Familieferie på Hindsæter Fjellhotell, Jotumheimen

Med børnene på kælkebakken

Det var i går vi ankom til Hindsæter Fjellhotell efter en længere køretur. Så det var bare om at komme ud at røre sig efter at have siddet stille så længe - specielt for børnene.
De havde været rolige undervejs, så de var fyldt med energi og skulle bare ud og afreagere. Vi fandt skitøjet frem og tog kælken med os over på bakken lige ved siden af hotellet.
Aktiviteter i sneen er i bund og grund leg - og så kan alle være med. Ingen er for ung, ingen for gammel til at tumle sig i sneen. Det blev til adskillige ture oppe fra det gamle sæterhus og nedover - ikke stejlt, men langt. Så langt at de små ben blev trætte og næsten ikke orkede at trække slæden op igen. Men så er der jo ikke flere ture at få! Kælken skal op, før vi kan glide ned igen. Vi deltes om opgaven og tog begge fat i slæden og kom opover, så vi atter kunne få den herlige kilden i maven, når kælken hoppede og dansede ned over det ujævne terræn med Mathias og farfar klæbende sig til det lille sæde.

Gastronomiske oplevelser på Hindsæter

Der er komet en del flere gæster i løbet af dagen og da vi er samlet ved aftensmaden fortæller André Sundero og Karola Wenzel, der sammen driver hotellet, lidt om hvad vi skal have at spise i dag. Bl.a. fortælles det, at Hindsæter satser på både gode naturoplevelser og rigtig god mad, som André selv tilbereder. Han ønsker at skabe et internationalt køkken med lokale råvarer og med speciale i italienske vine. Også denne aften indledes middagen med lidt fortællinger fra Hindsæters historie. André viser den kobjælde, hvormed han kalder til middag. Det er en gammel klokke som stammer fra hans bedstemors køer - og når den lyder - ja, så tømmes værelser og rum og vi samles til dagens delikatesser i spisestuen.

Første gæster var danske

Om Hindsæters historie historie fortælles, at der faktisk har her været sæterdrift helt tilbage i 1600-tallet, men egentlig hoteldrift først blev startet i 1898. André Sandero viser os den gamle gæstebog som kan berette om, at de første gæster var Marie Jensen, Helsingør (nr. 1) og Elsebeth Stage, Silkeborg (nr.2). Et morsomt klenodie som indeholder flere spændende historier.

Mod Russli Rundhöe

Vi vågner i dag til et helt fantastisk, men meget koldt vejr -28 grader, vinterens kulderekord - og er ikke sene til at komme afsted. Fra Hindsæter Fjellhotell følger vi den røde skovløjpe hen forbi en lille campingplads og videre langs vejen, der går mod Gjende. Det er vej 51 som løber over Valdresflya, men som på denne årstid er vinterlukket. Så går vi videre op i skoven, hvor sneen er fyldt med friske dyrespor fra både hare, ræv samt rype og spejder efter vinterkvistningen - birkegrene udsat som løjpemarkering der skal lede os op på fjeldet - men kan ingen se. Umiddelbart efter at have passeret Turr-Hinde - en af de mange store slugter der gennemskærer terrænet på Hindflyin - ses godt nok et skilt med et forældet løjpekort, men vi foretrækker at følge den opkørte løjpe lidt længere fremover, inden vi drejer fra efter at have passeret endnu en slugt, Vest-Hinde. Her er ingen kvistning, men vi ved hvor vi er og klør på opad - trædende vort eget spor. Ude af skoven har vi godt udsyn tilbage hvorfra vi kom, mens ruten fremover står næsten usynlig. Bakker og dale fortoner sig foran os. Vi kan dog både se og mærke, at det går opad og opad og kan ind i mellem skimte Russli Rundhöe. Mærkeligt som et fjeld bliver mindre, jo nærmere man kommer!

Med udsigt mod Rondane

Så pludselig ser vi kvistningen og følgere denne mere vestover. Op og ned i slugterne kæmper vi os opover og har det flotteste vue bag os mod øst. Lige der ovre rejste Rondamassivet sig. Smiukampen står markant og til højre herfor ses den højeste af dem alle - Rondslottet - med den furede fjeldside. På den anden side af Sjoadalen kan vi mod sydøst se ind i Griningsdalen med de store fjelde Griningsdalshöe til venstre og toppen Griningsdalskampen til højre. Oppe på Hindflyin synker vi ikke dybt i sneen, så det er kun al den energi vi brænder af ved at gå opad, der får os til at svede så meget, at vi må tage noget af tøjet af. Det mellemste lag blev lagt i rygsækken og vi kan fortsætte videre opover. Flere steder stikker fjeldes småbuske op gennem sneskorpen, der var fejet hård af vind og vejr.

Tilbage gennem slugterne

Vi har nu gået opad i godt tre timer og alt har været med os. Solen skinner, ikke en vind rører sig, temperaturen er -15 og udsigten er formidabel. Men et par km. før målet kommer en mørk front ind mod os fra vest og Russli Rundhöe, 1.831moh., indhylles i skyer, så alt foran os bliver hvidt i hvidt. Vurderingen af om vi skal gå videre over mod Hindholet, hvor vi lige kan skimte den lodrette fjeldside falde ned i dybet, bliver, at vi vender om. Og det er jo ingen skam at vende om i tide. Da kommer skyerne og dækker for solen og udsigten. Tågen er på vej.
Vi følger vort spor et godt stykke tilbage, men vælger denne gang at krydse slugten Vest-Hinde og følger kvistningen et stykke ned gennem slugten. Her er sneen fin, løs og dyb. Den har puttet sig.
En sten bliver valgt som stedet for frokosten, inden vi fortsætter uden for kvistningen skråt nedover Hindflyin og krydser Turr-Hinde. Nede i slugten vælter vandet frem under sneen, men der er ingen problemer med at finde sikker, fast sne at passere slugten på. Så glider vi længere ned mod birkeskoven, hvor et par ryper pludselig bliver forstyrret i deres nippen på de nyeste skud. Ved den største slugt af dem alle - Stor-Hinde - stoppes den videre fremfærd. Her er et juv med lodrette klipper, hvorfra meterlange istapper søger nedad mod bunden af slugten. Enhver passage er umulig og vi glider tilbage og finder vej nedad gennem den tætte birkeskov, inden vi atter er tilbage på løjpen, der leder hen til Hindsæter Fjellhotell.

Familietur på Øvre Sjodalsvatnet

Vi har taget bilen længere ind i dalen og parkerer ved Øvre Sjodalsvatnet. Her er søen et fint sted at påbegynde indlæringen af vinterglæderne for familiens yngste. Mathias har lejet små ski og støvler og nu skal vi prøve langrend. Pulken er beregnet til Mie, som endnu er for lille til ski. Mathias har, som den lille berejste gut han allerede er, tidligere prøvet lidt af det alpine og det går fint, da det er ned ad bakke. Det går ligesom helt af sig selv! Langrend er noget andet. Her skal sporet trædes og der skal arbejdes lidt mere for at komme frem. Efter at vi har fået en snak om smøring og prøvet at mærke på det underlige klistrede noget, som farfar har gnedet på skiene, tager farmor Mathias med lidt ud på søen og op ad en lille bakke - og det går fint. Så kommer mor med Mie i pulken og far - og så er det ligesom det ikke er spor sjov længere! Mathias vil ikke mere og han siger, at han fryser. Det tager dog kun et øjeblik at få ham overbevist om, at det er nødvendigt at han går forrest og viser os vejen - helt over til den anden side af søen til Trollbotthøjen, med de store sten og hvor vi kan få chokolade.

Trætheden forsvinder med chokolade

Er det mon her at trolden bor? Så fejler humøret intet og vi får en dejlig tur over søen. Da vi er tilbage, finder vi en varm plet i solen i læ af et lille bådhus og spiser vores frokost, medens Mathias graver fornøjet i sneen og trætheden er glemt. Mie ser derimod ud til at kede sig bravt ved kun at sidde i pulken.

Elgsafari

André har kørt bilen frem og vi er en bilfuld gæster, der før morgenmaden kører en tur ned gennem dalen, for at se om vi kan møde elgen. I hvert fald vrimler det med fodspor i sneen. Og ganske rigtigt. På den anden side af dalen ligger nogle stykker og spejder over mod os, med deres store ører rejst. Vi kører længere frem og pludselig er der en af gæsterne, der får øje på en elg, der står ved en sten ca. 30 meter fra vejen. Den går et skridt frem og kikker på os. Så lunter den roligt videre ind i skoven og kommer ud af vores synsvinkel. Det er ikke usædvanligt at møde elge her. André har en morgen set ikke mindre end 19 elge på vej ned gennem dalen.

På langrendstur til Veolie

Efter morgenmaden kører den øvrige del af familien hjemad. Vi andre løber gennem skoven nordpå mod Veolie. Fra vest ligger et skydække bag - og over os, medens solen skinner klart længere østude. Det er en jævn stigning gennem skoven der ikke byder på megen udsigt. Ved krydset mod Sjodalen Hyttetun, går vi over vejen og følger løjpen lidt opad gennem skoven og så pludselig i et sving åbner skoven sig og vi har det første vue over mod Rondane, der ligger klart belyst i formiddagssolen. Vi passerer broen over slugten ved elven Veo og følger den lille vej stejlt op mod Veolie.

Atter udsigt mod Rondane

Lidt efter er vi over trægrænsen og ude på det åbne højfjeld og har sæteren liggende foran os. Herfra går den kvistede løjpe videre over fjeldet mod Glitterheim. Vi går op på en nærliggende høj og har den bedste udsigt mod Rondane, som vi nogensinde har haft.

Mod Sjugurd Sjøen

Vejen følges tilbage og ved krydset glider vi ned forbi Sjoadalen Hyttetun og går over Sjoa til Eldbue, hvor vi spiser frokosten inden opstigningen mod Sjugrudsjøen. Løjpen er enkelte steder lidt iset og vi må for en hver pris undgå at få vand på skiene. Det er prøvet før og er et helvede at få skrabet af igen. Vandet fryser og isklumperne klamper sneen til sig under skiene, så det er umuligt at komme frem. Vi går derfor lidt uden for løjpen for at gå i sneen. Andre steder er der huller i løjpen, men ellers er det en let og mægtig fin tur. Det går jævnt opad til en lille sæter - Holbø Sallie - og videre gennem tæt birkeskov, som når næsten helt op til søen. Ude af skoven åbner Hindflyin sig på den anden side af dalen og udsigten mod fjeldene er meget flot. Herfra kan man tydeligt se de mange slugter, der skærer sig ned over fjeldet. Oppe ved Sjugurd Sjøen ligger en lille hytte samt et bådhus og efter et lille hvil går vi hen til den store sten som ligger lidt fra hytten. Og stor er den - måske fem meter høj. Vi glider samme vej tilbage - dvs. zig-zag på tværs af løjpen for ikke at få for megen fart på. Men ellers er løjpen meget fin at glide nedad.

Store muligheder for at møde elge

Nede ved Sjoa følger vi løjpen (Elgløjpen) mod syd. Her har andre gæster - vore venner fra Holland - to gange set elg stående direkte i sporet og gloet på dem - inden den er fortsat ned mod elven. Vi går over elven mod Steinholhytta og kommer tilbage til Hindsæter Fjellhotel, hvor endnu en gastronomisk oplevelse venter ved aftensmåltidet.

Langtur gennem Griningsdalen

Vi går over elven op mod Gammelsæter og i birkeskoven monterer vi skifællene og så går resten af turen op gennem skoven som en leg. Snart er vi ude oppe på højfjeldet og kan kan se hytten ved søen Tjörnosen og fortsætter ad den kvistede løjpe på gennem Tjörnosdalen. Det sner let medens vi kæmper os længere ud denne vildmark, men ikke mere end solen ind i mellem titter frem. Her i denne kridhvide sneørken stikker ingen buske op af sneen. Her er ingen afblæste steder som ovre på Hidflyin. Måske er det fordi området her ligger i læ mellem de store fjelde Griningsdalshöe og Dyrtjörnhöe der rejser sig på begge sider af løjpen. Da vi nærmere os vandskellet for enden af Tjörnosdalen ved søen Dyrtjörni, ser vi tegn på liv. En ræv er løbet ned fra det ene fjeld, fortsat på tværs op på den anden side. Ved en sten har den sprunget rundt og måske fået en lemming - en af rævens godbidder - inden den er fortsat i sin søgen efter bytte i sit store revir.

Pragtfuldt skiføre

Ved vandskellet glider vi lidt ned og følger Griningsdalshöe til højre forbi Björnberget. På sydsiden af fjeldet er skiføret helt fantastisk. En hård grund med et par cm. løs styresne. Sagte glider vi nedad med en flot udsigt ned i Griningsdalen. Det er let ikke at følge kvistningen, da terrænet indbyder til zig-zag-sving mellem de store klippeblokke på begge sider af ruten. På den venstre side løber vi hel hen til Dyrtjörnbekken, inden vi igen drejer væk fra kløften. Da vi kan se sæteren neden for os, forsøger vi at blive oppe på fjeldsiden og glider langsomt til højre nedad forbi den meget smukke og bratte og nøgne fjeldside på sydsiden af Griningsdalshöe. Vi finder i en plet på sydsiden af fjeldet og spiser vores frokost med udsigten til Griningskampen og fjeldene oppe bag Hindflyin bl.a. Naugardstinden.

Langrendstur med udsigter

På den videre tur gennem Griningsdalen passerer vi flere små sætere, der ligger på sydsiden af fjeldet som perler på en snor - alle med en vidunderlig udsigt ind mod Jotunheimen med Besshöy som det første dominerende fjeld.

Her er et fint jævnt glid ned gennem skoven. Vi kan se, at andre har været her, men møder ingen. Her er heller ingen markering af løjper - kun spor vi kan følge. En af de markante toppe i skoven - som kunne ses oppe fra sæterne i Grininsdalen - er Pikuthaugen - og den løber vi nu omkring modsat uret. Så er der ikke længere tvivl om hvor vi er og følger en lille sommervej tilbage mod Hindsæter.

På Hindsæter er der mere end skiture. nedenfor kan du læse om sneskotur ved Hindæter.