Seks dages sol på Ålfjeldet

Op mod Reineskarvet

I dag er vi er nået op til det lille traktørsted Reine der holder åbent i vinterhalvåret, for her kan vi få gode råd om, hvorledes vi eventuelt kommer videre op på selve Reineskarvet, 1732 moh. Jeg folder mit kort ud på bordet og da jeg spørger den ældre vejrbidte "gubbe" på hytten om han vil give os et råd, svarer han med et glimt i øjet: - Jo, men det koster. Det viser sig, at vi faktisk kan gå op lige bag hytten og følge højdekurverne ind i slugten. - Kravl op der, hvor der er længst mellem højdekurverne. Men han advarer os om, at sneen er hård og visse steder skarvet.
Efter at vi har fået varm saft, fortsætter vi lidt op ad fjeldet for at sondrer terrænet. Det ser ikke værst ud, selv om vi i dag ikke har turski med stålkanter med. Vi står udmærket fast med vores letvægtsski og beslutter at gå lidt længere op. Langsomt bliver husene nede i Lauvdalen mindre og mindre, ligesom det karakteristiske fjeld Lauvdalsbrea synes meget mindre efterhånden som vi kommer op på Reineskarvet.
Oppe ved søen 1.436 moh. synes jeg, at vi har fået nok og finder et lille fremspring på fjeldsiden, hvor vi kan nyde udsigten ned i dalen, medens vi spiser frokost. Medens vi således samler kræfter til nedturen, varmes vi godt igennem af solens stråler. Her er absolut vindstille. Inden vi kaster os ud i nedturen, skal vi lige hen til kanten og have den formidable udsigt med, hvorefter vi glider langsomt ned ad fjeldet igen og benytter lange svagt faldende spor. Undervejs bruges lappevendinger så vi glider i modsat retning. Hele tiden for at det ikke skal blive for stejlt på det isede underlag.

Over vidda til Hengshovda

Flaget foran Rødungstøl Høyfjellshotel hænger fortsat slapt ned. - Jeg tror de har dyppet det i vand og så er det frosset fast til flagstangen, er en spøgefulde teori, da det slet ikke bevæger sig. I ingen vind følger vi i dag løjpen syd om Bjergsøen og har solen i ansigtet, da vi løber mod øst. Nord for Hesthovda går det noget ned ad bakke og der kommer "knald" på skiene. Det er bedst at stå mellem løjpesporene, så vi kan plove og vil vi have mere fart på, så er det bare op i sporet og ned i æggestilling. 

Løjpen følges nordover mod sommerhusområdet Hengsen. Ude på vidden og på søen Hengsvatnet er der en storslået udsigt til alle sider. Hurtigt er vi "langt ud i fjeldet". Vi løber gennem sommerhusområdet, hvor nogle af hytterne ligger flot med 180 graders udsigt og kommer op bag Hengshovda, hvor vi finder en grøn plet og indtager frokosten.
Hjemturen går over Reine ud til Noshovda. Herfra går det igen mod sydøst ad den mærkede løjpe over Krosshovda. Så drejer vi fra for at komme syd om Rødungsberget og ned til søen. Her er der meget stejlt - og bestemt ikke en nedtur for urutinerede.

Fra Sisseldalen med en knækket skistav

Denne dag smutter vi over søen Rødungen og følger rundløjpen et stykke til den drejer fra mod Fagerdalen. Her har vi et dejligt glid jævnt nedad. Vi er alle enige om at turen bør tages denne vej rundt. På Hersennvatnet går vi direkte syd og finder igen en grøn plet for at spise frokost. En løber i forvejen og da vi andre kommer frem til ham, ligger han allerede udstrakt på en sten og soler sig i varmen! I min iver for at komme hen og ligge ved siden af, smider jeg skistavene og får lige løsnet mine ski, da jeg mister balancen. For ikke at falde træder jeg et skridt til siden - lige oven på min ene skistav, så det gav et knæk i skistaven! Heldigvis var den ikke brækket helt over, så jeg kunne med lidt sportstape lappe den sammen som en bedre forbinding. Fra vores plads i solen har vi en vidunderlig udsigt over mod Hallingskarvet, der ser flot ud i modlyset.
Uden for løjpen træder vi vores eget spor i retning mod dæmningen nede ved Olsennvatnet. Med yngste mand forrest til at lægge præcis den hældning ned langs med fjeldsiden, der gør at vi langsomt glider nedad, er det nemt og dejligt. På nordsiden af fjeldet er sneens konsistens helt anderledes end på sydsiden, og her kan skiene akkurat trykke sneen så langt ned, at vi har ca. 2-3 cm. styresne og en fast bund. Det føles bare så dejligt at glide ned gennem den uberørte sne.

Syd for Rødungen og omkring Nysefjellet

Vi løber syd for Rødungen igen og følger den markerede løjpe et stykke ned mod Ål, men drejer fra og træder selv sporet hen over Varaldset-vatnet. Vi følger el-masterne op til rundløjpen på Nysetfjellet, da ruten ikke er markeret, hverken på kort eller i terrænet. Men allerede da vi kommer op på løjpen ser vi det første skilt med vejvisere. Her er mærkning af rutenettet helt i top og noget bedre end vi har været vant til. Vi har oplevet at der i terrænet andre steder er markerede løjper, som ikke findes på kortet. Det værste er, at der ingen skilte er, der fortæller hvor de fører hen! Det bør der gøres noget ved. Mærkeligt, at der ikke er en markering mellem Rødungen og dette pragtfulde fjeldområde! 
Vi vender skiene mod øst og glider nedad i løjpen ca. fire km til Øystihaugen, drejer mod syd og fortsætter nedad gennem skoven ca. tre km til Steinstølen. Så følger vi løjpen op langs vejen mod vest og kommer snart efter igen op på fjeldet. Her er vi tættere på Hallingskarvet som ligger flot lige foran os.

På toppen af Nysetfjellet

Vi fortsætter op på toppen af Nysetfjellet, 1156 moh. og spiser. Derefter løber vi ad løjpen til Brenthovda og går op over fjeldet i eget spor. Herfra søger vi ned over fjeldet Hæe, men konstaterer at fjeldet er alt for stejlt til at komme ned ad. Vi må så tilbage og glider ned i slugten til Varaldset-vatnet, men her er også stejlt og iset. Dette vejvalg kan ikke anbefales - selv om det er nok så smukt. Vi zig-zag’er og må konstant lave lappevendinger på den glatte skrå fjeldside. Endelig er vi nede på søen og kan gå nordpå og komme ind på løjpen tilbage til Rødungstøl.

10 km ned langs Reineskarvet

Vi tager turen over Rødungen og Tvistvatnet og følger løjpen til Dyrebotntjørne og træder vores eget spor op til Øvre Blomestølen og videre ud forbi Svaranuten - det vestligste punkt af Reineskavet. Her rejser skarvet sig lodret op over fjeldet og vi får en fin udsigt mod vest udover de store søer. Så skal vi nedad, og igen lægges et spor tilpas på fjeldsiden, så vi stort set hele tiden kan glide nedad blot ved at stage os frem. Efter ca. 10 km langs med Reineskarvet - der af flere betragtes som områdets bedste tur - når vi frem til løjpen mellem Reine og Rødungen, og så er det jo blot at følge denne ned over Bjergsjøen og hjem.

Ned gennem en smuk slugt

Det er rigtigt koldt i dag -12 grader. Vi kan mærke frosten i næseborene, da vi igen løber syd over Rødungen og følger rundløjpen (den bør tages i den retning!). Ved Fossen glider vi ned på isen, der er tydeligt mærket med skilte, hvor vi ikke må færdes på grund af fare for at isen ikke holder. Vi følger et spor fra en snescooter og kommer frem til huset Olsenn, der ligger på en ø. 
Herfra går vi nord over Buvatnet og kravler op bag Skjenhovda. Der er nu kommet en let brise efter flere dage med total vindstille, så vi søger et sted med lidt læ, hvor vi kan spise frokost. Her er en grøn plet og her er både sortebær og røde tyttebær. Vi er ved at være trætte efter de mange dages fine ture og sætter kursen hjemefter.

Men vi skal ned gennem denne smukke slugt til Tvistvatnet. Her er fine klipper der stikker frem af sneen og nederst et flot udhæng. Jeg kører i forvejen. Dvs. jeg kommer ikke langt, for pludselig går mine ski gennem den isede sne og jeg når ikke at reagere, før jeg ligger der! Desværre får jeg skistaven op under min højre side og kan straks mærke, at mine ribben er trykket. Ærgerligt her på sidste tur - blot fem km. fra hotellet - at det skulle ske. Men der er jo ikke andet at gøre, end at bide smerten i sig og humpe hjem - heldigvis hen over isen uden de store stigninger. Jo, specielt den tur havde jeg "glæde af" i over seks uger efter!