Sandklitterne ved Sossusvlei

Lidt uden for Windhoek

Vi begynder rejsen nogle kilometer uden for Namibias hovedstad Windhoek, hvor Safari Court Hotel ligger, og vi får derfor ikke rigtigt set Windhoek, der fra 1892 var den administrative hovedstad for Tysk Sydvestafrika, efter at Tyskland havde erobret kolonien i 1885. Efter ankomsten til hotellet, slappes der af ved hotellets pool, indtil vi senere på aftenen kører til Joe’s Beerhouse for at spise middag. Joe’s Beerhouse er et spøjst sted, hvor ejeren har samlet alverdens ting og brugt disse som dekoration i restauranten. Her serveres bl.a. kød fra vildt - dvs. kød fra opdrættet zebraer, strudse og forskellige antiloper som f.eks. springbuk, kudu, oryx, etc.

Namib-Naukluft Park

Efter at de lokale guider fra Karibu Safari har fyldt de to alternative busser - ombyggede Mitsubishi Custom - med diesel og købt proviant til de næste dage, tager vi og den danske rejseleder plads i bussens små sæder. I hver bus findes en køleboks, hvor drikkevarerne afkøles med indkøbt is, samt en frostboks til fødevarer. 
Vi er ikke kørt langt, før vi er ude i Namibias grønne landbrugsland med kvæg og geder. På de gode grusveje møder vi kun få biler og passerer undervejs små spredte landsbyer i det tyndt befolkede land. Efter et par timers kørsel, holder bussen ind ved et stort, skyggefuldt kamelnålstræ, hvor Karibus guider hurtigt og professionelt får anrettet frokost. 

Vi kommer til Namib-ørkenen - Namib-Naukluft Park - der er et af verdens tørreste steder. Her møder vi de første vilde dyr som strudse, springbukke samt en ensom gnu. 

Sesriem Campsite

Efter godt syv timers kørsel er vi fremme ved Sesriem Campsite. Det er sent på dagen og igen arbejder Karibus folk hurtigt med at etablere teltlejren, som vi skal benytte de næste to nætter. Hvert telt har ståhøjde og plads til to feltsenge med skumgummimadras og hver deltager får en sovepose samt en hovedpude. Sesriem Campsite er en stor campingplads med god plads mellem de enkelte standpladser og med gode toilet- og badefaciliteter, der rengøres dagligt. I hovedhuset findes en velassorteret bar og midt på pladsen et mindre svømmebassin. Et dejligt sted at campere - og så har vi springbukke og sjakaler m.m. i "baghaven".

Solnedgang ved Sesriem Canyon

Lidt før mørket sænker sig, kører vi til Sesriem-kløften for at se solnedgangen. Kløften, der menes at være 15 mio. år gammel, er ca. en km. lang og op til 40 meter dyb. Kløften kan ikke ses fra vejen og vi skal faktisk helt hen til den for at se dybden. Ved starten af kløften er den en ganske smal - men dyb - revne, hvor vi kan høre fuglene fløjte hult under de overhængende klipper. Længere henne er kløften bredere og her klatrer bavianerne ned af de lodrette klippesider, for at drikke. En lille sti fører ned i kløften og ca. 200 meter fremme støder vi på vand i kløftens bund. Uden for regntiden er kløften tør og det er muligt at vandre i hele kløftens længde. Over kløften har solen sænket sig i horisonten og kaster et vidunderligt rødt skær på hele det omkringliggende klippelandskab.

Sandklitterne i Sossusvlei

Jeg vækkes tidligt næste morgen ved at en due kurrer i mørket. Jeg kan imidlertid ikke falde i søvn igen, da en generator kører i det fjerne. Efter en stund står jeg op, for vi skal meget tidligt afsted denne morgen. Efter en hurtig kop morgenkaffe er vi alle igen samlet i bussen på vej mod de berømte sandklitter i Sossusvlei. Det er endnu mørkt og vi har 64 km. foran os. I det gryende dagslys ses flere grupper af oryx (gemsbuk) - en meget stor antilope, der har lyse og rødbrune eller grågule farver med sorte tegninger i hovedet, på benene og bugen. Antilopen har lange lige horn, som vender en smule bagud.

