Mægtige Mexico City og omegn

Nogle af Mexicos mange kulturer

De ældste kulturer vi møder på denne rundrejse, er olmekerne (med skulpturer af gigantiske hoveder), som havde deres storhedstid fra 1500 til 900 f.Kr. Der er fundet beviser for, at dette tidlige handelsfolk var vidt forgrenet i Mexico og havde deres hovedsæder i La Venta og San Lorenzo, indtil denne by blev destrueret. Den gamle maya-kultur begyndte at dukke op i det sydlige Mexico og i Guatemala omkring 500 f.Kr. og mayaernes første storhedstid var fra 200 til 900 e.Kr. og med en senere opblomstring på Yacatan-halvøen fra 900 til 1530. Samtidigt herskede zapotekerne mellem 550 f.Kr til 700 e.Kr. i bl.a. Mount Alban nær Oaxaca. Et andet ”ukendt folk” byggede de vældige Sol- og Månepyramider i Teotihuacan mellem 200 og 500 e.Kr. der blev det kulturelle og økonomiske centrum i Mexico indtil det blev forladt omkring år 700. Senere kom aztekerne nordfra og i 1325 fandt de det rette sted at bygge sig en by. På en ø i sumpsøen Texcoco på den vældige mexicanske højslette 2.300 moh. opdagede de en ørn som spiste en slange på toppen af en kaktus og så det som et tegn. Her opførtes Tenochtitlan – det senere Mexico City – der blev centrum for Aztekerriget. Søen Texcoco blev efterhånden drænet, opfyldt og bebygget. Aztekernes storhedstid varede indtil spanierne anført af conquistadoren Hernan Cortes indtog byen i 1521 og Aztekerriget gik hurtigt til grunde. Ingen af de indianske kulturer stod alene, men overlappede hinanden, så man genbrugte og videreførte mange af de tidligere kulturers traditioner. Spanierne tog over og Ny Spanien blev en spansk koloni. Med spanierne kom missionærer som skulle kristne de indfødte, men de medbragte også sygdomme som var ukendte for indianerne bl.a. mæslinger og kopper der slog over 20 mio. indianere ihjel. En øget trang til selvstændighed medførte flere frihedskrige som endte med, at Mexico udråbte sig som selvstændig nation i 1821. Men krigene var langtfra forbi og i 1848 måtte Mexico overgive næsten halvdelen af landet – provinserne nord for Rio Grande – til USA. Senere kom franskmændene og endnu en mexicansk revolution. Først i begyndelsen af 1900-årene kan man sige, at Mexico begyndte at blive en ”rolig” nation med en præsident – om end flere blev myrdet.

Aztekernes hovedtempler - Templo Mayor

Men vi begynder med aztekerne og fra Hotel Historico Central spadserer vi ad gågaden Francisco I. Madero de få hundrede meter til byens centrale plads Zocaloen (Plaza de la Constitucion) som er omkranset af katedralen Metropolitana samt Nationalpaladset og prægtige 1800-tals bygninger med hoteller og regeringskontorer. På pladsens nordøstlige hjørne bag katedralen opdagede man i 1978 ruinerne af Tenochtitlans hellige tempelkompleks Templo Mayor. Foran udgravningerne ses tre modeller af landskabet med søen, hvorledes byen var opbygget samt selve tempelkomplekset. I ruinerne kan det ses, hvorledes den første mindre pyramide er blevet overdækket af en efterfølgende større pyramide og den igen af en endnu større etc., hvilket skete over mere end hundrede år. Her blev både krigsguden og regnguden tilbedt bl.a. med menneskeofringer. Aztekerne blev det dominerende folk og konstante krige gav mange fanger. Det fortælles, at 20.000 fanger engang i 1487 blev ofret til guderne. Da spanierne trængte ind i landet, nedkæmpede Hernan Cortes aztekerne og indtog byen i 1521. Alle byens religiøse symboler skulle ødelægges, hvorfor de tilfangetagne indianere selv måtte bryde deres templer ned for at nedgøre indianerne. Sten fra templerne blev benyttet til spaniernes egne byggerier bl.a. katedralen og Nationalpaladset. Udgravningen af Tamplo Mayor ruinerne fortsætter.

