Cykelferie på øerne i Dalmatien

Diokletians Palads i det gamle Split

Som det første anskaffer vi os et kort over byen og skal naturligvis se de romerske bygninger og ruiner i Diokletians Palads, som nok er den væsentligste turistattraktion i Split og som er på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Inden vi når dertil, ramler vi lige ind i lørdagsmarkedet med duftende og farvestrålende blomster og grøntsager. Her er naturligvis også en masse boder med tøj og diverse souvenir.

Diokletians Paladsets op til 28 meter høje bymure kan ikke undgå at fange vores opmærksomhed og for at få overblik over paladsets størrelse, starter vi med at vandre hele vejen rundt om den ydre bymur. Paladset blev bygget af den romerske kejser Diokletian, da han trak sig tilbage fra den politiske arena i år 305. Her boede han til sin død i 313, hvorefter paladset blev brugt til administrative opgaver. I 614 gav paladsets beskyttende mure ly for flygtninge fra Salona, fem km. fra Split, da byen var blevet angrebet af bl.a. kroaterne. Senere i 1409 blev Split indlemmet i de venezianske territorier, hvilket påvirkede arkitekturen, som det ses mange steder i dag. I hvert hjørne af paladset er der efter romersk skik et tårn, som i dag er beboet af almindelige borgere. På nordsiden ligger en lille skyggefuld park, og vi når frem til Den Gyldne Port, der var hovedindgangen til paladset. Uden for ligger Arnir-kirken med en kæmpemæssig statue placeret foran. 
Da vi har været hele vejen rundt om bymuren - det der er tilbage af den - for den østlige side er indbygget i husene - spadserer vi ind til centrum ved Søjlegården der er den centrale plads i det romerske kompleks. Her ligger turistinformationen, som giver os et forslag til en rundtur i byen, så vi får set det meste uden at flakke for meget rundt. Man kan hurtigt "forvilde" sig ind i blindgyder og andre smalle stræder - selv om det er nok så interessant.
Søjlegården har, som navnet antyder, en række romerske søjler med flot forarbejdede kapitæler (søjlehoveder) på toppen. Her er også indgang til Skt. Domnius-katedralen - den største kirke med klokketårn - der kan ses fra mange steder i byen. Pladsen har udgang gennem Jernporten eller man kan gå ned gennem en underjordisk passage, hvor smykkehandlende tilbyder deres varer. Hernede findes også et mindre museum med ting fra de arkæologiske udgravninger. Byens Etnografiske museum ligger også inden for bymuren.
Både indenfor murene og udenfor er her prægtige paladser og kirker at se på, ligesom her findes et utal af arkitektoniske detaljer, der henviser til fortidens besiddere.
Vi kunne sagtens have brugt meget mere tid her, men hvad kan man nå på et par timer?

Det gode motorskib Aloha

Først på eftermiddagen er vi ombord på Aloha, som den næste uge sejler os rundt til de forskellige Dalmatinske Øer i Adriaterhavet - som Middelhavet kaldes mellem Italien og Kroatien. Her møder vi vores internationale rejsegruppe med singler og familier fra USA, Bulgarien og Danmark. Guiderne har medbragt cykler og da de er kommet ombord, kan vi sætte kurs mod første destination - øen Solta.
Aloha er bygget i 1951 med kahytter fordelt på øverste og nederste dæk. Hver kahyt har plads til to-tre personer med eget toilet og bad. Her findes også garderobe, pengeboks samt individuel aircondition. På fordækket findes liggestole og på agterdækket tillige borde og stole under et skyggefuldt solsejl. Dette dejlige skib, var tidligere et hospitalsskib som præsident Tito (af Jugoslavien) senere ændrede til en 1-dags udflugtsbåd. Besætningen er alle fantastisk serviceminded og en fornøjelse at være sammen med.

De første bakker på Solta

Det tager kun en time at nå frem til havnebyen Rogac på øen Solta. Vores to cykelguider har tilset cyklerne, så alt er klart til første cykeltur. Vi får tildelt cyklerne og der skal altid lidt justeringer til, inden man føler sig helt fortrolig med sin cykel. Det er godt brugte cykler, men de fungerer fint og har alle 21 gear - og dem får vi brug for!
Fra Rogac går det stejlt op de første to km. Vi må flere gange af cyklerne og trække, alt mens vi fra højderne kan se, at Aloha sætter kurs mod vores mødested længere øst på øen. Nu er der ingen vej tilbage.
Solta er den 13. største ø i Adriaterhavet og kendt for sit bjergrige terræn, uspolerede natur med en mangfoldig flora samt typiske adriatiske landsbyer. Men det er som om tiden her har stået stille i årevis. Fra turens højeste punkt 155 moh. har vi en fin udsigt mod havet og fastlandet. Så går det nedad forbi olivenlunde og vinmarker gemt bag beskyttende stengærde for at slutte i byen Stomoska, hvor Aloha bliver liggende natten over.

Øm bagdel

Hen under aften sidder vi i skibets restaurant og får maden serveret, mens vi taler om dagens cykeltur. Faktisk er der nogle af vores bulgarske venner, der ikke har taget opfordringen om at træne lidt på cyklen hjemmefra alvorligt - og det svier til dem nu. De kan mærke dagens ca. 16 km lange tur! En af gæsterne er slet ikke interesseret i at cykle, men er taget med for at fiske, hvilket er hans store passion. Han har dog ikke den store succes og bruger de mindre fisk som madding i håbet om at kunne fange noget større.
En aftentur rundt i den lille smukke havneby, får benmusklerne til at slappe lidt af og vi kan gå til køjs oven på en lang dag med mange nye indtryk.

Cykelferie på Hvar

Under morgenmaden sættes kurs mod Adriaterhavets 3. største ø Hvar, kendt for sine palmer, fyrretræer, laurbærlunde, urtehaver med rosemarin, merian og mange lavendelbuske. Vi nyder indsejlingen i bugten, hvor vi lægger til ved øens ældste by Stari Grad. Cyklerne bliver løftet fra borde og snart er vi afsted på dagens første lette cykeltur, hvor vi følger hovedvejen med stort set ingen trafik frem til den maleriske havneby Vrboska. Herefter fortsætter vi ad kystvejen videre til byen Jelsa. 

Efter frokost på en af byens restauranter er der tid til at se lidt nærmere på byen. Senere cykler vi stort set samme vej tilbage mod Stari Grad, hvor gruppen deles. De der vil sejle med Aloha til byen Hvar, cykler ned til skibet. De der vil cykle videre over bjerget til byen, fortsætter lidt frem til vejskiltet mod Selca. Desværre er der ikke vist skiltning til Hvar her, da der er etableret en ny tunnel under bjerget til øens sydkyst, og det overser en af vore amerikanske cykelvenner og fortsætter gennem tunnelen og cykler derfra til Hvar. Vi andre har en ca. 10 km. lang opstigning til omkring 400 moh. foran os.

Over bjergryggen

Det er en betagende tur, hvor vi fra højden kan se Aloha sejle videre vestover mod byen Hvar. Vi kommer gennem små pittoreske landsbyer, langs dramatiske slugter samt lodrette klippesider og passerer lavendelmarker etableret på bjergskråningens terrasser. Efter godt en time er vi på toppen ved restaurant Lavanda, hvor vi får os en tiltrængt væskeforsyning, mens vi venter på vores guider, der altid ligger bagerst på turene, så de kan hjælpe, hvis der skulle opstå tekniske problemer undervejs som f.eks. punktering. Fra toppen er der kun én vej - nedad. På blot 20 minutter - i højeste gear og fuld fart - er vi efter dagens i alt ca. 42 km. fremme i Hvar by, finder havnen og kan få os et velfortjent bad inden en spadseretur i byen.

Hvar by med borgen Fortica Spanjola

Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, men er der en top at "kravle op på" drager den mig! Og netop her ligger der en fæstning højt over byen, og der begynder vi. Fra det store centrale torv går en gade op ad bjerget. Gaden er ganske smal og består af utallige trapper, der leder os forbi tværgående lige så smalle stræder med forretninger og spisesteder. Her kan biler naturligvis ikke komme, ligesom hele bycentret er spærret for biler. Vi krydser hovedvejen over byen og kommer ind i et parklignende område med pinjer, buske og blomstrende kaktus, hvor en svagt stigende serpentinesti fører op til borgen Fortica Spanjola. Undervejs er her flere fine udsigtspunkter ned over byen og de smukke Pakleni-øer uden for Hvar, men udsigten fra borgens høje tårn er værd at gå efter. Vi spadserer rundt på borgen, der blev bygget i midten af 1500-tallet som forsvarsværn for byen, og finder ned i den trange, kolde fangekælder dybt under borggården. Tremmer og gabestok får os hurtigt op igen. Ikke noget for folk med klaustrofobi! På vejen tilbage stikker vi hoved ind i Benediktinerklostret, der ligger klemt inde mellem de øvrige bygninger og ikke gør meget af sig.

Torvet i Hvar

Tilbage på byens torv er den helt dominerende bygning Skt. Stefan-katedralen med et flot klokketårn, der blev bygget over en årrække i 1500- og 1600-tallet. På højre side ses Arsenalet, det tidligere skibsværft, der blev indrettet som teater - det ældste i Europa. Foruden teater findes her biograf samt et kunstgalleri. På torvets anden side ses byens Loggia med tårnur, som er fra 1400-tallet.

Vi fortsætter rundt om havnen og langs kystpromenaden ud til det store og flotte Hotel Amfora, hvor vi også finder byens bedste badestrand i en lille bugt. Hvor er det dejligt, at man her bygger de moderne hoteller uden for den gamle bys centrum og alligevel ikke længere væk, end at man kan nå derind til fods.
At Hvar by er den mest besøgte by på De Dalmatiske Øer forstår man, og de mange restauranter med bl.a. friske fisk fra det rene Adriaterhav lokker naturligvis også.
Efter en sidste natrunde i byen kan vi kravle til køjs og sove trygt på det let vuggende skib Aloha, der næste dag skal bringe os til øen Korcula.

Med cykel på langs af Korcula

Først på dagen glider skibet stille ud gennem bugten fra Hvar by og Aloha sætter kurs sydover mod øen Korcula - Sorte Korfu, som grækerne kaldte den pga. den tætte fyrreskov. I byen Prigradica stiger de af os af, som vil cykle dagens ca. 40 km. op over højdedraget på 490 meter, mens vores øvrige rejsevenner fortsætter med Aloha til Racisce, hvor der tilbydes en kortere og lettere cykelrute på 13 km langs kysten til øens hovedby Korcula.
Vi, der er på dagens lange tur, kommer hurtigt vi op i højderne og kan cykle langs vinmarkerne, hvor vinbønderne har travlt med forårets gøremål. Udsigterne er igen formidable, ikke mindst da vi efter at have passeret et par hårnålesving har udsigt til byen Smokvica, der ligger smukt på skråningen ned mod en frodig dal. Inden vi cykler derned provianterer vi i byen og snupper en sandwich på trappen til byens kirke.
Nede i dalen blomstrer oliventræerne, og snart går det igen opad. Her er det vigtigt igen at finde sin egen rytme. Er der nogen der cykler hurtigere, så lad dem blot det. Forcerer man sit eget tempo kan det gå galt. Det er som bjergbestigning: det meste foregår inde i ens hoved. Tænker man sig om og sætter tempoet efter det man formår, kommer man op. Og det kan anbefales.
Efter byen Cara forlader vi hovedvejen og cykler på en mindre vej som fører os ud langs kanten af kysten et par hundrede meter over havet og her har vi den vidunderligste udsigt mod den lille Pupnatska Luka bugt med turkis og azurblåt vand langt under os.
Vores amerikanske veninder, søstrene Amelia og Claire først i tyverne, stopper og foreviger det smukke landskab. Længere fremme sludrer Murray fra USA på 73 år med Antoan fra Bulgarien på 18 år om fototekniske ting. Hvor er det herligt, at unge og ældre kan være sammen på en sådan cykelferie og vi alle kan få en dejlig tur ud af det.
Efter ca. seks km. stigning kommer vi atter ind på hovedvejen ved Pupnat og følger denne frem til Postrana, hvorfra det går stejlt ned mod Korcula, der ligger højt på en halvø i Peljeski-kanalen.

Korcula By

Efter fire timers cykeltur, og et forfriskende bad i kahytten på Aloha, bevæger vi os ud i denne historiske og meget velbevarede middelalderby, som ikke fylder meget mere end et par hundrede meter på hver led - men er nok så interessant med historiske bygninger, mure, tårne, katedraler, paladser etc. Korcula er også med på UNESCOs liste over verdenskulturarven. Fra et lille torv uden for bymuren fører en trappe op til Landporten, hvor vi kommer ind i bykernen. Overalt ses levn fra den venezianske periode - ikke mindst den vingede Markusløve. Her er naturligvis ingen biler i bykernen. Centralt ligger byens vigtigste bygningsværk Skt. Markus-katedralen fra 1200-tallet bygget i lyse honningfarvede sten, med klokketårn og et stort rose-vindue ud mod en lille plads. Den imponerende indgangsportal er et studie i gotisk arkitektur.

Her i Korcula menes den berømte opdagelsesrejsende Marco Polo (1254-1324) at være født. Vi finder frem til hans hus, hvoraf kun tårnet samt de ydre mure kan ses. Tårnet kan vi komme op i og det indeholder en mindre udstilling om Marco Polo og hans rejse til Kina. Der er planer om at restaurere huset, som indvendigt blot er en bunke sten, men som udvendigt har nogle aldeles smukke venezianske vinduer.
Rundt om bykernen - uden for bymuren - løber en kystpromenade (tilladt for biler) som det er dejligt forfriskende at bevæge sig på, når den lette brise fra havet rammer én. Her er caféer og restauranter næsten hele vejen rundt - og fristelsen for at snuppe en kop kaffe med en lækker lagkage til er simpelthen for stor.

Delfiner på turen mod øen Mljet

Aloha har sat kursen sydover i fuldstændigt vindstille vejr. Inde over halvøen Peljesac hænger endnu en sky lavt over bjergene, som morgensolen døjer med at få brændt af. Ikke en krusning ses på havet. Ikke før der er én som råber: - Delfiner! En krusning i havoverfladen. En rygfinne, der skærer gennem vandet. To, flere… Vi styrter til kahytterne for at finde fotoapparaterne, mens kaptajnen sætter kurs mod delfinerne.
- Kommer vi tæt på dem? Spørger jeg en af matroserne, der har stillet sig i stævnen. 
- Vent lidt, så har vi dem legende lige neden foran stævnen, svarer han velvidende, mens han gør plads til os, for han har oplevet dette utallige gange på disse ture.
Så er de der. Seks legesyge delfiner lægger sig foran Aloha, mens vi hængende ud over rælingen betragter fænomenet. Det er som om delfinerne ind i mellem lægger sig på siden for at se op på os med deres store øjne. Så bytter de plads, forsvinder og dukker atter frem. Det hele varer kun nogle minutter, så synes delfinerne, at vi har nydt forestillingen længe nok og de forsvinder under skibet, og agterude kan vi se dem fortsætte deres leg med spring ud af vandet. En herlig og opløftende oplevelse. Man bliver høj af det!

Vandretur i Mljet National Park

Vi når frem til havnebyen Pomena på øen Mljet, hvor hele øens vestlige del er udlagt til nationalpark på grund af stedets egenart og skønhed med to krystalklare saltsøer omkranset af skovklædte bjergskråninger. Legenden fortæller, at det var her Odysseus svømmede i land efter sit skibsbrud og nymfen Calypso tog sig så hjerteligt af ham, at han blev her i syv år! Og man forstår ham, når man har set området.
I dag er der ikke planlagt nogen cykeltur, men ønsker vi det, kan cyklerne sagtens komme i anvendelse, da her både er vandrestier og cykelstier rundt om søerne. Vi beslutter os for at vandre og efter at have betalt en adgangsbillet, der også inkluderer bådoverfart til Benediktinerklostret på øen Skt. Maria i Den Store Saltsø, går vi ind i nationalparken. Vandrestien fører os rundt langs søens bred på en lidt ujævn og stenet sti, men udsigten til det turkisfarvede vand med skovens spejling i det stille vand er uimodståelig. Her er da også folk som springer i vandet.

Fra søens østligste del er der kun få meter over til Den Stor Saltsø, hvor vi følger den asfalterede cykel/gangsti rundt. Et skilt viser op i terrænet, hvorfra her er den fineste udsigt til klosterøen. Vi fortsætter endnu en lille km. og kommer ud til de stejle klipper ved havet. Syd for os kan vi ingen øer se, da Mljet er den sydligste af De Dalmatiske Øer, så dette må være den direkte vej til den italienske støvlehæl! Tilbage på cykelstien fortsætter vi frem til det smalleste sted, hvor en "kanal" på ca. seks meter leder vand mellem havet og søen.

Klosterøen - en fuser

Ved bådfarten tager vi den lille motorbåd, der sejler hver halve time, over til klosterøen Skt. Maria. På siden af klosterbygningen finder vi kirken bag en søjlerække, men selve klostret er under udgravning, så hverken bygning eller klosterhave er der adgang til. På toppen af øen ses ruiner fra en tidligere romersk bebyggelse og på øens nordside findes et kapel. Faktisk er her ikke meget at se, men man kan naturligvis forestille sig hvorledes klosterets beboere har kunnet leve i total fred her på øen. Ved bådpladsen findes et par restauranter - og det er så det. Lidt af en fuser, at tage herud! På sejlturen tilbage står vi af ved landsbyen Pristaniste, der virker helt død, og vandrer resten af vejen tilbage til Pomena. 
Set i bakspejlet skulle vi nok have droppet ø-turen og have taget cyklerne, for så havde der været tid til også at besøge hovedbyen Polace med rester af romerske villaer samt en basilika kun et par kilometre herfra.

Blæksprutter, hvidvin og solnedgang

Flere skibe er kommet til og alle ligger de side om side. Vores rejsekammerat Tomi, der ikke laver andet end at fiske hele dagen, har været heldig og fanget to pæne blæksprutter, som Ana i køkkenet har grillet og som Tomi har den glæde at kunne servere for os som forret til middagen. Kaptajnen bidrager med en gratis flaske hvidvin til hvert bord.

Da klokken bliver lidt over 21 sænker solen sig bag øerne i vest og hvad er skønnere end at sidde iført shorts og T-shirt i den lune aften, nyde et glas vin og se natten komme?

Ad panoramavejen på Peljesac

Efter at de lokale fiskere har landet deres fangst tidligt om morgenen, er det tid for Aloha igen at sætte kursen mod en ny destination - denne gang til havnebyen Trstenik på halvøen Peljesac. 

Herfra går det seks km. opad mod turens højeste punkt 370 moh. hvor der i en saddel mellem to bjergtoppe er rejst et mindesmærke for de faldne under 2. verdenskrig. Da vi efter ca. en times tråd i pedalerne og trækken af cykel når derop, fås belønningen med et panoramaudsyn tilbage mod Trstenik. Vi fortsætter i et mere jævnt terræn ad panoramavejen, hvor der er noget mere trafik, end vi har været vant til på øerne. Vinmarker og olivenlunde passeres og igen kommer vi gennem små landsbyer og får en lang nedkørsel langs kysten til byen Orebic. Her cykler vi ud til stranden og finder en dejlig restaurant hvor frokosten indtages. Herfra er det blot at følge kystvejen de syv km. til Viganj, hvor skibet ligger og venter på os sammen med de af vores rejsekammerater, der har cyklet dagens korte tur fra Orebic.

Badetur i krystalklart vand

I modsætning til tidligere skal Aloha ikke blive i havnen natten over og da vi alle er samlet, sættes der kurs mod øen Hvar’s østligste punkt. Vi sejler rundt om Pjesac og kaptajnen lader ankeret falde i en lille bugt med stille og krystalklart vand. Nu må der bades. Før nogen overhovedet får set sig om har de første stillet sig op på rækværket på øverste dæk og springer de seks meter ned i det vidunderlige vand. Andre følger efter. Vandet er herligt, men vinden på dækket kølig. Så er det godt, at vi efterfølgende kan putte os i liggestolene og suge solen til os, da vi sejler videre.

Mod Sucuraj

I min døs vågner jeg ved, at der råbes: - Thomas, her er delfiner. Jeg er oppe på et splitsekund og griber kameraet, mens skipper svinger Aloha rundt om en flok delfiner for at få dem til at følge os som tidligere. Det er denne gang dog kun en enkelt, der lader sig "forføre" og i en kort stund ligger foran stævnen, inden den forsvinder og finder sammen med sine artsfæller igen.
Vi når havnen i Sucuraj den østligste havn på Hvar, der er en lille og lidt isoleret flække, men meget idyllisk. Vi bruger den sene eftermiddag på at spadsere ud til fyret og se lidt på den pittoreske havn.

Fra øst til vest på øen Hvar

Denne dag spredes cykelgruppen hurtigt og de der ikke orker/magter at cykle dagens ca. 58 km. tager sig en "slapper" og kan nyde sejlturen langs kysten frem til byen Jelsa. Vi tager det helt roligt de første ca. to km hvor det går opad gennem et helt anderledes terræn end vi hidtil har oplevet på øerne. Her er ingen træer, men kun lavt voksende buske, krydderier og blomster så langt øjet rækker. Og trafik på hovedvejen findes ikke! Da vi er kommet op i højden ca. 345 moh. flader terrænet ud og vi har kun mindre nedkørsler og opkørsler foran os. 
Smukke landsbyer - alle med hver sin karakteristiske landsbykirke - passeres og snart er vi mellem store blomstrende olivenplantager. Her har træerne en facon vi ikke tidligere har oplevet eller bemærket. På de gamle oliventræer, er den oprindelige stamme fjernet og i stedet gror fire til seks mindre stammer ud fra roden af den oprindelige stamme. Man har så at sige flere træer fra samme rod. Lave træer og let at plukke oliven fra. I landsbyerne møder vi ind i mellem folk, som vi, efter at have spurgt, får lov til at fotografere, som f.eks. to kvinder, der fortsat høster med hhv. le og segl. Vi og de er ikke de eneste der arbejder. Bierne har også travlt, for millioner af blomstrende oliven skal befrugtes og der skal indsamles honning.

Terrænet skifter igen karakter og træerne bliver større og større og ind i mellem er her skov. Mens vi sidder i grøftekanten og spiser frokost bliver vi indhentet af vores dansktalende guide Maria. Hun kan heller ikke modstå fristelsen til at snuppe et fristende bær fra et kirsebærtræ vi passerer. Igen har vi flotte udsigter udover vin- og lavendelmarker med stengærde på kryds og tværs samt udsigter til den snoede kyst og dens skønne bugter, og da vi efter en lang nedkørsel når Jelsa, cykler vi det sidste stykke langs kysten frem til Aloha i havnen.

Ad hårnålesvingene i Omis-kløften

Det er en uvant kraftig vind med høje bølger Aloha skal igennem, da hun sætter kurs mod Omis på fastlandet. Flere må holde sig i ro, sidde midtskibs i sejlretningen for ikke at blive søsyge. Heldigvis løjer bølgerne noget af, da vi når i læ af fastlandet og kan følge kystlinien frem til Omis, der ligger mellem Split og Makarsak ved floden Cetinas udmunding i Adriaterhavet. Vi cykler gennem byen for at nå frem til floden, som løber langs hovedvejen ind i en kløft som floden gennem årtusinder har udskåret i det bjergrigt terræn. Denne del af floden er udlagt som naturpark, hvor man fra bl.a. udflugtsbåde kan iagttage det rige fugle liv. Vi følger hårnålesvingene ca. seks km. op og op, men kan kun ganske få steder undervejs skimte en udsigt, da skovens træer skygger.

Møde med de lokale

Først på toppen 218 moh. åbner landskabet sig og vi har udsigt til bjergene på den anden side af Omis-kløften. Cetina-floden i bunden af kløften kan vi derimod ikke se fra toppen. Jeg kommer i snak med en kroatisk kvinde, der ser til sine roser. Jeg signalerer om jeg må fotografere, hvilket hun med glæde stiller op til. Jeg taler engelsk til hende, hvilket hun ikke forstår, og hun forklarer mig en helt masse på kroatisk, som jeg ikke fatter en lyd af. Men hilse på vil hun gerne, da hun ser at vi er en lille gruppe, som nyder at være på cykeltur i "hendes" landskab.

Nedkørsel med udsigt

En mindre sidevej fører os gennem landsbyerne Svinisce og ned forbi Podasplije, hvor vi på nedturen har en flot udsigt til en karakteristisk bjergtop på 336 moh. inden vi igen er tilbage på hovedvejen og følger denne frem til skibet.
Her er vores ø-hop og cykelferien slut og sent på eftermiddagen - uden mulighed for at se nærmere på Omis by - sejler vi tilbage til Split, hvor vi overnatter ombord på Aloha.

Trogir - en perle ved Dalmatiens kyst

Efter morgenmad forlader vi skibet, da det skal videre til næste "ekspedition" et andet sted langs kysten. Vores rejsevenner spredes. De amerikanske søstre skal overnatte i Trogir blot 10 min. kørsel fra Splits lufthavnen - og vi følger med til deres hotel. Kufferterne opmagasineres på Villa Maslina, hvor søstrene skal bo, og vi kan bruge dagen i byen, inden vi sent på aftenen skal flyve tilbage til København.
Villa Maslina ligger centralt blot 200 meter fra den gamle bydel, som er omgivet af vand i et meget maritimt miljø med flere marinaer. En lille bro fører over til Fortin Parken og på den anden side af øen løber kystpromenaden, hvor de store udflugtsskibe ligger. Allerede i 380 f.Kr. slog grækerne sig ned her på øen, hvortil romerne kom i år 78. Meget senere i 1100-tallet blomstrede byen under det ungarske styre og i 1400-tallet under veneziansk styre. Mange af fortidens bygninger, mure, porte, trapper, vinduer, kirker, pladser etc. kan fortsat ses, hvorfor Trogir i 1997 kom på UNESCOs liste over verdens kulturarv.

Fra Havporten - lige ved siden af det gamle fiskemarked - spadserer vi ind bag bymuren og går på opdagelse i de smalle stræder og gyder. Vi ser Skt. Laurentius-katedralen, loggiaen med urtårnet, skønne klostergårde, paladser og andre mindre kirker m.m. - samt ikke mindst den imponerende Kamerlengo-borg, der blev bygget af venezianerne omkring 1430. Overalt i byen ses fine detaljer fra fortidens byggekunst. Her findes ikke en plads - og næsten heller ikke en gade - hvor der ikke ligger en café eller en restaurant og vi besøger Restaurant Kapasanta, hvor vi spiser vores frokost.

Sent på eftermiddagen tager vi bussen til lufthavnen og checker ind. Herfra er der kun ca. 500 meter ned til havet og er man i god tid før flyafgangen, kan det anbefales at spadsere en tur derned. Her er en fin strand samt en lille fastfood restaurant "More", hvor de lokale kommer og her er maden både bedre og billigere end i lufthavnen.
Denne ferie blev på alle måder en dejlig tur, med afslapning og aktivitet, kultur og en god service, som vi vil mindes længe med glæde.