Lewis & Clark Centret ved Great Falls, Montana

Forberedelsen

Vi skal tilbage til 1801, hvor Thomas Jefferson var blevet de forenede staters 3. præsident. Langt størstedelen af den amerikanske befolkning boede dengang øst for Mississippi-floden, mens der vest herfor lå store uudforskede territorier som tilhørte Spanien, England og Frankrig. I Europa hærgede Napoleonskrigene og kejseren skulle bruge penge til sin fortsatte krigsførelse, hvorfor han solgte det store franske Louisiana Territory til amerikanerne i 1803. Jefferson havde en vision om, at netop det vestlige Amerika var nøglen til fortsat ekspansion. Han havde allerede udtænkt en plan for en ekspedition, som skulle udforske det vestlige Amerika og finde den nordvestlige passage til Stillehavet - og der var ingen tvivl om, at det skulle ske ad floderne.

Præsidenten havde fået accept af de forskellige landes ambassadører på, at en ekspedition udelukkende skulle være af videnskabelig karakter med kortlægning og beskrivelse af dyrelivet og de folk som levede langs floderne og på den store prærie. Det var vigtigt at opsøge så mange indianerstammer som muligt og skaffe sig venskabelige forbindelser - ikke mindst af hensyn til den lukrative pelshandel. Jefferson bad sin private sekretær kaptajn Meriweter Lewis om at lede ekspeditionen, netop fordi han havde alle de kvalifikationer og menneskelige egenskaber der skulle til. Lewis kontaktede sin tidligere soldaterkammerat - den fire år ældre William Clark - som naturligvis straks accepterede. Han skulle være næstkommanderende, men Lewis titulerede ham altid som ligestillet kaptajn.

Mandskab og forsyninger

Man kalkulerede med at ekspeditionen, som man kaldte The Corps of Discovery, ville vare 18 måneder. Lewis fik en "blanco check" underskrevet af Jefferson - dvs. ubegrænset mulighed for at bruge statens penge - en betroet gestus, som aldrig er set før eller siden. De fik samlet 44 personer som kunne lidt af hvert bl.a. håndværkere og jægere. Med sig skulle de have videnskabelige instrumenter, værktøj, medicin, køkkenudstyr, papir og penne til optegnelser og udarbejdelse af kortskitser af nyopdaget land. De indkøbte de nyeste musketter (forladegeværer), krudt og kugler samt økser etc. De skulle også have tøj til forskellige årstider og ikke mindst byttevarer til at handle med hos de indianere, som de ville møde undervejs. Der blev bl.a. fremstillet gaver til de indfødte - medaljoner med billede af Thomas Jefferson - "den store chef" - på den ene side. På den anden side var vist en tomahawk og en fredspibe samt et håndtryk til at symbolisere venskab. I alt blev det til adskillige tons udstyr og fødevarer. Med på turen deltog desuden Lewis sorte slave - tjeneren York - samt hunden Seaman. 
I maj 1804 startede ekspeditionen fra St. Louise mod strømmen op ad Missouri River på et stort skib med 20 åre - en rejse ud i det uvisse og en begivenhed som mange i dag anser for lige så stor en bedrift, som da Columbus rejste til Amerika eller menneskets første rejse til Månen.

