i år 79 e.Kr. der sendte mineralholdigt og næringsrigt aske ud over hele Sorrento-halvøen.
Enkelte steder hænger klippesiden ud over os med mægtige stalaktitter dryppende ned fra udhænget, og efter et par timer når vi frem til nedgangen mod Positano - dagens mål. Denne postkortsmukke bys pastelfarvede huse klæber sig op ad klippesiderne.

Når busbilletten bliver dyr

De, som ikke orker de mange trappetrin ned til Positano tager bussen, mens andre kaster sig ud på de mange trappetrin. Ned, ned går det og pludselig har vi udsigt til den imponerende keramikkuppel på kirken Chiesa di Santa Maria Assunta, der ligger midt i den lille by. Vi dumper ned lige i byens pulserende turistinferno og spadserer gennem de smalle gader med et utal af souvenirbutikker og restauranter til mødestedet ved stranden, hvor en "dyr" kop kaffe, er alle pengene værd. Dagens vandretur er overstået og vi nyder at slappe af på strandkanten, men vi har ikke mere end lige sluttet pausen, før sorte skyer igen sætter ind med regn. Hvad er det lige der sker?

Båden, vi skulle til Amalfi med, går ikke pga. blæsevejret! Så vi må tage bussen dertil, hvilket i sagens natur bliver noget af et tilløbsstykke, da alle tilsyneladende skal den vej. Der kører kun få busser i timen og vi må pænt vente i køen, da der ikke er plads på første bus. Officielle taxaer og pirattaxaer har for længst opdaget trængslen og udnytter situationen på typisk syditaliensk manér. Transporten til Amalfi er pludselig blevet 50 procent dyrere end normalt! 

Fremme i Amalfi er bagagen i mellemtiden transporteret til Hotel Lidomare, som er vores base de næste par dage. Det er et centralt beliggende B&B-hotel, hyggeligt indrettet med farverige klinker/kakler på gulvet, klassiske møbler, men med for lidt plads ved morgenmadsbuffeten.

Vandet i Valle delle Ferriere

Det er spændende at bevæge sig gennem Amalfis gamle gader hugget ud parallelt med hovedgaden og skjult bag forretningerne. Disse hvidkalkede gader indgik som en del af Amalfis forsvarssystem, da Amalfi-republikken havde sin storhedstid. Vi finder trappen op mod Pontone og lægger hurtigt Amalfi bag os og kommer op i Valle delle Ferriere. De, som ikke ville bruge kræfter på de mange trappetrin, tager bussen til Pontone og på byens torv mødes vi for at vandre ud på ruinerne af middelalderfæstningen ved Torre dello Zirro. Borgen, hvis tårn kan ses fra Amalfi, var stedets forsvarsanlæg og det var her, at kongen, de gejstlige og andre vigtige personligheder kunne søge tilflugt, når pirater eller andre fjender angreb. Borgen ligger næsten uindtagelig med bratte klippesider til tre af siderne. I dag er her ikke meget at se og selve tårnet kan ikke besøges. Men udsigten fra tårnpynten er alle trappetrinene værd!

Møllerens Dal

Efter frokost i Pontone fortsættes længere ind i Valle delle Ferriere. Undervejs møder vi vinbonden og mens guiden taler med ham, ses et vildsvin fouragere lidt længere oppe bag vinbondens hus. Så forstår vi bedre, hvorfor alle jordlodderne er indhegnet. Den egentlige tur går tilbage via "Møllernes Dal", men guiden, der er meget sympatisk og fleksibel, tager os med længere ind i et naturbeskyttet område, hvilket han har fået speciel tilladelse til. Vi følger ældgamle vandingskanaler og går langs vandløb, som vi skal passere og kommer længere og længere ind i hvad der nærmest må betegnes som en regnskov. I bunden af slugten stopper et vandfald vores videre fremfærd. Overalt omkring os vælter vandet ned over mosgrønne klippesider eller glider i en lind strøm ned ad nøgne, sorte klippesider, som giver vandet en helt speciel næsten selvlysende turkis farve. Det er en unik oplevelse at stå her midt i et område med kaskader af små og store vandfald - heraf nogle direkte over vores hoveder.

Gamle papirmøller

Vi går samme vej ud af det naturbeskyttede område og fortsætter ad den oprindelige rute ned gennem Valle dei Mulini, hvor der ses flere ruiner efter de gamle papirmøller. Papirproduktion var engang en stor indtægtskilde i området, hvilket vi kan høre mere om ved at besøge papirmuseet - Museo delle Carta - som vi passerer i udkanten af Amalfi.

Sejltur til Grotta dello Smeraldo

I dag kan vi slappe af, da det er fridag, dvs. en ikke programsat dag - men kan vi det? Nogle vil sove længe, shoppe her i Amalfi eller i Positano, tage til Capri, eller gøre noget helt andet. Vores lille gruppe spredes og vi er spændte på at høre, hvad hver enkelt har oplevet, når vi atter mødes.

Vi fik ikke set Smaragdgrotten forleden og oplevede ikke sejlturen langs kysten, så det er oplagt, at vi starter dagen med en tur til Grotta dello Smeraldo - et af områdets store turistattraktioner. Fra havnen afgår en lille turistbåd og mens vi sejler til grotten, betragtes den smukke, stejle kyststrækning med de mange beboelseshuse og hoteller der klæber sig til klipperne mellem store pinjer og cypresser. På et lille næs ses en hvid bygning, hvor skuespillerinden Sophia Loren søgte tilflugt, når hun ville have ro. 

Senere passeres Capo di Conca hvor en mågekoloni har slået sig ned på de yderste klipper, og bag denne pynt sættes vi i land ved Smaragdgrotten. Her betales entré for at komme ind i selve drypstenshulen, hvor vi sejles rundt i ca. 15 minutter, mens rorsmanden synger så det runger mellem stalaktitterne der hænger ned fra loftet 22 meter over os. Han beretter om det underjordiske lys, som trænger ind gennem et hul under vandet, om drypstenene, om et kunstigt anbragt dukkebarn i en krypt under vandet - og undlader ikke at oplyse om, at vi endelig ikke må glemme at give ham drikkepenge, når turen er ovre! Der er reelt set ikke meget at komme efter i Grotta dello Smeraldo, som kan betegnes som en rigtig turistfælde.

Har du ikke tidligere været i en drypstenshule, så udskyd besøget til en "rigtig" drypstenshule, så du ikke får opfattelsen af "at sådan ser alle drypstenshuler ud"! Det ville være synd.
Hele dette turistarrangement med sejltur frem og tilbage varer ca. en time og er ikke pengene værd!

Tusinde trin til Pogerola

Går man langs kysten mod vest kommer man til Amalfis anden strand ved selve havnen, hvor fiskerne tidligt om morgenen lander deres fangster. Herfra går vi ad "tusinde" trappetrin den lange vej op mod Pogerola. På vejen op møder vi to engelske par som har opgivet og er på vej ned igen. Der er alt for langt, påpeger de svedende og forpustet! Vi har sat os for mål at besøge den kirkeruin, som vi kan se fra Amalfi stående højt på den vestlige klippe over byen, men kan ikke finde vejen dertil og fortsætter op over en bakketop, så vi pludselig har Pogerola liggende neden for os. Vi går ned på torvet og slænger os ved et bord med en fin udsigt ud over dalen. Bygningerne i dalen er moderne beboelseshuse, hvor folk, som arbejder i turistbyerne Amalfi og Positano, bor. Uventet kommer der Tuborg på bordet og vi føler os "næsten hjemme", mens vi nyder forfriskningen og udsigten til byens gamle kirke. 

Tilbage gennem skov

Senere spadserer vi ned ad Via Nuova per Amalfi - som ikke er så ny endda og ikke alle steder er vedligeholdt. Igen kommer vi ned i Valle delle Ferriere, men nu fra den modsatte side af dalen. Her er lidt færre trappetrin ned gennem skoven, end da vi gik op, men udsigt er her desværre ikke så meget af, da træerne skygger. Et par steder kan vi dog skue ud over Amalfi og frem mod Torre dello Zirro. Desværre ligger der også her meget henkastet affald og det pynter ikke. Hele Amalfikysten er på UNESCO’s verdensarvsliste og måske skulle det overvejes, at fjerne den fra listen indtil italienerne har fået ryddet affaldet op, som ses mange steder langs denne unikke kyststrækning?

En fridag i skønne Amalfi

Amalfi var engang en stormagt med ca. 70.000 indbyggere der handlede med store dele af Middelhavet, Byzans, Mellemøsten samt Afrika. Der blev etableret handelsstationer i områderne og Amalfi hjalp korsridderne i bl.a. Jerusalem, hvorfor Malteserkorset blev deres symbol og stadig ses flere steder i byen. Dengang i det 9. til 12. århundrede var republikken større end både Venedig, Pisa og Genova, men da byen tabte krigen mod republikken Napoli i 1131 og senere blev erobret af Pisa efterfulgt af arabiske angreb, blev Amalfi sat ud af spillet.

