Mød nordlyset med Hurtigruten

- også kun et par dage

Det er den arktiske kulde der modtager mig, da jeg stiger ud af flyet i Bodø lufthavn. Himmelen er høj og klar, nysneen ligger overalt og får de omkringliggende høje fjelde til at lyse klart mod himmelen. Jeg skal med Hurtigruten, der sejler op og ned langs den norske vestkyst, videre mod nord - mod Tromsø. Den klassiske tur med Hurtigruten går fra Bergen til Kirkenes (seks dage) og retur (fem dage) og har traditionelt været for mennesker med god tid som f.eks. pensionister. Man har naturligvis altid kunnet stå på og af når som helst undervejs som på ethvert andet færgerederi, hvilket lokalbefolkningen benytter sig af. Men den traditionelle tur er der nu mulighed for at opleve i mindre bidder, så du ikke behøver at bruge en hel uge på "Verdens Smukkeste Sørejse". Nu kan "fortravlede" mennesker tage sig et par fridage på en del af ruten og benytte sig af de muligheder Hurtigruten tilbyder undervejs.

Norsk Luftfartsmuseum, Bodø

I Bodø har jeg god tid, inden Hurtigrutens skib MS Polarlys sejler videre nordpå, så jeg kan vælge mellem at komme med aktivitetsselskabet Stella Polaris på havsafari i gummibåd til verdens største tidevandsstrøm ved Saltstraumen eller benytte lejligheden til at besøge Norsk Luftfartsmuseum, der blev åbnet i 1994 og er Nordens største udstilling inden for luftfart. De 14 graders frost får mig til at vælge den indendørs aktivitet. Luftfartsmuseets bygning på 10.000 m2 er udformet som en kæmpe propel og udstillingen er opdelt i en militær del og en civil del, og beretter om luftfartshistorien fra de første luftballoner over de første lette flyvemaskiner til vore dages jetjagere. Her kan jeg lære om rekorder og helte, om eksperimenter og mislykkede forsøg og ulykker. Her findes bl.a. spitfire og andre maskiner i fuld størrelse - og ikke mindst den spændende historie om det amerikanske spionfly U2, der blev skudt ned over Sovjet og nær havde startet 3.verdenskrig.

Med Hurtigrutens MS Polarlys

MS Polarlys, et af de nyere skibe blandt Hurtigrutens mange skibe, er fra 1996 og er 123 meter langt og 19,5 meter bredt. Det stikker knapt fem meter. I receptionen får jeg nøglekortet til min kahyt samt et adgangskort, som jeg benytter, når jeg skal melde mig fra borde og når jeg igen entrer skibet undervejs, mens skibet er i havn.
Det tuder i fløjten og ganske hurtigt har kaptajnen manøvreret skibet fra kaj og MS Polarlys er på vej ud af havnen – ud i Vestfjorden. Fjeldene er ubeskrivelige flotte. Nogle er spidse og går stejlt ned i havet. Andre er knudrede - næsten troldske - og sætter fantasien i gang. Jeg synes at det er bedst at stå ude på dækket og betragte landskaberne vi glider forbi. Det er nødvendigt med varmt tøj - i flere lag. Selv om det ikke blæser, gør skibets hastighed og frosten, at vinden bider i kinderne. Efterhånden som solen sænker sig i sydvest, farves fjeldene først violette, så senere lyserøde og da solen er helt væk, tager det ikke lang tid før nattehimlen farves mørk og de første klare stjerner begynder at blinke.

Det første nordlys

Det er tid til at trække indenfor og i restaurant Polarlys får jeg stillet min sult med et lækkert måltid. Under den efterfølgende kaffe i Club Midnatsol får vi pludselig oplysningen: Nordlys. Rigtigt nordlys - ikke blot den flotte mosaik, der er opsat i receptionen. Kaffen får være og hurtigt skiftes der atter til varmt tøj. Ude på dækket er der allerede trængsel. For over hovederne på os løber tre lange striber i grønlige farver. Der er ikke meget bevægelse i nordlyset - men det er tydeligt at se. Faktisk tilbyder Hurtigrutens kaptajn at vække gæsterne på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af natten, hvis der er nordlys som gæsterne ønsker at se.