Sacagawea - en helt usædvanlig kvinde

I vinteren i 1804/5 var Lewis & Clark Ekspeditionen nået frem til indianerstammen Hidatsa, hvor de mødte en 17-årig indianderkvinde Sacagawea (Fuglekvinde), som en fransk/canadisk pelsjæger ved navn Toussaint Charbonneau havde købt af indianerne og giftet sig med. Sacagawea var højgravid, men havde store smerter og problemer med fødslen og Lewis blev tilkaldt. Nogen fortalte, at pulveriseret haleringe fra en klapperslange kunne hjælpe og Lewis tog noget fra sin dyresamling, knuste klapperslangens hale, blandede det med vand og gav det til den fødende - det hjalp. Sacagawea fødte en søn som fik navnet Jean-Baptiste. Sacagawea var født Shoshone - en indianerstamme der levede nær Snake River - men var som 12-årig blevet røvet af Hidatsa-stammen og bortført. Den lille familie blev nu en vigtig del af The Corps of Discovery.
Sacagawea skulle ikke vise vej, men virke som tolk og som garanti for et venligsindet møde med nye indianerstammer. Når fjendtlige indianere så hende, blev de straks mere venligt stemte over for de ukendte fremmede. Hun kunne også finde føde undervejs i form af planter og rødder f.eks. vilde artiskokker og prærietulipaner, hvilket hjalp ekspeditionen med at overleve strabadserne. Nogle mener, at ekspeditionen aldrig ville være lykkedes uden hende. 
Da ekspeditionen nåede den vestlige side af Rocky Mountains kunne hun genkende landet ved Snake River, og her mødte hun sit folk Shoshone-indianerne. Ekspeditionen skulle bruge heste for at komme over land til Columbia River. Shoshone-indianerne havde rigeligt med heste, men var ikke venligt stemt over at skulle bytte heste væk, så det krævede forhandlinger med høvdingen. Der blev indbudt til forhandlinger i tipien og Sacagawea skulle virke som tolk - og pludselig opdager hun, at høvdingen er hendes bror og kaster sig grædende i armene på ham. Lewis fik de heste han havde brug for.
Efter ekspeditionen levede Sacagawea og hendes mand nogle år med sit folk, men de bosatte sig senere i St. Louis, hvor hun fik en datter. Sacagawea døde i 1812. Der er dog andre teorier om, at hun først døde i 1884. Skønt der aldrig blev tegnet eller malet et portræt af Sacagawea er der i dag flere statuer af hende end nogen anden kvinde i USA.

Ufattelige strabadser

Undervejs op ad strømmen var mandskabet plaget af myg og mødte flere gange bjørne, som de måtte flygte fra eller skyde. En af de større udfordringer ekspeditionen blev udsat for, var at passere det store vandfald - Great Falls på Missouri River. Her måtte man opgive det store skib og flytte alt udstyr over i kanoer, hvorpå der blev monteret hjul og så med håndkraft trække alt over land. En opgave som Lewis kalkulerede til at vare en uge - men det tog næsten en måned, hvilket naturligvis forsinkede ekspeditionen.
De blev udsat for voldsom regn og strenge vintre, og måtte bygge flere forter undervejs. De blev syge af bl.a. at drikke flodvandet og var flere gange døden nær pga. underernæring, solstik, kulde og frost samt mødet med fjendtlige indianere. Ekspeditionen havde imidlertid kun et enkelt dødsfald, hvor en af deres kammerater fik en sprængt blindtarmsbetændelse - og hans liv stod ikke til at redde.
Efter at have passeret Rocky Mountains var man klar over, at der ikke var en direkte flodforbindelse mellem øst og vest. På den vestlige side af Rocky Mountains sejlede ekspeditionen ned ad Columbia River og kom til Stillehavet i november 1805.
Selv om der var flere afstikkere undervejs, fulgte de stort set samme rute tilbage til St Louis, hvor ekspeditionen sluttede i september 1806.
Vejen til vesten var åbnet og snart fulgte horder af nybyggere efter, hvilket forandrede landet totalt - ikke mindst tilværelsen for de mange indianerstammer.

Flot museum

Du får hele historien i kronologisk rækkefølge ved at følge ruten rundt i museet. Her fortælles om møderne med de forskellige indianerstammer, suppleret med senere fotografier og ikke mindst fine malerier af den berømte westernkunstner Charles M. Russell. Her fortælles om de dyr og planter som ekspeditionen fandt undervejs. En stor opstilling viser hvorledes mandskabet fra The Corps of Discovery trækker en tung kano op over land ved Great Falls i Missouri River.
Efter museumsbesøget fortsætter rundrejsen gennem det nordlige Montana og ind i Canada til byen Lethbridge i provinsen Alberta, inden vi næste dag fortsætter til de turkisfarvede søer i Banff National Park.