På et par af Galapagos-øerne

Ø-gruppen Galapagos

Vi var ellers noget nervøse her til morgen, for en af de nærliggende vulkaner Reventadorer, 90 km. øst for Ouito, er gået i udbrud og sender askeskyer ud over hovedstaden. Vulkanudbrud er der næsten hverdag i Ecuador og er en del af livet. Er der den mindste aske i luften over lufthavnen, aflyses flyene. Men vi er heldige og kommer planmæssigt afsted. Efter den sædvanlige tumult med paskontrol og betaling af nationalparkafgift møder vi den lokale guide fra yachten "Intrepido", der er et flydende "hotel" som de næste dage skal bringe os rundt mellem forskellige øer i naturparadiset Galapagos.
Øgruppen, der i 1959 kom på UNESCO’s verdens naturarvsliste, består af 13 større øer, 17 småøer og 47 rev og ligger spredt omkring ækvator med den sydfra kommende kolde Humboldstrøm med et højt indhold af ilt, der er af afgørende betydning for øernes helt særlige dyre- og planteliv. Her bor ca. 18.000 mennesker fordelt på øerne Santa Cruz, San Cristobal, Floreana og Isabella. De øvrige øer ligger ubeboede hen som gigantiske zoologiske haver med mere end 900 forskellige plantearter og et unikt dyreliv, hvor dyrene - mange endemiske - betragter mennesker som naturlige væsner, de ikke er bange for.
"Galapo" er spansk og betyder gigantisk skildpadde og øerne fik navnet, da de blev opdaget i 1535, og i mange år efter var hjemstedet for havets pirater og hvalfangere.

Motorskibet "Intrepido"

Efter en kort køretur fra lufthavnen og ned til en lille anløbsbro ser vi for første gang "Intrepido" ligge smukt ude i det krystalklare, himmelblå vand. Allerede mens første hold sejles ud til skibet med gummibåd, får vi et indblik i, hvad der venter os. Søløverne leger omkring anløbsbroen og har sågar slået sig ned på havnens eneste bænk og ligger henslængt i skyggen for at undgå den brændende sol. På molen ses den første havleguan - en drabelig udseende øgle fra fortiden!

Ude på yachten, der har passeret sine bedste år og er noget slidt, indretter vi os i de ti små kahytter, hver med eget bad og toilet - uden yderligere luksus - men med kakerlakker i håndvasken! Disse smådyr er nu ganske uskadelige. Da kaptajnen sætter kurs mod Playa Las Bachas på Santa Cruz, opdager vi hurtigt, at "Intrepido" er et hyggeligt lille turistklasse skib. Vi låner badeudstyr, snorkel, svømmefødder og nogle af os også våddragt og er parate til den første "våde" landgang - hvilket betyder, at vi hopper fra skibets gummibåd ned i vandet og vader ind på stranden.

Landkrabber og andre krabber på Playa Las Bachas

Lokalguiderne er altid med, da øerne ikke må besøges uden guide. Udover at kende planter og dyr kan de også fortælle, hvor vi må gå. Det er nemlig ikke tilladt at være uden for de afmærkede områder og stier. På stranden Playa Las Bachas er der det fineste, hvide koralsand og på klipperne får vi øje på de farvestrålende spøgelseskrabber, der er enestående for Galapagos. 
En havleguan komme ned fra det grønne bælte bag stranden og søge ned mod vandet. Den lader sig ikke forstyrre og frygter os ikke. Den har aldrig været jaget. Mens vi har travlt med at se på havleguanen, mærker vi en stor skygge og en lavtflyvende pelikan suser forbi få tommer over os. Og der kommer flere. Nogle af pelikanerne flyver op i luften og lader sig falde næsten lodret ned i vandet - efter fisk. Længere henne ad stranden ses underlige "traktorspor" i sandet. Her har en af de store havskildpadder været oppe på stranden i nat for grave i sandet og lægge sine æg.

Nogle vil snorkle og slappe af på stranden, men vi kan ikke slappe af, for her er så meget at se på, så vi spadserer et stykke i modsatte retning på stranden, hvor et klippeskær løber ud i havet. Her holder en koloni af blåfodet suler til. Resten af eftermiddagen og aftenen bliver vi på skibet, der ligger for anker hele natten.

Blandt landleguanerne på Isla Plaza Sur

"Intrepido" har tidligt på morgenen flyttet sig til den lille ø Syd Plaza på østsiden af Santa Cruz, mens fregatfuglene har svævet over skibet. Efter tidlig morgenmad - vi skal i gang inden solen bliver for stærk - er der en tør landgang på øen. Dvs. vi kan beholde skoene på og gå i land direkte fra gummibåden. Et utal af søløver møder os på klipperne - mange med ganske nyfødte unger. Det er flest hunner, der er på land, mens den store han holder øje med, hvad der foregår ude fra brændingen. Vi begiver os op over øen, der har en helt unik beplantning af rød og gul lavt voksende vegetation mellem spredte høje kaktusser på den gråsorte lavajord. Her ser vi de første farvestrålende landleguaner, der falder godt ind med landskabets farver. Landleguanerne kan blive op til ca. en meter lange fra hoved til halespise og er ganske fredelige, selv om de ligner fortidsuhyre. De bevæger sig langsomt rundt i landskabet på udkik efter en nedfalden kaktusfrugt.

På øens modsatte side er vi kommet højst på øen og her falder klipperne lodret ned i havet og danner et mindre fuglefjeld, hvor lavamåger, maskerede suler, og stormsvaler m.fl. holder til.
Havets bølger slår med stor kraft ubønhørligt ind på klipperne og i dette virvar af strøm, sprøjt og skum lever havleguanerne. Med deres skarpe kløer er de i stand til at holde fast i klipperne og kravle op på dem for at varme sig. Ofte ser vi dem ligge i store klumper, mange oven på hinanden, og ind i mellem sprøjter de en stråle saltvand ud gennem næseborene.

På Isla Santa Fe

I løbet af formiddagen er "Intrepido" sejlet længere mod syd til øen Santa Fe og ankret op i en lille pittoresk bugt, hvor vi starter med at snorkle direkte fra gummibåden. Vandet er krystalklart og jeg kan se bunden flere meter under mig, hvor farvestrålende fisk svømmer rundt og napper alger af klipperne. En skygge bevæger sig på siden af mig - men det er ikke en af mine rejsevenner. En legesyg søløve svømmer rundt om mig, men forsvinder i en bue foran min maske. Jeg var sikkert ikke hurtig nok til at lege med! Men så kommer en havskildpadde svømmende dybt under mig. Jeg følger den et stykke, men kan ikke følge med. En stime små, blege, næsten gennemsigtige hornfisk er lige foran mig, men spredes, da jeg svømmer imod dem. Det er da også de flotte fisk i klare grønne, blå og røde farver, der er mere interessante.

Finker og andre fugle

Hen på eftermiddagen foretager vi en våd landing på Santa Fe's kridhvide sandstrand med masser af søløver. Oppe på øen ser vi for første gang Galapagosvåge og den smukke Galapagosdue. Men også spottefuglen, der følger os overalt og er så "fræk" at nappe efter vores snørebånd, som den tror kan spises. Her er flere småfugle som fluesnappere og nogle af de berømte Darwin-finker, der fik Charles Darwin til at opdage, hvorledes disse fugle havde tilpasset sig levemulighederne på de forskellige øer og beskrev det i sit værk om "Arternes oprindelse". 

Den engelske videnskabsmand Charles Darwin (1809-1882) sejlede med briggen "HMS Beagle" i perioden 1831-36 rundt om jorden og tilbragte flere måneder i 1835 med at studere dyrelivet på Galapagosøerne. Her opdagede han, at specielt næbbene hos finkerne havde udviklet sig forskelligt, hvilket førte til den dengang uhørte ide om, at dyrearterne over tid kunne tilpasse sig omgivelserne og således udvikle forskellige færdigheder. Teorien om at Gud havde skabt verden som vi ser den, var forbi.

Hver dag før middagen er der briefing, hvor guiden forklarer hvad der skal ske næste dag. Det er bestemt ikke alt vi forstår, men den danske turleder er behjælpelig med at oversætte.
Der lyder et gong hvilket betyder, at middagen er parat til at blive serveret. Der serveres varmt mad bestående af forret, hovedret og dessert. De fleste gange er forretten en suppe, hovedretten, en kødret med ris og desserten vandmelon. En noget ensartet menu, hvor begrebet gastronomi ikke indgår.

Vandgang ved Isla Espanola

Skibet har sejlet hele natten og vi er blevet vugget i søvn. Nu ligger "Intrepido" for svaj i Gardner Bay ved den sydligste ø Espanola. Det er noget af et syn vi møder, da vi kommer op på dækket, for ude i stævnen sidder en pelikan helt uforstyrret og netter sig.
Efter et udmærket morgenmåltid er der våd landgang igen på en vidunderlig sandstrand, der er så kridhvid, at det skærer i øjnene. Vi har snorkeludstyret med og får en herlig oplevelse i havet, hvor de mangefarvede fisk skaber opmærksomhed sammen med pilerokke og små hajer, der ligger og hviler sig på havbunden under en klippe.

Punta Suarez

Eftermiddagen bruger vi på at gå i land ved Suarez Point på Isla Espanolas vestkyst for at møde giganten blandt havfugle - den mægtige albatros med et vingefang på op til 2,4 meter. Dette er det eneste sted i øgruppen, hvor disse kæmper yngler.
Det første vi møder på denne klippefyldte del af øen er dog havleguaner - tusindvis af havleguaner. De er overalt. Men her er også søløver og en del fugle bl.a. den maskerede sule. 
Langs den forrevne klippekyst banker havet mod klipperne, så vandet sprøjter flere meter op gennem "blow-holes" og spreder en sky af vandstøv, der driver ind over os.
De første albatrosser kommer glidende båret op af vindens opdrift, og mens vi langsomt nærmere os en af deres "lufthavne", som guiden kalder deres landingspladser, følges vi af elegante hvide, tropiske fugle, der med deres lange hvide haler flyver i bølgegang over os.

Blandt albatrosserne

- Nu skulle det være tiden, at albatrosserne kommer ind fra havet, siger guiden og fortsætter, - lad os sætte os her på de yderste klipper og vente lidt på, at de måske dukker op.
Hele rejseholdet tager plads over den lodrette klippeside og har et fantastisk udsyn til de stejle klipper. Men det er kun ganske få albatrosser som finder vej til "lufthavnen" i dag. Derimod ser vi en enkelt albatros, der efter et lille tilløb lader sig kaste ud over klippesiden og bliver grebet af vinden i sit enorme vingefang og glider til vejrs - ud over havet.
Efter en tid spadserer vi ind over øen forbi flere redepladser, hvor halvstore unger - der bestemt ikke er særlig kønne - stille sidder og betragter os. Et sted sidder tre voksne albatrosser under en busk og "stanger" næb - et af ritualerne i deres parringsdans, hvor de også går rundt om hinanden og bukker. Når ægget er lagt, ruger begge fugle på det i ca. to måneder og efter et halvt år er ungen flyvefærdig og kan tage med ud på havet.

Flamingoer og havskildpadder ved Punta Cormoran på Isla Floreana

Denne morgen anker skibet op ved Punta Cormoran på øen Floreana og fra strandens mørke lavasand bevæger os ind på øen til en lavvandet lagune klemt inde mellem to vulkankratere og hvor den største koncentration af flamingoer holder til. Undervejs fortælles om de endemiske planter. Ved en lille bugt med fint hvidt sandstrand ses flere skildpadder i brændingen liggende og vente på at det bliver mørkt, så de kan gå i land og lægge æg. Tydelige spor fortæller os, at der natten før har været besøg på stranden. Mon en skildpadde vil vove at komme på land, mens det er lyst? Nej, vi venter lidt og går så samme vej tilbage til Punta Cormoran.

At svømme med skildpadder

Her er også fine bademuligheder og snorkeludstyret kommer på. Jeg svømmer langs den klippefyldte kyst og får en rigtig flot oplevelse. En havskildpadde med et skjold på mere end en meter kommer glidende under mig og ikke hurtigere, end jeg ved brug af mine svømmefødder kan følge med og ligge over den i flere minutter. Det er fristende at stikke en arm ud for blot at røre ved skjoldet, men det er naturligvis forbudt. Dyrene er totalt fredede og man kan risikere at overføre bakterier, som kan være skæbnesvanger for dyret.
På havbunden øjner jeg flere farvestrålende søstjerner og masser af søpindsvin med sylespidse pigge stikkende til alle sider, hvorfor man altid bør have badesko på, når man bader ved Galapagos.

Post Office Bay

Efter frokost er skibet sejlet til Post Office Bay og på stranden finder vi "Posthuset" som hvalfangerne i det 18. århundrede etablerede, så sømænd der kom forbi kunne se, om der lå et brev til en adresse, som de senere ville anløbe. Så kunne de tage brevet med og aflevere det. Og sådan fungerer det stadigvæk. Vi lægger en hilsen i postkassen og måske vil nogen bringe det videre. (14 dage efter fik vi en hilsen fra en dansker som rejste med et andet selskab og som havde medtaget vores brev.)

Besøg i sørøverhule

Guiden vil vise os den gamle sørøverhule - Pirats Cowe - der ligger lidt længere oppe på øen. Et stort hul med en vakkelvorn stige viser, at det er her. Jeg har taget pandelampe med og bevæger mig forsigtigt ned i dybet. Et stort underjordisk rum ligger foran mig, men jeg skal bukke mig under klipperne for at komme ind i det næste endnu større og kulsorte rum. Gad vide hvad jeg træder på? Og hvad hænger i loftet af edderkopper og flagermus? Men det ser nu fredeligt ud. Vi er nogle stykker der langsomt bevæger os længere ind i hulesystemet, der nu har vand på gulvet. Hulen skråner jævnt mod havet. Er der en indgang i den anden ende? Da vandet, jeg forsigtigt vader rundt i, når op over knæene har jeg fået nok, og mens andre forsøger sig længere ind i grottens dybere vand, går jeg tilbage mod udgangen og op under den lyse, åbne himmel. 

Uheldig matros

Mens vi har været i hulen, har et drama udspillet sig på stranden. Et par af skibets matroser har brugt ventetiden til at spille fodbold, og en af dem har været så uheldig at brække benet og er under store smerter blevet fragtet ud til skibet, hvor han ligger i salonen, da vi ankommer. En af rejsevennerne, der er læge, tilser ham og eneste bedøvelse han kan få, er lidt rom og nogle stærke piller. Kaptajnen sætter omgående "Intrepido" mod nord mod hovedbyen Puerto Ayora på Santa Cruz fire til fem timers sejlads forude. Mens vi således lægger Isla Floreana bag os, sidder vi på dækket og spejder efter søfugle og hvaler, og det lykkedes da også at spotte en pukkelhval, som vi klart nok ikke forsøger at forfølge, da den svømmer i en anden retning. Men vi ser den både blæse og dykke - om end på afstand.

Puerto Ayoro på Isla Santa Cruz

Ved mørkets frembrud - omkring kl. 18 vi er jo på ækvator - er har skibet nået havnen i Puerto Ayora. Den syge matros - hvis skæbne må betragtes som særdeles usikker, da han næppe får et job på skibet igen, hvis førligheden ikke er i orden - bliver under stort besvær løftet op på en båre og ud gennem de smalle døre og ned i gummibåden, der bringer ham på land og senere til hospitalet. Vi andre bliver senere sejlet til byen, hvor vi kan shoppe og studere nattelivet under de sydlige himmelstrøg.

Lonesome George på Darwin Instituttet

Det er blevet sidste dag på Galapagos og vi køres ind til Darwin Instituttet, hvor vi bliver vist rundt i bl.a. Visitor Center, der fortæller om Darwins teorier. I det store - nærmest botaniske anlæg - ser vi for første gang landskildpadder, som her holdes i fangenskab og indgår i forskellige avlsprojekter. Landskildpadderne lever vildt på nogle af de andre øer, der ikke blev besøgt på denne rejse.
Der knytter sig en særlig historie til landskildpadden "Lonesome George", der som den eneste overlevende af sin art i 1972 blev fundet på øen Pinta - den nordligste af Galapagosøerne. Det skønnes at George pt. er 80-100 år gammel og kan blive omkring 200 år - måske endnu ældre. Han er således i sin bedste alder og man har forsøgt at sætte et par hunner sammen med ham, hvis art rent genetisk ligger så tæt på Georges, at det måske kunne lykkes at få æg og unger ud af et eventuelt stævnemøde. Nu havde George levet alene på øen Pinta i flere år og kendte tilsyneladende ikke andre skildpadder og han fik et chok, da man lukke et par flotte "blondiner" ind til ham. Dem ville han intet have med at gøre - de første 30 år! Så en dag i 2008 fandt personalet tre æg i indelukket og de blev straks lagt i en rugemaskine under helt trygge forhold. Alle holdt vejret og ventede. Ikke alene på Galapagos, men historien om Ensomme George gik over hele verden. Det ville være en sensation, hvis der kunne komme skildpadder ud af anstrengelserne.
Men ak! I begyndelsen af 2009 blev det fastslået, at æggene ikke var blevet befrugtet. Lonesome George blev desværre fundet død den 24. juni 2012 og det lykkedes ikke at få efterkommere af denne skildpadderace - Pinta Giant Tortoise. 

Senere flyver vi tilbage til Ecuadors hovedstad Quito, hvor vi inden hjemrejsen til Danmark også oplever Cotopaxi National Park, hvor vi skal vandre på Ecuadors højeste aktive vulkan.