Islandsheste på Ål-fjeldet

Ridetur på Ålfjeldet

Det regner lidt, da vi får tildelt de islandske heste. En efter en bliver vi sadlet op og skal forsøge at holde os i denne rækkefølge. Jeg får en af de "større" heste, som vist er lidt mere ivrig end de øvrige, idet en af medhjælperne holder hesten, medens jeg svinger mig op i sadlen. Vores guide fortæller, at min hest er ny og lidt urolig, og skal lige vende sig til mig. Efter ca. 100 meters trav har hesten fundet sig tilrette med mig og gerne lystrer mig, når jeg regulerer fart og retning med tøjlerne. Jeg sætter mig tungt i sadlen og er snart ét med hesten. Vores ridetur på Ål-fjeldet starter ved Skarslia og går over fjeldet til Rødungstølen. Dejligt at være i naturen på hesteryg, hvor jeg igen får mulighed for at se det hele lidt fra oven. I regnen får naturen omkring mig en helt anden farve, og mos og lav skinner lyst på de mørke klipper. Jeg kan mærke, at min hest er "livlig". Så snart jeg løsner lidt i tøjlerne, ryger han fremad. Jeg har således svært ved at holde min plads i rækken og kommer let op på siden eller foran hesten, der går før mig. Her er lidt åben plads og jeg tvinger min hest ud i en bue for igen at falde ind på min plads i rækken. Jeg har styr på det!

Udfordringer for hest og rytter

Op ad fjeldet "hjælper" jeg hesten ved at rejse mig lidt i stigbøjlen og læne mig fremad. Oppe på toppen har vi udsigt over søen Rødungen og det er tid til en lille pause og står af hestene.
Senere skal vi passere et vådt område, som hestene ikke gerne rider ud i og flere bliver urolige, ved at skulle forcere vandløbet. En enkelt hest kommer lidt for langt ud i dyndet og synker lidt i med bagbenene og springer fremad. Men det går fint. Rytteren blev i sadlen. Jeg styrer min hest så langt ud til siden af vandløbet, at den ikke bliver forskrækket. Så rider vi ned gennem lidt skov og pladsen bliver mere trang. Det går ikke at ride her på stejle fjeldsider med alle de træer omkring os. Et sted går en gren lige ind i hovedet på hesten og den bliver forvirret. Den prøver at finde en anden vej og jeg retter mig efter den. Men pladsen er for trang. Vi står af hestene og trækker dem efter os. Min hest er igen rolig, da jeg går foran og viser vej. Endelig er vi ude på en lille grusvej, hvor det er muligt at komme lidt op i fart. Her hvor der er god plads og ingen klipper, får hesten lov til at komme op i tølt, men det er svært at holde den her og den vil gerne galopere. Straks strammer jeg i tøjlerne for at få den ned i fart og kommer igen "ned i" tølt. Det er en hårdfin balance at kommunikere med hesten, således at den reagere, som jeg forventer.
Fremme ved Rødungstølen Højfjellshotel slutter vores ridetur og vi skal overnatte her, hvor jeg tidligere har boet på en af vores mange skiture i Norge.