Palmarium Reserve ved Ampitabe-søen

Ris - en vigtig næringskilde

Hele eftermiddagen har vi brugt på at køre ad hovedvej RN2 mod nordøst. Undervejs har vi set utallige rismarker i forskellige faser af risproduktionen - fra de nøgne rismarker til de oversvømmede. Flere steder trækker zebu-okser en primitiv plov gennem pløret og andre steder står folk i vand til knæene for at sætte risplanter. Flere steder kan der høstes tre gange om året. Ris er den vigtigste føde her og i intet andet land i Verden spises der så meget ris pr. indbygger som i Madagaskar. Når risen er høstet og lerjorden blotlagt, graves leret af og formes til mursten. Nogle soltørres mens andre brændes i store ovne, som står langs hovedvejen lige ved rismarkerne.

Ophold i landsbyen Brickaville

I landsbyen Brickaville holder vi for at proviantere ved de mange boder, der også bugner af bananer og fremmedartede, eksotiske frugter. Hos den lokale købmandshandel forsyner vi os med drikkevarer og  kiks m.v. Det er tydeligt, at befolkningen her overvejende har asiatiske træk.

En blandet befolkning

Man mener, at Madagaskars oprindelige befolkning kom fra Indonesien/Malaysia for mere end 2.000 år siden, og da de første portugisere kom til øen i 1500-tallet var østkysten allerede bosat af arabere. Flere gange forsøgte både franskmænd og briter at bosætte sig gennem 1700-tallet, men det blev opgivet pga. de mange pirater og slavehandlere som hærgede øen. Forskellige lokale kongeriger bekrigede hinanden i samme periode, indtil man i begyndelsen af 1800-tallet fik samling på riget. Engelske missionærer kom til, men mange døde af malaria og andre tropesygdomme.
Franskmændene var mere ihærdige og vedholdende i deres forsøg på at tilkæmpe sig magten. Først gennem et protektorat og senere i 1896 blev Madagaskar en fransk koloni - kun afbrudt af et engelsk styre i en kort periode under Anden Verdenskrig. Først i 1960 fik Madagaskar sit selvstyre. De mange forskellige befolkningsgrupper som asiater, arabere, europæere og afrikanere der gennem tiderne har været på øen, har giver en stor, blandet befolkning med mange forskellige træk.

En sen aften på Pangalanes-kanalen

Vores bus kan ikke køre ad den hullede og meget ujævne jordvej fra RN2 mod Manambato, hvorfor vi skifter til mindre terrængående taxaer. Bagagen læsses på og efter næsten en times kørsel er vi fremme i landsbyen, der ligger ved Pangalanes-kanalen. Det er blevet mørkt og igen omlades bagagen til en motordreven kano, som skal sejle os til næste lodge.
Pangalanes-kanalen blev udgravet af franskmændene mellem de store, naturlige laguner, som ligger beskyttet fra Det Indiske Ocean bag lange landtanger og skabte derved en sikker transportvej langs havet. Med nutidens relativt gode vej (RN2) og store lastbiler har kanalen ikke længere den store betydning for varetransport, men lokalbefolkningen benytter den. Vi glider ud i kanalen, hvor eneste lys kommer fra fuldmånens skær, og sejlruten er ikke markeret med bøjer eller andet lys. Kanoen vi sejler med, og dem vi møder, har heller ikke lanterner, men skipper kender kanalen og søerne som sin egen bukselomme og ved, hvor han skal placere båden og hvornår det er så lavvandet, at farten sættes ned og motoren løftes, så vi let glider hen over sandbankerne.

Midlertidig indkvartering

Under den timelange sejltur gennem mørket får vi oplyst, at der er sket en misforståelse i bookingen af denne aftens overnatning og at vi først i morgen kan få værelserne hos Palmarium Reserve. Vi sejles derfor til et tilhørende anneks et par km. fra lodgen, hvor her virker ganske tomt, som om man ikke venter gæster. Den danske rejseleder og den lokale guide gør nogle ihærdige forsøg via et til tider dødt mobiltelefonnet med at få kontakt til hovedkontoret, og i løbet af en god times tid har vi fået nogle primitive, men brugbare hytter for natten. Aftensmaden med tilhørende drikkevarer kommer sejlende til os fra Palmarium. Sådanne situationer kan opstå, når man rejser i disse lande (Afrika og omegn) og rejsegruppen - der alle er rejsevante folk - tager oplevelsen med et smil.

Palmarium Reserve

Tidligt næste morgen sejler vi over Ampitabe-søen til Palmarium Reserve, hvor vi modtages med et dejligt morgenmadsmåltid. I træerne over vores hoveder holder en flok lemurer til. De ved hvornår det er spisetid og holder vi dem ikke væk, er de frække nok til selv at stjæle fra bordet. Den lokale guide tager os med på en vandring i reservatet, hvor vi ser og hører om stedets plante- og dyreliv. Vi ser forskellige eksotiske blomster og hører om vanilje-orkidéen, hvor det demonstreres, hvorledes man manuelt kan befrugte blomsten, så der kan komme de berømte Madagaskar-vaniljestænger ud af det.

Nærkontakt til halvtamme lemurer

De fleste af stedets lemurer er udsat i reservatet og lever fint i det store område. De er vant til mennesker og den lokale guide er i stand til at kalde på dem så de kommer - sikkert også fordi der vanker en godbid bananer eller anden frugt. Udover blandede lemur-racer findes her også en gruppe indrier og dem kommer vi helt tæt på, da disse spændende dyr er lige så interesseret i os, som vi er i dem. Men her er meget mere - kamæleoner, edderkopper, firben, frøer og skildpadder - for blot at nævne lidt af hvad Palmarium tilbyder sine gæster.

Egne aktiviteter på lodgen

Efter frokosten - som Palmarium byder på som kompensation for gårsdagens misforståelse - er bungalowerne blevet klar og vi har resten af dagen fri til egne aktiviteter. Nogle tager på tur over søen for at besøge en nærliggende fiskerlandsby og soppe i Det Indiske Ocean. Andre slapper af på bungalowens terrasse og nogle går tur på egen hånd langs stranden.

Aftenunderholdning

Til lyden af forskellige trommer underholder en lokal sang- og dansetrup fra den nærliggende landsby denne aften og viser forskellige tricks og balancekunster. Her er både voksne og børn, drenge og piger, hvor den mindste måske blot er fire år og gør sit bedste for at følge med. Herligt! Og så tjener truppen en ekstra skilling.

Pangalanes-kanalen i dagslys

Denne vidunderlige morgen sejler vi tilbage til Manambato og kan se mange aktiviteter på og langs Pangalanes-kanalen. Familier som er på vej i deres små udhulede kanoer, folk som vasker tøj og andre som fisker. I Manambato venter taxaerne og fremme ved hovedvejen kommer bussen, hvorefter vi kører samme vej tilbage til Tana, som vi når hen under aften og indkvarteres på Hotel Belvedere.

Allerede næste dag går det sydover ad RN7 mod Antsirabe.