Dune 45

Da vi når sandklitten Dune 45, er solen kommet over horisonten og vi stopper for at se nærmere på stedets helt specielle naturfænomen - måske den allerstørste turistattraktion i Namibia. Det røde jernholdige sand, der giver klitterne den røde farve, stammer oprindeligt fra det indre af Afrika og føres med floderne ud i Atlanterhavet. Her skylles det op på stranden og føres med vinden ind over landet og lægger sig på bestemte steder, hvor nogle af verdens største sandklitter dannes. Men de dannes ikke overalt - kun hvor der er noget sandkornene kan "gribe" fast i. Med vindens hjælp ændres sandklitternes formation og netop ved solopgang er skyggespillet helt fantastisk. Så langt øjet rækker blændes vi af det røde sand og den skyfri, blå himmel.

Sand, sand og atter sand

Efter et kort ophold kører busserne længere ind i sandørkenen, indover en 1000-årig gammel udtørret sø, hvor døde træer står som nøgne skulpturer og vidner om, at her engang har været vand nok til at de kunne gro. Ved en P-plads skifter vi til 4-hjulstrukne jeeps, som er de eneste der må og kan køre i det løse sand de ca. fire km. ind, hvor vandrestien til den ca. 300 meter høje sandklit Dead Vlei - en af verdens højeste sandklitter - begynder. Vi er nogen, som hellere vil vandre derind og have tid til at nyde blomster, træer og dyrespor undervejs. Men det er tungt at vandre i det løse sand, så vi går der, hvor bilerne har kørt, eller på den faste klippegrund, som visse steder stikker frem af sandet. Her er ikke mange fugle, men masser af dyrespor og vi ser en enkelt sortrygget sjakal løbe forbi foran os.

Op på Dead Vlei

Det tager os en god times tid at vandre ind til startstedet, hvorfra vi kan gå ind til Dead Vlei. Der er yderligere godt en km., men det er på fast sti og på en udtørret søbund. Nogle har valgt at gå op på den lave del af sandklitten, mens andre har sat sig for at vandre helt til toppen. Jeg træder op i sandet, som giver efter under mine fødder, og for hvert skridt jeg tager, synker jeg lidt tilbage. På det stejleste sted skrider sandet som en lavine, men jeg får kæmpet mig de første få meter op på den første kant af Dead Vlei. Jeg kan nu følge ryggen opefter i de andres fodspor og det gør det en smule lettere. Jeg kan ikke længere se dem, der går foran mig, men følger deres spor. 

Undervejs farer små blå biller rundt om fødderne på mig og et par firben møder jeg også. En udtørret saltsø, vi har spadseret hen over, skinner i lysebrune og næsten hvide og blålige farver, og i bunden af klitten ses endnu en lille udtørret søbund. Jeg passerer et spor fra et dyr, som har bevæget sig op over klitten mod den anden side, hvor der også ses en udtørret sø. Sporet kan ikke være gammelt. Efter at have kæmpet opad i godt 30 minutter er mine læber allerede udtørrede og begyndt at sprække, og solen banker ned i mit ubeskyttede hoved. Heldigvis har jeg mit halstørklæde med, som jeg binder om hovedet. Temperaturen nærmer sig 45 grader og her er ikke en vind. Jeg beslutter at gå endnu et kvarter og så vende om for ikke at risikere at få solstik. Jeg når op på næste kant og kan nyde den storslåede udsigt. Vil du bestige Dead Vlei, skal du huske din hat, solbriller og mindst to liter vand pr. person – og så betale for at blive kørt ind til startstedet.

Afslapning på Sesriem Campsite

Resten af eftermiddagen slapper vi af bl.a. ved campingpladsens lille pool. Og i det åbne landskab med bjergene i horisonten ses springbukke græsse. Igen i aften tager nogle af os hen til Sesriem Canyon for at se solen gå ned, mens andre tager hen til en anden sandklit - Elim Dune - for at få mere sand mellem tæerne. 

Et godt pakkeråd

Et godt pakkeråd er at sætte system i den måde du pakker sin rejsetaske eller din kuffert på. Selv pakker vi altid således, at hustruens tøj lægges i hvide plastikposer og mit i blå. Grønne poser bruges til snavsetøj. Derefter lægger vi halvt af hver i hver af kufferterne, så skulle den ene blive væk under flytransporten, står vi ikke helt på bar bund og skal ud at købe nyt. Vores erfaring med campingrejser bl.a. i Afrika har også lært os, at fore selve rejsetasken med en opklippet stor plastikpose, så tøjet ligger yderligere beskyttet mod regn og støv.

I morgen fortsætter vi rejsen gennem Namib-ørkenen og vi møder store byer som Swakopmund ved Atlanterhavet - byer, der er mere tyske end mange byer i Tyskland.