Vandreferie ad West Highland Way

Starten på West Highland Way

Fra hotel Primier Inn i byen Milngavie, der ligger ca. 10 km. nord for Glasgow, er der kun nogle få hundrede meter til starten på den 154 km. lange vandrerute The West Highland Way, der går her fra byen og til Fort William. At gå strækningen fra syd mod nord over syv dage har den fordel, at vi har solen i ryggen hele vejen. Vandregruppen ledes af en engelsktalende lokal guide, der kender turen som sin egen bukselomme. Men hele ruten er godt afmærket og med det udleverede vandrekort kan du ikke fare vildt. Derfor arrangeres turen også for dig som vælger at gennemføre vandreturen på egen hånd som en individuel rejse.
Forsynet med en madpakke, et stykke frugt samt chokoladebar som guiden har sørget for, går vi med en let pakket rygsæk til starten af vandreruten. Den øvrige bagage skal vi ikke bekymre os om, den bliver transporteret fra sted til sted, hvor vi skal overnatte. Det glider helt problemfrit.

Fra Milngavie til Drymen

Ved starten af The West Highland Way, der blev åbnet i 1980 som den første af Skotlands langdistance vandreruter, er rejst en obelisk med vandrerutens grafiske symbol - tidslen - der er Skotlands nationalblomst. Så er det bare at følge skiltningen. I begyndelsen går ruten gennem skoven ved Mugdock Country Park, men allerede efter nogle få kilometer kommer vi ud af skoven og landskabet åbner sig ved søen Craigallian Loch. Omkring os har vi på denne årstid masser af lilla og hvide digitalis (fingerbølblomster) og et væld af orkidéer (gøgeurt) i grøftekanten. Foran os i det åbne landskab rejser det karakteristiske bjerg Dumgoyne sig. Vi passerer højen Dumgoyach og kommer forbi whiskydestilleriet Glengoyne og er ved frokosttid fremme ved restaurant Beech Tree i Dumgoyne.

Idylliske Gartness

Det er skønt at have en turguide som tør give os fri til at vandre i hvert sit tempo, så vi ikke skal vandre i en samlet trup. De langbenede kan gå forrest, mens de knapt så hurtige kan komme senere. Vigtigst af alt er, at vi vandrer i eget tempo. De forreste er dog blevet bedt om at vente i den idylliske landsby Gartness og her mødes vi og fortsætter samlet det sidste stykke frem til Drymen.

Forskellige guesthouses B&B

I den hyggelige, lille by Drymen får vi - efter dagens godt 21 km. vandring - udlignet væskebalancen med en kold drik på The Drymen Inn, hvor vi også spiser middag senere denne aften. Så fordeles vandregruppen i forskellige gæstehuse og vi bliver indlogeret i et pænt værelse i Ashbank B&B, der ligger højt i byen. Langt de fleste B&B er optaget i højsæsonen, så det er vigtigt, at rejsearrangøren har forhåndsreserveret værelser til os. Vi bor sammen med andre familier bl.a. et par fra Holland, som vi igen og igen møder på ruten senere hen. Hos Ashbank B&B får vi en god nats søvn og næste morgen alt hvad vi kan spise - og dertil en meget fin service hos hyggelige mennesker.

Fra Drymen til Rowardennan

Vandreguiden vælger at undgå det våde stræk gennem Garadhban Forest, så vi starter ad landevejen den første kilometer og kommer tørskoet ind midt i skoven. Vi er ikke langt ude af skoven, før vi kan skimte den store, sagnomspundne sø Loch Lomond. Foran os ligger rutens første større udfordring, idet vi skal op over det 361 meter høje bjerg Conic Hill. Alle behøver dog ikke at gå helt op på toppen, men kan følge stien på nordsiden af bjerget. Men de få ekstra meter helt op til toppen belønnes med et 360 graders betagende udsyn ud over Loch Lomond. Netop her danner Conic Hill, sammen med en række øer der ligger i forlængelse af hinanden i søen, det geologiske skel mellem det skotske lavland og højlandet. På bagsiden af Conic Hill går det stejlt ned langs klippesiden, men heldigvis er her lavet trappetrin, hvilket gør nedturen gennem skoven til Balmaha noget lettere. Men hårdt er det for ben og knæ.

Efter et besøg i Loch Lomond and Trossachs National Park Center fortsættes langs søens østlige bred til Malarrochy, hvor vi spiser den medbragte klemme og kan benytte campingpladsens faciliteter.
Resten af dagens rute går på en forholdsvis jævn sti langs søen og snart får vi det første glimt af områdets højeste bjerg Ben Lomond, 974 moh. og kan konstatere, at vi ikke er langt fra det næste overnatningssted i Rowardennan.

Rowardennan Hotel

I løbet af dagens godt 26 kilometers vandring er det klaret op og hele eftermiddagen og aftenen er det pragtfuldt solskinsvejr - og det nyder vi med Rowardennan Hotels udendørs servering inden den fælles middag på hotellet.

Fra Rowardennan til Inverarnan

Vi er i skov det meste af dagen og det er en udfordring at balancere op og ned på de blanke klipper og de våde trærødder, som stikker frem på stien. Efter vores mening er denne del af vandreruten den mest udfordrende på The West Highland Way.  Hele tiden skal vi være forsigtig med, hvor vi træder for ikke at glide, og enkelte steder skal hænderne da også tages til hjælp for at komme frem. Undervejs passeres en række vandfald og det største Falls of Inversnaid ses før vi kommer til byen. På Inversnaid Hotel kan vi købe kaffe og nyde de medbragte madpakker i de lune stuer og samle kræfter til dagens sidste etape.

Rob Roy's Cave

På vandreruten passeres Rob Roy's Cave - en hule som den legendariske, skotske Robin Hood, skulle have gemt sig i, efter at han i 1722 blev erklæret fredløs. Robert Roy Macgregor (1671-1734) var klanleder og deltog aktivt i den skotske frihedskamp mod England. Oprøret mellem de skotske støtter af kong Jakob - der blev betegnet Jakobitter - og den engelske Vilhelm af Oranien's bedre udstyrede Rødfrakker blev efterfølgende betegnet Jakobitoprøret. Oprøret og kampene mellem Jakobitterne og Rødfrakkerne er et væsentligt kapitel i Skotlands historie, som der både er skrevet bøger og lavet film om.

Over Cnap Mor

De langbenede er for længst "stukket af" og vi giver os tid til at komme helskindet gennem denne udfordrende del at The West Highland Way - vel vidende at der står en seng og venter på os, når vi engang er fremme. Langs Loch Lomond er der flere flotte udsyn, og hvordan havde det mon været, hvis ikke de regntunge skyer havde lagt sig over søen? Vi får det sidste tilbageblik på søen, da vi bestiger det meget smukke og naturskønne Cnap Mor, hvor vi vandre gennem høje bregner over en grøn saddel mellem to høje, mens fårene løber om benene på os. 
Fremme ved Beinglas Farm, der både har restaurant/pub og købmand i forbindelse med en campingplads og hytteudlejning, indkvarteres vi i gode værelser inden den fælles middag - der i øvrigt er aldeles ringe tilberedt! Dagen bød på godt 26 km. vandring.

Fra Invernarnan til Tyndrum

Vi er nu kommet op i det skotske højland og følger ruten langs River Falloch, der tidligere blev brugt til at drive studer mod nye græsgange og til de store markeder i England. Gennem den smukke Glen Falloch følges de gamle stengærder og snart vandrer vi mellem bjerge, der ser ud som om de strækker sig helt op i skyerne.
På den videre rute efter Crianlarich kommer vi ud i dalsænkning ved Strath Fillan og krydser jernbanen et par gange. Ikke over sporet - men under. Det koster 1.000 pund (ca. 10.000 kroner) i bøde at krydse skinnerne!
Vi kommer forbi Skt. Fillans klosterruin fra 1300-årene, der formodes at have været mere end 50 meter lang. Det var den hellige Fillan, der oprindeligt kom fra Irland, som udbredte kristendommen blandt skotterne her på egnen og som påskønnelse bevilgede Robert the Bruse i 1317 klostret bygget. Efter sin død blev Fillan helgenkåret og her opbevarede man relikvier fra Skt. Fillan i mange år, men flere af disse forsvandt i forbindelse med nedlæggelsen af klostret i 1607. I dag findes to relikvier fra Skt. Fillan på det skotske nationalmuseum i Edinburgh. Den nærliggende kirkegård dateres tilbage til en keltisk kirke fra 700-årene.

En lang tur - for nogle

Efter en velfortjent kaffepause ved Strathfillan Wigwams i Auchtertyre, hvor både bogfinke og vipstjert håber på krummer fra vores kage, har vi samlet kræfter til det sidste stykke vej til Tyndrum. Ved byen er skiltningen mod The Tyndrum Inn ikke helt tydelig, så efter at have passeret campingpladsen drejer vi fra ved første vej og kommer ud på landevejen A82 og efter nogle hundrede meter når vi næste overnatningssted.
Et par af “hurtigløberne" har været optaget, mens de passerede Tyndrum og “glemte" at dreje fra - og da de mangler ved hotellet “breder panikken sig". Heldigvis kan man få mobilforbindelse til dem og det viser sig, at de allerede er gået halvvejen mod næste by Bridge of Orchy. Jo, det var tungt at skulle vende om og vandre tilbage til Tyndrum. Dagens officielle vandrerute blev på godt 22 km.

Fra Tyndrum til Kingshouse i Glencoe

Dagens vandrerute er estimeret til mere end 30 km. og er dermed den længste etape på The West Highland Way. Så for at spare benene på de første ca. 10 kilometer langs landevejen er vi nogle stykker som tager en taxa til næste by Bridge of Orchy og starter vandringen derfra. Op gennem skoven lægger vi hurtigt byen bag os og snart er vi ude på åbne vidder med en blændende udsigt ud over Loch Tulla. For enden af søen ligger det klassiske Inveroran Hotel, hvor det er oplagt at få sig en kop varm kaffe. Efter igen at være kommet fri af skoven støder vi på den gamle militærvej, der snor sig over Black Mount og Rannoch Moor. 
Oprindelsen af disse gamle militærveje fortaber sig i fortiden, men i 1803 besluttede man sig for at renovere vejene og bygge de smukke stenbroer i højlandet. Måske var det ikke længere så meget militæret, men mere den almindelige stigende trafik, som fik bedre kår, indtil man i 1933 byggede den nuværende landevej A82.
Selv om den godt funderede, men meget stenede vej er hård at vandre på, er sceneriet i højlandet imponerende.
Ba Bridge er et godt sted at sidde og spise frokost, samtidig med at vi har udsigt til bjergene.

Mod King's House Hotel

Da vi senere runder udløberen fra bjerget Meall a Bhuiridh, får vi udsyn mod et af Skotlands mest ikoniske bjerge Stob Dearg, der rejser sig 1.021 moh. ved indgangen til den historiske dal Glencoe. Det var her, at 38 medlemmer af Macdonald-klanen blev slagtet i 1692 af Robert Campbells tropper. Kendt som massakren i Glencoe.
På venstre hånd går en vej op til et af Skotlands mest populære skisportssteder Glencoe Mountain Resort og efter at have krydset landevejen A82 er vi fremme ved King's House Hotel.
Omkring hotellet ses ofte kronhjorte og i dag er heller ikke nogen undtagelse. Vi mødes af "hr. kronhjort", mens hans hinder græsser fredeligt langs floden. King's House Hotel, der er fra 1600-årene og dermed Skotlands ældste virksomme kro, oser af nostalgi og er rigtigt hyggeligt, selvom her er nullermænd i krogende og malingen visse steder skaller af. I 1745 blev bygningerne brugt som barakker af kong George III's tropper efter slaget ved Culloden, hvilket har givet kroens sit navn. Ved dette historiske slag mistede op mod 2.000 jacobitter livet.
Hen under aftenen nyder vi en dejlig middag i hotellers restaurant, inden de sidste etaper i det skotske højland fortsætter i morgen. 

Fra King's House Hotel til Kinlochleven

Det er en af de mere udfordrende dage på The West Highland Way, men giver vi os sig tid, er stigningen op over Devil's Staircase til bjergpassets saddel i virkeligheden intet at tale om. Nogle få serpentinesving og vi er oppe, hvor dalen breder sig ud mellem de grønklædte bjergskråninger. 
Så kommer slagregnen og blæsten, og da vi runder Meall Ruigh a'Bhricleathaid for at vandre ned mod skoven, har vi den stærke vind lige imod os. Det er nødvendigt at iføre sig regnbukser for ikke at blive kolde. Den megen regn får vandløbene omkring os til at stige og snart er også vandrestien fuld af vand.

Kinlochleven - en industriby

Nede i skoven kommer vi i læ og som et trylleri er uvejret overstået lige så hurtigt som det kom. Men vandfaldene er fortsat fulde og solsorten slår atter sine triller. Foran os kan vi se den lille by Kinochleven, hvor store pipelines leder vand ned til turbinehallen, hvor der produceres elektricitet. Efter at have passeret denne industribygning kommer vi ind i byen, hvor man tidligere bl.a. producerede aluminium, og bliver modtaget af turguiden, der viser os hen til de respektive overnatningssteder.

Vi skal sammen med tre andre par bo i måske byens bedste gæstehus Allt-Na-Leven, der for nogle år siden stod tomt efter at have fungeret som en købmandsforretning. Så blev stedet købt af nogle ihærdige iværksættere og bygget om til dette eksklusive guest house. Alt her er af højeste kvalitet og inden vi får "pakket ud" har værten gennemgået alt hvad vi har brug for at vide. På det fint indrettede værelse står både frugt, chokolade og i spisestuen er der fri adgang til kolde drikke. Morgenmaden er næsten ubeskrivelig. Udover at have afgivet en bestilling på hvad vi ønsker at spise af havregrød, æg, bacon, tomater, champignon etc. bugner morgenbordet af friske jordbær, blåbær, hindbær og store, sorte, saftige morbær. Her er forskellige hjemmelavede marmelader - og vi kunne blive ved. Kommer du på disse egne i anden anledning, kan stedet så absolut anbefales.                                                                                                    

Fra Kinlochleven til Fort William

Lidt ude af byen går vandreruten nogle hundrede meter op gennem skoven, men da vejret er fint og udsigten ned mod Loch Leven og de bagved liggende bjerge er fantastisk flot, er opstigningen for intet at regne. Jo højere vi kommer, des flottere bliver udsigten. Atter støder vi på den gammel militærvej, der løber som en næsten lige linje gennem dalen. Til begge sider rejser de græsklædte bjergskråninger sig, så udsigten er fremadrettet. I den frugtbare dal har man tidligere drevet landbrug og vi kommer da også forbi er par ruiner, der vidner om fortidens gøremål. Ved husruinen Tigh-na-sleubhaich holder vi en lille pause, inden vi fortsætter forbi ruinen fra en større og ældre gård Lairigmor og runder udløberen fra bjerget Meall a Chaorainn. Så åbner landskabet sig atter med vidt udsyn til søer, floder, bjerge og skove.

Kaffe midt i terrænet

Vi undrer os over at se et par vandrere i modgående retning gå med drikkebægre og spørger for skæg, om de lige har været på kaffebar - vel vidende, at der hverken er byer eller huse her midt i naturen. Men de bekræfter, at de nogle få meter længere fremme har købt kaffe! Og ganske rigtigt. En af nationalparkens rangere er kørt ud med sin vogn og indrettet et lille serveringssted midt på vandreruten. Vi bestiller naturligvis kaffe og spørger om prisen. Den bestemmer vi, da det er en donation, som ubeskåret går til vedligeholdelse af vandrestien. Den er vi naturligvis helt med på - og så kommer madpakkerne frem, mens vi nyder kaffen - nu solen atter titter frem.

Skoven ved Glen Nevis

Atter skal vi ned gennem skov. Først på en smal sti senere på en stor skovvej. På store arealer i skoven er træerne fældet, hvilket giver et godt udsyn og snart kan vi se de store bjerge på den anden side af dalen Glen Nevis - først og fremmest Storbritanniens højeste bjerg Ben Nevis, der rejser sig 1.344 moh.
Den brede skovvej snor sig laaaangt ned mod Glen Nevis og vi passerer campingpladsen, som vi boede på for nogle år siden, da vi besteg Ben Nevis.
Helt nede i dalbunden rammer vi asfaltvejen og har ad denne noget kedelige del at ruten ca. tre kilometers vandring ind til Fort William. Hvorfor lægger man dog ikke ruten oppe i skoven eller nede langs River Nevis i stedet for langs en trafikeret vej?
Lige før centrum slutter den oprindelige del af The West Highland Way, men smarte forretningsfolk har nu ført rutens nye afslutningspunkt gennem gågaden, hvor den afsluttes ved en statue af en glad vandringsmand. Vi finder Alexandra Hotel centralt beliggende i byen og får sammen med de øvrige rejsefæller udlignet væskebalancen inden middagen på hotellet.

En fridag i Fort William

Den sidste hele dag i Skotland er ikke programsat, men alle har en ide om hvad de vil. De som fortsat har kræfter - og ikke tidligere har besteget Ben Nevis - er allerede taget afsted og får en prægtig oplevelse. Beregn seks-syv timer i alt til turen, der starter ved Glen Nevis Visitor Centre.
Andre tager med Crannog Cruises på Loch Linnhe med mulighed for at se sæler og havørne - og nyder turen. Der er naturligvis også mulighed for at blive i byen og besøge f.eks. West Highland Museum eller whiskydestilleriet Ben Nevis Distillery. Nogle har været heldige og fået billetter til West Coast Railway's damplokomotiv The Jacobite, der kører til Mallaig og retur. Toget er kendt fra Harry Potter-filmene som Hogwarts Express. Det er klogt at bestille billetter hjemmefra, da der er rift om dem.

The Great Glen Way

Det er også fra Fort William at en anden af langdistancevandreruterne udgår - The Great Glen Way - der løber langs søerne Loch Lochy og Loch Ness til Inverness. Vi vandrer lidt ud ad denne rute og starter ved det gamle fort Old William fra 1600-årene. Vi følger kystlinien langs Loch Linnhe og kommer forbi Old Inverlochy Castle, der blev bygget i 1280'erne af John Comyn - Lord of Badenoch - som forsvarsanlæg ved indgangen til The Great Glen.

Senere følger vi indsejlingen til slusesystemet ved The Caledonian Canal og ser Storbritanniens største slusesystem ved Neptune's Staircase, inden vi vender om.

Afslutning på Crannog Seafood Restaurant

Generelt er den mad vi har fået, på de steder vi har besøgt i Skotland, ikke nogen gastronomisk oplevelse, men på Crannog Seafood Restaurant får vi rigtig god mad for pengene. Og mens vi hygger os, kan vi lade tankerne gå til bage på syv spændende og oplevelsesrige dage på The West Highland Way.