Duomo di Sant Andrea

I Amalfi er det et must at besøge katedralen Duomo di Sant Andrea - der oprindeligt er fra 800-tallet, med en senere forgyldt facade. De 62 marmortrappetrin nærmest drager én fra torvet op til katedralens forhal, hvor mauriske buer vidner om den arabiske indflydelse. Fra forhallens venstre side kommer vi mod entré ind i Paradis-klosteret med en skøn søjlegård med buegange i arabisk stil. Her begravede man tidligere byens berømteste mænd. På væggene ses mosaikarbejder fra 1100-tallet og rester af lige så gamle fresker. Herfra kommer vi ind i den oprindelige kirke, som nu er indrettet som byens museum med udstillede bispehuer, hellige figurer udskåret i træ samt andre af kirkens helt unikke skatte. En trappe leder os ned i krypten, hvor de jordiske rester af apostlen Andreas ligger begravet - ført hertil fra Konstantinopel (i dag Istanbul) i 1208.

Krypten er et overflødighedshorn af freskoer fra 1600-tallet malet på loftets hvælvinger, på væggene og de mange søjler. Vidunderligt smukt med motiver fra Biblen. Vi fortsætter op til katedralen fra 1700-tallet. Den oprindelige ligger lige ved siden af og er nu museet. Både i loftet og på vægge samt i sidekapellerne ses fresker med bibelske motiver. Ved siden af katedralen står klokketårnet fra 1276 beklædt med grønne og gule kakler.

Mulighed for shopping i Amalfi

Piazza Duomo er byens centrale torv hvorfra man kommer til byens øvrige afsnit. Strøget, der også er trafikeret med biler og italienernes elskede scootere, har et utal af restauranter og specialforretninger med olier, pasta, limoncello (citronlikør), tørret frugt og sædvanligt souvenir. Ind i mellem ligger grønthandler, bager, slagter og kunst- og antikvitetshandlere samt marskandisere m.m

En af Amalfis gode restauranter

På Piazza dei Dogi lige bag Hotel Lidomare ligger en af byens bedste restauranter "da Baracca", der spiste vi i går og der spiser vi igen i aften. Denne præmierede familierestaurant er godt besøgt både af turister, men også af lokale italienere, der sætter pris på god hjemmelavet mad. Husets far, onkel og nevø - ja, stort set alle i familien hjælper til med at kokkerere og servere, alt mens der underholdes med neapolitanske sange og guitarspil. Stedet kan anbefales.

Efter middagen går dagens sidste udflugt til et af Italiens bedst bevarede arsenaler (skibsværksteder) fra middelalderen, der ligger som en tunnel med store hvælvinger ind under nogle af byens huse og i dag fungerer som museum for skiftende udstillinger.

Ravello med de himmelske udsigter

Utroligt, det regner igen her til morgen, men næppe er vi trådt ud af hotellets dør, før det klarer op. Vi spadserer over til nabobyen Atrani der nærmest hænger ud over havet og som blev hårdt ramt af en flodbølge med mudder oppe fra bjergene ved det kraftige uvejr. Det er som om byen ikke er kommet sig oven på ulykken, selv om der de fleste steder nu er ryddet op.
Herfra går det op gennem "Dragernes Dal" - Valle del Dragone - og ad landevejen op til byen Ravello. Her besøges katedralen oprindelig fra 1100-tallet, som er overraskende spartansk af en katolsk kirke at være. Men den imponerende marmor-prædikestol fra 1272, som bæres af spiralsnoede søjler hvilende på ryggen af løver, er et studie værd. Byen ligger højt på et fremskudt plateau med stejle klippe på tre af siderne og lyset her - hvor "man er tættere på himlen end havet", som det siges - har tiltrukket mange kunstnere gennem tiderne. Det var her at bl.a. skagensmaleren P. S. Krøyer og hustruen Maria fandt inspiration i 1890. Såvel forfattere som skuespillere og sågar Paven har fundet inspiration og fred her. Også den tyske komponist Richard Wagner fandt inspiration til en af scenerne i sin sidste opera Parsifal, da han boede på Villa Rufolo.

Villa Rufolo

Fra pladsen er der kun nogle få meter til Villa Rufolo der blev bygget af den stenrige Rufolo-familie i 1200-tallet. Efter indgangen under tårnet kommer vi ind i en lille fredfyldt maurisk klostergård med vidunderlige søjler med buer og fortsætter ud på den øverste af flere terrasser med eminente udsigter dels mod bjergene, dels mod havet. Hele parkanlægget er meget velholdt med mange farvestrålende blomsterbede. Fra den nederste terrasse får vi "den klassiske udsigt" ud over Salerno-bugten og den østvendte kyststrækning af Sorrento-halvøen med de pittoreske kirker Santa Maria delle Grazie og dell' Annunziata i forgrunden. Vi har endnu ikke set os mætte af den betagende udsigt (det kan man vist ikke), men spadserer op forbi de øvrige blomsterprydede terrasser og kommer forbi, koncertsalen hvor vore rejsevenner forleden overværede en koncert som en del af Ravello Festivalen.

Villa Cimbrone

Ad snævre gader fortsætter vi gennem Ravello med udsigt til Valle del Dragone ud til Villa Cimbrone yderst på plateauet. Igen ser vi lige ved indgangen østerlandsk inspirerede arkitektur i et lille kloster med vidunderlige søjler samt vinduer med overdådig udsmykning. En lang allé fører gennem parken med en rig variation af træer og buske. Pinje, eg, cypres, kastanje samt "jordbærtræ" pryder denne botaniske og historiske park, der blev skabt i engelsk-italiensk stil i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Men stedet har naturligvis været kendt og beboet siden romertiden. For enden af alléen står Templet med Ceres, høstens gudinde, en flot hvid marmorstatue i overnaturlig størrelse. Bag templet ligger terrassen med den uendelige udsigt - Terazza dell’Infinito - som af nogle betegnes som "verdens smukkeste udsigt". Vi er da også lige ved at tabe vejret, da vi træder ud på terrassen, hvis buste-prydede rækværk beskytter mod de lodrette klipper nedenfor mod havet. Her har vi 180 graders imponerende udsigt til begge sider af Amalfikysten. På vores spadseretur rundt i parken ses flere templer med flotte statuer - ikke mindst den underskønne statue af Eva i hvid marmor, hvor hun ser sig eftertænksomt tilbage mod det tabte Paradis med hånden ved sin mund, som om hun tænker  - hvad var det jeg gjorde?

Tilbage over Scala

Vores meget fleksible guide ser det ikke som noget problem at bruge længere tid og/eller vælge alternative ruter end programlagt, så i stedet for at tage de stejle trappetrin direkte tilbage mod Amalfi, vandrer vi ad landevejen over på den anden side af Dragernes Dal til byen Scala. Vi gør holdt ved et mindesmærke for seks faldne svenske piloter under 2. verdenskrig og har herfra et glimrende tilbageblik til plateauet, hvor Ravello ligger. Turen fortsætter ned over Pontone og tilbage mod Amalfi ad trapperne vi tidligere gik opad på turen til Valle delle Ferriere.

En uventet stor regning

Guiden har foreslået, at vi spiser sammen på en god fiskerestaurant og den er vi alle med på. Restauranten hedder Zaccaria og ligger 15 minutters gang fra Amalfi på kystvejen til Atrani. Den estimerede pris på den ikke nærmere definerede middag ville ligge på mellem 25-30 € p.p. hvilket vi synes er rimeligt. Vi kan i den milde sensommeraften sidde ude med udsigt udover havet, og får en kande med lokal rødvin og en med lokal hvidvin på bordet samt en olieret bruschetta med vidunderlige tomater som forret. Men denne hvidvin smager som sur æblemost og da vi forventer fisk bestilles en flaske ordentlig hvidvin.

Der bliver foreslået to forskellige fade med antipasta, så vi får smagt lidt af hvert. Det ene har havets frugter med muslinger af forskellig art samt rejer. Det andet har også muslinger så store at de minder om østersskaller, kombineret med marinerede blæksprutter. Begge retter smager fortrinligt - hvis man er til skaldyr. Også pastaretterne serveres i to forskellige kombinationer. Igen frutta di mare samt en meget velsmagende ret med marinerede soltørrede tomater og andre stegte grøntsager med hjemmelavet pasta. Men hvor bliver fisken af? Nogle af os mangler noget "kød", så vi bliver enige om at bestille lidt grillet fisk og kort efter kommer et stort fad på bordet. Fisken er velsmagende og nu har vi fået rigeligt. Enkelte ønsker dog at slutte måltidet med dessert.

Regningen bliver præsenteret og lyder på 50 procent mere end det forventede, så guiden bliver sat på opgaven at få dette forklaret, men får kun regningen reduceret til med nogle få Euro. Ikke fordi dette er ekstremt dyrt - men fordi vi havde forventninger om en noget lavere regning - bliver totaloplevelsen en skuffelse for flere af os og vi sidder med en følelse af, at her presser man turisterne - for man ser dem nok aldrig igen! Heraf kan vi så lære ikke at bestille noget uden at se et spisekort med eksakte priser!

I nattens mørke spadserer vi tilbage til Amalfi langs kystvejen og kan nyde byens lys en sidste gang fra pynten ved Torre di San Francesco.

I morgen rejser vi til Pompeji og Napoli - der ligger i skyggen af den ekstrem farlige vulkan Vesuv.