De 10 bedste badestrande i Egypten
I løbet af vinteren vælger flere danskere at skifte sne, sjap og mørke ud med sol og lune temperaturer i Egypten.
Egypten
Hovedstaden i Egypten er Kairo.
Befolkningstal: Ca. 109 mio.
Areal: Ca. 1.002.000 km2
Afstand fra Danmark: Ca. 3.700 km.
Største turistattraktioner: Kairo med Det Egyptiske Museum samt pyramiderne i Giza. Luxor med Kongernes Dal samt templerne langs Nilen. Badestrandene ved Sharm el-Sheikh og Hurghada.
Mere information:
Ferieparadiset ved Rødehavet er en af de vinterdestinationer, der er tættest på Europa, og de farverige koralrev og smukke hvide sandstrande har gjort Egypten til en feriefavorit. Hvis du er en af dem, der drømmer om at tilbringe vinteren under den egyptiske sol, får du her anbefalinger til de 10 bedste strande i Egypten.Egypten er en af de vinterdestinationer, der er tættest på Europa, og landet er derfor blevet et yndet rejsemål blandt danskerne. Når man oplever de hvide sandstrande, det klare blå vand og de farverige koralrev, forstår man hurtigt, hvorfor Egypten hvert år besøges af millioner af turister. Med en vandtemperatur på omkring 25 grader det meste af året er Egypten et perfekt rejsemål, hvad end du vil dase på stranden eller udforske livet under vandet. Mens vinterhalvåret er en mørk og kold fornøjelse i Danmark, skinner solen fra en skyfri himmel i Egypten. Egyptens kyster ud til Middelhavet og Rødehavet byder på mange smukke strande, og med 20-25 graders varme i vintermånederne er Egypten det perfekte sted at nyde livet og genoplade batterierne, Nedenfor giver vi anbefalinger til de 10 bedste strande i Egypten, men der findes selvfølgelig mange flere.
Naama Bay, Sharm El Sheikh
I hjertet af Sharm El Sheikh på Sinai-halvøens østkyst ligger Naama Bay. Bugten er stedet for dig, som ønsker at være der, hvor det sker – her er der liv både dag og nat. Siden det første hotel blev bygget i 1980 har den flotte sandstrand tiltrukket mange turister, der kommer hertil for at solbade, svømme eller for at udforske livet i havet. Området er fantastisk til snorkling og dykning.
Sharks Bay, Sharm El Sheikh
Ifølge de lokale er Sharks Bay en cool, venlig og afslappende by. Byen er relativt ukendt og minder om Sharm El Sheikh, inden den blev en populær turistdestination. Der fortælles flere historier om, hvordan bugten fik sit navn – nogle mener, der har levet hajer i bugten, mens andre beretter om turister, der har forvekslet manta-rokker med hajer. Bugten har en smuk udsigt over Tiran Island og havnen, og selvom det efterhånden er nogle år siden, kamelerne gik frit på stranden, er området stadig indbegrebet af autenticitet.
Hurghada Beach, Hurghada
Hurghada Beach er en af de flotteste strande i Egypten. Det krystalklare vand giver mulighed for dykning på koralrev og skibsvrag lige ud for kysten, og samtidig er det et fantastisk sted at snorkle. Hvis ikke du har mod på at springe i vandet, kan du også opleve det imponerende undervandsliv fra en båd med glasbund. Stranden i Hurghada ejes af de forskellige hoteller og resorts, og turister, som bor på disse hoteller, kan derfor opholde sig gratis på stranden.
Agiba Beach, Marsa el-Sharif
En af Egyptens smukkeste strande, Agiba Beach, nås via en smal sti. Ud for stranden danner to imponerende klipper rammen om den 40 meter lange hvide sandstrand. Nyd den betagende udsigt over stranden og det blå hav fra toppen af klipperne, hvor du også kan nyde kolde forfriskninger i den lokale cafe. Dette er en af de smukkeste strande i Egypten, og den er absolut et besøg værd.
Cleopatra’s Beach, Marsa Matrouh
Oplev romantikken på den strand, hvor selv Kleopatra og hendes elskede Marcus Antonius kom for at bade. Høje klipper ude i havet skaber en stor firkantet "pool", og lige på den anden side af denne finder man ruinerne fra et af Kleopatras mange paladser. Grundet de mange klipper og den stærke strøm er badning ved Kleopatras strand kun for øvede svømmere.
El-Alamein
El Alamein er kendt for sine rene, hvide og bløde sandstrande og det varme klima. Faktisk er klimaet her beskrevet af Churchill som det bedste i verden. El Alamein, der er hjemsted for flere historiske mindesmærker, ligger mellem Alexandria og Marsa Matrouh, og stedet har været en populær turistdestination blandt de lokale egyptere gennem mange år.
Sahl Hasheesh
Det Røde Hav er kendt for at have nogle af de smukkeste strande i verden. Dette gælder også stranden Sahl Hasheesh, hvor man har givet strandkvaliteten et skub opad ved at importere flere tons blødt sand for at gøre stedet endnu mere paradis-lignende. Her kan du slappe af på de komfortable solstole eller leje en vandcykel, der giver dig mulighed for at opleve stranden fra søsiden.
Sidi Abdul-Rahman
Sid Abdel Rahman ved Middelhavskysten ligger omkring 130 kilometer vest for Alexandria. Den lille by er berømt for sine strande med det fineste hvide sand, og de lokale egyptere har rejst hertil for at holde ferie gennem mere end fem årtier. I den lille by kan du berige din ferie med frodige grønne områder, laguner og golfbaner.
Rommel’s Beach, Marsa Matrouh
Rommel’s Beach er opkaldt efter den tyske feltmarskal Erwin Rommel, som ifølge historierne plejede at tage sin daglige svømmetur her fra stranden under Anden Verdenskrig. Her kan du nyde synet af Marsa Matrouh’s laguner, og stranden er også populær blandt de lokale egyptere, når de selv holder ferie.
Ras Um Sid
Få kilometer syd for Naama Bay ligger Ras Um Sid. Herfra er der en bjergtagende udsigt ud over Det Røde Hav, og koralrevene her er kendt for at have flere sjældne fiskearter. Ras Um Sid er mere roligt end i Naama Bay, og området er derfor helt perfekt, hvis du drømmer om en afslappende ferie i Sharm El Sheikh, tilbagetrukket fra turistmasserne – måske på en bryllupsrejse.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser