Vinterferie på Kvamsfjellet

Indkvartering

"Holdet" fra Ruby Rejser er blevet indkvarteret flere forskellige steder, for det er meget populært at komme til et garanteret alpinfrit område - Kvamsfjellet i Gudbrandsdalen. Nogle af gæsterne indkvarteres på Rondaplassen Fjellstue, der ligger ca. 400 meter fra Hotel Rondablikk. Derudover er der gæster på "Slottet", som ligger 30 meter fra hotellet. Selv holder vi til på "Slottet" - en pragtfuld storhytte - hvor vi tilbereder og indtager vore måltider på denne fællesrejse. Men vi bor på et dejligt værelse på Hotel Rondablikk. Slottet er en storhytte med flere værelser fordelt på to etager. I kælderen findes køkken og spisesal samt opholdsstue. I stuen en hyggelig pejsestue samt et mindre køkken, samt toilet- og badeværelser. 
Et dejligt sted, hvor der på denne vinterferie samtidig er adgang til de mange faciliteter, der findes på Rondablikk 

Et gensyn

Da vi ankommer først på eftermiddagen i egen bil, er vi ikke lang tid om at få skiftet tøj og komme ud på skiene. De gæster der er rejst med bus kom i morges og er allerede ude på løjpenettet - deriblandt vores yngste søn. Vi tager en lille tur op over fjeldet på en rundløjpe og da vi når tilbage til en lille sø neden for hotellet, kan vi se, at sønnen kommer løbende nede fra Furusjøen, vinkende til os. Et dejligt sted at mødes.
Jeg har været her før og enkelte af stednavnene - Sukkertoppen, Furusjøen - kan jeg erindre fra dengang i 60’erne, hvor jeg trådte nogle af mine første løjpespor i den norske sne. Som Københavnerdreng fra Nansensgade Skole var jeg heldig at blive inviteret sammen med 10 andre elever fra det - dengang - "mørke kvarter" til en uges ophold i Norges friske luft. Det var "den ukendte giver" tømrermester Kai Rasmussen, der gavmildt sørgede for det hele, og sammen med vores fantastiske gymnastiklærer Knud Vils fik vi lært ikke så lidt om ski og norsk natur. 
Mon ikke min interesse for aktiv ferie i naturen blev grundlagt allerede der?

Geitryggen med Sukkertoppen

Den første rigtige langrendstur på denne skiferie går til Geitryggen, 1.264moh. Efter at have smurt skiene i skistalden løber vi ned bag om campingpladsen ved Bjørkebu og finder sporet op ad fjeldet. Sporet er imidlertid blevet noget galt efter de mange der har plovet ned ad det og da det samtidigt går ret så stejlt op, sætter vi skifæller på. Så går det meget nemmere og snart er vi oppe over trægrænsen - oppe i solskinnet. På det første stykke følger vi løjpepindene, men drejer så fra, da vi vil bestige de forskellige toppe der findes på Geitryggen i rækkefølgen "mod uret". Den første lille top ligger lidt mod sydvest og giver fra kanten af fjeldet et flot udsigt over skoven og dalen mod vest.
Vi fortsætter opad mod sydøst og kommer helt på toppen af Geitryggen. Igen flot udsigt til en ejendommelig fjeldryg mod syd - og fjeldene mod øst. Fra toppen kan vi vælge at fortsætte længere mod syd - ned ad løjpen mod Tjørnsætrin - eller vi kan vælge at glide ned mod Sukkertoppen, der er en markant fjeldtop på fjeldet. Vi vælger Sukkertoppen og glider jævnt ned mod løjpen igen. Fra Sukkertoppen kan "hver mand tage sit spor" for her er fjeldet jævnt og fint at glide ned ad. Vi har dog ingen intentioner om at skulle ned samme vej, som vi kom op. I stedet lægger vi et passende spor ned gennem skoven uden for løjpenettet. Og her er masser af dyb, uberørt sne. Den fornemmelse af stille og roligt at glide ned i ny sne, hvor skiene lige synker et par cm. ned i sneen, er helt ubeskriveligt dejligt. Enkelte steder må vi "sno" os lidt for at komme fri af træer, sten og mindre vandløb, men har man mod på anstrengelserne, er turen ned gennem skoven til Bergemillomsdalen en pragtfuld oplevelse. Fra dalen følges løjpen over Hovdesætrin ved Hovdepiggen og hjem over Furusjøen.

Raphamn og Mysusæter

I dag er det -7 grader, sol og ind imellem let snefald. Vi følger løjpen mod nordøst mellem Furusjøen og Vålåsjøen til vi rammer tværløjpen mod Vålåsjøsætrin, hvor vi drejer mod Kringsætrin. 
Vi følger løjpen rundt om Kringsæterfjellet og kommer op til Raphamn. Herfra går turen videre gennem skovklædt fjeld - op og ned ad små bakker videre mod Mysusæter. Her er flere korte, men stejle opstigninger efterfulgt af lange nedkørsler. Et dejligt terræn.
De andre løber lidt foran mig på vej ned ad en af disse bakker og jeg har set, at en lille gren/rod stikker op af sneen midt på løjpen nede foran mig. Alligevel kommer jeg ikke uden om! I høj fart ned ad bakken får skien fat i grenen og jeg falder lidt uheldigt - lige på hovedet. Naturligt tager jeg fra med armene, men skistavene rammer min venstre skulder ret så uheldigt. Jeg er forslået og det smerter! Fortumlet rejser jeg mig. De andre er langt nede ad bakken foran mig. Jeg ryster sneen af og smider skistavene fra mig. Begge arme får et møllesving - lige for at sikre, at intet er brækket! Det går godt, omend jeg har smerter. Måske er det et ledbånd, der er beskadiget? Jeg får samling på mig selv, ski/skistave og glider ned til de andre, der nu står og venter. Jeg beretter om, at selv "en mester kan fejle" og kan se deres medfølelse med mig - selv om det også er noget komisk!

Rondane i eftermiddagens sollys

Vores ide med at glide over Mysusæter og videre hjem gennem Glitterdalen ændres, så vi i stedet afkorter turen og glider gennem Pungdalen forbi det lille alpincenter. Vi glider direkte ned på Furusjøen og vælger ikke at følge løjpen, men tager i stedet et andet spor, der går tværs over søen. Men det tager tid at komme over - mest fordi vi bag os har et ubeskriveligt smukt syn af hele Rondane-massivet badet i eftermiddagssolen.  Igen og igen må vi stoppe op og se os tilbage. Fra Smiukampen i vest, over Randen, med Steet og Storsmeden bagved til Svarthammaren og Rondhalsen. Og på den anden side af Rondvatnet mod øst - Storronden og bagved det største fjeld af dem alle Rondslottet, 2.178 moh.

Løjpemaskinen

Efter et fald i går kan hotellets direktør godt se, at det er fornuftigt at holde fri fra skiene i dag. Helt impulsivt griber han telefonen og får fat i manden med løjpemaskinen, der allerede er ude at præparere sporene.
- Om en time er han tilbage, så kan I tage med ham en tur, siger han, og så holde en pause fra skiene i dag. Herligt at få lov til at prøve en sådan maskine. Om end pladsen er lidt trang til to personer på ét sæde, får vi os dog mast ind i maskinen. Turen går over Hovdemyra til Troll-løjpen og videre til Glitterdalen - og vi får rig lejlighed til at høre lidt om det at køre løjpemaskine.
I starten af vinteren kan den tonstunge maskine naturligvis ikke komme ud på isen - den ville gå lige igennem. Den første måned køres med snescooter og efterhånden som sneen presses sammen og frosten gør sit, bliver isen så stærk, at den kan bære den store løjpemaskine. Men pas på, når man færdes på isen. Den er ikke lige tyk og bæredygtig overalt. Og så kan der være problemer med overfladevand. Vand, der presses op over isen, men som er gemt under sneen. Visse steder på søen kan der stå op til 50 cm. overfladevand under sneen, som ingen har mulighed for at se. Bliv derfor på løjpen, når du skal over isen.
Løjpenettet her på Kvamsfjellet køres op hver eneste dag - og når det fyger, køres der flere gange for at holde sporene så rene som muligt. Selv i snevejr er det nødvendigt til at præparere løjpenettet. Putter sneen sig i driver er det efterfølgende vanskeligt at fjerne den. Og det er naturligvis dyrt at vedligeholde et så omfattende løjpenet - omkring 500.000 kroner om året. Her betaler kommunen kun en lille del, medens det primært er hotelejere, campingpladsen og sponsorater, der dækker udgifterne.

Sønnen sonderer Illmannshø

Vi har planer om en længere tur ind mod Rondane, og medens vi er rundt med løjpemaskinen, er sænnen taget på tur ind over Illmannshøe for at sondere terrænet. Vi har naturligvis forinden nøje aftalt, hvor han vil løbe. Vejret er fint - og ikke mindst vejrudsigten har lovet fint vejr hele dagen, så der skulle ikke komme overraskelser. Over Furusjøen, op gennem Glitterdalen og direkte over mod Flatfjellet. Herfra op mod Fremme Illmannshøe. Her ser man virkeligt Storronden rejse sig. Fra Illmannshøe glider han ned over sletten ved Mjølrakkhaugan og mellem fjeldtoppene Steindalsbuehøe mod øst og Skjerellfjellet mod vest og ned i Fremre Steinbudalen. Et vidunderligt glid ned i dalen. Herfra kan ses ned mod den norske turisthytte Eldåbue. Videre øst om Nysæterhøgda og ved Eldåhøgda svinges til højre ned mod Kvamsnysætrin og hjem. En tur der kræver kendskab til egen formåen og hvor de ca. 47 km. kan gøres på ca. otte timer. Det forudsættes naturligvis at man kan læse kort og kompas samt terrænet.

På tur over Mysusæter og Glitterdalen

Da vejret igen i dag er perfekt, er det bare om at komme ud og så går turen først til Kvamsnysærtin og ad Troll-løjpen forbi den gamle sæter ved Fryli og videre mod Mysusæter. I stedet for at løbe helt ned til Mususæter Fjellstue for at ramme rundløjpen, går vi op gennem sommerhusområdet og støder på løjpen højere oppe på fjeldet. Og hvilken udsigt mod Rondane fjeldene. Lige foran os har vi Smiukampen og Randen - som vi kender så godt fra tidligere ture ved Høvringen. Og længere mod øst kan vi se andre store fjelde. Betagende! Vi følger nu løjpen hen over Ranglarhøi og kommer til Glitterdalens nedkørsel. Flere kommer glidende i fuld drøn ned ad løjpen. Enkelte er på vej op. Ja, faktisk er her en del "trafik". En enkelt ser jeg har så megen fart på nedad, at han må ty til nødbremsen længere nede ad løjpen og ryger ud i den bløde sne - heldigvis uden at få skrammer!
Tilbage ved Furusjøen er det bare at følge "Hovedløjpen" hjemad - igen med flot udsyn til Rondane bag os.

Skovløjpen til Tjørnsætrin

Her til morgen svigter en fra madholdet, idet termokanderne ikke er fyldt helt med de bestilte varme drikke og det kan blive fatalt, hvis nogen kommer afsted uden tilstrækkelig væske. Vedkommende undskylder! Fælles madlavning bygger på tillid til hinanden. Det er naturligvis forudsat, at madholdet vasker hænder inden madlavningen påbegyndes, at råt kød og grøntsager holdes adskilt og at vi får termokander fyldt - også selv om der skal koges lidt ekstra vand! Vi har på vore mange tidligere fællesrejser aldrig stødt på svigt, men vil fremover altid tjekke vores termokander, inden vi tager på tur.

Vi tager i dag den store skovløjpe. Fra hotellet glider vi ned mod Rondaplassen og finder løjpen - godt skiltet - mod Langtjørnin. Her går løjpen jævnt nedad gennem skoven og vi følger mærkningen mod Slåa. Ved Nordeng kommer vi ud på landevejen, hvor der er trådt spor oppe på snebunkerne i vejsiden. Her er ingen skiltning og vi passerer nogle gårde, indtil vi igen rammer løjpen med skiltning mod Tjørnsætrin og går op i fjeldet. Flere steder kommer vi tæt på dalsiden, med flotte udsigtspunkter. Vi beslutter at tage ruten op over Tjørnsætrin, men må konstatere, at de sidste to km. op går via en stejlt og meget iset løjpe. Vi tager derfor skiene på nakken og spadserer op. Ved Tjørnsætrin står bl.a. en gammel lade, som vi kan sætte os op ad og lade os gennemvarme af solen, medens vi får lidt frokost og lidt at drikke. Herfra har vi et langt vidunderligt glid ned fra fjeldet tilbage mod Langtjørnin. Men vi har mod på lidt mere, så vi følger "Hovedløjpen" tilbage mod Furusjøen og drejer fra mod Vassmillom. Vort mål er vildmarkslejren, der ligger ude på Vassmillom. Flere skilte med "Villmarkslejr" viser, hvilken løjpe vi skal følge - blot mangler skiltningen, netop hvor vi skal dreje fra ude på Vassmillom. Vi løber derfor lidt for langt, inden vi opdager, at vi er kommet forbi løjpen til "Villmarkslejren".
Vi må tilbage og finder da også lejeren - et telt og to læhegn med grillplads.

Udfordringen på Illmanshø

Vi har for et par dage siden annonceret, at vi fra "AnneVibekeRejser" ville være guider på en fællestur til Fremme Illmannshøe - en tur, hvor alle ville kunne være med. Vores søn har jo allerede sonderet terrænet og vi vurderer, at det ville være sjovt, hvis flere kunne få denne spændende oplevelse med - lidt uden for løjperne og i trygge rammer. Flere har givet udtryk for, at de ikke "tør" gå alene uden for de markerede løjper, så nu har alle muligheden. Men vi er blot fem der starter ud, lidt færre end der var givet tilsagn om ville med - måske fordi flere tror, at tempoet ville være for højt!
Det er fint vejr, da vi glider over Furusjøen og går op gennem Glitterdalen. Ude af skovens læ får vi en herlig medvind, da vi tager retning mod Fremre Illmannshøe. Vi ser andre skiløbere, der har fået samme ide som os og enkelte der løber lidt længere nede ad fjeldet på vej mod den norske turisthytte Rondvassbu. Foran os kan vi se fjeldtoppene Svartnuten, Vinjeronden og Storronden efterhånden blive dækket i skyer. 
Helt uden varsel vender vinden på et splitsekund og en stærk blæst kommer os lige i møde oppe fra fjeldet. Fra nærmest at blive båret op ad fjeldet af en god medvind, står vi nu pludseligt med stærk modvind og sneen fygende om vores fødder. Vi beslutter at fortsætte lidt opad for om muligt at søge lidt læ bag nogle af fjeldets små toppe. Et stykke oppe ad fjeldet kan jeg se en lille stenbu - en hytte bygget af sten, som jægere fra forrige århundrede benyttede under deres rensdyrjagt. Sønnen løber i forvejen for at se, om det er muligt at få adgang til hytten og dermed lidt læ. Hytten er begravet i sne, så kun tag og skorsten stikker op af snedriverne.

Læ i dalsænkningen

E Vi bliver enige om, at det ikke tjener noget formål at fortsætte opad i den stærke blæst og vender næserne ned mod en ensomt liggende hytte lige før dalsænkningen til Glitra-elven. Men heller ikke ved den hytte kan vi finde læ. Sneen hvirvles op og rundt om huset og vi beslutter at glide ned i læ i dalsænkningen. Sikke en fred det er at komme ned i læ. Og så smukt sneen ligger. Her er løbet andre før os, så vi følger sporet, så vi ikke kommer for tæt på de udhæng, der er her, ligesom vi passer godt på ikke at komme nær de åbne vandhuller, som ligger spredt ned gennem dalsænkningen. Her kan vi får læ til at spise frokosten og bagefter nyde turen ned gennem den smukke dal - i fuldkommen læ for vinden. Og det er en smuk tur, der ender et sted midt inde på løjpen i Glitterdalen.
Herfra går det tilbage til boligerne for at pakke inden hjemturen mod Danmark.