Magic Ice i Svolvær

Klokken er 21 og MS Polarlys har lagt til kajen ved Svolvær på Lofoten. Ved udgangen står vi tæt i kø for at komme af skibet, og da døren bliver åbnet, går vi næsten alle hen til den 500 m2 store bygning, der indeholder Magic Ice og som kun ligger nogle få meter fra skibets ankerplads. Magic Ice er et permanent isgalleri, der skildrer Lofotens ø-verden i krystalklart is. Ved indgangen er det muligt at låne og iføre sig varmere tøj, men denne februaraften er vi alle allerede klædt godt varmt på. Indenfor er væggene og skulpturer opbygget af is. Her finder jeg hærdede ansigter af fiskerne, dyr og fugle, skibe og skulpturer af folk fra Lofoten i gang med deres arbejde - fiskeriet. Musikken og belysningen er med til at skabe en magisk atmosfære og ved baren udskænkes en drik af nordnorske fjeldfrugter i håndstøbte isglas.

Nordlys over Rafsundet

Da MS Polarlys sejler ind i det 20 km. lange, men ekstremt smalle Raftsundet, er det næsten midnat, men jeg skal alligevel på dækket. At stå foran på skibets dæk og se de lodrette, sneklædte fjeldvægge, der går direkte ned i vandet, glide forbi i mørket, er en betagende oplevelse. Når så nordlyset samtidigt har udviklet sig og nu bugter sig hen over himmelhvælvingen, er oplevelsen total. Jeg stiller mig bagerst på skibet - det mørkeste sted jeg kan finde - og kikker lodret op. Det ligner orgelpiber. Der trækkes ud - for kort tid efter at blive trykket sammen. Konstant er der bevægelse i atmosfæren. En bevægende følelse går gennem mig. Jeg er høj. 

Vågsfjorden

Næste morgen vågner jeg ved, at båden ikke længere har den let vuggende bevægelse og summen fra motoren er ophørt. Vi er i havn ved Harstad. Ud af kahyttens vindue kan jeg se, at en frisk vind får sneen til at fyge fra lagerbygningens tag nede på kajen. Men det sner ikke. På kajen er man allerede i gang med at læsse og losse. Byen, der ligger op ad fjeldet, er ved at vågne. Busser, lastvogne og personvogne skal ned forbi lyskrydset og må holde i kø. Det er tid at stå op, få sig noget morgenmad og komme på dækket.
Da vi sejler fra Harstad skimtes det bagvedliggende fjeld som en lille lodret klippevæg, men efterhånden som vi kommer længere ud på Vågsfjorden og kommer på afstand af Harstad, "vokser" fjeldet bag byen sig stort og mægtigt. Et fjeld ser altid større ud på afstand. Atter en dag med høj klar himmel og udsigt til flotte sneklædte fjelde

På broen

Det er muligt at besøge kaptajnen, når man blot spørger i god tid, og i løbet af formiddagen har jeg fornøjelsen af at besøge broen og høre lidt om dagligdagen på skibet og se de mange instrumenter, der gør manøvrering af skibet let. Langt det meste foregår ved automatstyring. Faktisk er det kun når skibet lægger til og fra kaj, at skibet styres manuelt. Eller hvis der opstår en situation, hvor manuel indgriben er nødvendig. Her er altid mindst to personer på broen og skulle "mand over bord-situationen" opstå, kan skibet (ved normal fart) bringes til standsning på 300 meter! Da jeg senere sidder i Panorama-salonen på glider samtalen ind på hvad der egentligt er at opleve her højt mod nord. Her er jo næsten ingen byer, ingen huse, ingen biler. Der er jo ikke andet at se end de øde fjelde! Og det er netop det unikke. At her ingen ting er. Her er total fred - og udsigt til verdens smukkeste kyststrækning.

