Over Tana-søen til Simien Mountain

Tana-søens helligdomme

Tana-søen, der ligger 1.830 moh., er med sine 3.670 km2 Etiopiens største sø og er kilden til Den Blå Nil. Denne blev først opdaget af den spanske missionær Pero Pais, men ca. 15 år senere i 1790 blev den igen opdaget af den engelske opdagelsesrejsende James Bruce, som tog hele æren for opdagelsen. Omkring Tana-søen er her både naturmæssige og kulturelle helt unikke ting. Søen har over 30 øer og på 20 af disse blev der i 1600- og 1700-tallet bygget klostre og kirker. Legenden siger, at det var her Pagtens Ark først blev bragt til af Kejser Menelik I.

For at få et godt indtryk af dette smukke område starter vi dagen med en sejltur på søen i en chartret motorbåd. Vi er ikke nået langt ud, før vi ser de første pelikaner i det grågrønne vand. Efter en god halv times sejlads er vi fremme ved Zege-halvøen, hvor en let vandring op ad bjerget starter på en stenlagt sti. Undervejs møder vi lokalbefolkningen med hver sine gøremål. Nogle henter vand fra søen, nogle sælger souvenir fra små boder langs vandrestien og andre plukker modne kaffebønner. Vidste du, at kaffen faktisk stammer fra en egn i Etiopien, der hedder Kefa? Deraf navnet kaffe.

Rundkirken Ura Kidane Meret

Efter ca. 30 minutters vandring, hvor vi også støder på nogle marekatte (aber), er vi fremme ved et af søens allerfineste klostre med rundkirken Ura Kidane Meret bygget helt tilbage i 1642.
Vi får banket manden med nøglen op, og da vi træder ind i rundkirken, er vi i det ydre rum, hvor munkene holder til, hvor kirkeklokken hænger og hvor forskellige remedier som tromme, bedestave m.m. opbevares. Herfra er der adgang til det mellemste rum, hvor alle kan komme og betragte de meget smukke og velholdte vægmalerier fra 1600-tallet og 1800-tallet - alle med kristne motiver fra biblen. Fra dette rum er der adgang til det allerhelligste med en kopi af Pagtens Ark – men kun for ypperstepræsten. Han er den eneste, som må træde ind i dette rum. En præst præsenterer hvert enkelt vægmaleri for os og fortæller kort om den kristne beretning, der ligger til grund for motivet.

Papyrusbåde

Da vi atter stævner ud på Tana-søen, møder vi fiskere i papyrusbåde og trækulsælgere der i deres tungt læssede papyrusbåde padler de 40 km. tværs over søen for at afsætte deres kul. En hel dags hårdt arbejde med at padle frem og tilbage.

Klosteret Negra Selassie på øen Dek

Det næste stop er på øen Dek næsten midt i søen. I kort afstand fra landgangsmolen, hvor vi modtages af ihærdige souvenirsælgere, ligger den smukke rundkirke med udvendig arkade, der hører til klosteret Negra Selassie. Klosteret er fra midten af 1700-tallet og er indvendigt dekoreret med særdeles smukke malerier skjult bag lysbeskyttende forhæng. En præst holder velvilligt forhænget til side, mens en anden beretter om motiverne, og vi får lejlighed til at fotografere - men uden blitz af hensyn til de sarte farver.

Hele området er befæstet med en delvist ødelagt bred mur med flere tårne og uden for murene - i et lille låst skur - viser præsten os en flere hundrede år gammel bønnebog med sirlig skrift, sort for almindelig tekst og rødt for hellige navne, ligesom bogen indeholder farvestrålende bibelske billeder. Han er også stolt af at kunne vise et par af sine hellige kors frem, som myndighederne i Addis Abeba endnu ikke har overført til et af hovedstadens museer.

Afslapning på Tana-søen

Tilbage på båden har vi nu tre timers sejlads, hvor vi kan slappe af, sole os, spise og drikke indtil vi ankommer til landsbyen Gorgora på søens nordlige bred. Her holder bussen parat til at køre os det sidste stykke frem til den gamle kongeby Gonder. Før solnedgang er vi fremme på det eksklusive Hotel Goha, der ligger på et bjerg højt over Gonder og nyder det helt unikke syn ud over byen, indtil mørket falder på og solen hurtigt synker ned bag bjergene mod vest, mens gribbe og ravne finder deres nattested i eukalyptusskoven oppe på bjerget bag os.

Kong Fasilidas Palads i Gonder

Byen Gonder, der ligger 2.210 moh., blev grundlagt i 1635 af Kong Fasilidas og var hovedstad i 250 år. Placeringen blev valgt af regenten, fordi området ligger tæt på Sudan og Mellemøsten, hvilket betød gode handelsmuligheder. Byen ligger mellem bjergene, så det har været nemt at forsvare den samt at se når fjenden nærmede sig. Gonder kaldes også for Afrikas Camelot og er kendt for sine mange slotte og paladser som er mere europæisk i stilen end afrikansk. Under Kong Fasilidas og hans efterfølgere blev der udviklet en unik "hofkultur", med forfinede musikformer og poesi og der blev brugt rigtig mange ressourcer på smukke kirkemalerier. Denne periode var de etiopiske kirkemaleriers "guldalder".

Vi begynder dagen med at besøge paladskomplekset. En lokalguide viser rundt blandt de kongelige residenser på det 70.000 m2 store grønne område og beretter om de enkelte bygninger, som Kong Fasilidas og hans efterfølgere lod bygge mellem 1632 og 1667. Fasilidas byggede bl.a. sit eget palads med et tyrkisk dampbad og sauna (som efter lægens anbefaling skulle afhjælpe mod syfilis!). Under den italienske diktator Mussolinis invasion og besættelse af Etiopien fra 1935 til 1941, okkuperede de stedet og benyttede de gamle bygninger til bl.a. depoter og hestestalde. Da englænderne bombede italienerne ud af landet, gik det desværre også ud over de smukke gamle bygninger, som nu ligger i ruiner. Hele komplekset er på UNESCO's verdensarvsliste. 

Kirken Debra Berhan Selassie

Inden for en befæstet ringmur - ikke langt fra paladset - ligger den helt unikke kirke Debra Berhan Selassie med skønne bibelske motiver på vægmalerierne. Gennem den gamle oliventræsdør kommer vi ind i det smalle kirkerum, hvor der over indgangen til det allerhelligste ses Treenigheden over Jesus på korset. Blandt de andre motiver ses atter helgenen Skt. George, der dræber dragen. Dette motiv går igen i alle de etiopiske ortodokse kirker. Kirkens træloft er berømt for sine smukt malede ansigter af "afro-engle" - runde ansigter, mørke i løden og kruset sort hår - og med typiske etiopiske store øjne. Ordet "Etiopien" stammer oprindeligt fra et ord, som betyder "Folk med brændte ansigter".

Besøg ved Fasil Ghebbi Palads

Næste stop er ved det meget velbevarede palads Fasil Ghebbi med svømmepølen som bruges til den årlige Timkat-festival. En gang om året ledes vand fra den nærliggende flod ind i pølen, hvor et rituelt bad finder sted - en årlig gendåb. Det tager ca. en måned at fylde bassinet via underjordiske kanaler og lige så lang tid at lede vandet tilbage i floden efter festivalen. Hele området er omkranset af et murværk med luftrødder fra figentræer, der giver det hele et troldsk præg.
Dagens dejlige frokost indtages på det gode Quara Hotel’s tagrestaurant midt i Gonder, hvor vi efterfølgende har mulighed for at spadsere lidt rundt i gaderne og handle.

Fugletur på bjerget

Tilbage på Hotel Goha har vi eftermiddagen fri og vi er nogle stykker, der samlet spadserer en tur op gennem eukalyptusskoven på den bagvedliggende bjergtop for at se på nogle af de mange fugle. I jacarandatræernes blå blomster vrimler det med små solfugle, der har travlt med at suge nektar. Længere oppe ad grusvejen opdager vi en koloni af gribbe, men her er også mange andre fugle. Da vejen slutter ved en indhegning, bliver vi af en undrende vagt ledt uden om hegnet og videre op ad bjerget. På toppen er man i gang med at bygge et stort hotel, som vil få en helt enestående udsigt ud over tre dalsider syd for bjerget, men ikke mod Gonder. Efter at have "besteget" bjerget går vi samme vej tilbage, da vi er usikre på, hvor vejene fører hen på den anden side af bjerget.
Tilbage ved gribbene har et par glenter indtaget en perfekt udsigtspost, men kun indtil en stor grib kommer og lander på grenen og jager glenterne væk. Gribben er dog den stærkeste.

Markedet i Gonder

Vil du besøge et etiopisk marked til fods, kan dette marked i Garder anbefales. Her får vi et godt indtryk af den kaotiske trængsel, duften af Afrika, de farvestrålende grøntsager, geder og får som går frit omkring, æsler og muldyr læsset over bæreevne og folk der på deres små udbredte klædestykker forsøger at afsætte deres produkter. Overalt mødes vi nysgerrige turister af venlige smil.

På vej mod Simien bjergene

Den tynde luft er hård specielt for et par af mine storrygende rejsevenner. De kan simpelthen ikke få ilt nok i deres allerede beskadigede lunger. Måske har det også været lidt for koldt om natten her i højderne, og de store temperatursvingninger mellem dag og nat har medført snue hos flere. Tre gæster tilses af en læge denne morgen for hhv. luftvejsproblemer, lungebetændelse og solstik. En af rejsevennerne er så hårdt medtaget, at den danske rejseleder finder det uansvarligt at lade vedkommende fortsætte på den forestående lange og støvede bustur, hvor vi kommer op over 3.200 moh. Denne syge gæst må (for egen regning) i stedet tage flyveren til en anden by, hvorfra hun senere kan genoptage busrejsen med os andre.

Mod Debark

Efter frokost kører vi nordpå videre ind i Tigray-regionen, hvor husenes byggestil er helt anderledes end i Amhara-regionen vi er kommet fra. Her er de fleste huse bygget i sten, mens de længere mod syd er bygget af ler blandet med strå. Også kvindernes frisure er helt anderledes. Det store sorte år er sirligt flettet tæt hen over hovedet i mange mindre snoninger og resten af håret vælter udredt ned over nakken. Smør gør sit til, at håret får en helt særlig glans. Mindre børn indtil 12 år - som regel kun drengene - har blot en "hanekam" midt på hovedet, mens resten af issen er skaldet. Eller de har en hårtot forrest på issen. Efter gammel overtro er det så muligt for Gud at løfte barnet op i himmelen, hvis barnet skulle dø.

Asfaltvejen er ophørt og på en meget støvet hovedvej kører vi gennem endnu et frugtbart landbrugsområde og op i højlandet. I byen Debark, der ligger 3.250 moh., indkvarteres vi på et lille hotel med det fine navn Giant Lobelia Hotel. Men hotellet er meget simpelt - nærmest usselt - og lever slet ikke op til sit navn. På det lille værelse findes en seng og et toilet med bad fra "dengang ruder konge var knægt". Her er intet bord og ingen stol, hvorpå man kan lægge sit tøj. Vi bor så at sige i kufferten. En lille kommode er akkurat stor nok til at et ubrugeligt TV-apparat kan stå på det. Måske trækker TV'et hotelkategorien op? Men det er hvad det p.t. er muligt at opdrive af hotel her ved Simien Mountain National Park til en så stor rejsegruppe som vores.

Chili galt i halsen

Midt på eftermiddagen begiver vi os til fods ud i den støvede by, som ser aldeles fattig ud. Hovedgaden er en rød jordvej og de simple huse giver lige akkurat ly for regntidens byger, der med øredøvende larm trommer kraftigt på de rustne bliktage. Nogen videre isolation mod varme om dagen og den bidende kulde om natten giver husene næppe. Vi ser derfor også mange gå rundt med store klædestykker, som de kan svinge om sig for at holde varmen, efter at solen er gået ned. Midt på hovedgaden står den fælles vandpumpe, hvor byens borgere kan hente frisk drikkevand.

Vi spadserer op langs byens moské - faktisk den eneste vi kommer i nærheden af på hele turen - men indenfor er der messe, så vi vil ikke ikke forstyrre. Markedspladsen er et virvar af tynde eukalyptustræstammer, hvor de sælgende kan hænge et klæde over stængerne og derved få lidt læ for den brændende sol midt på dagen. Men her om eftermiddagen er markedspladsen næsten tom. I en sidegade støder vi på flere butikker, der handler med salt og chili i diverse udgaver. Snart kan vi mærke en særlig kløe i næsen og en vis tørhed i halsen. Den knaldrøde chili ser fantastisk indbydende ud, og da jeg bukker mig for at snuse nærmere til krydderiet, bliver det bare for meget. Jeg får et nyseanfald til stor morskab for den kvindelige butiksindehaver, der bag sit tildække ansigt og sin shama - det hvide sjal, der dækker hende - er ved at knække sammen af grin. Det er mine medrejsende også, selv om også de kan mærke chilien, som hænger tungt i luften. Etiopierne har altså humor.

Etiopisk kaffeceremoni

Inden aftenens middag på hotellet indbydes vi til at overvære en helt traditionel etiopisk kaffeceremoni - der naturligvis udføres af en kvinde. På gulvet foran os brænder trækul på et lille ildsted. I en dyb pande vaskes de friske kaffebønner, hvorefter bønnerne forsigtigt ristes på panden over trækullene. Langsomt breder der sig en vidunderlig duft i lokalet og da bønnerne er ristet færdig, løfter kvinden panden frem for vores næser, så vi alle får indsnuset denne prægtige duft af friskbrændte bønner. Bønnerne hældes derefter i en morter og males til pulver. I mellemtiden er vand i en kaffekande sat på det lille ildsted for at komme i kog. Herefter hældes kaffepulveret ned i kaffekanden, der får endnu et opkog, hvorefter en tot græs sættes i tuden for at forhindre kaffegrumset i at flyde med ud, når kvinden servere den stærke kaffe i en kop uden øre. Samtidig er der på ilden smidt lidt røgelsesharpiks, der (ikke helt logisk) blander sig med lokalets øvrige dufte. Men dette er en del af et helligt ritual. Det var jo guld, røgelse og myrrha, som Jesus fik som gave af "Østens vise mænd".

Vandring i Simien Mountain National Park

Det var koldt i nat, så godt at jeg havde medbragt mit skiundertøj ellers havde jeg nok ikke fået sovet. Solen er stået op og kaster sine første varmende stråler på os, da vi kører de ca. 20 km. frem til indgangen ved Simien Mountain National Park. Efter at have kontaktet parkkontoret og fået både lokalguide samt to geværbevæbnede rangers med, kører vi ind i nationalparken.
Simienbjergene er et imponerende smukt naturområde med mange plateauer adskilt af brede og dybe floddale. Flere af bjergtinderne er over 4.000 meter høje, bl.a. Etiopiens højeste bjerg Ras Dashen, 4.620 moh. - det fjerde højeste bjerg på det afrikanske kontinent.

De af mine rejsevenner, som ikke ønsker at tage med på vandreturen i dette let kuperede terræn, kører med bussen, som vi senere møder igen for sammen at spise en medbragt picnic, inden vi fortsætter videre på eftermiddagens vandring. Fra bussen vandrer vi ned til højplateauets klippekant og har det mest vidunderlige bjerglandskab liggende 700-1.000 meter under vores fødder. Her er få træer og buske, men de blomstrende hvide abessinske te-roser lyser op i landskabet.
Længere fremme sidder en gruppe unge, som har placeret deres hjemmelavede souvenir på rad og række foran sig. Parkmyndighederne har lavet den aftale med de lokale, at de ikke må rende efter turisterne og faldbyde deres kunsthåndværk. I stedet kan vi roligt se på udvalget og vælge det vi synes om, hvorefter ejermanden rejser sig og der kan handles. En udmærket løsning.

Geladabavianerne

Vi følger klippekanten rundt og spejder ned i de dybe kløfter for at se efter nogle af de endemiske dyr, som kun findes i dette område - den etiopiske ulv, walia stenbukken og gelada-bavianen.

Og pludselig - i et træ på kanten af afgrunden - får vi øje på en flot gylden, stormanket geladabavian, der blotter sit knaldrøde bryst. Han er den første af flokken, som er kommet op fra den lodrette klippeside, hvor geladabavianerne natten igennem holder til i hulerne i ly for omstrejfende hyæner og leoparder. Øjeblikket efter kommer flere aber op fra dybet. Nogle af hunnerne bærer ganske små unger, som klynger sig til ryggen af deres mor. Geladabavianerne optræder i store flokke på op til 800 individer og der menes at være mellem 15.000 og 20.000 aber her i området. En geladabavian spiser ca. et kilo græsrødder om dagen, men kan også finde på at snuppe mindre insekter, som de finder under vendte sten. Dyrene er ganske tillidsfulde og vi kan gå ret så tæt på dem - indtil en vis grænse, så springer de afsted under vilde hyl.

Vi forcerer nogle enkelte bakker og står på kanten af endnu en dyb flodkløft. Derude svæver den imponerende lammegrib. Den basker sjældent med sine enorme vinger, men drives op og frem af den konstante opdrift vinden har, når den møder højplateauet. På den anden side af bakken kommer vi ned i en lille sænkning, hvor en stor flok geladabavianer græsser. Her er flere hundrede dyr og vi går roligt frem mod dem og sætter os på nogle sten tæt på og iagttager deres fouragering og sociale adspredelser.

Ned i dalen

Længere fremme støder vi atter til bussen og kører frem til Tsion Afat - et picnic sted med flere luftige hytter, hvor vi kan tilberede frokosten. Stedet er også samlingsplads for de lokale daglejere, som er heldige at få job med at transportere udstyr for eventyrere der skal på en flere dages trekkingtur ind i Simien Mountain National Park. Efter frokosten er der tid til at "slå mave" og slappe af i den bagende sol - eller se efter fugle i området.

Eftermiddagens vandretur er lidt mere anstrengende og fortsætter langs klippekanten med det ene betagende udsyn efter det andet. Så går det nedad, hvilket er lidt hårdt for knæene. Den lokale guide går forrest og bagerst sikrer rangerne, at alle kommer med. Så stopper guiden og tysser på os. Langt under os i en lysning står en skriftantilope (bushbuck). Den ved vi er her og forsvinder, før de bagerste i gruppen når frem til os. Men vi er heldige, for endnu en skriftantilope dukker frem og følger i den førstes fodspor. Alle får set dyret.

Dyb flodkløft

Nede for foden af bakken møder vi atter bussen og de øvrige rejsefæller, inden vi vandrer ud på dagens sidste etape mod det udtørrede vandfald. Vi skal ned over et lille vandløb og op i skoven på den anden side, men turen er for anstrengende for nogle, som så venter, mens vi andre kravler over en smal stensætning for at komme ud på en udløber med bratte kanter på de tre sider.
Herfra kan vi se over en 1.000 meter dyb flodkløft mod vandfaldet. Under og lige efter regntiden fosser vandet ned ad den modsatte lodrette klippevæg og forsvinder i dybet under os. Men i dag er det kun en lille bæk, der glider ned ad vandfaldet. Udsigten er bjergtagende - og en smule svimlende.

Simien Lodge

På vejen tilbage mod Debark gør vi holdt ved Simien Lodge, der ligger inde i nationalparken. Vi nyder en forfriskning i baren og betragter de smukke omgivelser. Stedet er kendt for sine monopolagtige høje priser, da her ikke er andre overnatningsmuligheder i nærheden, og er samtidig "berygtet" for en meget ringe forplejning! Faktisk var det planen, at vi skulle bo her, men pga. pladsmangel får vi "fornøjelsen" af at overnatte endnu en gang på Giant Lobelia Hotel.

I morgen går det atter over bjergene mod Axsum - Etiopiens tidligere hovedstad og landets kristne centrum.