Katedralen Metropolitana

Katedralen på Zocaloen er Mexicos største kirke med to vældige tårne, der rejser sig 67 meter højt på hver side af hovedindgangen. Spanierne byggede den første kirke på stedet i 1524 oven på Aztekernes helligdomme igen for at nedgøre indianernes kultur. Den nuværende katedral blev først påbegyndt i 1573 og stod færdig i 1813. Indvendigt i den 100 meter store katedral findes 16 sidekapeller og udsmykningen er overdådig, som i de fleste katolske katedraler. Katedralen har sænket sig flere cm. ned i det bløde ler, der engang var bunden af Texcoco-søen og bl.a. gjort et af tårnene skæve, men senere års afstivning og pilotering skulle nu have afhjulpet dette. På højre side af katedralen ses sognekirken Sagrario Metropolitano bygget mellem 1749 og 1769 og har en ekstraordinær flot barokfacade ud mod Zocaloen.

Diego Riveras vægmalerier i Nationalpaladset

Nogle af stenene fra Templo Mayor benyttede Cortes til at påbegynde opførelsen af Nationalpaladset i 1529. Paladset er senere udvidet betydeligt og visekonger, kejsere og præsidenter har regeret herfra. Inde i dette imponerende bygningsværk kommer vi til hovedgården med springvand omkranset af en bygning med buegange i tre etager. På væggen i hovedtrappen ses det første  af Diego Riveras (1886-1957) vægmalerier. Han betragtes som Mexicos største kunstmaler. De berømte vægmalerier blev malet mellem 1929 og 1935 og viser Mexicos historie fra før spanierne ankom – og efter. På trappeopgangens sider ses flere vægmalerier og ligeledes på 1. sal.

Også på egen hånd

Den lige gågade Francisco I. Madero har eksklusive forretninger, hvis man er til shopping. Zocoloen ligger i den østlige ende af gaden og i den vestlige ende ligger en af Mexico Citys smukkeste bygninger Palacio de Bellas Artes opført i hvidt italiensk marmor. Dette operahus stod først færdigt i 1934 og er en blanding af klassicisme og art nouveau. Indvendigt ses marmor i changerende brunlige farver. Her findes tillige museum, udstillinger og koncertsal. Udenfor er pladsen foran paladset prydet med sorte skulpturer af bevingede kvinder der rejser sig mod himlen på heste.

Andre spændende bygninger er den søjleprydede Mexicos Nationalbank og det bagvedliggende hovedpostkontor med maurisk inspireret buegange. En gade mod øst ses endnu en spektakulær bygning Kakkelhuset fra 1569 – Casa de los Azulejos – hvis facade blev beklædt med farvelagte kakler i spansk-maurisk stil i midten af 1700-årene. I huset findes bl.a. en velrenommeret restaurant. Andre restauranter der kan anbefales, er Cafe Tacuba i gaden Tacuba, og på pladsen Tolza ligger restaurant Los Girasoles (Solsikkene) indrettet i et tidligere hospital.

Bydelen Coyoacan med Frida Kahlos hus

En af udflugterne går til den charmerende bydel Coyoacan, hvor vi spadserer frem til byens torv Zocoloen – Plaza San Jacinto, der ligger midt i et tidligere Dominikanerkloster. Det eneste som er tilbage af dette kloster, er porten ind til Zocaloen. Under pladsens store, skyggefulde træer ses springvand samt statue af ulve og langs gaderne ligger smukke, farvestrålende kolonitidshuse. Den gamle klosterkirke Iglesia de San Jacinto ligger på pladsens ene side. I de hyggelige gader kunne vi sagtens have brugt mere tid, men vi skal besøge Frida Kahlos hus og på vejen dertil kommer vi forbi et af bydelens markeder.

Frida Kahlos hus - Det blå hus

Køen til det blå hjørnehus er til at få øje på, men vi har i forvejen fået billetter til et bestemt tidspunkt, hvor vi lukkes ind i husets skyggefulde have, hvor der er flere bygninger. Frida Kahlo (1907-1954) var en pige som var forfulgt af uheld gennem livet. Dels fik hun som barn polio og kom som 18-årig ud for en trafikulykke, hvor hun brækkede ryggen der bevirkede, at hun ingen børn kunne føde. Den smerte hun led gennem livet, reflekteres i mange af hendes surrealistiske billeder. Hun var i 20 år gift med Diego Rivas, trods begges ægteskabelige sidespring – som gensidigt blev accepteret. De blev dog skilt, men fandt igen sammen for til sidst at leve adskilt. Frida Kahlo boede i huset de godt sidste 13 år af sit liv. Huset var Frida Kahlos barndomshjem og her kan vi se hvorledes køkken, soveværelse og atelier m.m. har set ud. Rundt omkring hænger billeder af denne mexicanske store kunstner.

Det Antropologiske Museum

Det vil være synd ikke at besøge Det Antropologiske Museum, når man skal på en kulturrejse, der bringer os til de forskellige mesoamerikanske kulturer. Det er derfor en oplagt udflugt og da vi ankommer, er en gruppe volador-indianere klædt i traditionelle dragter er ved at udføre et ældgammelt ritual. Efter at have danset kravler fem mand op i en 30 meter høj mast. Mens den ene sidder øverst og trommer og spiller fløjte, lader de fire andre sig svinge tilbage mod jorden hængende i en snor om livet og med hovedet nedad. Manden i toppen repræsenterer solen, mens de fire som slynger sin ned symboliserer de fire verdenshjørner.

Også museet er enestående. Vi kommer ind i en rektangulær gård under et 84 meter langt halvtag som blot er båret af en enkelt søjle. (Faktisk det største tag i verden som er båret af en enkelt søjle). Fra den 11 meter høje søjle, som skal symbolisere en fallos, falder det livgivende vand ned på jorden. Rundt om pladsen ligger de forskellige museumsudstillinger, der dels har en skiftende udstilling, dels permanente udstillinger om de forskellige pre-colombianske højkulturer. Her kan vi glæde os over, at de spanske conquistadorer ikke fik ødelagt alt, for her er samlinger af enestående kulturskatte. Vi ser bl.a. mayernes dødsmasker og deres elegante keramikarbejder og guldsmykker. En rekonstruktion af mayakongen Pakals grav fra Palenque ses i kælderetagen med en kopi af hans dødsklæder. I museet for azterkerne er højdepunktet den 23 tons tunge Solsten med en diameter på 3,6 meter, der er en fuldstændig kalender. Og her er mange forskellige hoveder/kroppe udhugget i sten. Museet for Golfkysten har nogle af olmekernes originale stenhoveder, hvoraf man i alt har fundet 17, fremstillet mellem år 700 og 400 f.Kr. – dvs. uden brug af jernredskaber.

De Tre Kulturers Plads

Vi skal ac. 50 km. nord for Mexico City for at besøge et af landets kulturelle højdepunkter, men gør undervejs holdt ved De Tre Kulturers Plads. Som navnet siger, har man i ét kig de tre elementer, der er Mexico: Fra aztekisk tid templerne ved markedspladsen, ovenpå den spanske kolonitid med Santiago-kirken fra 1524, og omkring pladsen det moderne Mexico City med højhuse.

