Potsdam ved Berlin er mere end Sanssouci-slottet
Indrømmet, at slottet Sanssouci er Potsdams største turistattraktion, men denne hyggelige forstad til Berlin har meget mere at tilbyde og det kan du udforske på en smuttur til Nordtyskland.
Tyskland
Hovedstaden i Tyskland er Berlin.
Befolkningstal: Ca. 83 mio.
Areal: Ca. 357.376 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 356 km til Berlin, ca. 842 km til München
Mest besøgte attraktion: Metropolerne Berlin og Hamborg men også mange andre byer - kejserbyerne og middelalderbyer med bindingsværk m.v. Tyskland byder på rigtigt meget inden for kultur - og husk de hyggelige julemarkeder.
Mere information:
Potsdam og slottet Sanssouci
Det var Frederik den Store af Preussen (1712-1786) der ønskede sig et fristed fra den store og travle hovedstad Berlin og i 1745-1747 fik opført et sorgløst fristed ude på landet i Potsdam - slottet Sanssouci. Her blev også anlagt brede boulevarder, hvor kongen kunne nyde storslåede militærparader. Sommerresidensen Sanssouci, der betyder sorgløs, skulle være tyskernes svar på det franske Versailles og er flot beliggende højt over det store tilhørende blomsterprydede parkanlæg, hvor der også findes masser af statuer, fontæner og spændende bygninger som f.eks. den kinesiske tepavillon, orangeriet, slottet Charlottenhof eller det nye palæ Neues Palais. Slottet med tilhørende parkanlæg kom på UNESCO's kultursarvsliste i 1995.
Am Luisenplatz med Brandenburger Tor
Vil du bo centralt i Potsdam er Hotel Am Luisenplatz et godt valg. Hotellet ligger ud til pladsen med samme navn, hvor triumfbuen Brandenburger Tor er placeret midt på pladsen med en fontæne. Triumfbuen blev opført i 1771 som et sejrsmonument i romersk stil til minde om syvårskrigen (1756-63). I forlængelse af denne enestående byport løber byens gågade Brandenburger Strasse i lige linje frem til kirken St. Peter og Paulus. Denne brostensbelagte gågade er et sandt shoppingsparadis krydret med fortovscaféer og -restauranter.
Det Hollandske kvarter
For enden af gågaden - nord for Bassin Platz - ligger den gamle historiske bydel Holländisches Viertel, der er kendetegnet ved fire husblokke med i alt 134 huse opført i 1742 og inspireret af hollandsk arkitektur. Det var oprindeligt meningen, at husene skulle tildeles hollandske tilflyttere, men der komme ikke så mange som forventet, så halvdelen af husene blev i stedet givet til tyske soldater. I dag finder du mange specialbutikker, kunsthåndværkere og antikvitetshandlende i kvarteret, ligesom her er flere gode restauranter. F.eks. spiser du udmærket på Restaurant Maison Charlotte der er indrettet som et fransk gæstehus i Alsace-stil.
Et stenkast fra det hollandske kvarter ses byporten Nauener Tor oprindeligt opført i 1755 i en helt anden stil. Efter sigende skulle det være det første bygningsværk i Europa opført i nygotisk stil og skulle minde om en middelalderfæstning. Går du gennem porten og ud på den store boulevard – Kurfürstenstrasse/Helgeallee - finder du den sidste og ældste af de tre gamle byporte Jägertor fra 1733.
Potsdam har mange pompøse bygninger
Boulevarden leder direkte frem til den østlige del af den store Sanssouci-park med Lustgarten og den smukt beliggende Friedensteinkirche, hvor gården prydes med Kristusfiguren af Bertel Thorvaldsen. Spadserer du mod syd er der ikke langt til den smukke Havel-flod, der her mest minder om en sø - Neustädter Havelbucht. Herfra kan du komme på sightseeing til søs og f.eks. sejle helt til Berlin. Her nær floden ses flere pompøse bygninger som f.eks. stiftelsen Weisenhaus eller Sct. Nicolai Kirche med sin enorme kuppel eller stadsslottet eller ...
Du kan sikkert bruge mere tid i Potsdam, hvor tempoet er langt roligere end i metropolen Berlin. Du kunne f.eks. have besøgt nogle af Potsdams historiske museer, men skal måske også nå at besøge den nærliggende Filmpark Babelsberg og/eller være aktive i AbenteuerPark med mulighed for at prøve din indre Tarzan på klatrebanen i Eventyrparken.
Scandlines og BorderShop Rostock
Scandlines siger, at "der er noget ved at sejle" og på turen fra Gedser til Rostock er der da også masser af tid (1 time og 45 minutter) til at nyde overfarten på en af de moderne færger M/F Berlin eller M/F Copenhagen, der blev søsat i 2016. Begge de moderne færger er hybridfærger der kombinerer traditionel dieseldrift med elektrisk batteridrift, hvilket har reduceret CO2-udledningen med op mod 15 procent. Scandlines benytter også denne type hybridfærger på ruten Rødby-Puttgarden. Ved ankomsten til Rostock kan du besøge den 1.200 m2 store BorderShop, hvor udvalget er endnu større end på skibet - ligesom der er lidt mere at spare på bl.a. vin og spiritus.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser