Buffalo Springs Nationalt Vildtreservat

Ensomme akacier og smukke bjerge

Tidligt om morgenen og sent om eftermiddagen, er dyrene fremme og mest aktive. Midt på dagen daser de fleste i skyggen af træerne og er derfor sværere at få øje på. Vi er ikke de eneste biler der triller ud fra Samburu Serena Lodge i den gryende dag. Her er måske mere end 10 biler, men de spredes hurtigt i dette enorme vildtreservat. I dag koncentrerer vi os om den sydlige del af området - syd for The Uaso Nyiro River (Den Brune Flod) - der benævnes Buffalo Springs. Denne del af området er mere tørt og mere åben savanne end det nordlige Samburu Vildtreservat vi besøgte i går. Vi har fortsat udsyn til de omkringliggende flotte bjerge og akacietræerne der står som ensomme statuer i terrænet - flere af dem fyldt med væverfuglenes reder. Bilerne følges ad et stykke, men spredes på de mindre stier, dog uden at miste kontakt med hinanden. Chaufførerne kan via deres radio kommunikere med hinanden og hjælpe med oplysninger om hvor der er noget at se.

Antiloper og kafferbøfler

De første dyr vi støder på er en gruppe oryx antiloper, der langsomt bevæger hen over savannen og vi møder impalaer, hvor den dominerende han har sit harem på utallige hunner omkring sig. Impalaen er nok den smukkeste af de mindre antiloper, med de lyreformede horn - som kun hannen bærer. Vi ser også flere grupper kaffer-bøfler med kalvene gående mellem sig, så de er beskyttet mod rovdyrene. Bøflerne er kendt for at have en særdeles "kort lunte" og kan på et øjeblik forvandles fra et fredeligt udseende dyr til et arrigt angribende uhyre.

Stor omelet?

I vores bil er vi fem passagerer, så alle har vinduesplads og mulighed for at stå op under det løftede tag. Vi efterlyser i sjov "løvefamilien". Vi vil så gerne se en gruppe løver med unger samlet omkring et nedlagt bytte - f.eks. en zebra. Chaufføren ler og siger at det spændende ved safari jo netop er, at man aldrig ved, hvad der hænder. Måske ser vi løver, måske ikke. Men vi skal nok få dyr at se. Nu får vi øje på den første struds. Det er en hun i gråbrune - lidt triste - farver. Længere væk går hannen, der er sort i fjerdragten. Denne underlige fugl, der ikke kan flyve, kan løbe op mod 60 km. i timen - og faktisk løbe i den hastighed i en time! De æg strudsen lægger er så store, at ét æg svarer til ca. 24 almindelige hønseæg. Og så er strudsen ikke helt ufarlig. Med dens todelte klo er den i stand til at sparke et menneske ihjel.

Safari er uforudsigelig

Pludselig sætter chaufføren fart på bilen. Vi drøner gennem landskabet. Har de fundet løver og er det meldt over radioen? Vi ved det ikke. Koncentreret styrer han uden om de værste forhindringer og os i bilen sidder ned og holder fast - hvor vi nu kan. Noget må være meddelt, men der siges intet. Et stykke oppe langs floden holder allerede en gruppe biler og vi ser straks hvad de har fået øje på. En leopard ligger oppe i et træ. Fra den vinkel vi holder i, er leoparden godt kamufleret selv om den ligger på en nøgen gren i træet. Mine medpassagerer er vildt begejstrede og taler så højlydt, at det er nødvendigt at hysse på dem. Vi skulle jo nødigt skræmme dyret væk på grund af højrøstet tale!

Guiden får manøvreret bilen forbi de andre, så vi kan komme tættere på - uden at tage udsynet fra de øvrige biler. Alle har slukket motorerne. Her er en intens stemning af begejstring over at se dette – nok det smukkeste kattedyr der findes. Fantastisk at være så tæt - under 10 meter - på dette sky rovdyr. Leoparden lader sig ikke rigtigt mærke med at der holder fem biler, men ser blot ud til at nyde det. Jeg lægger an til skud og støtter mig til tagholderen for ikke at ryste på hånden. Mine medpassagerer står ligeledes parate og ingen bevæger sig i bilen. Så lyder skuddet og leoparden er foreviget i mit kamera. Og det bliver til flere skud. Vi kan ikke få nok! Leoparden bevæger sig ikke udover at dreje sit hoved for ligesom at orientere sig. Efter en stund med dette enestående sceneri, foreslår jeg, at vi flytter bilen, så de andre biler også kan komme tæt på og forsigtigt bakker vi væk.
Senere hører vi, at leoparden havde rejst sig – efter at vi var kørt – og var begyndt at fortære sit bytte, der hang længere oppe i træet. Sådan er det. Safari er uforudsigelig. Vi drøfter om det ikke altid er en fordel at ligge forrest i bilkortegen, men bliver hurtigt enige om at det ikke er sandsynligt, at de forreste ser mere end de bagerste. Der kan pludselig opstå en situation efter at de forreste biler er kørt, som kun den bagerste bil får glæde af. Sådan er safari!

Tilbage til afslapning på lodgen

Vi er ikke langt fra lodgen, hvor der venter os den helt store morgenbuffet. Resten af dagen kan vi så slappe af ved lodgens pøl, sole os eller spadsere en tur i den parklignende have og beundre de specielle blomster der findes her. Vores rejseleder holder foredrag og fortæller bl.a. om Kenya, der stort set er et minibillede af hele Afrika. Her findes alt fra flotte strande, høje bjerge, store søer, frodige marker og savannen. Han fortæller om dyrene vi møder på safarierne og om masai-folket, som vi om nogle dage skal træffe. Senere går vi ned til floden, hvor der er opstillet stole og hvor vi i ro og mag kan sidde og betragte dyrelivet. Men hen under eftermiddagen skal vi atter på farten.

Mod kilden i Buffalo Springs

Turen gennem området går nu endnu længere mod øst. Vi skal se kilden. Navnet Buffalo Springs stammer fra 2. verdenskrig, hvor en gruppe italienske flyvere (dengang allieret med tyskerne) ville angribe en engelsk garnison. Højt oppe så de en gruppe mørke pletter på jorden og mente at det måtte være englænderne og de smed deres bomber. Men det var i stedet en flok bøfler det gik ud over, og netop der hvor bomberne faldt, blev der et dybt krater som slog hul på en underjordisk kilde, hvorefter vandet sprang op til overfladen. Fremme ved kilden er det tilladt at forlade bilerne og se sig lidt omkring. I sig selv er der intet bemærkelsesværdigt. Et opmuret vandhul på ca. 20 m2 med mere eller mindre plumret vand. Oven for kilden er der et indhegnet bassin, hvor hverken vi eller de tørstige dyr kan få adgang. Lidt fra kilden ses vand helt i jordoverfladen og det er her dyrene drikker. Efter sigende skulle kilden stå i forbindelse med Den Brune Flod.

Elefanter i flok

På vej hen over savannen støder vi igen på mange forskellige dyr. Og så ser vi pludselig en stor gruppe elefanter der har retning mod vejen vi kører på og uundgåeligt vil krydse den længere fremme. Chaufføren kører bilen så langt frem, at vi ikke kommer til at forstyrre elefanternes færden, men alligevel så langt, at vi får "første parket". Forrest går den gamle, kloge førerhun - matriarken. Hun ved hvor flokken skal hen og leder den i den rigtige retning. Så følger der næsten 50 store og mindre elefanter heriblandt en del "små" unger. De mindste går mellem benene på de større - godt beskyttet. Og alle elefanterne holder den linie der er lagt. I et godt tempo går de målrettet forbi os. Det eneste vi kan høre er en dyb brummen - en kommunikation mellem elefanter. Den meste kommunikation kan vi dog ikke høre, så dyb er den! Men elefanterne kan høre den, endog over meget store afstande.
Elefanten har en helt enestående evne til at finde vejen til vand. Den kan lugte vand ned til fem meter under jorden og er i stand til at grave sig flere meter ned for at komme til vandet - om nødvendigt. Det er da heller ikke ualmindeligt at se andre dyr følge i elefanternes fodspor specielt i tørkeområder i håbet om at kunne finde vand efter elefanterne. Men hannerne er her ikke. De går ikke i de større grupper med hunnerne og ungerne, men strejfer ensomt omkring eller slår sig sammen med andre hanelefanter. Det er storslået at se en sådan gruppe elefanter gå helt uforstyrret gennem terrænet.

Oryx i kamp

Vi sætter herefter kursen mod et af højdedragene i Buffalo Springs og møder på vejen dertil igen oryx antiloper. Et par kæmper og vi stopper bilen for at betragte disse flotte dyr med den specielle tegning i hovedet, på benene og flanken. En tegning, der næsten kamuflerer dem midt på savannen. Igen og igen tørner de to rivaler hovederne med de lange, lige og spidse horn sammen. Indtil den ene går i knæ. Så er kampen forbi og de genoptager fourageringen.

Løvinden

Et andet sted får vi øje på en enlig løvinde, der søger skygge bag en lille busk, men hun er vist genert, for da vi nærmere os rejser hun sig og forlader stedet. Måske skal hun til at indlede aftenens jagt? Men løvefamilien har vi fortsat til gode!

Fra toppen

Oppe på højen er et af de få steder i reservatet, hvor det er tilladt at forlade bilerne og få strukket benene. Herfra er der en glimrende udsigt ud over savannen under os og til de omkringliggende bjerge. I det aftagende eftermiddagslys står solen lavt og får derfor bjergene til at vise sig i smukkeste positur.

Et sjældent set dyr

På det sidste stykke vej tilbage mod lodgen er vi så heldige at støde på den yderst sjældne stribede hyæne. Denne hyæne er mere busket, har lange ryghår samt en stor hale og er som navnet siger stribet - i modsætning til den mere kendte plettede hyæne. Den løber hurtigt og kun et lille stykke parallelt med vejen, inden den drejer længere væk og forsvinder inde i buskadset.

Da cikadernes koncert igen har taget over og nattes stjernehimmel er rullet ud, mødes vi atter til den store buffet i lodgens åbne restaurant. Naturligvis går snakken om dagens mange oplevelser - om hvem der så hvad, hvilke billeder der blev gode etc. Alle mættet med indtryk fra en forrygende dag, kan vi gå til ro i hytterne og tænke på morgendagens oplevelser i Lake Nakuru National Park.