Havgus

På den videre vej gennem sunde og stræder oplever vi hvorledes havet damper. Den varme Golfstrøm, der kommer nede fra Den Mexicanske Golf og sender sit varme vand op langs Norges vestkyst så den er isfri hele året, mødes her med den iskolde arktiske luft. Og når varmt og koldt mødes, opstår der damp. Det kan vi se som små røgskyer hen over vandoverfladen. Længere inde ved kysten er fænomenet mere udbredt. Her står egentlige mørke skyer og hænger i vandoverfladen. Så sejler skibet pludselig ind i tæt tåge og udsyn og lys lukkes ude. Vi kan i perioder kun se ganske få meter fra skibet. Havgusen ligger i banker og ind i mellem trænger lyset ned gennem huller i skydækket. Et betagende syn. Men så klarer det atter op og vi har udsigt til Ishavskatedralen i Tromsø og sejlturen er snart forbi.

Hundeslæde ved Tromsø Villmarkssenter

Midt på eftermiddagen er vi i havn og busserne fra Tromsø Villmarkssenter bringer os ud i den arktiske vildmark - blot ½ times kørsel fra skibet. Vildmarkssentret med ca. 200 alaska husky, skal de næste timer være rammen for vores hundeslædetur. Efter at være klædt om til varmt tøj og store støvler, er det tid til at hilse på nogle af hundene. De fleste er meget glade for nogle venlige ord og et lille klap. Der er mange af Hurtigrutens gæster, der denne eftermiddag har valgt at deltage på hundeslædeturen og da vi alle er klædt om, samles vi og bliver fordelt på de mange slæder, der allerede står parate med forspændte hunde. Enkelte får selv lov til at styre slæden, men andre foretrækker at sidde mere sikkert i slæden, evt. mellem benene på én de kender.

Så glider vi ud i den nyfaldne sne. Det har været nødvendigt at "forkøre" ruten med en snescooter, da hundene ellers vil have meget vanskeligt at pløje sig gennem de ca. 50 cm. nysne, der er faldet de sidste døgn. Langsomt glider hele kortegen af slæder op over fjeldet, medens udsigten til fjeldene på den anden side af sundet langsomt kommer mere og mere til syne. Her skal man blot nyde og smage på den friske luft. Lade sig synke ned i slæden og mærke hundenes kræfter. Det er et flot syn med de mange slæder, der roligt glider gennem landskabet, medens eftermiddagens lys langsomt bliver svagere og svagere. Det bliver til en tur op over en blød fjeldtop, rundt i en sløjfe og tilbage ned mod vandet og til vildmarkscentret.

Omkring bålet i lavvoen

Efter endt tur skal du (jeg gør det i hvert fald) sige tak til de hunde, der har arbejdet for én. Så jeg går op mellem hundene, taler roligt til dem og klapper dem og lader min hånd glide ned over deres våde pelse. Og de nyder det. Hvem kan ikke lide at få ros for sit arbejde?
Inde i det store sametelt - lavvoen - knitrer bålet og medens vi indtager kaffe og kage fortælles der om hvorledes vildmarkscentret er opbygget, om de forskellige hundeslædevæddeløb som de deltager i - Finnmarksløbet i Nordnorge der er Europas længste, og The Iditarod Trail Sled Dog Race i Alaska, der er verdens længste. 

Jeg er tilbage i Tromsø, hvor jeg skal overnatte på hotel, inden jeg tager morgenflyet tilbage til Danmark. I aftenlyset går jeg en tur i den smukke by for at finde et sted, hvor der er mørkt nok til at jeg kan betragte det smukke nordlys, der allerede spreder sig i striber over den frostklare nattehimmel. Nede i havnen tuder MS Polarlys i fløjten, så ekkoet gjalder mellem fjeldene. Ikke en gang. Ikke to gange. Men hele fem gange lyder ekkoet. Så ved jeg, at MS Polarlys er på vej nordover - mod Kirkenes.