Teotihuacan - et arkæologisk højdepunkt

Fra P-pladsen spadserer vi ind på det arkæologiske område Teotihuacan, der blev aztekernes hellige område. Man ved ikke hvem der oprindeligt byggede denne enorme by med templer og aztekerne troede, at det var fortidens giganter som opførte det. Dette kolossale område menes at have huset 125.000 indbyggere og at det var dem selv som ødelagde stedet omkring 650 e.Kr og forlod området. I århundreder lå byen dækket af et tykt lag jord og Cortes opdagede aldrig stedet. Først i 1864 begyndte man at udgrave stedet, hvoraf blot en tiendedel i dag er udgravet. Tusinde af beboelseshuse gemmer sig fortsat under den omkringliggende jord. I Teotihuacans nordlige ende bestiger vi den 46 meter høje Månepyramiden op ad stejle trappetrin for at få det bedste udsyn over området. Direkte mod syd går Dødens Vej, der i dag er ca. to km. lang, men i virkeligheder er dobbelt så lang, men endnu ikke blotlagt.  På siderne ses mindre stenfundamenter på hvis top der har stået templer opført i træ.

Omkring midt på Dødens Vej ligger den imponerende Solpyramide, der rejser sig 70 meter i højden og dermed er den tredje højeste i verden. Paradoksalt nok har denne pyramide samme grundmål som Keops pyramide i Egypten. (Forbindelse?). Undervejs til Solpyramiden passeres et af de få vægmalerier som endnu kan ses – et billede af en leopard med skarpe klør. Toppen af Solpyramiden er et populært mål, for hundredvis af mennesker står i kø for at komme derop. Det siges, at når man har passeret de 248 stejle trappetrin, der er til toppen, og rækker armene i vejret kommer man igen. Fra toppen er udsigten ned over området betagende.

I den sydlige ende af anlægget besøges Quetzalcoatls Tempel bygget omkring år 200 e.Kr. Vi passerer det store offeralter for at komme tæt på selve pyramiden, der kun på forsiden er udgravet. Her kan man fra højen foran pyramiden se den slangehovedprydede trappe.

Agaver, tequila og kunsthåndværk

På vej tilbage mod Mexico City ser vi på kunsthåndværk fremstillet bl.a. af forskellige stenarter – kunst i højeste kvalitet. Men før vi handler, hører vi om agavens mange udnyttelsesmuligheder, som f.eks. fin sytråd og fibre til reb, men også muligheden for at fremstille tequila. Og naturligvis uddeles der smagsprøver, inden der handles.

Guadalupe Basilikaen

I 1531 Fik indianeren Juan Diego et mirakuløst syn, da Jomfru Maria i skikkelse af en sort kvinde viste sig som Jomfruen af Guadalupe. I starten af 1700-årene blev den gamle Guadalupe katedral bygget og blev Mexicos største helligdom med tusinder af pilgrimme hvert år. Pladsen i kirken blev for lille og i 1976 kunne man indvie den nye enorme katedral med plads til 40.000 pilgrimme. Den gamle katedral er opført i den klassiske barokke stil, mens den nye udvendigt nærmest ligner et uskønt beton-telt der rejser sig på pladsen ved siden af den gamle katedral. Men indvendigt tager udformningen pusten fra én. Det enorme kirkerum rejser sig i ”teltes” midte og på væggen hænger orglet. Foran altret ses de mange siddepladser hvor der bagved er plads til de stående. Over en million kan overvære en messe, hvis man også benytter den store plads foran katedralerne.

Helt tilfældigt er der denne dag vi besøger katedralen forsamlet en gruppe conchero-indianere på pladsen som hilser på kardinalerne. Her har indianerne fået lov til at bibeholde deres egne traditioner, kombineret med den katolske tro. Under trommelyd og fløjtespil begynder de fjerprydede indianere i hvidt tøj at danse og sprede røgelse for af fordrive onde ånder, mens de svinger deres flag med franciskanermunke på den ene side og den aztekiske kalendersten på den anden. Her medvirker flere generationer fra helt små børn til de ældste, som endnu kan danse. En betagende oplevelse - lidt ud over det sædvanlige.  

I morgen fortsætter rundrejsen mod Puebla og El Puerto de Veracruz.