Masai Mara National Reservat

Kenyas elendige veje

Vi skyder genvej og sparer derved en del tid og kilometre, men vejen vi kører på er grusom. Disse støvede ler/grusveje er mit kameras fjende nr. to efter regn, og kameraet pakkes godt af vejen, da det ikke kan undgås, at der kommer støv og skidt ind gennem de åbenstående vinduer, som udgør eneste ventilation i bilen. Men den vej vi nu rumler hen over, er ikke alene under al kritik, den kan være livsfarlig at køre på. Det er ren ler som trafik og kraftige regnbyger gennem årene har eroderet flere metre ned i forhold til det omkringliggende terræn. På begge sider af vejen skærer dybe fuger sig ned som var det grøfter. Et sted er en bus gledet ud over en sådan grøft og står nu urokkelig fast støttende på undervognen, medens hjulene svæver frit i grøften. Jeg er lykkelig over, at det ikke regner! I dette frugtbare landskab, hvor der virkelig høstes store mængder korn og majs, er det en gåde, at man ikke for længst har etableret ordentlige veje så fragt af korn, grøntsager, dyr og mennesker - herunder børn til og fra skole - kan ske på en forsvarlig måde. Men vores chauffør kender vejen og har kørt her mange gange. Koncentreret sidder han og flår i rettet med højre hånd for på bedste vis at holde sig i venstre side af vejen for øjeblikket efter at slå et svaj over i højre side og undgår derved de værste huller - alt medens gearskiftet uafladeligt kører op og ned mellem 2. og 3. gear passet med venstre hånd. Noget af en præstation!

Masai Mare National Reservat

Vi når frem til porten ind til Masai Mare National Reservat og tilbagelægger de resterende 60 km. inde i parken på gode, støvede grusveje. Men vejskilte er her ikke mange af. Jeg vil sige, at man nærmest skal være stedkendt for at finde vej. Og her er mange veje. Hovedveje. Veje parallelt med hovedvejene. Tværgående og snoede veje. Godt at jeg ikke selv er chauffør, men kan læne mig tilbage og blot slappe af. Flere steder ser vi masaihyrder drive med deres kvæg, men vi har fået at vide, at al fotografering er forbudt. Ikke noget med at prøve i smug. Hvis det opdages, risikerer vi at der kastes sten efter bilerne.

Mara Fig Tree Camp - en flot teltlejr

Midt på dagen er vi fremme ved Mara Fig Tree Camp. Vi sættes af og går over en bro, hvorunder der løber en lille flod. Nedenfor på en sandbanke er tydelige aftryk efter en flodhest! Campen er en lodge med flere sammenhængende bygninger - restaurant, bar og "slap-af-stue". Men det særlige her er de mange telt-huse, der står placeret på kanten til floden, som løber hele vejen rundt om campen. Hvert telt har en lille terrasse, et værelse med to senge og indbygget garderobe samt et tilstødende muret badeværelse med toilet. Og så er her intet myggenet. Er vi i malariafrit område? Teltet er forsynet med en kraftig lynlås, som skal lynes hver gang vi forlader teltet, dels for at undgå aberne, men også for at udelukke eventuelle kryb.

Besøg fra oven

Vi får etableret os og går derefter i gang med den ventende buffet. Denne indtages udendørs i det åbne afsnit af restauranten - nærmest indrettet som en gårdhave. Under de skyggefylde træer er opsat en række runde borde med en parasol i midten, der dækker hele bordet - og lidt til. Omkring os er fuglene ivrige efter at få fat i de brød, der står på bordene og tjenerne har travlt med at skræmme fuglene væk. Vi sidder således otte personer omkring et af disse runde borde og nyder frokosten, da jeg pludselig hører et dump på parasollens teltdug lige over mit hoved og et øjeblik efter farer min veninde ved siden af mig op, da der falder en grøn slange på godt en meter ned lige bag min ryg. Godt at jeg sidder under parasollen! Der opstår lidt panik, da alle springer op på ordet "slange" og nogen ser forfærdet til, medens et par tjenere kommer springende. De forsøger at genne slangen væk, men den er hurtig og nærmest springer op på en af de forladte stole og snor sig ind og ud mellem ben og stoleryg. Alle har forladt bordet, men jeg når at få denne uventede situation foreviget, inden tjenerne får jaget slangen op i et træ.
Og så går diskussionen om, hvad det er for en. Og om den nu også er giftig! Vores rejseleder mener, at det er en harmløs grøn snog, medens tjenerne mere synes at hælde til, at den faktisk er giftig! Nu da slangen er tilbage i træerne kan vi fortsætte frokosten, men underligt er det at se, hvorledes vi alle rykker lidt tættere ind til bordet i læ under parasollen!

Dyrevandringen

Da vi hen på eftermiddagen skal på vor første safaritur i Masai Mare, er det naturligvis synet de tusindevis af gnuer der prenter sig på nethinden. Det er den berømte dyrevandring, hvor enorme flokke af gnuer og zebraer er i stadig bevægelse. Normalt taler man om, at det hele starter nede på Serengeti-savannen i Tanzania. Tørketiden sætter ind og nogle gnuer kan fornemme, at det regner oppe i Masai Mara og at det friske grønne græs venter. Det sætter gang i den største dyrevandring i verden. 1,5 mio. gnuer sætter sig i bevægelse nordover i den vestlige side af hele området. Dertil kommer 0,5 mio. zebraer og et utal af antiloper. Der er endog enkelte rovdyr der følger "spisekammeret". Når flokkene kommer frem, står græsset meterhøjt og de øverste dele af græsset sætter zebraerne til livs, medens gnuerne tager sig af stråene og afgnaver stort set hele savannen, inden de atter fortsætter sydpå ad en mere østlig rute - tilbage til Serengeti. Rundt omkring på savannen står store horder af gnuer, så langt øjet rækker. Og ind imellem ser vi flokke af zebraer, antiloper og bøfler.

Et vift med halen

Vi kører lidt rundt for at lede efter andre dyr, medens flokke af gazeller kommer springende ud på vejen - uden respekt for de kørende! Men rovdyrene er svære at få øje på. Alle står op i bilen og spejder. Vi vil fortsat godt se løvefamilien! Ca. 50 meter fra bilen ser jeg noget bevæge sig bag en busk - måske en hale - og beder chaufføren om at køre derhen. Det kunne jo være? Bag buskens skygge ligger en enlig løvinde og slår fluer væk med sin hale. Det var den - halespidsen - jeg spottede! Hun ser noget ugidelig ud og tager ingen notits af os, selv om vi kører meget tæt på hende. Lidt senere spotters en ung hanløve som er plaget af fluer, men ham lader vi være i fred.

Flodheste og krokodiller

Safarien fortsætter i retning mod nogle af de såkaldte hippo-pools - sikre opholdssteder for flodheste. Efter lidt søgning langs floden finder vi en gruppe flodheste der svaler sig i det mudrede vand. De dykker, men kommer efter et øjeblik atter op til overfladen - dog er det for det meste kun øre, øjne og næsetip der stikker op af vandet. På land kommer de sikkert først i nat, når de skal op og græsse. På en sandbanke ses en af de mange nilkrokodiller, der også findes her.

Mange spændende fugle - og flere dyr

Vi vender bilen og kører en anden vej hjemad, hvor det lykkes os at se en masse forskellige fugle - nogle mere specielle end andre. Tag f.eks. hammerhovedfuglen - en underlig skabning med "næb" i begge sider af hovedet! Men her er også mange andre vilde dyr som zebraer, elefanter, antiloper m.m.

En enkelt hyæne

I det fjerne ses en plettet hyæne komme løbende i en fastholdt retning. Det er som om den går efter et bestemt mål og Christoffer kører bilen frem i hyænens retning i håb om at den vil krydse vejen. Det lykkes også at komme ret tæt på dyret, inden hyænen drejer af og forsvinder inde på savannen.

Geparden

Senere ser vi samme situation - men denne gang med en enlig gepard som aktør. Målrettet går geparden frem gennem savannens græs. Vi er glade for at græsset nu er både tørt og afgnavet, så dyret kan ses. Havde græsset været friskt og højt, havde det måske været umuligt. Fra bilen kan vi følge dette flotte dyr, da det går parallelt med vejen. Efter at den har passeret os, kører vi længere frem og får vendt bilen, således at vi kommer på skudhold af geparden, netop som den krydser vejen mellem bilerne. Da stiller den sig op som en anden fotomodel og spejder udover savannen - sikkert på udkik efter et bytte. Måske har den unger gemt et sted på savannen, måske i en klippehule i skoven? Og nu skal den på jagt.
Lidt efter sker så det næsten uundgåelige på disse veje - en punktering. Ind til siden og ud af bilen i et forhåbentligt løve- og gepardfrit område! Operationen går lynhurtigt og vi har dårligt fået tid til at strække benene, inden vi efter 10 minutter atter er på farten.

I nattens mulm og mørke

Tilbage i campen er der tid til en kop kaffe i baren, inden vi skal i gang med aftenbuffeten og en afsluttende drik i baren. Uden for er der tændt bål og vi sidder i skæret fra gløderne og taler om dagens oplevelser. Og nattens koncert er for længst begyndt. Nede fra floden langt under os rejser en klang sig som var det janitsharerne der er i gang på de øverste oktaver på deres træ-xylofoner. Klokkefrøerne har taget over. En symfoni af små smældende klik spreder sig i den kølige natteluft. Det sidste jeg husker, inden jeg falder i søvn i min gode seng, er en hyæne der ler fra sit mørke skjul ude på savannen.

Det er fortsat mørkt og noget pusler uden for vores telt. Jeg vil tænde lyset - men der er intet lys. Man har slukket for strømmen! Godt at jeg har min pandelampe med. Men så hører jeg stemmer og kommer i tanke om, at det er den natlige patrulje, der er på vej rundt i lejren for at sikre, at ingen uvelkomne dyr trænger sig på i løbet af natten. Jeg slumrer hurtigt ind igen - ganske tryg.
Så er det en eksplosion, der vækker mig. Nej, det kan det ikke være? Jeg står op og lyner forsigtigt teltets lynlås op og ser ud i den gryende dag. Igen hører jeg denne underlige eksplosive lyd, som varer vel omkring 30 sekunder. Så er der atter stille.
Jeg klæder mig på, alt medens lyden nu bliver vedvarende men svagere. Ude på vores terrasse ser jeg årsagen. Langsomt - og nu fuldstændigt lydløst - ser jeg en varmluftsballon svæve lige over trætoppene på den anden side af floden over for vores telt. Safari fra en luftballon. Ja, hvorfor ikke? (Det viser sig dog at være en ret bekostelig affære for et par timers flyvning!).

Så vil vi hellere besøge masaierne senere på dagen.