En klassiker i Jotunheimen

Fra Gjendesheim mod Glitterheim

I fuld sol kører vi ind over Valdresflya, hvor vejen er lukket om vinteren, og foran os rejser fjeldene sig i al deres pragt. Nogle fjelde har endnu sne på toppen - Besshø og Nautgardstind. Vi er på vej ind i Jotunheimen og parkerer ved Den Norske Turistforenings hytte Gjendesheim ved søen Gjende. I det gode vejr er mange fjeldvandrere søgt ud i fjeldet og vi kan ikke få eget rum, så vi henvises til den fælles sovesal. Hvorfor er her så mange mennesker? Jo, man regner med at ca. 1.000 mennesker skal over Besseggen i morgen!
Det bliver ikke til meget søvn denne nat. Vi ligger ca. 17 personer ved siden af hinanden og de sidste kommer vel til køjs kl. 02 og allerede kl. 04 begynder de første at knirke med plastikposerne. Ørepropperne havde vi glemt!

Næste morgen vandrer vi med fuld oppakning stejlt op ad sporet umiddelbart bag ved Gjendesheim og medens vi således forcerer denne udmattende fjeldside, kan vi neden for se hvorledes de mange mennesker, der skal med båden ud over Gjende, samles ved det lille færgeleje.
Men snart er vi oppe i fjeldet og er nu helt alene. Vi har teltet med på ryggen og mad til hele dagen, så vi kan slå os ned, hvor vi finder lyst til det.

Langs Russvatnet

Så snart vi er oppe, skal vi igen ned mod Bessvatnet. En lille bro fører over den fossende elv og vi starter igen på en opstigning omkring Bessheim Rundhø og kommer ned til enden af Russvatnet. Foran os har vi det mest betagende syn mod Nautgaardstind, 2.258 moh. som ligger smukt med al sin sne på toppen. På et langt stykke følges Russvatnet, inden stien drejer op i bakken. Ved Tjørnholåa skal vi passere en dybe kløft - men heldigvis er her spændt en hængebro ud over.

Ømme fødder på Glitterheim

Mellem østre og vestre Hestlægerhø går vi op i en saddel og får det sidste glimt af Russvatnet. Her er det fint at holde en større pause for udsigten herfra er meget flot. Mod nord har vi Glittertind, 2.264 moh.

Gennem et stenet terræn fortsætter vi nu det sidste stykke ned mod Glitterheim der ligger på den anden side af elven nede i Veodalen. Glitterheim er en typisk norsk turisthytte, der ligger 1.384 moh. og her får vi eget rum. Jeg skal have plejet mine fødder for jeg har kun har fået et par sokker på i dag. Fordi jeg ikke har taget en tynd indersok på, har jeg fået gnavet hul på begge mine hæle og fået en vabel under højre fods trædepude. Så der er god grund til at få efterset fødderne, vasket dem og sat compeed og plaster på. Og så er det bare op med fødderne og slappe af i det gode vejr.

Fra Glitterheim mod Spiterstulen

Det er tungt at komme i gang med dagens vandring. Faktisk ville vi have været en tur op på Glittertind Norges næsthøjeste fjeld, men vejret! Det er gråvejr med lidt finregn, så vi kan alligevel ingen ting se der oppe fra. Så vi starter den videre rundtur mod Spiterstulen. Ruten på fjeldet er ret så stenet, så vi giver os god tid. Nogle steder skal vi klatre fra sten til sten og hele tiden passe på ikke at glide i det våde vejr. Netop som vi passerer sadlen oppe i Vesleglupen, får fruen en lille fibersprængning i venstre læg og kan dårligt gå videre. Men her midt mellem de mange sten kan vi ikke blive, så vi binder lidt elastikbind om benet og humper langsomt videre over de mange våde sten. Det tager tid og sent på eftermiddagen når vi frem til den bratte nedgang mod Spiterstulen. Denne hytte ligger 1.100 moh. og har køreadgang gennem Visdalen. Hytten er et godt udgangspunkt for vandreture mod Eventyrisen på Svellnosbræen. Galdhøpiggen og Glittertind kan begge bestiges, når vejret er godt, ligesom 15 andre af de 26 tinder på over 2.300 meter kan bestiges på dagsture fra Spiterstulen.

Forbi Kyrkja - Norges Matterhorn

Vi følger elven Visa nede i Visadalen. Det er en letgået tur, men meget lang uden de store oplevelser undervejs. Men det klarer lidt op da vi passerer det flotte fjeld Kyrkja, 2.032 moh. – Norges svar på Matterhorn! Vi når frem til Leirvassbu, der er et dejligt sted med masser af gamle ting - og ikke mindst flot træværk. Hytten kan i bil nås via Leirdalen

Gennem Storådalen

Faktisk havde vi planer om at vandre til Olafsbu, men p.g.a. benene sætter vi kurs mod Gjendebu. På det første stykke har vi igen Kyrka på venstre hånd, men snart er vi ved bredden af Langvatnet. Det er fortsat overskyet og vådt, men regnen er hørt op - og vi venter på at solen skal give lidt varme. Ved Hellerfossen springer vi fra sten til sten og følger elven ned i den mægtige Storådalen. Her kan vi tydeligt se hvorledes isen har dannet denne U-dal. 

Vi kommer igen ned under trægrænsen og i skoven er det som om det lysner - men det er efterårsløvet, der giver det gule lyse skær. Her nede i skoven har vi ikke det samme overblik over terrænet som oppe på højfjeldet og det bliver en meget lang tur. Hele tiden føles det som om Gjendebu ligger lige omkring næste hjørne. Men nej, vi skal endnu længere. Mon vi er ved at være trætte? Så endelig taget af et hus - og endnu et. Vi er fremme.

Over Gjende i gråvejr

Faktisk kunne vi vandre over Bukkelægret og ned til Memurubu og derfra næste dag over Besseggen til Gjendesheim, men det er fortsat gråvejr - og fødderne, benene og kræfterne! Vi beslutter os for at vente på at båden til Gjendesheim anløber og så tage den tilbage til bilen.
Selv om denne vandretur i Jotunheimen for det meste blev gennemført i halvdårligt vejr, afskrækker det os bestemt ikke for at vende tilbage. Som jeg siger: En dag med sol i de norske fjelde opvejer langt tre dage med regn!