Pingvinerne ved Otwaybugten og frokost på en estancia
På denne rundrejs i Chile kører vi mod Puerto Natales, da vi skal helt til Torres del Paine National Park, men drejer fra mod bugten Seno Otway, der har forbindelse til Magellanstrædet og Stillehavet for at møde magellanpingviner.
Chile
Hovedstaden i Chile er Santiago de Chile.
Befolkningstal: Ca. 18 mio.
Areal: Ca. 756.096 km2
Afstand fra Danmark: ca. 12.646 km. til Santiago de Chile
Største turistattraktioner: En enestående natur med bl.a. Torres del Paine National Park.
Mere information:
Magellanpingvinerne ved Otwaybugten
Ved bugten har magellanpingvinerne slået sig ned med en koloni på op mod 6.000 individer. Netop som vi drejer ind mod P-pladsen ved Otwaybugten kommer en kondor glidende i lav højde direkte mod bilen. Dens brede vingefang og dens lyserøde hoved med hanekam er helt tydelig, og blot få meter fra bilen løfter den sig op over os og forsvinder på den anden side. Den må have siddet på jorden og lettet da vi kom, og da vi alle sidder i bilen, har vi ikke en chance for at fotografere denne helt fantastiske hændelse. Men pingvinerne, dem kan vi tage lige så mange billeder af, som vi orker. Midt på formiddagen er de fleste pingviner allerede svømmet til havs for at fouragere.
Magellanpingviner bliver 25-30 år gamle, og han og hun holder sammen hele livet. De vender normalt altid tilbage til det sted de er født. De tager hele turen gennem Magellanstrædet fra det sydlige Brasilien og Falklandsøerne i slutningen af september og graver deres reder i jordhuller. De to æg som lægges, udruges på skift i november. Hver ottende time svømmer den ene efter mad og kan dykke ned til 35 meter. Allerede i januar/februar er ungerne så store, at de begynder at svømme. I begyndelsen af april er de fleste draget til havs igen på deres lange rejse.
Gangstier beskytter pingvinerne
Ved Otwaybugten er her indhegnede gangstier, som skal følges for ikke at forstyrre pingvinerne unødigt. Men det lader til at de små dyr, som vralter rundt i kjole og hvidt, er vant til de mange nysgerrige blikke og ænser os næsten ikke. Tæt på stranden er opsat et fugleskjul, hvor vi i ro og mag kan iagttage de voksne pingviner og de fede, dunede unger, der er samlet på stranden. Gangstien på 1.800 meter snor sig gennem det flade landskab og undervejs er her et lille tårn, hvorfra vi kan se en flok flamingoer i en nærliggende vig.
Frokost på Estancia Rio Penitente
Denne dag har vi en lang køretur foran os ud over den flade, golde ørkensteppe (Pampassen). Her er det hovedsageligt får, som kan leve af den sparsomme bevoksning. Dette er Patagoniens tyndest befolkede område og her er mange kilometre mellem fårefarmene - de såkaldte estancias - som engang besad enorme jordarealer. I området Rio Verde besøges en sådan estancia - Rio Penitente - der tidligere havde et stort fårehold, men i dag er her blot nogle få lamaer samt heste.
Masser af god mad
Estancia Rio Penitente drives som gæstehus for turister, der kan komme og se, hvorledes de rige uldbaroner boede under uldboomet ved indgangen til 1900-tallet. Mens frokosten gøres færdig, serveres en pisco sour mens husets fine møblering betragtes. I spisestuen er der dækket fint op, og vi får en særdeles lækker frokost serveret.
Proviantering i Puerto Natales
Først på eftermiddagen er vi fremme ved havnebyen Puerto Natales, der er nærmeste by ved Parque Nacional Torrers del Paine. Det er her vi kan få de sidste forsyninger, før vi besøger nationalparken.
Da de første europæere kom hertil, mødte de kawesqar-indianerne, der antageligt havde levet her i mange tusinde år. De største grupper af indvandrere var tyskere, englændere, walisere, skotter, kroater, grækere, italienere og spaniere. Da var det fåreavl og uld, der var den førende indtægtskilde. I dag spiller turismen en vigtig rolle for den lille bys økonomi.
Et fortidsdyr i gadebilledet
På vejen til Puerto Natales centrale plads Plaza de Amas ses en model af fortidsdyret milodon, hvis velbevarede skind blev fundet i 1895 i en grotte ikke langt fra byen - Cave del Milodon - der har givet navn til dyret.
Puerto Natales er naturligvis præget af de mange turister på vej til nationalparken og på "hvert gadehjørne" findes souvenirbutikker. Ved fjorden er der bl.a. sorthalset svaner og andre svømmefugler.
Ind i Torre del Paine National Park
Efterhånden som vi nærmere os dagens mål, ser vi Andesbjergenes dramatiske bjergformationer rejse sig majestætisk i horisonten. Ved indkørslen til Torre del Paine National Park ordner den lokale guide de nødvendige formaliteter og vi kan fortsætte ind mod nationalparkens spidse toppe. Her ser vi de første guanacos (lamaart) og den særlige strudseart nandu (også kaldt rhea). Sidst på eftermiddagen er vi fremme ved Hotel Los Torres, der er en dejlige base til de næste dages vandreture i nationalparken Torre del Paine.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser