206 Ved Udsigtspunkt På Castelo De Sao Jorge Lissabon Portugal Anne Vibeke Rejser IMG 5252

Indtryk fra Lissabon

Google Map...
Portugal

Lissabon er hovedstad i Portugal. Ø-grupperne Madeira og Azorerne hører til Portugal.

Befolkningstal: Ca. 10,5 mio.

Areal: Ca 92.391 km²

Afstand fra Danmark: Ca. 2.374 km

Mest besøgte attraktion: Byerne Lissabon og Porto samt strandene ved Algarve. Også øgrupperne Madeira samt Azorerne er populære - både for at slappe af ved strandene, men også for at vandre i bjergene.

Mere information:

Rejsebureau: Tema Rejser

Turistinformation: Portugal

Lidt historiske påvirkninger

Kender man blot lidt til Portugals historie, får man et større udbytte af sin ferie. Portugal har været beboet siden forhistorisk tid, hvilket stenalderens mange stendysser og bautasten samt hulemalerier vidner om. Romerne gjorde hele Den Iberiske Halvø til en del af Romerriget og kaldte landet Hispania. Det varede til rigets opløsning i 500-tallet e.Kr. og romerne efterlod sig utallige bygningsværker og veje, som fortsat ses. Maurerne (arabere) invaderede halvøen og var her i mere end 400 år indtil de i 1200-årene blev drevet tilbage af korsridderne. Maurernes indflydelse er stor og påvirkede bl.a. sproget, arkitekturen og de indførte også traditionen med de så populære portugisiske kakler - azaulejos.
slotte, borge og fæstningsværker blev derefter bygget som boliger for eliten og som forsvarsanlæg mod indtrængende. Disse borge er ofte placeret på toppen af bjerge og ligger som perler på en snor mod den spanske grænse. Portugal var en nation med opdagelsesrejsende, som via søvejen fandt nye handelsveje til fremmede egne og hjembragte store rigdomme til kongeriget. Der blev bygget paladser, katedraler og klostre m.v. 
Specielt om Lissabon skal man vide, at byen og regionerne Alentejo og Algarve blev ramt af et af Europas heftigste jordskælv i 1755, som lagde store dele af byen i ruiner. Det betød, at den daværende statsmand Markis de Pombal (1699-1782) skulle genrejse byen fra dens slum, til det vi kan opleve i dag med brede boulevarder, skyggefulde parker, store og lyse pladser omgivet af prægtige paladser. Lidt af alt dette oplever vi på denne ferie i Portugal.

202 Kong Alfonso Henriques Der Gjorde Castelo De Sao Jorge Til Kongelig Residens IMG 5242
Kong Alfonso Henriques der gjorde Castelo de Sao Jorge til kongelig residens

Avenida da Liberdade

Mens vi venter på andre medrejsende, der først ankommer med aftenfly, benytter vi dagen til at se nærmere på Lissabon. Hotel HF Hotel Fenix ligger blot et stenkast fra Eduardo d. 7. Park og fra toppen af parkanlægget fås et glimrende vue ud over anlægget ned mod Markis de Pombals Plads og videre ind mod centrum ad boulevarden Avenida da Liberdade. Vi spadserer ad boulevarden ind til centrum og ser undervejs mindesmærker fra verdenskrigene og kommer forbi den smukke plads Restauradores med obelisk. Her er en af de specielle sporvogne, der, som en anden kabelbane, transporterer folk op ad det stejle bjerg til bydelen Bairro Alto.

Lissabons store pladser

Vi fortsætter frem til Rossio-pladsen med banegård i maurisk stil, nationalteatret Donna Maria og en flot fontæne. Her ses festklædte folkedansere. Gågaden Rua Augusta leder frem til triumfbuen og byens fornemmeste plads Praca do Comercio, der er blandt Europas største pladser og omgivet af prægtige paladser på de tre sider og floden Rio Tejo på den fjerde side. Midt på pladsen står rytterstatuen af Kong José 1 og bag pladsen ses den højtliggende borg Castelo de Sao Jorge.

Langs Tejo-floden nyder folk livet på bredden og på caféerne. Flere folk sælger røde nelliker for det er netop i dag - den 25. april - årsdagen for Nellikerevolutionen i 1974, der satte punktum for 50 års diktatur i Portugal. Tejo-floden er Den Iberiske Halvøs længste og udspringer i Spanien, og netop her, før den løber ud i Atlanterhavet, danner floden et mægtig indhav der blev et ideelt sted at anlægge Lissabon.

Castelo de Sao Jorge

Tilbage på Praca de Comerco spadserer vi op forbi katedralen Sé i den spændende bydel Alfama og videre op til Lissabons fæstningsværk Castelo de Sao Jorge. Bag de ydre mure kommer vi ind til en helt lille by, inden vi mod entré kommer ind på selve fæstningsområdet. Herfra er udsigten udover Lissabon imponerende og vi følger bymuren rundt til vi kommer til slottet, der også er værd at besøge med brystværn og tårne.
Det var Kong Alfonso Henriques (Henrik Erobreren), Portugals første konge, der i 1147 generobrede Lissabon fra maurerne og ombyggede deres borg til residens for Portugals konger. Under jordskælvet i 1755 brød borgens forsvarsmure sammen og blev først genopbygget i 1938 som den nuværende fredsommelig park.
Efter besøget er vi tilbage i Lissabons gamle bydel Alfama og går på opdagelse i de smalle stræder bl.a. med det berømte Fado-kvarter.

Op og ned ad bakke i Bairro Alto

Bairro Alto er en anden bydel som er værd at spadsere rundt i - men vær opmærksom på at det er op og ned ad bakkerne. Et af de flotteste udsigtspunkter i Lissabon findes i parkanlægget Miradouro de Sao Pedro de Alcantra. Herfra kan vi med solen i ryggen overskue det meste af Lissabons gamle bydele og Castelo de Sao Jorge på den modsatte side af byen. Også her er der smalle gader med sporvogne som trækkes op af bjerget, inden de med stor fart glider ned på den anden side.

Udflugt til bydelen Belem

Denne dag starter med at vi alle kører rundt for at se nogle af Lissabons seværdigheder og gør holdt i bydelen Belem. Helt nede ved Tejo-floden står den gamle fæstning Torre de Belem bygget mellem 1515-1521, og det var herfra de søfarende tog afsked med byen og sejlede ud på verdenshavene for at finde nye handelsruter og kolonisere nogle af de steder man fik varer fra.

400 Torre De Belem Lissabon Portugal Anne Vibeke Rejser IMG 5327
Torre de Belem

Ikke langt fra tårnet ses Monumentet for de Opdagelsesrejsende rejst i 1960 med Henrik Søfareren (1394-1460) i spidsen for en hel række af Portugals adelige m.fl.

Jeronimos klosteret

Et stenkast fra floden ligger et af Lissabons betydeligste bygningsværker - det enestående Mosteiro dos Jeronimos, der udover klosterbygningerne har en fantastisk kirke. Under de høje hvælvinger i den rigt udsmykkede kirke findes bl.a. sarkofagen med Vasco da Gama (1469-1524) - manden som i 1498 fandt søvejen syd om Afrika til Indien.
Men kirken rummer også flere kongegrave og sarkofager for andre af Portugals berømtheder.

På vej mod Castelo de Vide

Før vi kører fra Lissabon må vi bare besøge det berømte bageri Pasteis de Belem og smage på de helt friskbagte og endnu lune kager med den helt vidunderlige creme, baseret på en hemmelig opskrift. Det er sødt og det er godt.
Så sætter bussen kursen mod naturparken Serra de Sao Marmade, hvor vi skal vandre i det kuperede terræn de kommende dage.

430 Smagsprøve På Portugals Berømte Pasteis Fra Belem Lissabon Portugal Anne Vibeke Rejser IMG 5394
Smagsprøve på Portugals berømte Pasteis fra Belem

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser